Min livshistorie

Jeg blev født i 1991 og har drømt lige siden.

Det er svært, synes jeg, at skulle skrive en præsentation af mig selv. I løbet af få linjer pege på de væsentligste træk ved sig selv, sin historie og hvad man vil. At formulere noget stort og indviklet i få, snævre vendinger. Så er det nemmere bare at give op og slet ikke skrive noget i feltet her.
Som I måske ved fra min youtubekanal, skriver jeg digte. Det har jeg gjort siden 2004, men allerede i 2002 begyndte jeg at skrive historier.
Ret tidligt interesserede jeg mig for, hvad digtene kunne bruges til. På den hedengagne hjemmeside Arto sendte jeg digte til andre på min alder som jeg chattede med. Folk, der følte sig depressive og triste. Skar i sig selv, havde hjertesorger eller bare ikke havde det godt. Jeg sendte mine små digte som en slags opmuntringer. Op til flere havde ganske enkelt titlen “Til de deprimerede” …
Digtene var, tænkte jeg, en måde at sige: “Hey, du er ikke alene! Jeg kender også til de her svære følelser. Du skal ikke give op! En dag skal vi nok finde lyset!” …
I det hele taget har jeg altid interesseret mig for ærlighed og de mere mørke og sin vis “kiksede” sider af livet. At have modet til at være den, man er, og turde tale om ikke bare solskinssiden, men i den grad mørket.
Jeg har selv oplevet utrolig mange nederlag i mit liv. Mange svære skuffelser. I 1997 blev mine forældre skilt. Min verden blev revet fra hinanden. Min mor flyttede sammen med en mand, jeg ikke kunne fordrage. Der hang en kold aura omkring ham, en utilnærmelig kulde. Og hver gang jeg tog i skole, blev jeg mobbet helt dæmonisk i skolegården i hvert frikvarter. Børn fra de andre klasser løb efter mig, skubbede mig hårdt ned i asfalten, pressede sand fra sandkassen ned i min mund, grinede af mig, råbte efter mig. Som at gå rundt i en hvepsesværm og hele tiden blive stukket. Der var ingen fred. Heller ikke i SFO’en efter undervisningen. Nogle gange kom de andre i grupper på 3-4 stykker og jagte mig. Jeg måtte gemme mig under bordene, i en slags hule med stolene som mure.
Når jeg kom hjem, blev jeg mødt af kulden fra min mors nye kæreste. Og savnet efter min far. Verden hang bare ikke sammen.
Min klasselærer skrev til kommunen, at der var et barn i hendes klasse, der ikke trivedes. Det resulterede i, at jeg kom til børnepsykiatrisk ambulatorium (jeg husker ikke helt hvor). I den forbindelse blev jeg diagnosticeret som autist af en psykolog (mange år senere, i sommeren 2017, viste det sig, at jeg faktisk blev fejldiagnosticeret. Det fandt jeg ud af ved hjælp af en fremragende psykolog, jeg havde nogle rigtig gode samtaler med. Jeg fik en henvisning til denne psykolog, fordi min far døde i august 2016, og jeg sad fast i sorgen efter ham. I den forbindelse fik jeg mulighed for at tale min barndom igennem. Og som I nu kommer til at læse, har der været meget at tale om. Nå, men for at nå ind til kernen: Jeg er psykisk skrøbelig, men jeg er ikke autist. Hvad diagnosen så retmæssigt hedder, vil jeg ikke finde ud af. Så vil jeg hellere bruge energi på at spekulere over noget andet).
På baggrund af diagnosen blev jeg anbragt på behandlingshjem. Jeg boede på tre forskellige behandlingshjem i 9 år. Fra 1999 til 2008. I den periode boede jeg slet ikke hjemme. Kun i weekenderne kom jeg på besøg. Hver anden weekend hos min far. Den anden weekend hos min mor.
Jeg har lavet nogle videoer, hvor jeg taler mere indgående om denne periode. Der er så meget at sige, at det ikke kan presses ind i det som i grunden bare skulle være en kort præsentation. Men det væsentlige er, at jeg på mange måder er vokset op i en slags parallelverden. Alt, der for andre er en “normal opvækst”, har været fuldstændig afskåret for mig. På de afdelinger, jeg boede på, boede der en række svært psykisk skrøbelige mennesker. På Udsigten på Nødebogaard kunne en pige finde på at gå rundt på gangen og sige: “HOLD KÆFT! HOLD KÆFT!” til sig selv. Det var for mig helt normalt. Det var bare Fannie, der hørte stemmer igen.
Efter ni år havde jeg vænnet mig til det. “Den normale verden” var for mig noget underligt og fjernt. Et sted for “normale mennesker”. Og med normal mente jeg “rask”. Efter ni år på behandlingshjem havde jeg udviklet en stærk følelse af at være dybt syg og forkert og mærkelig.
Så da jeg endelig flyttede hjem til min mor omkring marts 2008, følte jeg ikke, at jeg hørte til nogen steder. Jeg var en fremmed. Det var også et hårdt og stort spring: At gå fra at være omgivet af mennesker, der havde lignende sindslidelser og udfordringer som mig selv, med et uddannet personale at støtte mig op ad, til pludselig at være helt alene hjemme med en mor, der tog på arbejde. Ikke have noget som helst netværk i “den normale verden”. Ikke få besøg af nogen.

Men jeg havde alligevel en drøm: At blive forfatter!
Allerede i 2002, som 11-årig, havde jeg skrevet mine første historier, og i 2004 tog digtningen over. I 2008 havde jeg sindssygt mange noteshæfter fyldt med digte, og inde på den hedengangne hjemmeside digte.dk havde jeg allerede publiceret et kæmpelager af tekster.
Så da jeg i 10. klasse skulle skrive en digte om, hvad jeg ville med mit liv, var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være forfatter.

