Udgivet den Skriv en kommentar

140404: Anbefaling af Simon Grotrian, specielt Min næstes forår

Jeg sad lige og læste halvdelen af Simon Grotrians hæfte Arons Besættelse (udgivet i 2008), da jeg pludselig fik lyst til at læse nogle af hans salmer fra Natterøde Daxis (udgivet i 2013) i stedet. Mit yndlings er nok stadigvæk det første, der står i bogen, da jeg mener, at salmerne, efter min smag, fungerer bedst, når de rimer abab og ikke aabb, og sådan, men det er vel bare præferencer. Jeg elsker simpelthen Grotrians sprogbrug og nerve! Og specielt i dette digt, som jeg citerer nedenfor, når poesien op på et rigtig højt niveau:

Kald os nu tilbage til dit Paradis
ingen myretue står i vejen
vi har fået nok af vores sparegris
hovedpine over strengelegen.

Dér i admiralens kåbe troner du
livets Helligfader efter sneen
sommerblæsten dæmper vores trosbabu
når du går igennem os med leen.

Frugt er hængt tilbage på dit Kundskabstræ
Eva strikker lam af Djævlens øje
under viadukter og på Adams knæ
må de grønne fugle ikke støje.

Kald os efter markers brand til davregrød
hvilende i græs og papillotter
vi har rørt et alter med elektrisk stød
livet var en bededans på måtter.

Hér i dine arme flokkes høj og lav
hjorte på serafers sofapude
der er rødder under vores vandrestav
da blir alle sorger lukket ude.

Simon Grotrian, fra Natterøde Daxis side 5.

Specielt: “Dér i admiralens kåbe troner du/livets Helligfader efter sneen/sommerblæsten dæmper vores trosbabu/når du går igennem os med leen.” fremstår ualmindelig stærk for mig. Specielt sansningen med admiralens råbe, og selve posituren (at trone), og jeg får nogle glimrende associationer med at være kommet gennem en depression eller kulde (efter sneen), og hvordan glæden (digtet handler vel om en længsel efter døden) indfinder sig, når sommerblæsten dæmper “vores trosbabu” (jeg forestiller mig nogle mennesker, der længe har sunget, talt eller på en eller anden måde været meget højrøstet omkring deres tro, og hvordan alle disse udladninger pludselig dæmpes, da døden endelig indfinder sig). Ikke bare sansningerne, men rytmen går op i en højere enhed og får mig virkelig til at ryste med hænderne af begejstring og ærefrygt, når den sidste linje læses “når du går igennem os med leen.” Dét udtryk fremstår så rent og smukt, og det billede, jeg danner i mit hoved, sætter sig fast og bliver hængende efter endt læsning.

En af mine andre yndlingssalmer fra bogen er følgende, også titelløst:

Men fortiden ender jo altid på puden
og himlene lukkes i skridende øjne
vi stod ubehjælpsomt ved gærdet til huden
Vorherre har sendt os etikken at højne.

Vi nærmer os lyset i Paradiszonen
hvor bønnerne serves af englenes vinger
at trække sit vejr er at opfange tonen
der beder om liv, når hans regnbue svinger.

Men fremtiden løfter jo altid sin dyne
så fugle kan lette med udruget tømme
fra havet i brønden vil himlene lyne
og derfor passerer vi engle i drømme.

Simon Grotrian, fra Natterøde Daxis side 25.

Det er specielt linjerne: “Vi nærmer os lyset i Paradiszonen/hvor bønnerne serves af englenes vinger/at trække sit vejr er at opfange tonen/der beder om liv, når hans regnbue svinger.” der sætter noget i gang i mig, selvom resten af salmen også er fremragende. Jeg får sådan et indre billede af to personer, der på en måde svæver mod “Paradiszonen,” hvor bønner ses serves (som tennisbolde) af englenes vinger, hvordan de flyver i luften frem og tilbage, og hvordan en regnbue svinger  over dem. Det “at trække sit vejr” er at bede om livet, og jeg tænker dette scenarie som et, der findes efter døden, men at digter-, eller salmejeget, heh, higer tilbage mod verden igen og derfor kommer de sidste fire linjer:
“Men fremtiden løfter jo altid sin dyne/så fugle kan lette med udruget tømme/ fra havet i brønden vil himlene lyne/og derfor passerer vi engle i drømme.” At billede med englene er en drøm (at passere engle i drømme) eller måske et slags dødsønske, men alligevel er der en bevidsthed eller erkendelse af, at  fremtiden løfter sin dyne og dukker fuglene frem efter at have udruget en tømme (nudansk ordbog siger, at tømme er: en lang snor, oftest af fx læder som fastgøres til et trækdyrs bidsel sådan at dyret kan styres). Måske er det jeget, der holdes fast med en tømme, så han ikke søger mod englene? Who knows. Jeg er bare vild med det!

