Udgivet den Skriv en kommentar

Tanker om Nephews nye album Ring-i-ring

En morgen hvor himlen har identitetskrise

Jeg ligger i sengen på mit værelse på 5. sal med udsigt til en himmel med identitetskrise. Den ved ikke rigtig, om den skal være gennemlyst og blå og glad, eller tungt flæbende med nedadvendte mundvige og vådt hår. Morgenkaffen har som heste sparket min hjerne i gang. Med den samme sløje tankerække om noget, jeg bilder mig ind, er vigtigt. Ofte går mine overvejelser i-ring-i-ring, og så kigger jeg lidt på himlen og undrer mig over, hvad det egentlig er, at jeg skal med mit liv.

På Spotify falder jeg over Nephews nye album Ring-i-ring. Lige da det blev udgivet for en uges tid siden, hørte jeg det igennem flere gange hjemme hos min kæreste, da jeg sad og arbejdede med nogle nye digte. Det overraskede mig virkelig positivt!

Nephew nye album Ring-i-ring

Det er et eksistentielt univers at træde ind i, med et sammenhængende musikalsk universers, der bliver ved at overraske. Man ved ikke, hvad der venter rundt om hjørnet. Sangene vidner om et band, der har formået at forny sig selv og tænke nye tanker, men stadig have udgangspunkt i det samme, nu videreudviklede univers. Særligt stemningen på albummet er jeg vild med. Det er sådan en stemning som det kan være svært at sætte ord på. Som det glade sus i kroppen, man kan have på en solskinsdag. Eller den nedtrykte tyngde i kroppen, når det er gråvejr og regner.

Albummet har dog sit helt eget vejr, der sætter dig i kroppen. Jeg bærer det videre med mig i dagen. Som en forelskelse. Alligevel er stemningen ikke lys, synes jeg. Men mørk uden at være dyster. Nephew har hænderne dybt nede i den eksistentielle fars og får formet nogle sange som både er alvorlige, eksistentielle og legesyge.

Jeg kan godt lide teksterne, der tør prøve noget nyt. Være mere aktuelle. Fx synes jeg, at sangen DMII er glimrende. Det giver et indtryk af Dronning Margrethe, Danmark og nationalitet. Vi får ikke proppet et budskab ned i halsen, men masser af plads til selv at tænke. Sådan fungerer sangene hele vejen igennem. De åbner og giver plads til lytteren til at træde ind. Og sådan har Nephews sangtekster været på langt de fleste albums. Undtagen Hjertestarter, der for mig blev for direkte og kedelig. På Ring-i-ring har Simon Kvamm genopfundet sine tekster på en passende interessant og aktuel måde.

Fremragende at man i sine 40’ere kan lave gode værker

Lige her i sengen med udsigt til den humørsvingende himmel, tænkte jeg, at det i grunden er fremragende, at man i begyndelsen af 40’erne (som Simon Kvamm & co efterhånden må være) stadig kan være aktuelle og lave gode værker. Der findes en fascination af det nye, af debutanten (særligt inden for det litterære miljø). Den 22-årige, der netop er færdig på Forfatterskolen, og udgiver sit første værk på Gyldendal. Alle projektørlys, al opmærksomhed, rettes mod vedkommende, der bliver “talk of town” i nogle uger og siden dumpes nede i det samme oversete mørke som så mange andre befinder sig i, når en anden indtager scenen.Kampen kommer så til at handle om at få vinde rampelyset tilbage med værk nummer to og tre før, at gassen går af ballonen, og konkurrencen fra “de unge, nye talenter” bliver for stor. Lidt firkantet sagt.
Hvor mange læser de digtsamlinger, der blev udgivet i 2005 og 2010? De fleste eksemplarer samler bare støv på hylderne. Mere museumsgenstande end aktuelle værker.

At man kan skabe sådan et godt værk som Ring-i-ring, når man er i 40’erne, er inspirerende for mig. Det udvider min bevidsthed og giver mig en idé om, at livet jo ikke bare er “her og nu,” men at man er mindst ligeså i live og drømmende om 20, 30 og 40 år. Forhåbentlig!

Hvorfor inspirer det mig?