Næsten hvert frikvarter på Det Frie Gymnasium brugte jeg på at gå frem og tilbage i skolegården med en kop kaffe i den ene hånd og en smøg i den anden. Travlt optaget af at tænke på de digte, jeg skulle skrive, når jeg kom hjem. Alle mine bogprojekter.
Omkring mig stod folk i grupper og talte med hinanden. Det var forfærdelig ensomt. Også selvom jeg faktisk af og til faldt i snak med nogen, følte jeg ikke, at jeg slog til. Oplevelserne i 1. klasse, hvor jeg blev dæmonisk mobbet, sad dybt indprentet i mig. Jeg frygtede en lignende oplevelse. Nu boede jeg jo heller ikke på et trygt behandlingshjem med mennesker, der havde en lignende baggrund som min egen, viklet ind i bobleplast i beskyttet. Nej, jeg var i en verden, der var mig fremmed. Jeg kan huske, at nogen engang spurgte mig: “Kan du huske dengang i folkeskolen, hvor man …” efterfulgt af en eller anden almen oplevelse fra folkeskolen. Det kendte jeg slet ikke til. Jeg havde heller ikke modet til at fortælle nogen på min skole, at jeg havde boet ni år på behandlingshjem. Jeg fejede bare det hele væk ind under gulvtæppet. Lod som ingenting. Det blev jeg syg af.

Undervejs udviklede jeg en stærk alkoholisme. Jeg drak simpelthen alt for meget. Først virkede det mest bare spændende. Store kunstnere som Rimbaud, Baudelaire og F.P. Jac havde jo beruset sig under skriveprocessen og skrevet fremragende digte. Det var spændende at prøve noget lignende.
I starten drak jeg bare en enkelt flaske rødvin i løbet af aftenen, når jeg skrev. Når den ikke rakte, gik jeg over på den døgnåbne tankstation, der lå to-tre minutter væk fra mig. Og købte en til. Siden købte jeg fast to flasker rødvin, fordi jeg jo viste, at en enkelt ikke slog til. Sådan gjorde jeg nogle gange om ugen. At drikke mig sanseløst stiv, have tømmermænd dagen efter. Efter et par dages pause begynde det  forfra. Det blev en ond, selvforstærkende cyklus.
For jeg blev ofte ramt af en meget mørk følelse af håbløshed og ensomhed. At få fri 15:30 og se alle de andre grine i skoleporten. De skal hjem til hinanden, spille Playstation, tale om det, der skete i weekenden, om deres drømme og deres minder. Have noget socialt. Jeg stod uden for de grupper, alene. Med en baggrundshistorie ingen af dem kunne forstå.
Jeg følte ikke, at jeg havde noget at komme hjem til. Hvorfor skynde mig? Ofte flakkede jeg hvileløst rundt i Københavns gader. Gik fra Nørrebro til indre by. Købte cd’er i Stereo Studio og Fona som en trøst. Det samme med bøger. Bare lige købe en enkelt øl i Fakta. Drikke den og købe to flere i den næste. Komme hjem med bus og metro, tage direkte i Netto og købe flere.

Efter jeg blev student fra Det Frie Gymnasium i 2011, kom jeg ind på det nedlagte studie Nederlandsk på Københavns Universitet. I korte træk kan man sige, at jeg havde fundet et smuthul i systemet, der gjorde, at jeg kunne få SU i 18 måneder uden overhovedet at møde op til nogen form for undervisning eller eksamener. Det kunne jeg lave en hel video om! … I stedet sad jeg derhjemme og skrev digte og drak mig fuld hver nat.
De 18 måneder var et helvede for mig. Pludselig havde jeg intet at stå op til, intet skema, ingen forpligtelser, ingen venner. Bare vågne langt ud på eftermiddagen med tømmermænd, drikke en masse vand, købe et nyt lager øl eller vin, sidde til langt ud på morgenen og drikke og drømme og digte. Uden nogen at snakke med.
Det var i den ensomhed, at jeg begyndte at lave videoer. I marts 2011. Der findes en video fra dengang, jeg lægger ud her på Patreon, man kan se. Hvor jeg med egne ord fortæller alt ovenstående. Det er hårdt og hjerteskærende at se. Jeg begyndte ganske enkelt at lave videoer, fordi det at tale til et kamera gav mig illusionen, at jeg talte til nogen.
Sådan lavede jeg hundredvis af videoer i 2011 og ind i 2012. Uden tanke om, at de skulle publiceres eller deles med nogen. Det var ren og skær overlevelse. Ad omveje og tilfældigt begyndte jeg så at lægge nogle af dem ud på youtube (alene det kan jeg lave en hel video om!). Siden er enkelte begyndt at følge lidt med i de videoer, hvilket virkelig varmer mit hjerte. Det har givet mig en følelse af ikke at være så alene om mine problemer som jeg ellers gik rundt og troede. Ligesom jeg kan forstå, at fordi jeg netop i mine videoer taler ærligt om, hvordan jeg egentlig har det, uden noget filter, netop kan række ud til andre og sige: “Hey, du er heller ikke alene om det, du kæmper med. Det er jo noget, jeg selv sidder lige nu og her og kæmper med.”

I sommeren 2013, nærmere bestemt august, holdt jeg op at drikke. Det kan jeg også lave en hel video om! Alle de tanker, jeg gik rundt med, hvordan jeg gennem et opgør med mig selv, fik et nyt syn på tilværelsen. Men for at tale om det, må jeg først nævnte vejen dertil. (Shit, den her præsentation bliver bare længere og længere, men der er jo også rigtig meget at sige!)
I 2012 ramte jeg bunden af mit humør. Jeg sad fast i en voldsom træthed og depression. Det var ikke lykkedes mig at blive digter. Jeg var en fiasko. En kæmpe skuffelse. Sådan følte jeg.
Ofte når jeg havde drukket mig rigtig, rigtig fuld, ringede jeg til alle på mine telefon.Bare fra toppen og ned. En af gangene fik jeg fat på min far. I min fortvivlelse og fuldskab fortalte jeg ham, at jeg “nok ikke ville blive særlig gammel” … “Hvad mener du med det, Christian? Ikke ligeså gammel farmor?” … “Nej, ikke særlig gammel overhovedet” … Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde opnået noget i mit liv som jeg kunne være stolt af. Hvor han så sagde, at han var stolt af mig lige præcist som jeg var. Det gjorde mig paf. Det var lige præcist det, jeg havde brug for at høre. En lysende hånd rakt ud til mig i alt mit mørke.