Nu vil jeg ikke citere yderligere fra Natterøde Dacis, men ellers er jeg kæmpemæssig fan af hans anden bog, Min næstes forår, fra 2013. På titelbladet står der “bønner,” hvilket egentlig mest betyder, at formen gør, at hver tekst starter med en henvendelse til Gud/Helligånden/Vorherre/Jesus og ender med et amen. Alt derimellem er en række opfordringer til alle mulige sprogligt geniale ting som virkelig får pulsen op hos denne læser. For helvede, jeg citerer sgu alligevel en enkelt tekst. Den hedder Vielse:

Vielse

Lad os sammen bede for dette smukke par. Kære Gud, må
livets forår drysse sine blomsterblade over to mennesker, der
elsker hinanden. Lad dem finde perlen bag skyerne, når det er
mørkt, for månen har aldrig svigtet nogen kærlighed, du lod
den slå rod bag vore stuer med en sky af skumhvide stjerner
omkring sig. Lad dagene blive talt og indgå i en lang række af
glæder under solen, sommer og vinter, giv dem børn at lege
med, hvis de ønsker det, og lad slægtens præg fejre med
genkendte øjenbryn og magnetkys, også når tordenvejret
blinker. Dette er en førstedag, og vi beder for, at lykken
velsigner dem med fremtid i åbne hænder, at ringene vil
smile om kap og skabe nullermænd om til anemoner, den
gave, vi holder varsomt, hvis dagene bliver slanke, og
smykkerne næsten ikke kan fyldes ud. Giv modspil ved
troen på Jesus Kristus, ord for ord ind i himmelhvælvet, dit
hjerte ser jo efter alle syndfloder, og det forvisser os om,
at dine intentioner med os altid er smukke og rene. Fyld da
gulvspanden med champagne, ryk de unge mennesker
sammen i et fællesskab, der aldrig ekskluderer nogen, men
trofast og tillidsfuldt våger om bierne, der snorker og derpå
bestøver skønheden, gildet i en implosion af trøske. Amen.

Simon Grotrian, fra Min næstes forår, side 37.

Ja, jeg faktisk påstå, at nogle af Grotrians bedste tekster er at finde i den bønnebog. Hold kæft, hvor det rykker! Specielt, når sproglig intensitvitet kombineres med en oprigtig tvivl og angst som får teksterne til at slå gnister. Jeg citerer lige endnu en tekst:

Bøn på jorden

Gud, du almægtige, i cirklen af valmuer bølger kysset,
hvem skal eje læberne? Hvem samler mine hænder op fra
markernes regnbuegløder? Lad aftenklokken sørge med mig,
mennesker trille forbi, og lad høsttiden brænde saligt, kun
flammedåb hjælper mod angsten, der er hemmelig som en
blotter. Lad din engel synge moderkærligt, jeg lægger mig
på vuggedødens skrabelod. Lad mig stråle indefra mod
nadverstjernens dunkende firmament. Du åbner øjesøvnen
i alt det fortabte, hvælv et medicinskab af savner over min
bedøvede sjæl. Lad Karlsvognen rumle med min kiste,
mælkevejen vibrere som en ballerina. Da må du, o Gud, ved
min næstes tryk og sveden øse himlens bug i vore kopper. Jeg
ser, at hjerteblodet daler mod bunden, værn om dine lys, for
solen når mig til halsen. Amen.

Simon Grotrian, fra Min næstes forår side 10.

I forhold til selve formen, at teksterne nærmer sig prosadigte, minder Min næstes forår om Grotrians bøger Melatonin og Ofelialåger som begge er essentielle i min læsning, men den afgørende forskel er, at han i denne bog gør brug af bydeformen (Lad aftenklokken sørge med mig,/
mennesker trille forbi, og lad høsttiden brænde saligt, kun/ flammedåb hjælper mod angsten), og denne metode gør plads til en helt anden fornemmelse af desperation, angst og tvivl som ikke på samme måde er til stede i de øvrige udgivelser. Min næstes forår fremstår, for mig, ret mørk, men alligevel skaber sprogbruget og fantasien håb, og de mange fantastiske poetiske billeder kan man klamre sig til i de mørkeste stunder og til sidst sammen med Grotrian føle, at “solen når til halsen”. Min næstes forår er desværre ualmindelig overset af anmeldere og læsere i 2013, men jeg vil hvert fald klart, klart anbefale den til alle poesiinteresserede, da teksterne fremstår utrolig inspirerede og nødvendige, hvilket han ellers har været kritiseret for ikke at være i andre udgivelser. Jeg venter spændt på endnu en bønnebog! Den har hvert fald en masse at skulle leve op til!

