Udgivet den Skriv en kommentar

Tanker om Nephews nye album Ring-i-ring

En morgen hvor himlen har identitetskrise

Jeg ligger i sengen på mit værelse på 5. sal med udsigt til en himmel med identitetskrise. Den ved ikke rigtig, om den skal være gennemlyst og blå og glad, eller tungt flæbende med nedadvendte mundvige og vådt hår. Morgenkaffen har som heste sparket min hjerne i gang. Med den samme sløje tankerække om noget, jeg bilder mig ind, er vigtigt. Ofte går mine overvejelser i-ring-i-ring, og så kigger jeg lidt på himlen og undrer mig over, hvad det egentlig er, at jeg skal med mit liv.

På Spotify falder jeg over Nephews nye album Ring-i-ring. Lige da det blev udgivet for en uges tid siden, hørte jeg det igennem flere gange hjemme hos min kæreste, da jeg sad og arbejdede med nogle nye digte. Det overraskede mig virkelig positivt!

Nephew nye album Ring-i-ring

Det er et eksistentielt univers at træde ind i, med et sammenhængende musikalsk universers, der bliver ved at overraske. Man ved ikke, hvad der venter rundt om hjørnet. Sangene vidner om et band, der har formået at forny sig selv og tænke nye tanker, men stadig have udgangspunkt i det samme, nu videreudviklede univers. Særligt stemningen på albummet er jeg vild med. Det er sådan en stemning som det kan være svært at sætte ord på. Som det glade sus i kroppen, man kan have på en solskinsdag. Eller den nedtrykte tyngde i kroppen, når det er gråvejr og regner.

Albummet har dog sit helt eget vejr, der sætter dig i kroppen. Jeg bærer det videre med mig i dagen. Som en forelskelse. Alligevel er stemningen ikke lys, synes jeg. Men mørk uden at være dyster. Nephew har hænderne dybt nede i den eksistentielle fars og får formet nogle sange som både er alvorlige, eksistentielle og legesyge.

Jeg kan godt lide teksterne, der tør prøve noget nyt. Være mere aktuelle. Fx synes jeg, at sangen DMII er glimrende. Det giver et indtryk af Dronning Margrethe, Danmark og nationalitet. Vi får ikke proppet et budskab ned i halsen, men masser af plads til selv at tænke. Sådan fungerer sangene hele vejen igennem. De åbner og giver plads til lytteren til at træde ind. Og sådan har Nephews sangtekster været på langt de fleste albums. Undtagen Hjertestarter, der for mig blev for direkte og kedelig. På Ring-i-ring har Simon Kvamm genopfundet sine tekster på en passende interessant og aktuel måde.

Fremragende at man i sine 40’ere kan lave gode værker

Lige her i sengen med udsigt til den humørsvingende himmel, tænkte jeg, at det i grunden er fremragende, at man i begyndelsen af 40’erne (som Simon Kvamm & co efterhånden må være) stadig kan være aktuelle og lave gode værker. Der findes en fascination af det nye, af debutanten (særligt inden for det litterære miljø). Den 22-årige, der netop er færdig på Forfatterskolen, og udgiver sit første værk på Gyldendal. Alle projektørlys, al opmærksomhed, rettes mod vedkommende, der bliver “talk of town” i nogle uger og siden dumpes nede i det samme oversete mørke som så mange andre befinder sig i, når en anden indtager scenen.Kampen kommer så til at handle om at få vinde rampelyset tilbage med værk nummer to og tre før, at gassen går af ballonen, og konkurrencen fra “de unge, nye talenter” bliver for stor. Lidt firkantet sagt.
Hvor mange læser de digtsamlinger, der blev udgivet i 2005 og 2010? De fleste eksemplarer samler bare støv på hylderne. Mere museumsgenstande end aktuelle værker.

At man kan skabe sådan et godt værk som Ring-i-ring, når man er i 40’erne, er inspirerende for mig. Det udvider min bevidsthed og giver mig en idé om, at livet jo ikke bare er “her og nu,” men at man er mindst ligeså i live og drømmende om 20, 30 og 40 år. Forhåbentlig!

Hvorfor inspirer det mig?

Jeg drømmer om at få et gennembrud som forfatter. Efter otte afslag er jeg stadig ikke kommet ind på Forfatterskolen, og det kommer jeg heller ikke til foreløbig. Fra september 2019 (om et år) vil læse dansk på universitetet og se, hvad det kan føre med sig. Nogle gange kan jeg føle mig en anelse besejret. At have drømt og kæmpet for noget, der ikke ville lykkes. Som om “løbet er kørt”. For at “blive til noget” skulle man have været en af de der unge, hippe dudes eller dudeinder, der kommer ind på Forfatterskolen i første forsøg og debuterer med en stærk bog på Gyldendal som 22-årig. Jeg gjorde mit bedste, men jeg kan ikke leve op til det.

Derfor kan jeg ikke lade være at ligge her i sengen og tænke over, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Er det fuldstændig game over med forfatterdrømmen? Er løbet virkelig kørt? Overhovedet ikke! Hvis Nephew kan levere sådan et stærkt album, når de er i 40’erne, giver det mig en tro på, at jeg om 10-15 år kan skrive gennembrudsbogen. Måske handler det mest om at samle livserfaring og livsglæde, og så skal det hele nok ske af sig selv.