Han inviterede mig hjem hos sig. Til kaffe ude på hans altan, hvor vi ikke talte om depression, ensomhed og skuffelse, men om livet og mulighederne. Han havde selv kæmpet sig ud af en depression. I midten af 00’erne var han i en motorcykelulykke. I den fik han fik et “piskesmæld” i nakken, der gjorde, at han blev syg. Nogle år efter blev han fyret fra sit arbejde (han var lokomotivfører hos DSB), og senere førtidspensionist.
Han havde lidt på samme måde som jeg selv, siddet derhjemme uden rigtig at vide, hvad han skulle stille op med sig selv. Men i stedet for at grave sig ned i sit sorte humør, fandt en udvej. Han begyndte at læse rigtig mange “selvhjælpsbøger” med ideer og historier og forslag til, hvordan man kan gribe livet an. Og få det bedre.
Som vi sad der på hans altan og drak kaffe og snakkede sammen, var han ikke længere bare min far, men min psykolog, min filosof og min vejleder. Ved at pege på mulighederne og det lidt spøjse og sjove i tilværelsen, satte han gang i en række mere positive tanker hos mig.
Det hjalp mig til at indse, at jeg altid havde følt mig som den grimme ælling. At blive mobbet så voldsomt i skolegården, blive stemplet som alvorligt psykisk syg, bo ni år på behandlingshjem sammen med alle de andre skøre, og så komme tilbage til den normale verden med en skør drøm om at blive forfatter. Det store gennembrud som forfatter var for mig som – endelig – at blive den smukke svane. Men indtil da var jeg dømt til at være den grimme ælling.
På grund af mit lave selvværd og angst og depression var det at drikke blevet en slags redningsplanke. Desværre reddede den mig ikke, men trak bare mig bare længere og længere ned i mørket. En del af problemet, ikke en del af løsningen. Jeg havde læst Den Lille Prins, hvor hovedpersonen møder en alkoholiker. Da han bliver spurgt om, hvorfor han drikker, svarer han: “Jeg drikker for at glemme, at jeg skammer mig over, at jeg drikker.” … Det fik mig til at indse, at drikkeriet var en ond cirkel, der hele tiden ville forstærke sig selv.

På nogle vildt lange gåture i Rødovre i august 2013 tænkte jeg over hele mit liv. Hvad var årsagen til, at jeg drak alt, alt for meget? Måske en kompensation for venskab, en slags selvmedicin mod depressionen, men hvad var årsag til depressionen? Depressionen skyldtes mit lave selvværd. Traumerne fra dengang i 1. klasse, hvor jeg blev jagtet rundt af de andre. Og mine forfærdelige oplevelser på det første behandlingshjem, hvor jeg boede, hvor pædagogerne begik fysiske overgreb og holdt mig nede i sengen. Det har jeg også lavet videoer om, men ikke publiceret dem, fordi det kræver mod at fortælle om alt det her. Men dem vil jeg publicere her på Patreon, hvor ikke så mange kan følge med. For at finde modet til at tale om det.

Da jeg gik en af mine lange gåture i Rødovre, gik det op for mig, at jeg ikke var den grimme ælling. Jeg havde hele tiden været den der smukke svane. Jeg havde higet efter noget, jeg hele tiden havde været i besiddelse af. Jeg skulle bare tro mere på mig selv.
Det er pissesvært at blive anerkendt af andre. Men at blive anerkendt af sig selv er endnu sværere. Det lykkedes mig at få en større ligevægt med mig selv, der så gjorde, at jeg holdt op at drikke (og holde op at ryge – jeg skiftede til e-cigaretter, jeg 3½ år senere så også holdt op med).

Året efter, i maj 2014, var jeg til samtale på Forfatterskolen. Jeg var blandt de 10 ud af 447, der var nået så langt. Døren til mine drømme stod på klem. Jeg skulle bare ikke fucke den samtale op. Jeg skulle bare ind med mine bedste digte og overbevise dem om, at de skulle optage mig på skolen. Desværre gik det fuldstændig galt.
Til sådan en samtale er det faktisk bedst næsten ikke at sige noget. Bare lade lærerne læse de tekster, man har med, og så kun sige noget, hvis man bliver spurgt. Jeg talte som et vandfald. Jeg ville jo så gerne ind. Jeg kan huske, at Christina Hesselholdt undrende og mistroisk så på mig og sagde: “Tror du virkelig, at du kan være stille i de tre timer, hvor du bliver læst?” … Og så måtte hun forklare mig, at når man får sine tekster læst på skolen, skal være helt stille. Da jeg så ihærdigt prøvede at overbevise hende om, at jeg da sagtens kan være stille i tre timer, virkede det ikke særlig overbevisende. Jeg havde skudt mig selv i foden.
Og så blev det heller ikke bedre af, at Lars Skinnebach næsten med det samme sad med armene over kors og næsten irriteret rokkede frem og tilbage på stolen og med lavmælt og indigneret stemme sagde: “Ordet klode som bliver brugt i digtet her, det er jo et af Jens August Schades ord. Og ordet “sgu” som der står nede i bunden. Det er F.P. Jac. Så digtet virker jo fuldstændig uoriginalt”
Hans overvejelser var nok også en af grundene til, at jeg ikke kom ind. Da rektoren Pablo Lliambias senere på dagen ringede til mig, fortalte han, at jeg havde talent, men at skulle prøve at finde min egen stemme i det, jeg skrev. Han opfordrede mig til at tage på skriveskole og få lidt feedback på teksterne. Det så jeg trods alt som en opmuntring.

Med et vist håb for fremtiden (for det er jo ret flot overhovedet at være nået så langt i optagelsesprocessen) begyndte jeg på Københavns Kunstskole. Men desværre fik jeg året efter, i 2015, et standard afslag. Det var ret hårdt. Særligt når man tænker på, at jeg var så satans tæt på året før. Siden hen er det blevet til yderligere to afslag, i 2016 og 2017. Her i 2018 har jeg ikke ansøgt, men det vil jeg fortælle mere om senere.

Afslaget fra Forfatterskolen var ikke det eneste forfærdelige, der skete i 2014. I april 2014 blev min far diagnosticeret med uhelbredelig lungehindekræft. Han havde arbejdet som lokomotivfører for DSB, og det havde bare drysset ned med asbest i de gamle førerhuse. De mikrofibre satte sig fast i hans lungehinde og udviklede sig i løbet af mere end 30 år til en form for kræft, man ikke kunne kurere.

Jeg blev fuldstændig knust. Det værste var ikke bare, at han var dødeligt syg, men at jeg fik svært ved at være sammen med ham. Sorgen over, at han skulle dø, tyngede mig så meget, at jeg bare fik lyst til at græde, når jeg var hos ham. På den måde trak jeg mig faktisk lidt væk. Som at feje alle mine sorger ind under gulvtæppet og tænke på noget andet. Hvilket bare var det dummeste, jeg overhovedet kunne gøre, for det var netop ham, jeg havde brug for allermest efter det hårde afslag fra Forfatterskolen. Ham, der forstod mig mere end nogen anden.