4. april 2014 kl. 20:36

Udgivet den Skriv en kommentar

140328: Afslag fra Forlaget Spring

Jeg kan vel ligesom godt dele det med jer: Jeg har lige fået et afslag på et manuskript fra Forlaget Spring. Jeg sendte ind for 11 uger siden og har ellers holdt indsendelsen totalt hemmeligt. Jeg har tjekket postkassen fuldstændigt galningeagtigt efter den fjerde uge, men med det samme resultat. Det drev mig mere eller mindre til vanvid; hvad hvis jeg fik et afslag? hvad hvis jeg fik faktisk fik digtsamlingen antaget? Til sidst ønskede jeg bare et eller andet form for svar. Nu kom det, et standardafslag, hvilket selvfølgelig gør mig ret ked af det, da jeg var virkelig opsat på, at der endelig skulle ske noget i mit såkaldte forfatterskab. Det gør der så ikke alligevel, og jeg må væbne mig med yderligere tålmodighed. Dog skal jeg først lige have tudet en anelse mere, for så at ryste tristheden af med vredevredevrede og til sidst nå frem til en klarhed, hvor jeg så kan finde ud af, hvad mit næste træk bliver. Jeg er føler mig totalt brændt til aske, men vent og se; jeg er Fugl Føniks.

Ellers har det været sådan, at jeg ikke rigtig har kunnet gå i gang med at sende digte til Slagtryk og OVBIDAT før, at jeg fik svar, og det samme gælder andre projekter. Det kan jeg gå i gang med nu, og ellers må jeg huske, hvad en klog mand engang sagde. At man på en måde skal være glad for at få et afslag, da det betyder, at manuskriptet ikke var stærkt nok, og når man ser tingene lidt oven fra, er det faktisk bedst på længere sigt, at man udsætter debuten. For når den så udkommer, virker den langt bedre end, hvad det afviste manuskript kunne. … Så først gennem gråden og tristheden, så vreden, så klarheden og til sidst glæden. Jeg har stadig masser af esser i ærmet!

II

Det har været utrolig svært ikke at måtte fortælle om manuskriptet til nogen, men jeg tænkte, at det måske ville være bedst at holde kortene helt tæt ind til kroppen. Hvis jeg havde sagt noget om det, ville andre måske også havde fået (falske) forhåbninger på mine vegne og, som jeg selv, have undret sig over den lange svartid. I forhold til sidstnævnte kan jeg sige, at de skrev på deres hjemmeside, da jeg sendte ind i januar, at der ville gå 4-6 uger, men det er så lige har lavet det om til 6-8 uger i stedet for, hvilket er meget rimeligt.
Det er sgu ret spøjst, hvordan noget kan virke frustrerende i øjeblikket, men faktisk være ganske frugtbart på længere sigt. Da jeg ikke rigtig fik svar, begyndte jeg at spekulere over, hvad jeg mon ville gøre, hvis jeg fik digtsamlingen antaget, eller hvis jeg fik et afslag. På den måde har jeg på forhånd fået tænkt situationen temmelig godt igennem, så jeg har nogle klare ideer til, hvad jeg nu kan foretage mig. Faktisk føler jeg mig en anelse lettet over at kunne gå i gang med noget nyt uden, at dette skulle spænde ben for en større digtsamling på et forlag. Alligevel kom denne tristhed og følelse af mindreværd og utilstrækkelighed som et chok for mig, for jeg troede egentlig, at jeg kunne bevare min “cool” i situationen. Det kunne jeg ikke. Jeg sad og prøvede at spise noget pasta, imens tårerne bare pressede sig på, og så måtte jeg give mig helt hen til fortabelsen. Men det er egentlig kun godt, for det betyder, at afslaget ikke er ligegyldigt for mig. At det her betyder noget, og det, hvilket gik op for mig efter de værste malmstrøm af tårer havde lagt sig, fik mig til at tænke, at jeg ikke kan holde op med at skrive, og at jeg ikke vil holde op med at sende manuskripter til forlag, og at intet i denne verden kan få mig til at opgive mine mål. Hvis dette er et bjerg, så bliver jeg ved med at klatre!