Jeg drømmer om at få et gennembrud som forfatter. Efter otte afslag er jeg stadig ikke kommet ind på Forfatterskolen, og det kommer jeg heller ikke til foreløbig. Fra september 2019 (om et år) vil læse dansk på universitetet og se, hvad det kan føre med sig. Nogle gange kan jeg føle mig en anelse besejret. At have drømt og kæmpet for noget, der ikke ville lykkes. Som om “løbet er kørt”. For at “blive til noget” skulle man have været en af de der unge, hippe dudes eller dudeinder, der kommer ind på Forfatterskolen i første forsøg og debuterer med en stærk bog på Gyldendal som 22-årig. Jeg gjorde mit bedste, men jeg kan ikke leve op til det.

Derfor kan jeg ikke lade være at ligge her i sengen og tænke over, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Er det fuldstændig game over med forfatterdrømmen? Er løbet virkelig kørt? Overhovedet ikke! Hvis Nephew kan levere sådan et stærkt album, når de er i 40’erne, giver det mig en tro på, at jeg om 10-15 år kan skrive gennembrudsbogen. Måske handler det mest om at samle livserfaring og livsglæde, og så skal det hele nok ske af sig selv.

Albummet bliver fuldstændig slagtet i anmeldelser

Derfor blev også chokeret over at læse anmeldelserne af Ring-i-ring. Gaffe er helt nede på 1 ud af 6 stjerner, Soundvenue på 2 ud af 6.

Soundvenue skriver i deres anmeldelse:

“Nephew har spækket Ring-i-ring til med slidte klicheer og fjollede gimmicks, og der er meget lidt tilbage af det punch og den engagerede sangskrivning, der oprindelig gjorde USADSB og Interkom Kom Ind til folkeeje.” … “Når sangskrivningen ikke er pinlig, er den desværre oftest forglemmelig.”

Gaffa skriver:

“Der er tale om en opsamling af årets Ring-output med tre nye leflende, oversimple, kedsommelige skæringer, der bidrager til albummets forudsigelige tomgang. Selv når Nephew har været værst, har de evnet at skære sangene ind til benet og leget med egne begrænsninger. Sådan er det bare ikke på Ring-i-Ring. Ørediarré som samarbejdet med Nik & Jay kommer 10 år for sent på alle tænkelige faconer. Lyden og den elendigt miksede sang med “wavy wavy” og kvalt råbevokal er et glimrende eksempel på et band, der lader til at lave fedtede brune sammenkogte retter, så snart hele køkkenet er til rådighed.”

Mine yndlingskunstnere bliver ofte slagtet i anmeldelser

Holy shit! Albummet bliver fuldstændig slagtet! Ikke sådan “det er okay 3/6 stjerner,” men en regulær nedslagtning. Det fik mig til at grine. Det er så typisk! Hver gang der er en film, band eller bog, jeg er vild med, væmmes anmelderne med afsky. Fx. fik et af mine all-time yndlingsbands, HIM, altid sølle 2 ud af 6 stjerner i samtlige GAFFA-anmeldelser, der blev skrevet. Det samme med The Used, Aiden, Coheed and Cambria, og mange andre bands, jeg kan lide. Også selvom deres værker, for mig at se, er deciderede mesterværker!

Det fik mig til at tænke, at det måske ikke behøver tage mig 10-15 år at skrive min gennembrudsbog. Men at den gemmer sig i alle de digte, jeg allerede har skrevet. Enten i form af et samlet manuskript, jeg kunne lave, med de bedste tekster, eller måske i form af en række mindre e-bøger (måske inspireret af netop Ring-i-ring med små EP’er, der til sidst samles i et fuldlængde album?). Hvis forlagene ikke tør udgive mine digte, fordi jeg ikke har gået på Forfatterskolen, må jeg gå min egen vej.

Der er altid flere perspektiver på samme værk

Jeg kan også se, at Ring-i-ring i mindre aviser har fået mere positive anmeldelser. Der findes ikke én sandhed om verden eller kunstneriske værker. Det kommer i den grad an på, hvordan det enkelte menneske ser det. Et album, der for den ene er lort, er for den anden guld.

At lytte til albummet, læse de overraskende negative og hårde anmeldelser, og siden reflektere over kunst, har fået mig til at indse, at man altid må følge sin mavefornemmelse frem for at følge strømmen.

Derfor skal jeg heller ikke genopfinde mig selv som digter, så jeg kan passe ind i de eksisterende trends. Jeg skal ikke øve mig i at skrive Caspar Eric-digte, Theis Ørntoft-digte eller Yahya Hassan-digte. Jeg skal øve mig i at skrive Christian de Groot-digte. Ligesom en rose higer efter at være en rose, må man holde op at ville være andre, men stræbe efter at være sig selv. Det er netop kun som sig selv, at man kan lykkes.