Det var først i maj 2016, at vi for alvor begyndte at tale sammen igen. Men nu med en større ihærdighed end nogensinde. Jeg var hjemme hos ham i hans lejlighed i Skovlunde. Vi sad ved hans lille bord i køkkenet, drak kaffe og snakkede sammen. Han sad med iltslange i næsen, hostede rigtig meget og så mere og mere skidt ud. Havde svært ved at gå. Vores samtaler drejede sig hele tiden uden om det, vi havde allermest brug for at sige. I sådan en tavshed, der opstår, når to mennesker har noget, de gerne vil sige, men ikke rigtig kan finde ordene, fik jeg som mange gange før bare lyst til at græde. Fordi jeg, for fanden, ikke kunne holde det ud, at han var så syg, at jeg bare om nogle få måneder endegyldigt skulle sige farvel til ham. Enten kunne jeg bare holde følelserne i mig og tage hjem og lade som ingenting. Ligesom jeg havde gjort hidtil. Men jeg greb den tavshed som en mulighed for at være ærlig.
Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det. At det var svært for mig at være sammen med ham, fordi jeg bare blev så ked af det ved tanken om, at han var så syg. Det åbnede en helt nyt rum for os. En ny fortrolighed, hvor vi kunne sidde og tale om lige præcist det, vi havde på hjerte. De år, hvor jeg havde fejet mine tanker og følelser væk under gulvtæppet, blev erstattet af en slutspurt på tre fantastiske måneder, hvor jeg besøgte ham hele tiden. Han gav mig en bog, der hedder: “Snak på livet løs – inspiration til samtaler om livet før døden.” Det er en slags guide til, hvordan den døende og den pårørende kan tale om alt det, de har brug for at tale om.
Jeg kan ikke på få linjer beskrive, hvordan det var. Vi kunne sidde til klokken tre om natten, tale om alle mulige ting. Et livssyn, han på en måde gav videre til mig.

Det skal siges om min far, at han havde en ufattelig livsgnist og viljestyrke. Han havde gennemført over 145 maratonløb (som en måde at overvinde sin depression på: at sætte et stort mål: at løbe 100 maratonløb! At have noget at sigte efter (som han engang sagde: Sigt efter stjernerne, og det kan være, at du rammer månen! Og en omformulering af et ordsprog: Opgiv ikke bjørnen før, at du har skudt!)). Her er uddrag af et digt, jeg ikke er blevet færdig med endnu:

selvom min far nu ligger i jorden
ser jeg stadig op til ham:
hver gang han fik kemo
insisterede han på at gå hjem fra Rigshospitalet
10 kilometer fra København til Skovlunde
”når du tror, du ikke kan mere
så husk du altid kan tage ét skridt til
bare et enkelt skridt til
og så ét til” det var dét han altid sagde
til sig selv når han løb maraton
og til dem, han hjalp med at komme i form
nu gik han langsomt på rystende ben
med sved på panden
på gaden blandt raske mennesker
men han nægtede at tage en taxa
nægtede at se turen hjem som andet
end en kamp han havde mod sig selv
når han støttede sig op ad en lygtepæl
hev efter vejret
med kemoen på rundfart i kroppen
tænkte han: ”jeg kan godt tage ét skridt til”
og så tog han ét skridt til
da jeg talte med ham om det
sagde han: ”det handler om at sætte sig et mål
gøre sit bedste for at opnå det
også selvom alt går galt
eller netop fordi alt går galt
skal man blive ved med at kæmpe”
meget af det, han har sagt, har sat sig fast:
”det bedste, der findes i denne verden,
er at gøre det, andre siger er umuligt”
”det handler om viljestyrke, vaner og mål”
”man skal bare tage ét skridt ad gangen”
”sigt efter stjernerne,
og hvis du rammer månen
er det jo også godt!”
”man skal ikke opgive bjørnen
før man har skudt!”
”det handler ikke om at gøre det nemmeste
men om at gøre det rigtige”
”at gå hjem fra Rigshospitalet er et maraton for mig
og fordi jeg kan gøre det, skal jeg også
ellers svigter jeg mig selv”
min far gik ikke bare hjem fra Rigshospitalet
han gik også op og ned ad trapper
det blev hans besættelse det sidste års tid
hans lejlighed lå på fjerde sal
hver gang han var gået ned ad trappen
og tilbage til sin hoveddør
satte han et mærke på et papir, han havde hængt op
sådan gik han op og ned
og talte lidt med alle fra opgangen
når nogen skulle handle ind
så de ham gå målbevidst op eller ned ad trapperne
meget langsomt, ét skridt ad gangen
og når de kom tilbage igen
var han der stadig, på vej op eller ned
nogle gange gik han sådan i fire timer
satte 150 mærker på det hvide papir
han havde virkelig ikke lyst til at dø
da Gerrit, Palle og jeg besøgte ham på Gentofte Hospital
i slutningen af maj, tre måneder før han gik bort
gik han os i møde med sin rollator
han bevægede sig meget langsomt
med en gennemsigtig slange i næsen
der var koblet til iltflasken i rollatoren
vi krammede ham en efter en
han prøvede at fortælle os noget
men det var svært at forstå hvad han sagde
han kunne næsten ikke trække vejret
han ville gerne gå op ad trappen til anden sal
hvis en af os holdt iltflasken
kunne det sagtens lade sig gøre
det var umuligt at tale ham fra det
han havde tænkt på det hele dagen
Gerrit holdt iltflasken, Palle tog billeder
jeg passede på han ikke faldt ned
sådan slog vi ring rundt om ham
fulgte ham i hans hvide hospitalstøj
han satte ikke et mærke da hans nåede toppen
han stod bare og så frem for sig
nægtede at tage elevatoren ned
pludselig kom en sygeplejerske forbi
og spurgte: ”hvad laver I dog med den stakkels mand?”
vores far måtte stakåndet forklare
at han skam bare var ude og gå sig en tur

Engang efter at have været hjemme hos ham og haft en vildt inspirerende snak om livet til langt ud på natten, følte jeg mig hel høj og lykkelig på vejen hjem. Det var simpelthen så fantastisk at have sådan en far, jeg kunne tale med, og jeg havde det som om at det hele nok skulle gå i den sidste ende. Også selvom jeg ikke var lykkedes som digter og igen havde fået afslag fra Forfatterskolen. For anden gang efter samtalen i 2014.
Men midt på gaden gik det op for mig, at han jo meget snart skulle dø. Han blev markant dårligere, fik sværere ved at trække vejret og blev i højere grad sengeliggende.

