Druknelektioner [2014]

DKK99.00

64 sider, 2014. Billedsproget blandes som heavy metal op med mere poppede tanker og følelser. Digte, man kan synge med på og headbange til! I modsætning til andre af mine samlinger findes der her et større fokus på samfunds- og kulturkritiske digte, særligt i begyndelsen. Men der findes selvfølgelig også en suite kærlighedsdigte, der som myggestik niver i hjertet.

Markerne

Jeg burde tænke noget vigtigt
tænker jeg
og ser ud over markerne

kornet hverken råber
synger eller taler om noget
på andre sprog end deres eget

jeg løfter min hånd i vejret
og siger: “jeg løfter min hånd i vejret”
hvilket nok var det dummeste
jeg overhovedet kunne sige
tænker jeg
og går tilbage ind i huset

imens hvert af kornene
vinker mig på gensyn.

Et palads i solen

Verden har bygget en mur om sig selv,
fremmede griner derinde.

På værelset graver jeg mig ned i et digt,
ser sollys i en dansende linje.

En engel med hukommelsestab

Hun gemmer sig bag sit hårs paladser
bag sin skyttegravsbrede makeup
snitsårene fra barberbladet
går hun med som trofæer på armene
ingen ved noget om dem
ingen ved hvad hun føler
himlen skifter udseende efter hendes humør
derfor regner det ofte
når hun går ture i skoven
drejer træerne sig en halv omgang
for bedre at se hende
på rad og række vinker græsstråene
men hun vinker ikke tilbage
for hendes hænder er som fyldt af splintret glas
at blive glad har for hende
været som at lægge en syvkabale
hvor halvdelen af kortene er blevet fjernet
hvordan så overhovedet komme i gang
hvordan finde mening i livet
når hun prøver at fortælle om det til andre
vikles pigtråd rundt om hendes tunge
fordi ingen vil alligevel kunne forstå
hvordan det er at føle sig grim hele tiden
hun behøver et kys som iltmaske
et kram der kan klemme tomhedens
natsværmere ud af hendes blik
men alle de fyre hun lærer at kende
ender altid med at løbe med hendes kærlighed
i en sæk over skulderen.

Varekategorier: ,

Beskrivelse

 

Anmeldelser

Der er endnu ikke nogle anmeldelser.

Vær den første til at anmelde “Druknelektioner [2014]”

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kunne også være interesseret i...