Om mine memes

Hvad er historien i mine memes?

Mine memes er et fiktivt værk. De er en parodi på mig slev og en parodi på virkeligheden. De fortæller historien om et ungt menneske, der drømmer om at få et gennembrud med sine digte. Desværre er det en hård, kringlet vej med masser af afslag fra tidsskrifter, forlag og skriveskoler. Mange skuffelser.
Jeg ønsker at sætte fokus på alle de digtere, der ikke er kommet ind på Forfatterskolen, ikke har fået udgivet bøger på forlag, som får rigtig mange afslag, også fra tidsskrifter, men alligevel bliver ved at skrive og kæmpe for deres drøm. For at give trøst, en måde at sige: “Hey, du er ikke alene om at få så mange afslag!”

Ofte, når det kommer til digtere, hører man kun solskinshistorierne. De, der kom ind på Forfatterskolen som 18-årig, blev udgivet på Gyldendal som 20-årig og siden bare har fået en kæmpesucces. Hvad med resten, der drømmer og kæmper, men løber ind i det ene nederlag efter det andet? De, der ser til i skyggen, når fokus er mod stjernerne i projektørlyset?

Historien er inspireret af min egen

Selvfølgelig er historien inspireret af min egen. Jeg selv har fået otte afslag fra Forfatterskolen, fået åndssvagt mange afslag fra forlag og særligt tidsskrifter. Jeg har løbet panden mod muren mange gange, når det kommer til at forfølge mine drømme. I den sidste ende er det ikke til at holde ud. Særligt fordi det kan være svært for at andre at sætte sig ind i, hvad man tænker og føler. Når afslag nr. 40 fra et tidsskrift tikker ind, og man virkelig bare har gjort sit bedste, men nægter at give op. Det slider en op. Og der er ikke rigtig nogen derude som kan sætte sig ind i, hvad man føler.
Men det er der jo så netop, da vi faktisk er rigtig mange, der kæmper for vores drømme, men løber ind i den ene skuffelse efter den anden. Det er jo ikke bare, når det kommer til at skrive digte, men også lave musik, udøve billedkunst, fotografere, lave film og alt muligt andet.

Hvorfor ikke bare grine lidt af det hele?

Ofte er humor den bedste løsning, når man står i en lidt håbløs situation. Bare grine lidt af det hele. Op på hesten igen. Derfor håber jeg, at disse memes både kan virke lindrende for alle jer, der som jeg selv, får rigtig mange afslag og hårdt kæmper for jeres drømme. Og at de samtidig kan give andre, udenforstående, indblik i, hvad der rører sig i en ung digter, og hvad kampen går ud på.

Der findes ingen suppedigter

Der findes ikke nogen “suppedigter,” der har skrevet lyddigte om kogende suppe som er kommet ind på Forfatterskolen. Ved at læse disse memes, kan må få indtrykket, at han findes, men det er bare fiktion. Det et twist og en parodi på den gængse opfattelse af Forfatterskolen, at man kun kan komme ind, hvis det, man skriver, udelukkende handler om form. At der ikke er plads til “kærlighedsdigtere” på skolen, men at man, for at komme ind, skal finde på et eller andet fancy og smart.

Man kan se på de digtere, der i tidens løb har gået på Forfatterskolen, at de er meget forskellige. Med hver deres stemme og jargon. Både plads til et særligt fokus på, men i særdeleshed også på indhold. Altså, er denne anklage mod Forfatterskolen en myte som jeg ikke selv støtter op om.

Når det er sagt, synes jeg, at “suppedigteren” er en hel vild sjov skikkelse. En perfekt modpart til det følsomme digterjeg i historien, der er romantisk og følsom og naiv. Hvor det hele handler om at skrive kærlighedsdigte, græde under skrivningen og som det virkelig ikke vil lykkes for. Det ene afslag efter det andet. Skuffelse på skuffelse. Og så er der denne “suppedigter,” der uden anstrengelse kommer ind på Forfatterskolen, bliver udgivet på landets største forlag og får en kæmpesucces. Det er helt vildt sjovt!

Hvorfor deler jeg denne fotohistorie?

Det er en historie, jeg simpelthen var nødt til at skrive ned og skabe gennem disse billeder. I længden er det ikke sjovt at have fået otte afslag fra Forfatterskolen, få afslag fra tidsskrifter og forlag. Men jeg nægter at opgive mine forfatterdrømme, og hvis der er nogen, der læser med, der også kender til at få afslag, vil jeg bare opmuntre jer til ikke at opgive jeres drømme. God fornøjelse med “læsningen”. Keep calm and carry on!

 

Du kan se mine memes i den rækkefølge, jeg har lavet dem i, ved at trykke her.