Et år efter han døde skrev jeg følgende digt:

Mindedigt til min far

Jeg besøger min far på kirkegården.
Hans kontur som maratonløber er graveret i venstre side af stenen.
Han spiste sundt og varieret, holdt brandtaler for helbredet
men selv ikke strækningen på hans 145 maratonløb lagt sammen
var nok til at løbe uden for kræftens rækkevidde.
Han bar den intetanende i sig siden 1980’erne
en lille, klæbrig dødsdom, der langsomt voksede.
På gravstenen står der: FØDT 1954, I MÅL: 2016.
Han overvejede, om der skulle stå: ”TJEK IND: TJEK UD”
ligesom på rejsekortstanderne på s-togs-stationerne
men det var for kedeligt, hellere slutte af med noget muntert.

Nogle gange får jeg en følelse af at han våger over mig
f.eks. når jeg skal træffe en svær beslutning
og tænker: ”hvad ville min far mon have sagt?”
Det kan være alt fra at lægge en lille pose slik tilbage på hylden i Fakta
til overvejelser om hvad jeg egentlig gerne vil med mit liv,
skoleliv, arbejdsliv, fritidsliv, kærlighedsliv og så videre.
Skal jeg uddanne mig til terapeut eller digter?
Hvorfor ikke begge dele?
Man skal ikke indrette sig efter hvad andre tænker
men finde modet til at være sig selv.
Nogle gange må man tage en chance
går den, så går den, ellers må man prøve på ny.
Det giver ingen mening at sidde og spekulere
over alt det, man fortryder, har mistet eller som ikke blev til noget
men i stedet tænke på alt det, man stadig kan opnå.
Det handler om viljestyrke, vaner og mod.
Sigt efter stjernerne, og det kan være, du rammer månen!
Hvis man tager ét skridt ad gangen, kan man virkelig nå langt
og hvis du føler, du ikke kan mere, så husk dig selv på:
man altid kan tage ét skridt til.

Om aftenen ringede sygeplejersken og sagde, at han var gået bort
siden da har jeg undret mig over, hvor han tog hen.
Måske er han med i hvert skridt, jeg tager,
en fastgroet del af min intuition, der guider mig.
Måske er han hverken i mig eller andre steder
måske griber jeg bare ud efter nogen, der ikke længere findes.
Asken i urnen under gravstenen flyder ud
med jorden og bliver selv langsomt til jord.
Han gemmer sig heller ikke inde i stenen
den er hentet fra Bornholm og bearbejdet af stenhuggeren
men hvis han ikke er i mig eller i tingene hvor er han så?
hvis døden er et rum, kan jeg så efter mit eget liv besøge ham dér?
hvis døden ikke er et rum, hvor findes han så?
måske ingen steder, eller måske er han faktisk i mig,
Hvis det ikke er til at vide,
må det være et spørgsmål om, hvad man tror

Jeg tror,at han våger over mig og kommer med gode råd
f.eks. er det som om jeg kan høre ham sige,
at fordi jeg ikke længere er et barn,
er det vigtigt at jeg vokser som voksen
får bugt med mine dæmoner
og udforsker det menneske, han ved, at jeg rummer
at hvis jeg tager ét skridt ad gangen
kan jeg virkelig nå langt
og ligegyldigt hvad jeg ønsker at nå
skal han nok være hos mig på rejsen
det kan godt ske at det ikke er min far, der siger det,
men en side af mig selv
men det er en side af mig, han har hjulpet med at få frem
i vores mange, lange samtaler på hans altan i Skovlunde
med kaffe og kage og tid til at snakke

På hospicet stod tiden ikke stille
for at lade os nå til bunds i vores samtaler
selv 30 år mere ville ikke have været nok
men et par dage før han døde, sagde han:
”Christian, vi kan godt tale sammen selvom jeg er død
jeg taler da ofte sammen med farmor
altså, hvor jeg tænker på, hvad hun ville have sagt
på den måde er det som om hun stadigvæk lever”
da jeg sagde, at jeg alligevel ville komme til at savne ham,
svarede han: ”jeg kommer også til at savne dig”

til hans bisættelse satte vi hjerteformede balloner på kisten
sang Puff den magiske drage og malersangen
det var noget, han havde bedt os om,
”det hele skal ikke være så trist,” havde han sagt
”det er rigelig at jeg skal dø, I skal leve videre”

—–

Nogle uger før at min far døde, blev jeg optaget på Gladiatorskolens 1-årige forfatteruddannelse. Det var den tidligere rektor på Forfatterskolen, Hans Otto Jørgensen, der stod for undervisningen. Samtidig fik jeg et honorar på 2500 kr. af tidsskriftet Slagtyk, fordi mit digt Med Julie i Frederiksbergs Have var blevet udvalgt til at være kvartalets bedste bidrag af den nuværende rektor på Forfatterskolen Pablo Lliambias (der jo, som bekendt, var med til min samtale i 2014).
Så da min far døde, virkede der pludselig til at være håb, når det kom til forfatterdrømmen. Noget, jeg havde higet efter i mange år, var pludselig blevet til virkelighed. Et kæmpe skulderklap af et tidsskrift, en optagelse på en skriveskole. Desværre gik det overhovedet ikke som jeg havde håbet.

Mine digte blev fuldstændig revet fra hinanden ude på Gladiatorskolen. Jeg fik at vide: “Alle digtene er det samme digt, for de tager alle sammen udgangspunkt i en hverdagssituation, der bliver poetiseret.” “Digtene er narcissistisk klynk,” og så blev der remset en lang række regler op om, hvordan man ikke må skrive digte. I oktober 2016 mistede jeg fuldstændig pusten. Jeg følte mig træt og desillusioneret. At gå på Gladiator var overhovedet ikke det, jeg havde håbet på. Jeg følte mig som en fodboldspiller, der ikke må spille som angriber, men hos et basketballhold skal trænes i at spille basketball. Malplaceret.
Og hvad der virkede som en åbning til tidsskriftet Slagtryk (og tidsskrifter generelt) er endt med at blive et afslagshelvede. Alene Slagtryk har givet mig afslag på de seneste syv ud af otte bidrag, jeg har sendt ind. Det samme billede gør sig gældende på en lang række andre tidsskrifter, og jeg har heller ikke fået antaget noget manuskript hos et forlag.
Gladiatorskolen virkede dog meget inspirerende for mig. Det åbnede nogle nye døre op, nye tanker for, hvordan jeg ikke bare kan skrive digte, men også leve mit liv. På en tur til Oslo i december 2016 gik det op for mig, at jeg på mange måder levede i et mentalt fængsel. 25 år gammel, bor hos min mor, ikke nogen uddannelse, aldrig haft noget arbejde, hverken død eller rigtig levende, i en slags limbo.