Samtidig må jeg også være lidt selvkritisk og tilstå, at cirka halvdelen af digtene måske ikke er helt så stærke. Bevares, jeg kan selv rigtig godt lide dem, de fleste har været med i nogle af mine hæfter eller i tidsskrifter, men det er nok på tide at give slip på dem, så noget nyt kan komme til. Jeg har stadig så forfærdelig meget at sige, så meget energi og poesi presser sig på for at rydde bordet for gamle digte. Keep calm and carry on, siger jeg til mig selv nu. Jeg har faktisk også en hel digtsamling liggende. Nyt Terræn som jeg skrev tilbage i december 2013. Jeg har endnu ikke rigtig fået læst og rettet den igennem, men den kunne sagtens blive sendt ind til Spring eller et andet forlag på et senere tidspunkt. Måske endda bare for sjov, imens jeg skriver løs på en masse andre projekter. Hvem ved, hvad det mon kunne ende med? Et afslag? Hah, så kan jeg hænge det op ved siden af det andet og bruge det som motivation til at blive ved og blive ved med at blive ved! Underligt nok har dette givet mig et skub, sat noget i gang i mig, og jeg er glad for endelig at kunne sætte i bevægelse igen efter at have ventet ved den postkasse i 11 kolde uger. Nu er foråret for alvor over os, og det bliver sommertid mellem lørdag og søndag.
Noget lidt ærgerligt ved manuskriptet og afslaget er, at jeg efter at have sendt brevet af sted i januar har skrevet en masse nye digte, hvor der er en del af dem som jeg ret godt kan lide. Hvis jeg blandede dem sammen med de bedste af det afviste manuskript, kunne der ske ting og sager, men det vil jeg vente med til sommer. Lige nu vil jeg skrive løs, kigge på Nyt Terræn og eventuelt sende det ind til Spring, sende digte til tidsskrifter og så ellers overveje at lave endnu et hæfte eller to. Jeg har faktisk både titler, omslag og alting parat, men endnu ikke sat digtene sammen, og jeg har masser liggende. Måske er det ikke min skæbne at debutere som 23- eller 24-årig, men først når jeg 25. Måske endda senere. Det finder vi jo nok ud af. Men ja, nu har jeg vist allerede løftet sløret for en del af mine ideer og planer, og så må vi se, hvad der nu sker. Kampen er tabt, men krigen er ikke blevet afgjort!

Keep calm and carry on.
Keep calm and carry on!

28. marts 2014 kl. 20:29

Udgivet den Skriv en kommentar

140316: Shelley-citater fra Et forsvar for digtekunsten

“En Historie om bestemte Fakta er et Spejl, som slører og forvrænger det som skulde være Skønhed; Poesien er et Spejl som gør det forvrængede smukt.”

‒ Percy Bysshe Shelley, fra Et forsvar for digtekunsten

“En Digter er som en Nattergal, der sidder i Mørket og forsøder sin Ensomhed med liflige Toner; hans Tilhørere fortrylles af den usynlige Musiker, de føler sig bevægede og blidt stemt, uden at sanse hvorfra Lyden kommer.”

‒ Percy Bysshe Shelley, fra Et forsvar for digtekunsten

“Sorg, Rædsel, Angst, Fortvivlelse er ikke sjældent Udtryk for noget, der ligger snublende nær ved det højeste Gode. Det er det, der bestemmer vor Sympati i den tragiske Digtekunst. Tragedie fryder os ved at vække Mindelser om den Nydelse, der findes i Smerten. Her finder vi ogsaa Kilden til den Melankoli, som er uadskilleligt forbunden med den mest sødmefyldte Melodi. Ja, jeg vil gaa saa vidt at sige, at den Nydelse, der findes i Sorgen, er skønnere end den, selve den lystbetonede Nydelse fremkalder hos os. Det maa være det, der menes, naar man siger: “Det er bedre at gaa til et Sorgens end til et Festens hus”. Ikke at den højeste Form for Nydelse nødvendigvis er knyttet til Smertefølelsen. Kærligheden og Venskabets Glæder, Begejstringen over Naturskønhed, den Fryd man føler ved at tilegne sig eller endog skabe Poesi, er ofte ren og ublandet.”

‒ Percy Bysshe Shelley, fra Et forsvar for digtekunsten

“Idet Poesien omdanner alt det, den rører ved, forskønner den selv det mest deforme, den forener Jubel med Rædsel, Sorg med Glæde, Evighed med Foranderlighed, alt uforeneligt tvinges sammen under dens lette Aag. Dens hemmelige alkymi forvandler de giftige Vande, der strømmer fra Døden ind i Livet, til Læskedrikke. Hvor Verden synes dagligdags og gammelkendt, løfter den Sløret, saa dens slumrende Skønhed, Aanden i Formerne, lægges blot.

‒ Percy Bysshe Shelley, fra Et forsvar for digtekunsten

Jeg sad og lynlæste Et forsvar for digtekunsten af Shelley her i går, og undervejs skrev jeg de ovenstående citater ned. Det er ikke nødvendigvis sådan, at jeg tager udmeldingerne for gode varer 1:1, men jeg synes, at de hver især siger et eller andet om, hvad jeg også mener om digtningen og digterens rolle. På den måde er det altid brugbart at reflektere. Du ved, tænker over tingene, men også at spejle sig i andres menneskers tanker og udtalelser, da noget hænger ved, noget bliver tilbage som er én selv. Og nu deler jeg citaterne her, så andre også har mulighed for at spejle sig. Jeg håber, at noget bliver hængende 😉

16. marts 2014 kl. 00:30

P.S. Det sidste citat er mit yndlings. For nu.

Udgivet den Skriv en kommentar

140312: Oversæt Keats, Shelley og Byron til dansk!