Det handler om at følge sit hjerte

Nephew har fået hug for at følge deres hjerter, ligesom jeg har fået hug for at følge mit. Men i den sidste ende handler det ikke om anerkendelse og at få 6/6 stjerner, men om at gøre det, man brænder for. Drømmen, for mig, er ikke længere at få et gennembrud som digter, men at skrive det, jeg drømmer om. Ikke Caspar Eric-digte, men Christian de Groot-digte. Det har jeg allerede gjort, men siden kom jeg på afveje på grund af en voldsom tvivl på mig selv. Som kom af voldsomt negative og kritiske læsninger på Gladiatorskolen, hvor jeg gik i et år frem til september 2017. Siden har jeg haft svært at komme i gang med at skrive igen. Hvad er min retning? Skal jeg kopiere de andre? Eller bare give op?

Nu har jeg fravalgt anerkendelsen. Fravalgt Forfatterskolen og forlag. Jeg vil gå min egen vej med det, jeg skaber. Tak til Nephew og de negative anmeldelser for inspiration. Nogle gange må man bare gå efter guldet. Ikke det guld, der hænges om halsen på anerkendte Gyldendaldigtere, men det guld, man har i hjertet.

Afsluttende “vejrudsigt”

Himlen over Søborg har opgivet sin identitetskrise. Den er gnistrende blå, med spredte skyer hist og her. De varme stråler får regndråberne på mine ruder til at blive usynlig damp, der rejser tilbage i skyerne. Snart klar til deres næste rejse, deres næste forvandling. Som et billede på mit humør, eller er mit humør et billede af himlen?

Du kan læse uddrag af mine seneste digtsamlinger her:

Uddrag fra Druknelektioner [2014]

Uddrag fra Hvordan det føles at være et spøgelse? [2014]

Uddrag fra I limbo [2015]

Uddrag fra Væk søvngængerne [2016]

 

 

 

 

 

 

Udgivet den Skriv en kommentar

Dårlige vaner: At overvinde mine dårlige impulsbeherskelser

Jeg føler mig utilpas. Træt og uoplagt. Som om jeg ikke bare er dårlig til at udføre mine opgaver, men at jeg ikke engang kan komme i gang med dem. Hvis jeg var en bueskytte, ville det ikke dreje sig om, at jeg rammer ved siden af skydeskiven, men at jeg ikke engang orker at løfte buen.
Jeg sidder på min arbejdsplads Gallup og skal ringe ud til alle mulige mennesker. På et papir foran mig har jeg netop skrevet: “Hvordan kan jeg blive mere frisk?” Siden har jeg stirret mig blind på det. 3000 liter kaffe kan ikke vække mig fra min døs. End ikke et elektrisk chok. Sådan føles det hvert fald.
Måske er spørgsmålet i grunden ikke, hvordan jeg kan blive mere frisk her og nu, men hvordan jeg kan undgå at havne i sådanne situationer. Hvad er årsagen til det?
Bare rolig, det har ikke noget med efterårsdepression at gøre. At mørket sniger sig ind på mig og tynger humøret ned. Nej, det er bare mig og mine dårlige vaner. Og endnu dårligere beslutninger.

Her i går var jeg sent oppe. Jeg var til filmaften hos min ven Thoby. Egentlig skulle vi have været flere, men det endte med bare at være os, der spiste ekstreme mængder Mountain Dew, Matadormix, Kanonkugler med chedderost, pindis og alt for meget mere. Først omkring klokken 3 fik jeg mandet mig op til at cykle hjem. Søvnigheden havde ellers siddet i mig og sagt: “Bare fald om og sov på gulvet.” Men det var helt umuligt, når Thoby og jeg sad og så totalt hjernedøde youtubevidoer på hans fjernsyn. Top 100 “things you wouldn’t believe if it wasn’t recorded” “Animals doing stupid things” og andet i den dur. Som om vi lige skulle have støvsuget hjernen ud nogle timer og blive efterladt i en bevidstløs døs. Det var faktisk ret dejligt. Sådan en ansvarsfri følelse. Bare mere slik og sodavand i kæften, grin af noget fjollet. Den ene time tog den anden.

Da jeg vågnede her kl. 8 med kun tre-fire timers søvn, følte jeg mig overraskende frisk. Jeg tænkte: “Jeg skal sgu nok klare den her dag!” Jeg fik hurtigt taget alt mit tøj på, slynget kogende vand ned i en kop med Nescafé og tjekket min telefon for at se, om der var sket noget nyt i min lille verden siden sidst jeg tjekkede nogle timer før. Ikke rigtigt.