Alene hvordan jeg fra december 2016 og frem til august 2018 har lavet fuldstændig om på mit liv, kunne jeg skrive flere romaner om. Undervejs har jeg lavet en række videoer til youtube, hvor jeg midt i processen fortæller om mine tanker om, hvordan jeg sidder fast, og hvordan jeg må lave om må en række dårlige vaner og dumme måder at tænke på. For at komme videre.
En kort opsummering: Jeg holdt op at dampe på e-cigaretter, der som bivirkning gjorde mig sindssygt dehydreret og træt. Jeg fik efter 10 år vendt min døgnrytme (jeg havde i flere år altid vågnet langt ud på eftermiddagen og først faldet i søvn om morgenen, men efter en hård kamp fik jeg bugt med det). Jeg fik et arbejde for første gang i mit liv. Hos det mest sindssyge sted, jeg overhovedet kunne finde på: Hos Gallup. Som et introvert menneske ramt af social angst var det fuldstændig sindssygt at skulle sidde i et callcenter med headset på og bare ringe ud til alle mennesker i hele Danmark. Det var et frontal angreb på mit sociale angst som jeg bliver ved at overvinde, selvom den bliver ved at lure. En kæmpe livsforandring. Jeg begyndte, meget inspireret af min far, at dyrke meget motion. Så nu cykler jeg en time om dagen. Jeg begyndte til samtaler hos en psykolog, hvilket var sindssygt vigtigt, da jeg fik mulighed for at tale hele min barndom igennem og fandt ud af, at jeg lider af angst (ikke bare social angst, men endnu mere). I efteråret 2017 begyndte jeg til nogle spændende forelæsningsrækker om filosofi som livskunst: Hvordan kan man leve sit liv, så det bliver et godt liv? … Jeg tænkte, at det ville være nogle forelæsninger, min far ville have sat meget pris på, og siden har jeg tænkt, at han på en måde er særligt hos mig til dem. Når jeg tænker over, hvad meningen med livet egentlig er, hvad er mulighederne, vi har, og hvad kan vi gøre for at få det bedre?

Før jeg kunne blive forfatter, måtte jeg lære at være menneske. Desværre endte Gladiatorskolen fuldstændig at tage modet fra mig. Siden vi blev færdige i september 2017 har jeg ikke fået skrevet særlig meget. Jeg har følt mig træt og desillusioneret på grund af alle nederlagene, jeg har oplevet med afslag fra skriveskoler, tidsskrifter og forlag. Det er fandme hårdt at blive ved at kæmpe for sine drømme, men bare støde panden mod muren igen og igen og igen.

Derfor valgte jeg at opgive forfatterdrømmen. I 2018 kastede jeg håndklædet i ringen. Jeg valgte ikke længere at ansøge om at komme ind på Forfatterskolen, sende ind til tidsskrifter eller forlag. Bare stille mig tilfeds med at have en lille rolle i noget stort. Læse dansk på universitetet og koncentrere mig om noget mere realistisk.
Før i tiden skrev jeg digte en time om dagen, men jeg nåede til et punkt, hvor jeg slet ikke skrev i flere måneder. Jeg ville hellere finde livsglæde i at være sammen med mine venner, passe mit arbejde, være sammen med min familie og holde fokus på det helt simple.
Men så fik jeg et kæmpe eksistentielt sammenbrud i april 2018. Det lavede jeg nogle videoer om som jeg lagde på youtube, men jeg endte med at fjerne dem igen, fordi det blev lidt for personligt. I bund og grund handlede det om, at den pige, jeg var forelsket i, valgte at blive kærester med en anden. Jeg følte mig fuldstændig vraget, ikke god nok. Ham Kristoffer, som han hed, var musiker, boede i Berlin og havde varmet op for gothbandet Bauhaus. Jeg selv var næsten 27 år, boede stadig hos min mor og aftenen før varmede jeg hendes boller i karry op i mikrobølgeovnen. Jeg var ikke en anerkendt kunstner. Jeg var bare en fiasko. Fra at have været til samtale på Forfatterskolen fire år før til stadig ikke at være nået nogen vegne.
At blive vraget på den måde ramte mig virkelig hårdt. Det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved mig selv. Selvfølgelig gider Mia ikke være kærester med mig, for jeg er bare en taber. Mine drømme blev aldrig til noget. Jeg kom aldrig ind på Forfatterskolen, blev aldrig udgivet på et forlag. Jeg sidder fast i et mørke, jeg ikke kan komme ud af. Et underligt, sjasket mudder.

Men at blive vraget på den måde provokerede mig også. Det gav mig en underlig kampgejst. For fanden, nu skal jeg sgu vise hende og verden, hvad jeg dur til! Jeg vil give forfatterdrømmen en sidste chance!
Alle følelserne og nederlaget blev en stor inspiration for mig. Jeg ramte bunden af mit humør som et springbræt til at komme op igen. Pludselig skrev jeg en masse digte som dengang i 2004, hvor jeg begyndte. Jeg satte mig alle mulige mål og drømme. Jeg sendte et manuskript ind til Gyldendal, sendte digte ind til Slagtryk, Kulturo, Trappe Tusind og andre forlag, ansøgte om at komme ind på Vesterbros Forfatterskole, selvom det ville koste 13.000 kr. at gå der. Jeg lagde en plan for, hvordan jeg kunne komme ind på Forfatterskolen i sommeren 2019.
Jeg havde holdt en pause fra at lægge videoer ud på youtube. Fra februar 2017 til marts 2018, i samme periode, hvor jeg lavede alle disse vigtige forandringer i mit liv. Nu var jeg vendt tilbage med en 53 minutter lang episk video om, hvad jeg havde lavet i det år, hvor jeg havde været “offline”. Efterfulgt af de videoer, jeg havde lavet.
Omkring min 27 års fødselsdag lancerede jeg mit nye Instagram poesiprojekt, Myggestik i hjertet, hvor jeg flere gange om ugen vil lægge nogle af mine digte ud. Og i samme periode flyttede jeg ud i min egen lejlighed. Fremtiden åbnede sig for mig, og jeg var fortrøstningsfuld for, at det nu virkelig – for alvor – ville lykkedes for mig. Jeg havde jo været så åndssvagt meget igennem. Mobbet i 1. klasse, boet ni år på behandlingshjem, drukket alt for meget i flere år, blev sorgramt efter, at min far døde, fuldstændig slagtet ude på Gladiatorskolen og fået alle de her afslag fra forlag og tidsskrifter. Nu skulle det lykkedes!

