Udgivet den Skriv en kommentar

Dårlige vaner: At overvinde mine dårlige impulsbeherskelser

Jeg føler mig utilpas. Træt og uoplagt. Som om jeg ikke bare er dårlig til at udføre mine opgaver, men at jeg ikke engang kan komme i gang med dem. Hvis jeg var en bueskytte, ville det ikke dreje sig om, at jeg rammer ved siden af skydeskiven, men at jeg ikke engang orker at løfte buen.
Jeg sidder på min arbejdsplads Gallup og skal ringe ud til alle mulige mennesker. På et papir foran mig har jeg netop skrevet: “Hvordan kan jeg blive mere frisk?” Siden har jeg stirret mig blind på det. 3000 liter kaffe kan ikke vække mig fra min døs. End ikke et elektrisk chok. Sådan føles det hvert fald.
Måske er spørgsmålet i grunden ikke, hvordan jeg kan blive mere frisk her og nu, men hvordan jeg kan undgå at havne i sådanne situationer. Hvad er årsagen til det?
Bare rolig, det har ikke noget med efterårsdepression at gøre. At mørket sniger sig ind på mig og tynger humøret ned. Nej, det er bare mig og mine dårlige vaner. Og endnu dårligere beslutninger.

Her i går var jeg sent oppe. Jeg var til filmaften hos min ven Thoby. Egentlig skulle vi have været flere, men det endte med bare at være os, der spiste ekstreme mængder Mountain Dew, Matadormix, Kanonkugler med chedderost, pindis og alt for meget mere. Først omkring klokken 3 fik jeg mandet mig op til at cykle hjem. Søvnigheden havde ellers siddet i mig og sagt: “Bare fald om og sov på gulvet.” Men det var helt umuligt, når Thoby og jeg sad og så totalt hjernedøde youtubevidoer på hans fjernsyn. Top 100 “things you wouldn’t believe if it wasn’t recorded” “Animals doing stupid things” og andet i den dur. Som om vi lige skulle have støvsuget hjernen ud nogle timer og blive efterladt i en bevidstløs døs. Det var faktisk ret dejligt. Sådan en ansvarsfri følelse. Bare mere slik og sodavand i kæften, grin af noget fjollet. Den ene time tog den anden.

Da jeg vågnede her kl. 8 med kun tre-fire timers søvn, følte jeg mig overraskende frisk. Jeg tænkte: “Jeg skal sgu nok klare den her dag!” Jeg fik hurtigt taget alt mit tøj på, slynget kogende vand ned i en kop med Nescafé og tjekket min telefon for at se, om der var sket noget nyt i min lille verden siden sidst jeg tjekkede nogle timer før. Ikke rigtigt.

Nu er trætheden så kommet snigende. Den fylder hele min krop, og jeg orker dårligt at taste numrene på skærmen ind på den fastnettelefon, jeg ringer fra.
Det hjalp nok heller ikke, at jeg omkring kl. 11 spiste en halv bøtte Astronautliteris. Da jeg cyklede ind til Gallup, vidste min krop ikke, om den skulle blive søvnig af isen, eller blive frisk af den kropslige bevægelse. Siden hen har den besluttet sig bare for at give op. Hvad skulle den ellers gøre med så dårlige betingelser. Fik jeg overhovedet spist ordentlig morgenmad? Hvad har jeg egentlig gang i?

Konfliktet handler ganske enkelt om selvbeherskelse og vaner. Selvfølgelig burde jeg have taget hjem fra Thoby længe før. Måske set en enkelt af de fjollede Top 100-videoer, og så trukket stikket. I stedet blev jeg fristet til at sige: “Bare én til”. Og en enkelt video på nogle minutter endte så med at være den første i rækken af rigtig mange.
Jeg skulle have været mere moden og sagt: “Tak for en hyggelig aften. Vi må gentage succesen en anden gang!” … Egentlig opstod der et afgørende øjeblik, hvor jeg netop skulle tage beslutningen: “Skal jeg tage hjem, eller blive og se bare én til video?” … Det øjeblik opstod faktisk ret mange gange. Hvorfor var jeg ikke bedre til at hanke op i mig selv? Jeg vidste jo udmærket godt, hvor smadrede jeg ville være dagen efter?

Det samme gjorde sig gældende for et par timer siden. Da jeg her kl. 11. i formiddags tog bøtten med Astronautis ud af fryseren. I mit hoved tænkte jeg: “Jeg skal ikke spise det her. Det er fandme en åndssvag måde at starte dagen på. Også når jeg i forvejen ikke har fået sovet særlig meget”. Men min krop havde en anden agenda. Som stod jeg dér og havde en slåskamp med mig selv. Mit overjeg med krydsede arme, der står og brokker sig lavmælt i det ene hjørne vs. mit umættelige, dyriske begær efter sukker. Hvis man kunne blive verdensmester i tåbelige beslutninger, ville jeg stå på sejrsskamlen. Sådan føles det hvert fald nu.

