Slået op d.

Charles Baudelaire

Charles Baudelaire: Den fremmede
(Teksten er fra “Parisisk spleen, små digte i prosa”, 1869)

Hvem elsker du højest, du gaadefulde Mand: din Fader, din Moder, din Søster eller din Broder?
– Jeg har hverken Fader eller Moder eller Søster eller Broder.
– Dine Venner?
– Det er et Ord, hvis betydning jeg endnu aldrig har kendt.
– Dit Fædreland?
– Jeg ved ikke, under hvilken Breddegrad det ligger.
– Skønheden?
– Jeg vilde gerne elske den – den guddommelige og udødelige.
– Guldet?
Jeg hader det, som I hader Gud.
Hva elsker du da, du besynderlige Fremmede?
– Jeg elsker Skyerne… Skyerne som drager forbi… dér ude… de vidunderlige Skyer!

Charles Baudelaire: BERUS JER!
(Teksten er fra “Parisisk spleen, små digte i prosa”, 1869)

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer.

Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stuers tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg hvilken time det er: og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: “Det er beruselsens time! For ikke at blive mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil.”

 

 

 

Slået op d.

Søren Ulrik Thomsen

Her er et udvalg af digteren Søren Ulrik Thomsens bedste digte. Digtene er hentet fra hans syv digtsamlinger City Slang (1981), Ukendt under den samme måne (1982), Nye digte (1987), Hjemfalden (1991), Det Skabtes Vaklen (1996), Det værste og det bedste (2002), og Rystet Spejl (2009).

Jeg tænkte, at det ville være brugbart at dele nogle af hans digte online. Som inspiration til, hvor man kan begynde at læse hans digte. Den første digtsamling af Søren Ulrik Thomsen hedder City Slang (1981), men man kan jo også sagtens begynde med at læse Det værste og det bedste (2002).

Når man har fået et godt kendskab til Søren Ulrik Thomsens digte, kan man fx gå videre og læse nogle andre firserdigtere. Det kunne fx være Michael Strunge, F.P. Jac, Morti Vizki eller andre.

Søren Ulrik Thomsen – Levende fra City Slang (1981)KRITIK AF DEN NEGATIVE OPBYGGELIGHED - reklamefolder.indd

Søren Ulrik Thomsen Levende.jpg

Søren Ulrik Thomsen – To digte fra Ukendt under den samme måne (1982)

ukendt-under-samme-maane

regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd

regnhånd, lyskys
vandlys, blåseng
søvnblå, kysregn
lyshånd, vandsøvn

*

ikke hælde virkeligheden på digte
ikke hælde digte på virkeligheden
bare skrive digte,
virkelige digte

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Nye digte (1987)

KRITIK AF DEN NEGATIVE OPBYGGELIGHED - reklamefolder.indd

Jeg er blevet for lille til mit liv,
og det for småt for mig.
Jeg er en infernalsk larm fra gaden
og fra de år der er væk.

Mit liv fylder for meget,
det kan ikke længere være på værelset.
Hver gang jeg ser ud af vinduet
synker City dybere i et grønt grønt hav.

Jeg er træt af min egen forsølvede tunges
uhyggeligt skønne sange,
jeg længes efter en større, en
næsten uhørlig
musik.

Gennem sprækken mellem døgn og døgn
vil jeg råbe en hemmelighed til mig selv
men stilheden falder som en økse
og deler den
i nærmest intet og næsten alt
for meget.

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Hjemfalden (1991)

hjemfalden-forside

Jeg er blevet så enkel og ensom
som Nordvestkvarteret i slud.
Selv efter alle de år blir jeg lykkelig
over den ukendte kvinde, der vinkede til mig,
da mit tilfældige tog rev sig løs.
Uophørligt syr hendes hvide hånd sekunderne sammen.
Det er tid til personlig afvikling,
og jeg har ikke brug for at drømme.

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Det skabtes vaklen (1996)

det-skabtes-vaklen

Tilgiv at jeg ser dine knogler før kødet,
kødet før kjolen
og kjolen før dit svævende blik,
for det er december, og mere
nøgne end den frygtelige kylling,
jeg tog fra køledisken og straks smed fra mig,
da dens tynde blod pludselig pibled
gennem cellofanen og ned i mit ærme,
er træerne,
hvis sorte strukturer forfølger mig
som alt, der er levende, men minder om døden
som alt, der er dødt, men synes at leve;
regnestykker med syv variable,
digtes snoede sneglehuse,
og
Nordhavns kraner, der gir sig i vinden,
mens jeg sover ind i dine lange lemmer,
men drømmer om højhuse belejrede af stilladser
og om stilladser behængt med buldrende presenninger.
Tilgiv mit blik, der iler over dig som årstider
for skiftevis at krone dig med kærtegns lys
og klæde dig af som en råkold regn;
jeg påstår jo ikke,
at denne måneds strenge stammer
er sandere end de dunede blade i maj –
og sandheden har jeg i øvrigt
overladt de unge:
For mig er det tilstrækkeligt,
at sige tingene som de er.

 

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Det værste og det bedste (2002)

Untitled-2

Det værste er når en gådefuld drøm
hvor et ansigt i endeløs slowmotion vendes mod mit
ikke vil standse ved søvnens grænse
men fortsætter dagen igennem

venteværelser med brunt linoleum
matterede ruder og en duft af æter og gæld
er det værste

det værste er at du jo tigger mig om
at synes du er lige så liderligt lækker
som dengang vi to var sytten år

de dage hvor alle man ser på gaden er grimme
fordi man selv er godt grim indeni er de værste

det værste er når kalenderen er tung af aftaler

at finde et overkørt pindsvin
med indmaden væltende ud af den bløde bug
er det værste

det værste er når jeg ganske godt ved
at jeg selv har snydt en lille smule
for at opnå en lurvet gevinst:

Det er det værste for mig.

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Rystet Spejl (2011)

rystet-spejl-forside

Her skulle egentlig have stået et digt
som jeg nu har kasseret
selvom det indeholdt
en rammende bemærkning om mine fjender
plus et par rigtig flotte linjer
som er typiske for min poesi
men hvad skal det til for
nu hvor syrenerne blomstrer
og jeg underligt nok er ældre
end min morfar nåede at blive
så iført hans koksgrå jakkesæt
går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelig ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.