Og så gik det hele fuldstændig galt. Igen. Jeg fik afslag på mit manuskript til Gyldendal, afslag på de digte, jeg sendte ind til tidsskrifterne, og i midten af juli fik jeg en mail fra Vesterbro Forfatterskole, hvor de skrev: “Vi kunne desværre ikke finde plads til dig på holdet” … Jeg tænkte: “Hvis jeg ikke kan komme ind på en lille skole, hvor det koster 13.000 kroner at gå, og hvor måske 30 mennesker ansøger, hvordan i alverden skulle jeg så komme ind på Forfatterskolen til næste år?”

Tilbage til en følelse af desillusionerethed. En følelse af igen at blive trukket ned i det samme mudder, ikke at kunne komme nogen vegne, at sidde fast. At det fandme bare ikke vil lykkes for mig ligegyldigt, hvor meget jeg kæmper.
En af nætterne, hvor jeg sad hos min far og talte med ham til langt ud på natten, sagde jeg til ham: “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når du ikke er her mere. Du er ikke bare min far, du er også min psykolog, min filosof og min vejviser”. Han svarede: “Jeg synes, du er god til at finde dine løsninger selv” … Og så talte vi om, hvordan i umulige situationer alligevel må finde løsningerne. At kreativitet ikke bare at skrive digte, men at støde panden måde lukkede døre og tænkte: “Der er ingen vej frem” … og så alligevel finde en udvej, en løsning.

Jeg ønsker ikke at opgive mine forfatterdrømme. Selv da jeg rent faktisk opgav, kunne jeg ikke opgive. På en eller anden måde fandt jeg skriveglæden igen, og sådan vil det altid være for mig. Kreativiteten er en del af mig og vil altid komme til udtryk i det, jeg laver.
I en video, jeg lagde ud på youtube her i september 2018, fortæller jeg om alle mine ideer til nye projekter. Alt det, jeg ønsker at kaste mig ud i, og jeg skal nok komme med en fyldig liste nedenfor. Problemet er bare, at fordi jeg bor i min egen lejlighed og kun tjener 90 kr. i timen hos Gallup, skal arbejde mange dage om ugen for at få dækket mine omkostninger. Jeg drømmer om at få en enkelt dag fri om måneden til at sidde og være kreativ.
Lige nu har jeg lykkeligt vis meget at se til. Jeg elsker at være hos Gallup, at være sammen med min kæreste (åh, hende kan jeg lave endnu en miniroman om, og hvordan hun på mange måder kom ind i mit liv som en lysende hånd og gav mig troen på mig selv tilbage – hvis I vil støtte mig her på Patreon, lover jeg at skrive en hel kærlighedsdigtsamling om hende!), ses med mine venner (hvor jeg har gjort en kæmpe indsats for selv at tage initiativ til at ses), være sammen med min familie, tage til foredrag om filosofi som livskunst og selvfølgelig lave videoer, skrive blogindlæg, skrive digte, få ideer til podcast (som er noget helt nyt, jeg godt kunne tænke mig at udforske!).

Nu har jeg så – igen – stødt panden mod nogle lukkede døre. Men så handler det om at finde en løsning. En del af løsningen, tænker jeg, er at lave denne Patreonside. Selvfølgelig ville det være fuldstændig fantastisk med 20-25 følgere, der hver donerer 3, 5 eller 10 dollars (der så må svare til 19 kr. , 32 kr. og 64 kr.) for hver måned. Men opmuntringen i sig selv er faktisk det vigtigste. At nogen ønsker at støtte mig.

Jeg ønsker at skrive digte og lave videoer og podcasts, der kan hjælpe andre mennesker. På samme måde som min far hjalp mig med at få et nyt perspektiv på livet og fik mig ud af mørket, ønsker jeg med mit indhold at hjælpe andre til at komme ud af deres. Hvis jeg kan besejre mine indre dæmoner, kan du også. Måske handler det ikke så meget om at lykkes med sine drømme. Men i højere grad selve kampen, at kæmpe for noget. Stå i valget: Give op og kaste håndklædet i ringen. Eller kæmpe videre. Selve kampen er drømmen. Selve det ikke at give op, men at kæmpe og drømme videre er i sig selv en sejr. I den kamp, vi hver især har med os selv.
Hvis vi opgiver vores lidenskaber, er det selvbenægtelse. Vi giver afkøb på noget af det absolut vigtigste ved at være menneske overhovedet. For mig handler det efterhånden ikke om at komme ind på Forfatterskolen eller blive udgivet på forlag, men på egen finde ud af, hvordan jeg kan være kreativ med min kreativitet. Hvad kan jeg egentlig på egen hånd? Kunne det ikke være spændende at lave mit eget forlag? Lave mit eget tidsskrift? Lave e-bøger og lyd-bøger. Lave alle mulige podcasts? Jeg kunne lave en podcast som skal hedde “Alligatorskolen,” der er en slags parodi på dengang jeg gik på Gladiatorskolen. Der er vildt meget humoristisk guld at tage fat på! Jeg kunne også lave lydbøger med “Galluphistorier,” der måske først lyder til mærkeligt, men jeg har ideer til at skrive Galluphistorier i et slags Harry Potter-univers, hvor min fantasi virkelig kan få lov at folde sig ud.
Jeg kunne godt tænke mig med en vis regelmæssig at skrive anmeldelser af andres digtsamlinger. Gerne de digtsamlinger, der ikke får nogen omtale i de større aviser. Skrevet af nogen, der ligesom mig selv, har en stor lidenskab for at skrive, men ikke rigtig har fået det der gennembrud. De oversete ønsker jeg at italesætte og få frem i lyset. Alle de fremragende bøger og mennesker. Ikke bare i anmeldelser, men også en podcastserie, der fx kunne hedde Forfatterfredage, hvor jeg hver gang “inviterer en gæst i studiet” til en snak om at skrive. Hvordan begyndte du at skrive? Hvorfor bliver du ved? Hvad drømmer du om? Hvad har du liggende i skrivebordsskuffen? Hvad er egentlig dine største skuffelser som forfatter? … … Seriøst, der er over 400 mennesker, der hvert år får afslag fra Forfatterskolen, men vi hører ikke noget fra dem. Alle de ildsjæle, der på trods af nederlagene kæmper videre. Dem gad jeg sgu gerne lave nogle interviews med og lære at kende. Derfor er jeg superspændt på at lave sådan en podcast!