Albummet bliver fuldstændig slagtet i anmeldelser

Derfor blev også chokeret over at læse anmeldelserne af Ring-i-ring. Gaffe er helt nede på 1 ud af 6 stjerner, Soundvenue på 2 ud af 6.

Soundvenue skriver i deres anmeldelse:

“Nephew har spækket Ring-i-ring til med slidte klicheer og fjollede gimmicks, og der er meget lidt tilbage af det punch og den engagerede sangskrivning, der oprindelig gjorde USADSB og Interkom Kom Ind til folkeeje.” … “Når sangskrivningen ikke er pinlig, er den desværre oftest forglemmelig.”

Gaffa skriver:

“Der er tale om en opsamling af årets Ring-output med tre nye leflende, oversimple, kedsommelige skæringer, der bidrager til albummets forudsigelige tomgang. Selv når Nephew har været værst, har de evnet at skære sangene ind til benet og leget med egne begrænsninger. Sådan er det bare ikke på Ring-i-Ring. Ørediarré som samarbejdet med Nik & Jay kommer 10 år for sent på alle tænkelige faconer. Lyden og den elendigt miksede sang med “wavy wavy” og kvalt råbevokal er et glimrende eksempel på et band, der lader til at lave fedtede brune sammenkogte retter, så snart hele køkkenet er til rådighed.”

Mine yndlingskunstnere bliver ofte slagtet i anmeldelser

Holy shit! Albummet bliver fuldstændig slagtet! Ikke sådan “det er okay 3/6 stjerner,” men en regulær nedslagtning. Det fik mig til at grine. Det er så typisk! Hver gang der er en film, band eller bog, jeg er vild med, væmmes anmelderne med afsky. Fx. fik et af mine all-time yndlingsbands, HIM, altid sølle 2 ud af 6 stjerner i samtlige GAFFA-anmeldelser, der blev skrevet. Det samme med The Used, Aiden, Coheed and Cambria, og mange andre bands, jeg kan lide. Også selvom deres værker, for mig at se, er deciderede mesterværker!

Det fik mig til at tænke, at det måske ikke behøver tage mig 10-15 år at skrive min gennembrudsbog. Men at den gemmer sig i alle de digte, jeg allerede har skrevet. Enten i form af et samlet manuskript, jeg kunne lave, med de bedste tekster, eller måske i form af en række mindre e-bøger (måske inspireret af netop Ring-i-ring med små EP’er, der til sidst samles i et fuldlængde album?). Hvis forlagene ikke tør udgive mine digte, fordi jeg ikke har gået på Forfatterskolen, må jeg gå min egen vej.

Der er altid flere perspektiver på samme værk

Jeg kan også se, at Ring-i-ring i mindre aviser har fået mere positive anmeldelser. Der findes ikke én sandhed om verden eller kunstneriske værker. Det kommer i den grad an på, hvordan det enkelte menneske ser det. Et album, der for den ene er lort, er for den anden guld.

At lytte til albummet, læse de overraskende negative og hårde anmeldelser, og siden reflektere over kunst, har fået mig til at indse, at man altid må følge sin mavefornemmelse frem for at følge strømmen.

Derfor skal jeg heller ikke genopfinde mig selv som digter, så jeg kan passe ind i de eksisterende trends. Jeg skal ikke øve mig i at skrive Caspar Eric-digte, Theis Ørntoft-digte eller Yahya Hassan-digte. Jeg skal øve mig i at skrive Christian de Groot-digte. Ligesom en rose higer efter at være en rose, må man holde op at ville være andre, men stræbe efter at være sig selv. Det er netop kun som sig selv, at man kan lykkes.

Det handler om at følge sit hjerte

Nephew har fået hug for at følge deres hjerter, ligesom jeg har fået hug for at følge mit. Men i den sidste ende handler det ikke om anerkendelse og at få 6/6 stjerner, men om at gøre det, man brænder for. Drømmen, for mig, er ikke længere at få et gennembrud som digter, men at skrive det, jeg drømmer om. Ikke Caspar Eric-digte, men Christian de Groot-digte. Det har jeg allerede gjort, men siden kom jeg på afveje på grund af en voldsom tvivl på mig selv. Som kom af voldsomt negative og kritiske læsninger på Gladiatorskolen, hvor jeg gik i et år frem til september 2017. Siden har jeg haft svært at komme i gang med at skrive igen. Hvad er min retning? Skal jeg kopiere de andre? Eller bare give op?

Nu har jeg fravalgt anerkendelsen. Fravalgt Forfatterskolen og forlag. Jeg vil gå min egen vej med det, jeg skaber. Tak til Nephew og de negative anmeldelser for inspiration. Nogle gange må man bare gå efter guldet. Ikke det guld, der hænges om halsen på anerkendte Gyldendaldigtere, men det guld, man har i hjertet.

Afsluttende “vejrudsigt”

Himlen over Søborg har opgivet sin identitetskrise. Den er gnistrende blå, med spredte skyer hist og her. De varme stråler får regndråberne på mine ruder til at blive usynlig damp, der rejser tilbage i skyerne. Snart klar til deres næste rejse, deres næste forvandling. Som et billede på mit humør, eller er mit humør et billede af himlen?

Du kan læse uddrag af mine seneste digtsamlinger her:

Uddrag fra Druknelektioner [2014]

Uddrag fra Hvordan det føles at være et spøgelse? [2014]

Uddrag fra I limbo [2015]

Uddrag fra Væk søvngængerne [2016]