Nu er trætheden så kommet snigende. Den fylder hele min krop, og jeg orker dårligt at taste numrene på skærmen ind på den fastnettelefon, jeg ringer fra.
Det hjalp nok heller ikke, at jeg omkring kl. 11 spiste en halv bøtte Astronautliteris. Da jeg cyklede ind til Gallup, vidste min krop ikke, om den skulle blive søvnig af isen, eller blive frisk af den kropslige bevægelse. Siden hen har den besluttet sig bare for at give op. Hvad skulle den ellers gøre med så dårlige betingelser. Fik jeg overhovedet spist ordentlig morgenmad? Hvad har jeg egentlig gang i?

Konfliktet handler ganske enkelt om selvbeherskelse og vaner. Selvfølgelig burde jeg have taget hjem fra Thoby længe før. Måske set en enkelt af de fjollede Top 100-videoer, og så trukket stikket. I stedet blev jeg fristet til at sige: “Bare én til”. Og en enkelt video på nogle minutter endte så med at være den første i rækken af rigtig mange.
Jeg skulle have været mere moden og sagt: “Tak for en hyggelig aften. Vi må gentage succesen en anden gang!” … Egentlig opstod der et afgørende øjeblik, hvor jeg netop skulle tage beslutningen: “Skal jeg tage hjem, eller blive og se bare én til video?” … Det øjeblik opstod faktisk ret mange gange. Hvorfor var jeg ikke bedre til at hanke op i mig selv? Jeg vidste jo udmærket godt, hvor smadrede jeg ville være dagen efter?

Det samme gjorde sig gældende for et par timer siden. Da jeg her kl. 11. i formiddags tog bøtten med Astronautis ud af fryseren. I mit hoved tænkte jeg: “Jeg skal ikke spise det her. Det er fandme en åndssvag måde at starte dagen på. Også når jeg i forvejen ikke har fået sovet særlig meget”. Men min krop havde en anden agenda. Som stod jeg dér og havde en slåskamp med mig selv. Mit overjeg med krydsede arme, der står og brokker sig lavmælt i det ene hjørne vs. mit umættelige, dyriske begær efter sukker. Hvis man kunne blive verdensmester i tåbelige beslutninger, ville jeg stå på sejrsskamlen. Sådan føles det hvert fald nu.

Men at spise is om formiddagen var ikke min største fejltagelse. Det var bare resultatet af en dominoeffekt. Fadæsen begyndte faktisk to dage tidligere. Nede i Meny.
Hos Gallup havde jeg fået lov at tage noget rugbrød med. På hjemvejen slog jeg et smut forbi Meny, hvor jeg ville købe leverpostej. Det fornuftige valg (så ved jeg godt, at man kan købe alt muligt andet som er langt sundere og bedre og hvad ved jeg, men i min situation er en leverpostejs mad da langt bedre end en Astronautis-mad, ikke sandt?).
Men allerede ved indgangen blev jeg overmandet. Af mig selv. Fremprovokeret af en stander med en stander med en helt ny slikposevariation. Jeg blev som 5 år igen. Selvfølgelig skulle den den nye variation prøves (Star Dust, i øvrigt!). Ned i kurven i den. På vej over til leverpostejen, faldt jeg over en pakke Quaker Chocolate etellerandet. Sådan noget, som knaser, smager pissegodt og har små 40% sukker. Ikke mad, men sukker med mælk på. Som barn havde jeg nogle gode oplevelser med at spise netop det mærke. Måske giver det mig en følelse af tryghed. En lille lomme af tryghed midt i et forvirret og forvirrende verden. Eller så er jeg 27 år og har stadig ikke lært at styre mig selv.
Nå, men ovre ved kassen stod der flere montre med is. I en af dem lå bøtten med Astronautis. Den variant havde jeg heller ikke prøvet før (og man skal jo gerne spise lidt varieret, så det ikke er det samme hele tiden! (nå, dårlig joke, den må jeg fjerne i en redigeringsproces, hvis jeg da ikke var så dvask og doven, uh). Ned i kurven med den.
Et sted i mig råbte og skreg mit overjeg. Eller så stod det bare med krydsede arme og brokkede sig lavmælt. Hvert fald vidste jeg godt, at det ikke lige var det smarteste at gøre. Hele aftenen blev noget lort. At æde det der chokolademorgenmadshalløj drænede mig for energi. Så åbne en pose slik, æde næsten det hele, og så videre til astronautisen.