Jeg har fundet ud af, at det måske i virkeligheden er godt, at jeg ikke har fået et “gennembrud” som forfatter. Ville det ikke bare have været kedeligt, hvis jeg var kommet ind på Forfatterskolen og udgivet på Gyldendal som 21-årig ligesom alle de andre? Det er netop i modgang, at man viser, hvem man er. Jeg ser al denne modgang i mit liv som en mulighed for at vise, hvem jeg virkelig er. En chance for at være og at blive mig selv.

Men i modsætning til dengang i 2012, hvor jeg isolerede mig fra andre mennesker, og bare sad derhjemme og skrev digte til langt ud på natten, har jeg fundet ud af, at jeg ikke kan klare det her alene. Man er kun i sandhed rig, hvis man kan dele sin rigdom med andre. Eller som hovedpersonen i filmen Into The Wild som min far var meget glad for, til sidst når frem til: “Happiness is only real when shared with others.” … Det handler om at inddrage andre mennesker i sine tanker og overvejelser, så man kan få så meget hjælp som overhovedet muligt. At være modig nok til at være ærlig og sige, hvordan man egentlig har det. Bare se, hvordan det åbnede et helt nyt samtalerum op for min far og mig.

Nu må jeg så også være ærlig og sige, at jeg har brug for din hjælp. Jeg står i en situation, hvor jeg har sindssygt mange ideer til alle mulige projekter, jeg sindssygt gerne vil kaste mig ud i, men som jeg ikke rigtig kan, fordi jeg er presset til at have (for) mange vagter hos Gallup. Bare en enkelt dag eller to måneden til fuldstændig at sidde og være kreativ ville gøre en kæmpestor forskel for mig. Men det allermest afgørende er ikke, at du donerer fx 19 kroner om måneden til mine projekter, men at du overhovedet støtter mig. At du kan se et lys i det crazy ideer, jeg har, og at du ønsker at hjælpe mig med at føre mine drømme ud i livet. At vide, at der, for fanden, er nogen, der gerne vil give lidt vind i sejlene og håber, at jeg kan lykkes med det, jeg drømmer om. Det i sig selv er den væsentligste årsag til, at jeg vil lave denne Patreon!

Samtidig tænker jeg, at Patreon kunne være et fantastisk værksted for mine mange ideer. Som situationen er lige nu, skal jeg enten 100% offentliggøre fx en ny podcast eller lade den være skjult. Der er ikke noget mellemtrin, et værksted, hvor jeg kan dele mine ideer til nogle få følgere for at få lidt feedback og høre, hvad de synes før, at ideen lanceres.
Hvis du vælger at følge mig her på Patreon, vil du løbende få et unikt indblik i alle de spændende projekter, jeg har gang i. Jeg vil publicere alt muligt work-in-progress som nok aldrig vil blive offentliggjort. Fordi det kun er det endelige og færdige, jeg vil lægge ud. Og så har jeg gennem tiden fundet alle mulige videoer og podcasts og tekster, jeg ikke ønsker at lægge ud på fx youtube, men som jeg så kan lægge ud her. At der ikke er så mange, der følger med, vil også give mig en vis tryghed.
Jeg vil også inddrage mine Patreonvenner, når det kommer til ideer til nye projekter. Hvad kunne du godt tænke dig, at jeg lavede mere af? Er der en bestemt slags videoer, jeg selv har glemt alt om, som du godt kunne tænke dig, at jeg skulle genoptage? Ville det være fedt, hvis jeg gjorde e-bogsudgaver af mine digtsamlinger (jeg har skrevet otte, det har jeg slet ikke fået nævnt i min lille præsentation!) og lagde dem ud, så de gratis kan downloades af folk som følger med her?

Lige nu står jeg også i en situation, hvor de videoer, jeg lavede i min års pause fra youtube, bare ligger på harddisken og skal publiceres. Før at de nye videoer, jeg laver her og nu, kan lægges ud. Der er måske 40 videoer, jeg skal lægge ud før, at de videoer, jeg laver nu, kan se dagens lys. Men hvorfor så ikke lægge mine nye videoer ud på Patreon? Så kan man både følge med i de gamle og nye videoer?
Burde jeg genoptage mit poesiprojekt Forventning & Forvirring (jeg kunne skrive flere sider om det projekt. I bund og grund gik det ud på, at jeg hver anden tirsdag publicerede 15-20 nye digte, jeg havde skrevet. Jeg nåede op på 72 numre fra januar 2014 til november 2017. Siden har det ligget stillet). Kunne det være spændende at genoptage det projekt i en lille skala? Hver anden tirsdag lægge nogle spritnye digte ud som man ikke kan læse andre steder?

Mulighederne for Patreon er uendelige. Det er et helt nyt kreativ rum, jeg har gået rundt og manglet. Den eneste måde, at det så også kan lade sig gøre, at, hvis nogen ønsker at tage del i det her rum. At du ønsker at være en del af det. Man behøver jo heller ikke kommentere eller give feedback på det, jeg laver. Man må også gerne bare følge med og gennem sine månedlige donationer vise sin støtte.

Jeg vil gøre mit bedste for stadig at lægge gratis indhold på youtube, Instagram og min hjemmeside. Gerne endnu mere end jeg nogensinde har gjort før! Men samtidig vil jeg nu også gerne dele noget lidt mere spændende og eksklusivt her på Patreon som tak for, at du ønsker at støtte og hjælpe mig.

Det handler ikke om at finde lyset. Du har det allerede i dig. Det handler om at give lyset tid og plads til at vokse. Og hjælpe det til at blive ved at vokse. Og blive ved at blive ved! Derfor er det også vigtigt at inddrage andre mennesker. Så man kan vokse sammen. Vokse som voksne.

Alene det have skrevet alt ovenstående. I ét hug. Denne formiddag 28. september 2018 har givet mig en tro på det hele. At sætte punktummet for denne miniroman er ikke en slutning. Det er begyndelsen.