Jeg er begyndt på Engelsk A på KVUC, hvilket er meget spændende. I dag læste vi Shakespears Sonet 18, og efter undervisningen gik jeg på jagt efter hans øvrige digte. Skuespillene kan jeg ikke lige overskue at læse på originalsproget, men måske nogle korte digte hist og her. Jeg fandt dog ingen passende bøger i antikvariaterne på Fiolstræde, så i stedet købte jeg nogle bøger af Percy Byssche Shelley som jeg havde haft et godt øje til i et stykke tid. Nu har jeg vist hans samlede forfatterskab stående, meget fint. Det er dog lige gået op for mig, efter at have søgt lidt på nettet, at der ikke rigtig findes nogen oversættelser af John Keats, Shelley og andre bøger af Lord Byron end Don Juan på dansk. Det undrer mig ret meget, da de har en ret stor betydning for hvert fald den engelske litteraturhistorie. På den anden side er deres digte måske en anelse gammeldags i forhold til den mere moderne digtning, og derfor ville det kede den almindelige læser anno 2014. Det ville være ret cool, hvis nogen kastede sig over dem og prøvede at få poesien til at klinge på dansk. Jeg tror dog, at jeg selv ville have svært ved at finde interesse i decideret at oversætte digtene, da der jo ikke ligefrem er tale om vild surrealisme som jeg ellers holder meget af. Men måske kunne jeg gendigte nogle af dem for sjov. Hvis gendigtningen ikke holder sig tæt opad originalen, kan jeg altid lave egentlige improvisationer, der bare har originalen som jord, men som selv spirer vildt og sjovt og vanvittigt. Det kunne sikkert være en fin beskæftigelse, når jeg ikke har andet at lave. Ellers vil jeg anbefale, at andre går i gang med et lignende projekt, da det sgu er ret spøjst, at deres digte ikke findes i en dansk udgave. Sådan en burde have været udgivet for 100 år siden, hvert fald! Ellers kan jeg meddele, at vi i engelsk snart skal læse uddrag fra Romeo og Julie, og det teaterstykke er hvert fald blevet oversat mange gange. En klassiker! Ligesom Keats, Shelley og Byron. Nu vil jeg nyde den sidste rest af dagslys før, at skumringen begynder, og så finde ud af, hvad jeg skal lave resten af aftenen. Jeg håber, at I har det fremragende derude, og læs en masse poesi! Det er vigtigt for både hjernen og hjertet!

12. marts 2014 kl. 17:23

Udgivet den 1 kommentar

140301: Digital demens

Nu har jeg i adskillige blogindlæg udtrykt bekymring for den teknologiske udvikling i forbindelse med børn og unge, men også hvordan computere, telefoner, ipads mm. påvirker os intellektuelt og følelsesmæssigt som voksne. Der er langt mere at grave frem, og jeg tror, at jeg kunne være langt mere velformuleret omkring dette. Dog fandt jeg denne artikel, der i høj grad bekræfter mine bange anelser: http://www.optikerforeningen.dk/Mit-syn.aspx?PID=8414&M=NewsV2&Action=1&NewsId=934

Jeg bliver vildt forarget, når jeg ser små børn sidde med en ipad på skødet, imens de laver “plastikplader” på skærmen. Den leg, hvor man normalt har en plade med takker som man så putter plastikperler i forskellige farver på, så barnet må skabe  sine egne former og mønstre. Efterfølgende plejer man så at stryge pladen med et strygejern, så dutterne sidder fast, og man kan hænge resultatet op eller lægge dem til side. Nu er den leg ovre og er blevet erstattet af en app til Ipaden ligesom rigtig mange andre lege. Som der står i artiklen:

Børn har brug for sensoriske og motoriske erfaringer. Når de rører ved træværk eller metal lærer de om hvordan overflader føles. Det at swipe over en flad skærm er en meget enkel handling sammenlignet med at løfte en blyant eller holde om et æg uden at knuse det. Swipen udfordrer ikke hånden som sanseorgan for på skærmen er der ikke noget at sanse.

Swipingen stimulerer ikke udviklingen af sanser, motoriske evner, tankevirksomhed og kreativitet tilfredsstillende. Børn bør hellere lære at bruge hænderne på gammeldags vis mener Spitzer.