Efter alt det lagde jeg mig i sengen. Tung som en elefant. Og dummere end en mælkebøtte. Sommetider undrer det mig, hvordan det må føles at være 90 år gammel, ligge på plejehjem og fortryde hele sit liv, ikke mindst de beslutninger, man har taget. Jeg oplevede en slags miniudgave af det. En dvask, ugidelig og lettere (hvis ikke temmelig) trist følelse. Der er ikke andet at gøre end at tage ved lære og gøre tingene anderledes næste gang. Simpelthen.

Men fordi jeg gav efter for min sukkertrang i Meny, var der Astronautis til overs her i formiddags. Og et gammel ordsprog siger: “Hvad du køber og har liggende, spiser du!” … Det er et spørgsmål om, hvad man køber. Og vælger fra. Men det kræver jo så det rette fokus og evnen til at tage de rette beslutninger.

Dårlige beslutninger bliver til dårlige vaner, der bliver karaktertræk, der bliver en del af, hvem man er. Det bliver en glidebane videre ud i den forkerte retning. Og er det virkelig det, jeg ønsker at være? Træt, uoplagt og sådan lettere trist? Næh. Jeg kan ikke være særlig stolt af mine handlinger. Det ville have været langt federe at have været moden, vist mådehold og sagt: “Nok er nok”. Jeg er 27 år gammel. Ikke 17. Kunne jeg ikke forvente lidt mere?

Hvordan kan jeg blive et bedre menneske? Eller måske mindre ambitiøse, men stadigt væsentligt: Hvordan kan jeg blive bedre til at tage rigtige beslutninger? Blive mere mådeholden?

Al personlig udvikling sker ved, at man bliver bevidst om alt det, der er galt. Alt det, man ønsker at blive bedre til. Des mere man fejer ind under gulvtæppet, des mere man ignorerer og ser bort fra en problemstilling, des mere overtager det en. Bare fordi man lukker øjnene, ændrer det ikke på, at man glider ned ad glidebanen, hurtigere og hurtigere i den gale retning. Det kræver mod at åbne øjnene og indse, hvor man befinder sig. Det kræver også mod at skrive alt det her ned og erkende, ikke bare over for de, der må læse med, men mig selv, at jeg i grunden er lidt barnlig og har en dårlig impulsbeherskelse. Det er da ikke noget at være stolt af.

Men jeg er stolt af i det mindste at tage fat i problemet. Gøre mig selv opmærksom på det. Sige til mig selv: “Hey, dude, det her skal du altså se at blive bedre til.” Og det sker ikke ved at lave strudsmanøvren, stikket hovedet i jorden og vælge mørket.

Derfor ønsker jeg at blive bedre til at tage tidligere hjem, når jeg er på besøg hos mine venner. Med respekt for, at jeg skal hos Gallup dagen efter. Her er min ven Anders et godt eksempel på et modent menneske (at jeg nævner ham er vist mest bare en note to self, det er vigtigt at man bruge andre som forbilleder).
Og så må jeg se at blive bedre til at LADE VÆRE at købe slik og søde sager. Ikke at jeg kræver af mig selv at blive totalt sundt, masser af frugt og grønsager, for det er vist lige lovlig ambitiøst for mig lige nu. Men bare skrue ned for sukkeret og holde mig til planen: “Jeg er gået i Meny for at købe leverpostej.” … Hvis jeg så faktisk også kun kommer ud af Meny med leverpostej, kan jeg løfte den som et trofæ i luften og råbe af glæde. Det ville være en sejr over mig selv. At have overvundet min dårlige impulsbeherskelse. Langsomt kan den ene gode handling blive til gode vaner, der kan blive gode karaktertræk, der bliver en del af, hvem jeg er.

Sådan kan det at tage i Meny ikke bare være at tage i Meny. Men være en mulighed for at vinde over mig selv. Hvis det lykkedes mig at blive et bedre menneske på denne måde, må jeg lige huske at takke dem dernede. Sige tak for alle fristelserne. Tak for, at give mig muligheden for at vælge det forkerte fra og tilvælge det rigtige. Tak Meny. Tak, kære verden! Nu skal jeg vist tilbage til arbejdet. Det er også en af mine dårlige vaner. Alt for mange pauser. For fucks sake. Nu er jeg for sent på den. En glidebane, siger jeg jer, en glidebane! Nu må jeg rette op på det! NU

26. september 2018 kl. 19:02