Men at spise is om formiddagen var ikke min største fejltagelse. Det var bare resultatet af en dominoeffekt. Fadæsen begyndte faktisk to dage tidligere. Nede i Meny.
Hos Gallup havde jeg fået lov at tage noget rugbrød med. På hjemvejen slog jeg et smut forbi Meny, hvor jeg ville købe leverpostej. Det fornuftige valg (så ved jeg godt, at man kan købe alt muligt andet som er langt sundere og bedre og hvad ved jeg, men i min situation er en leverpostejs mad da langt bedre end en Astronautis-mad, ikke sandt?).
Men allerede ved indgangen blev jeg overmandet. Af mig selv. Fremprovokeret af en stander med en stander med en helt ny slikposevariation. Jeg blev som 5 år igen. Selvfølgelig skulle den den nye variation prøves (Star Dust, i øvrigt!). Ned i kurven i den. På vej over til leverpostejen, faldt jeg over en pakke Quaker Chocolate etellerandet. Sådan noget, som knaser, smager pissegodt og har små 40% sukker. Ikke mad, men sukker med mælk på. Som barn havde jeg nogle gode oplevelser med at spise netop det mærke. Måske giver det mig en følelse af tryghed. En lille lomme af tryghed midt i et forvirret og forvirrende verden. Eller så er jeg 27 år og har stadig ikke lært at styre mig selv.
Nå, men ovre ved kassen stod der flere montre med is. I en af dem lå bøtten med Astronautis. Den variant havde jeg heller ikke prøvet før (og man skal jo gerne spise lidt varieret, så det ikke er det samme hele tiden! (nå, dårlig joke, den må jeg fjerne i en redigeringsproces, hvis jeg da ikke var så dvask og doven, uh). Ned i kurven med den.
Et sted i mig råbte og skreg mit overjeg. Eller så stod det bare med krydsede arme og brokkede sig lavmælt. Hvert fald vidste jeg godt, at det ikke lige var det smarteste at gøre. Hele aftenen blev noget lort. At æde det der chokolademorgenmadshalløj drænede mig for energi. Så åbne en pose slik, æde næsten det hele, og så videre til astronautisen.

Efter alt det lagde jeg mig i sengen. Tung som en elefant. Og dummere end en mælkebøtte. Sommetider undrer det mig, hvordan det må føles at være 90 år gammel, ligge på plejehjem og fortryde hele sit liv, ikke mindst de beslutninger, man har taget. Jeg oplevede en slags miniudgave af det. En dvask, ugidelig og lettere (hvis ikke temmelig) trist følelse. Der er ikke andet at gøre end at tage ved lære og gøre tingene anderledes næste gang. Simpelthen.

Men fordi jeg gav efter for min sukkertrang i Meny, var der Astronautis til overs her i formiddags. Og et gammel ordsprog siger: “Hvad du køber og har liggende, spiser du!” … Det er et spørgsmål om, hvad man køber. Og vælger fra. Men det kræver jo så det rette fokus og evnen til at tage de rette beslutninger.

Dårlige beslutninger bliver til dårlige vaner, der bliver karaktertræk, der bliver en del af, hvem man er. Det bliver en glidebane videre ud i den forkerte retning. Og er det virkelig det, jeg ønsker at være? Træt, uoplagt og sådan lettere trist? Næh. Jeg kan ikke være særlig stolt af mine handlinger. Det ville have været langt federe at have været moden, vist mådehold og sagt: “Nok er nok”. Jeg er 27 år gammel. Ikke 17. Kunne jeg ikke forvente lidt mere?

Hvordan kan jeg blive et bedre menneske? Eller måske mindre ambitiøse, men stadigt væsentligt: Hvordan kan jeg blive bedre til at tage rigtige beslutninger? Blive mere mådeholden?

Al personlig udvikling sker ved, at man bliver bevidst om alt det, der er galt. Alt det, man ønsker at blive bedre til. Des mere man fejer ind under gulvtæppet, des mere man ignorerer og ser bort fra en problemstilling, des mere overtager det en. Bare fordi man lukker øjnene, ændrer det ikke på, at man glider ned ad glidebanen, hurtigere og hurtigere i den gale retning. Det kræver mod at åbne øjnene og indse, hvor man befinder sig. Det kræver også mod at skrive alt det her ned og erkende, ikke bare over for de, der må læse med, men mig selv, at jeg i grunden er lidt barnlig og har en dårlig impulsbeherskelse. Det er da ikke noget at være stolt af.

Men jeg er stolt af i det mindste at tage fat i problemet. Gøre mig selv opmærksom på det. Sige til mig selv: “Hey, dude, det her skal du altså se at blive bedre til.” Og det sker ikke ved at lave strudsmanøvren, stikket hovedet i jorden og vælge mørket.

Derfor ønsker jeg at blive bedre til at tage tidligere hjem, når jeg er på besøg hos mine venner. Med respekt for, at jeg skal hos Gallup dagen efter. Her er min ven Anders et godt eksempel på et modent menneske (at jeg nævner ham er vist mest bare en note to self, det er vigtigt at man bruge andre som forbilleder).
Og så må jeg se at blive bedre til at LADE VÆRE at købe slik og søde sager. Ikke at jeg kræver af mig selv at blive totalt sundt, masser af frugt og grønsager, for det er vist lige lovlig ambitiøst for mig lige nu. Men bare skrue ned for sukkeret og holde mig til planen: “Jeg er gået i Meny for at købe leverpostej.” … Hvis jeg så faktisk også kun kommer ud af Meny med leverpostej, kan jeg løfte den som et trofæ i luften og råbe af glæde. Det ville være en sejr over mig selv. At have overvundet min dårlige impulsbeherskelse. Langsomt kan den ene gode handling blive til gode vaner, der kan blive gode karaktertræk, der bliver en del af, hvem jeg er.

Sådan kan det at tage i Meny ikke bare være at tage i Meny. Men være en mulighed for at vinde over mig selv. Hvis det lykkedes mig at blive et bedre menneske på denne måde, må jeg lige huske at takke dem dernede. Sige tak for alle fristelserne. Tak for, at give mig muligheden for at vælge det forkerte fra og tilvælge det rigtige. Tak Meny. Tak, kære verden! Nu skal jeg vist tilbage til arbejdet. Det er også en af mine dårlige vaner. Alt for mange pauser. For fucks sake. Nu er jeg for sent på den. En glidebane, siger jeg jer, en glidebane! Nu må jeg rette op på det! NU

26. september 2018 kl. 19:02