Jeg har ikke kunnet få øje på nogen som helst debat eller diskussion om det her nogen steder. Det lader ikke til, at nogen reflekterer over det inde på Facebook eller i medierne som sådan, og jeg synes, at det er dybt tragisk, at så mange mennesker overser dette kæmpemæssige problem, der ikke kun påvirker vores børn. For der findes også unge, der har meget svært ved at huske, hvad de render rundt og laver, da de sidder for mange timer foran computeren. Det påvirker hjernen på en utrolig uhyggelig måde. I artiklen står der også, at folk ikke rigtig husker den information som de googler sig til på internettet, da de “jo altid bare kan søge efter den igen”. Nej, viden skal sidde fast! Jeg kan huske, da jeg gik på HF, at mine kammerater skrev noter på deres computere i stedet for at lytte efter, hvad læreren egentlig sagde, for efterfølgende at lagre det i “langtidshukommelse” ved at tænke over, hvad de havde fået at vide. Netop forskellen på korttids- og langtidshukommelsen er ekstrem vigtig, når det kommer til indlæring. Viden skal nå frem til sidstnævnte for at blive hængende, men desværre når den sjældent frem, hvis man ikke tænker over eller gør brug af den viden, man har fået, og så forsvinder den igen. Jeg var helt lamslået over at tale med de andre i frikvarterne og opleve, hvordan de ikke kunne huske noget som helst af, hvad vi ellers havde lært i undervisningen. Viden skal ikke være på hjemmesider eller i noter, men i hjernen, parat til at bruges. Det er en fuldstændig forkert retning som undervisningen, og den menneskelige samvær i øvrigt, er på vej imod:

Hvis det stod til Spitzer burde der ikke være PC’er eller iPads hverken i klasserummene eller børnehaverne.

Alene udtrykket “digital demens”. Sådan en “sygdom” må for helvede aldrig nogensinde komme til at eksistere. Vi må for helvede stoppe denne sindssyge afvikling af den menneskelige bevidsthed NU. Problemet er, at hvis man drøfter dette i artikler, debatfora og så videre på internettet, så glemmer folk, hvad de lige har læst, så hvordan ville den viden, endsige dette blogindlæg, blive tilbage i folks hukommelse? Det er forfærdeligt! Sluk dit TV, sluk din computer, sluk din smartphone, sluk din iPad. Læs fysiske bøger, gå ture, snak med andre mennesker på den “gamle” måde. Ikke via en skærm eller en telefon. Se dem i øjnene, ikke i skærmen. Mærk dig selv og omgivelserne og naturen. Jeg er desuden indigneret over, at der ikke skrives noget om dette i den nye litteratur. Det lader til, at de fleste bare accepterer disse vilkår uden at være kritiske over for dem. Hvis vi netop ikke får skærpet vores kritiske sans via litteraturen, kommer vi aldrig frem til erkendelsen af, at teknologiens afvikling af den menneskelige bevidsthed er en kæmpemæssig trussel for det moderne menneske. Vågn nu op, forfattere og digtere!

1. marts 2014 kl. 13:15

P.S.

Jeg har fundet følgende interessante links:

http://www.dnaindia.com/health/report-are-mobile-phones-and-tablets-ruining-your-childs-development-1871227

Recently, on a counselling discussion group I read that a child, who came into the play room, looked around and asked the counsellor where she kept the iPad or tab or if she had an android phone the child could play with. When the counsellor replied that the child could choose to play with any of the play materials (paints, play dough, dolls house etc.), the child looked confused. On talking with the child, she realized that the child had never played with paints or dough and had spent time playing only on these electronic devices. I have had similar experiences with my young nieces and nephews who know how to operate electronic devices with an expertise that may confound adults. But these same children find it difficult to converse in social settings or make appropriate decisions in the real world.

What happens when due to electricity cuts or battery drain the device stops working? Or the device becomes outdated? We see temper tantrums, the lack of patience in children till a substitute can be found or a blank stare when we suggest them to think about how they can amuse themselves! Our children are becoming socially inept to deal with situations as they require immediate solutions – it’s easier to unfriend someone on their social network rather than work out the issues between friends.

Følgende link handler om afhængighed af smartphones, men også lidt om afhængighed af internettet:

http://www.medscape.com/viewarticle/804666#1

Og endnu et link: http://en.wikipedia.org/wiki/Internet_addiction_disorder

1. marts 2014 kl. 16:48

Udgivet den 6 kommentarer

At udgive digtsamlinger selv

[Edit d. 17. august 2016: Hvis du gerne vil lave din egen digtsamling eller bog og vil vide, hvordan man rent teknisk sætter sådan en bog op, har jeg netop fundet en fantastisk guide til det.
Link her: http://www.onlinepdf.dk/books/viewpaid.aspx?onlinepdf=40c69a5d-41e8
[Alternativt link her: https://www.scandinavianbook.dk/content/scb/saadan-laves-en-bog.htmlx] Man kan både få trykt sin digtsamling som et hæfte (på maks 64 sider) eller en egentlig bog. Jeg selv anbefaler http://www.lasertryk.dk/ til hæfter og Scandinavianbook.dk til bøger. Priserne kan ses derinde. De afhænger selvfølgelig af størrelsen af oplaget (antallet af eksemplarer, man ønsker at få trykt), hvor mange sider, der skal være, og så videre. Jeg anbefaler, at man sætter bogen op i Word, men man kan også gøre det med Openoffice eller libreoffice.
Nedenstående er en blog, jeg skrev efter at have udgivet to digtsamlinger i privattryk. I september 2016 når jeg op på min ottende samling i privattryk alt i alt, så jeg har indsamlet langt mere erfaring nu. Derfor skal følgende blogindlæg nok mest læses som de refleksioner og tanker, jeg havde dengang, jeg for alvor kastede mig ud i at lave digtsamlinger for egen regning. Og ikke en how-to-guide. Jeg har lagt mærke til, at dette blogindlæg får besøg og bliver læst med jævne mellemrum, så jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte gribe ind og guide jer i den rigtige retning, hvis I ønsker at lave jeres egen bog. Alt, jeg ved sådan rent teknisk, står beskrevet i PDF’en, der er linket til som det første øverst. Hvis I har yderligere spørgsmål, anbefaler jeg at rette henvendelse til Scandinavianbook.dk eller Lasertryk.dk. De har en helt fantastisk kundeservice, hvor man får hurtigt svar. Og man kan stille så mange spørgsmål, man ønsker!

