Bidrag til Hvedekorn (2012-)

Dette er mine bidrag til det litterære tidsskrift Hvedekorn. Jeg sendte første gang ind til Hvedekorn i 2009, hvor jeg fik afslag. Heldigvis gav redaktør Lars Bukdahl mig nogle gode råd til at skrive videre og anbefalede nogle gode digtere, jeg kunne læse. Siden har jeg været med fire år i træk fra 2012 til og med 2015. Desværre har jeg i snart 3 år ikke hørt noget som helst siden, at jeg sidst sendte ind til Hvedekorn i december 2015. Dette på trods af, at jeg har rykket både redaktør Lars Bukdahl og Forlaget Rosinante som udgiver tidsskriftet. Derfor er mit nuværende bidrag i limbo. Hverken antaget eller afvist.

I februar 2016 blev jeg inviteret til at læse op til udgivelsesreceptionen for Hvedekorn NR 4/2015 (udgivet et par måneder forsinket). Det var en kæmpe drøm som gik i opfyldelse, da det netop var noget, jeg havde fantaseret om i årevis. Derfor er det desto mere ærgerligt, at jeg end ikke har fået svar fra Hvedekorn i snart tre år. Desværre er jeg ikke den eneste, der heller ikke får svar. Forhåbentlig kan der så hurtigst muligt bliver rettet op på det. Der vokser for meget spindelvæv i postkasserne omkring i Danmark.

Du kan læse mine bidrag til det litterære tidsskrift Slagtryk her.

FRA HVEDEKORN NR 4/2012

Dengang

Skorstenen hvor vi sad
rakte hånden mod himlen
med støvskyer af vores kys
som smykker om håndleddet
hendes stemme var hovedpine-
tabletter øjnene forkølede
sommerfugle og når vi talte
var græsstråene under os blå
fordi de holdt på vejret.

Barnet

Han former græsstrå
til paladser
vælter dem omkuld
med et vink af sin stemme
inden han puttes i seng
ser han at fluer
lægger spørgsmålstegn
under hans dyne
når trækronerne
senere spyr ild
gennem hans rude
kan hans hænder
ikke blive til vand.

Tre linjer

Hver dag er et hav jeg kan udfylde
med mine tæer

min hånd farer vild i dit sprog.

FRA HVEDEKORN NR 3/2013

Dagene skiller

Hun hænger
sit trætte smil
på en stumtjener
i skoven
og lægger
den varme vind
omkring sig
som en dyne.

Som at holde vejret
under vand
holder himlen
sin torden
tilbage.

Et sted i storbyen
nikker to biler
hinanden
en skalle.

Her synger fuglene
vuggeviser

på dansk.

*

Måneskin er postkort
fra den omrejsende sol.

FRA HVEDEKORN NR 3/2014

Som en sten ruller jeget
hen over duet

duets smattede krop
letter
fra græsset

som udfoldet tak

jeget vinker
med stjålne
menneskehænder

og ruller videre
mod sin næste
næste.

Dagbog

Afsmitningen på hendes fingerspidser
ligner selvportrætter,

så meget for ønsket om flerfarveri,
når hun maler med tårerne:

små vinduer på papiret,
men hun kan ikke åbne dem selv,

streg dem over med rettelak,
skriv dagdrømme i stedet,

når hun marcherer ud ad døren,
vågner hun op i sin seng.

Her er plads til omfavnelse

I dag ligner skyerne muskelhunde,
måske er det derfor, at de holdes på afstand.

Min næse er en tennisbold,
selv vandspejle undviger mig vaklende.

Men hey, hvis du alligevel skal gå for at gå,
kunne jeg så låne lidt luft fra dine lunger
som en midlertidig logerende.

Eller kunne du i det mindste
serve mig hårdt med et ketsjerblik
voldsommere end vandspejlene gør,

og jeg ville føle mig rørt.

Sugemærke

Et sugemærke titter frem
fra under et tøjstativ i supermarkedet.

Det følger den unge pige med øjnene
det venter på det helt rigtige øjeblik.

Pludselig løber det hen til hendes ben
og klatrer op under sommerkjolen.

Det klæber sig fast til hendes hals
og kigger nu ud over omgivelserne

med sin nøje afgrænsede magt.

FRA HVEDEKORN NR 4/2015

En munk
på din næsetip

med en fiske-
stang

haler
små grønne fisk
fra dine læber

til sig

husk at sige
tak

og glem det.

Fjernsynet er min nye ven

Du tror, at jeg er et skab
som du kan sætte dig ind i.

Jeg troede, at du var salt
at slikke indtil opløsningen.

Du hænger stadig i.

Jeg er en sygdom
og tager medicin
imod mig selv.

Jeg smitter via samtaler.

Du taler til mig
med en regelmæssighed
som fredage,

men jeg svarer ikke.
Jeg har ikke længere tid.

Fjernsynet er min nye ven.

(selv værelset ligner en tom flyttekasse)

Hun skræller lampelyset
én stråle ad gangen,

hun bliver aldrig færdig,

lidt savsmuld ligger tilbage
i hendes hænder nu

når han puster,
forvandles det til kål,

men han er der sjældent.

*

Græsplænen er en kistebund,

jeg lægger mig ned og findes.

Du kan læse mine bidrag til det litterære tidsskrift Slagtryk her.