Hav det godt derude! 17. august 2016 kl. 15:05]

Omkostninger og dyrekøbt erfaring
Jeg synes, det er ret interessant at udgive hæfter for egen regning, da der ligesom er nogle andre ting, man skal forholde sig til. Hvis man har fået antaget et manuskript hos et forlag, så er det op til dem at lave sideopsætning, omslag og tænke over, hvordan papirkvaliteten, omslagets robusthed mm. skal være i forhold til økonomien. Ofte kan et forlag sætte digtsamlingen op præcis, som de vil, fordi der er nok penge i kassen. Det forholder sig ganske anderledes, når man uden de store summer skal lave et kompromis mellem kvalitet og det, man faktisk har råd til. Jeg har selv prøvet at få trykt to digtsamlinger selv, og jeg lærte sindssygt meget af at få den første trykt. Man begår sådanne “smukke fejl”, fordi man ikke vidste bedre, da man begik dem, imens man efterfølgende har fået sig et større perspektiv. Måske Minder, min første bog, fik jeg trykt i februar 2010 for den nette sum af 12000 kr. Jeg havde d. 19. juni 2009 fået adgang til min børneopsparing, og det fremgik af de fleste hjemmesider, jeg besøgte, at prisen for at få trykt sin egen bog lå omkring det beløb. Derfor tænkte jeg ikke videre over det, men gjorde mig meget umage med sideopsætning, omslag, digtenes indhold og kvaliteter mm. Jeg fik bogen trykt hos Frederiksbergs Bogtrykkeri. Senere stiftede jeg bekendtskab med Forlaget Nulpunkt, der fik trykt sine bøger hos Scandinavian Books. Også et forlag som Kronstork får trykt deres bøger der. Omkostningerne er laaangt mindre. *Jeg går lige ind på deres hjemmeside og tjekker: scandinavianbook.dk . 4284 gange med 1,25 (momsen skal lige med) er 5355 kr.. Med prøvetryk, fragt og gebyr bliver det sådan cirka 6000 kr. For 350 eksemplarer. Alligevel var det ikke denne løsning, jeg brugte, da jeg skulle få trykt Insomniasuiten. Der findes endnu bedre tilbud! Hos Scandinavianbooks moderselskab, LaserTryk, kan man bestille hæfter, der er i udmærket kvalitet, men samtidig langt billigere. Jeg tror, at det var via Simon Grotrians hæfter, at jeg fik ideen til at udgive en digtsamling i sådan et format. Jeg fik trykt 100 eksemplarer af Insomniasuiten for 1400 kr. i alt. Det viste sig dog, at omslagspapiret ikke var særlig stærkt, og at jeg burde have bestilt “4 siders omslag på andet papir”. Hæfterne faldt fra hinanden, når man bladrede i dem, hvilket jeg brokkede mig over, så jeg fik en rabatkode på 500 kr. til næste gang, jeg bestiller noget hos dem. Løsningen på hæfternes skrøbelighed var, at jeg satte sådanne nogle klemmerygge på dem, så de blev mere robuste. Faktisk passede disse sorte klemmerygge rigtig godt til omslagets motiv og farve, så det var der intet i vejen med! Og de 500 kr., jeg fik i rabatkode, dækkede omkostningerne i forbindelse med at skulle købe disse klemmerygge.

Hvad jeg lærte af at få trykt Insomniasuiten

Næste gang, jeg skal få trykt et hæfte, bestiller jeg 100 eksemplarer med 140g Cyclus, fordi denne papirtype er en anelse mørkere i farven end den 130g Silk, som Insomniasuiten er trykt i. Det er meget godt, at papirfarven ikke er kridhvid, da det godt kan skære i øjnene, så det har jeg lært af. Samtidig bestiller jeg hæftet med 4 sider på andet omslag og i 300g Silk, da det er langt mere robust end det 130g Silk, jeg fik Insomniasuiten i. Jeg ved dog ikke på nuværende tidspunkt, om jeg vil betale lidt ekstra for at få farver på omslaget, men det må jeg se nærmere på senere.

Inspiration til det kreative ved at tænke på det praktiske

Det spændende ved at forholde sig til sideantal, papirkvalitet mm., når man skal til at skrive på en ny digtsamling, er, at man får en række forskellige ideer til, hvor lange manuskripterne skal være. F.eks. kunne jeg skrive en digtsamling på 28 sider i alt, og det ville koste mig mindre, end hvis jeg fik lavet en på 40 sider. Samtidig kunne jeg få trykt denne digtsamling i kun 50 eksemplarer, hvilket vil få de samlede omkostninger ned til et niveau, hvor jeg kan sælge hvert eksemplar for 60 kroner i stedet for 120, som jeg sælger Insomniasuiten for. Desuden kan man vist spare penge på at få trykt to digtsamlinger på en og samme tid, hvilket igen gør, at jeg tænker over, hvordan man kan skrive to manuskripter på cirka 52 sider hver uden, at de hver især mister styrke, men er stærke på egen hånd, men også i forbindelse med hinanden. Samtidig tænker jeg på, hvad manuskripterne skal hedde. Jeg har de seneste uger tænkt meget over titler, længden på digtsamlinger, om jeg skal få trykt en meget kort digtsamling på 28 sider eller en på 60 sider, og hvor meget det vil koste.

Det kan være ret inspirerende at vide, at man netop nu skriver på en digtsamling, der skal være på cirka 22 digte, og at de 22 digte skal kunne noget på egen hånd. Det gør, at man tænker lidt anderledes over skriveprocessen, da man har en række krav til, hvad slutresultatet skal være. Omvendt kan det være spændende at skulle skrive 50 digte fordelt på 60 sider, da man må have en mere “episk” tilgang. Digtene skal være mindre “statiske”, men i højere grad i bevægelse. De kan flyde ud i hinanden og tilsammen fortælle en udviklingshistorie eller grave dybt ned i et emne, imens en digtsamling på 22 digte i højere grad skal være bestå af digte, der kan og vil noget på egen hånd.

Så på den ene side opstår der en række ideer, som praktisk set kan lade sig gøre. Netop det sidstnævnte kan være ret inspirerende. Hvad kan i det hele taget lade sig gøre? Hvad er muligt økonomisk set? Begrænsninger kan i mange tilfælde være inspirerende til at fuldende digtsamlinger. Jeg er typen, der render rundt med tusinde ideer i hovedet, men som ikke i så høj grad vælger en eller to ud for at færdiggøre dem nu og her. På et eller andet tidspunkt sætter jeg mig fast på en, som jeg så arbejder videre med, indtil jeg enten gør den færdig eller forkaster den. Det kan være titlen på en digtsamling kontra dens indhold, eller længden på en digtsamling i forhold til sprogbruget. Skal digtene være lange eller korte? Skal der stå to digte på en side, eller skal de have meget plads?

Frihed og plads til at være sig selv!
Og her når vi frem til et andet aspekt af selv at udgive, som jeg faktisk først ville have skrevet om, men så kom det økonomiske perspektiv ind over og hijackede blogindlægget. Da jeg havde en aftale med Forlaget Nulpunkt om, at min næste digtsamling skulle blive udgivet hos dem, var jeg nødsaget til at overbevise redaktøren om, at de digte, jeg sendte til ham, var gode. Det betød, at jeg i mere eller mindre grad begyndte at forholde mig til hans smag i digte. De, jeg rettede og sendte til ham, var påvirkede af dette. Jeg forsøgte at skrive få linjer, der sagde så meget som muligt, eller jeg forsøgte at skrive digte, hvor der var meget mellem linjerne. Det var imidlertid slet ikke min stil, og jeg følte mig ikke forløst, når vi diskuterede digtene. Men hvad kunne jeg gøre? Et digt, jeg var smaskforelsket i, affærdigede han med, at det ikke fungerede!

I juli 2012 tog jeg til Århus, hvor redaktøren bor, for at diskutere det seneste manuskript, jeg sendte til ham. Ud af de cirka 70 tekster, endte vi nede på 30, som så blev antaget. Efter at være kommet hjem og rettet digtene ud fra hans henvisninger (han havde streget en del ud (hvilket jeg ikke var så vild med)), sendte jeg en ny version til ham, som han antog dagen efter (cirka d. 26. juli). Sidenhen hørte jeg ikke fra ham. Jeg var gået i gang med at lave sideopsætning, fordi jeg ikke ønskede, at en anden skulle “forpurre” mine digte ved at sætte dem latterligt op. Så hellere gøre det selv. Han havde tidligere “gået under jorden”, så da han fra og med d. 1. september ikke loggede ind på hjemmesiden BlackMarket, hvor vi havde ført vores hidtidige korrespondance, så gik det op for mig, at jeg næppe kom til at høre noget fra ham længe. Det har jeg i øvrigt heller ikke endnu (det er d. 24. november 2012 i dag!). D. 27. september besluttede jeg mig for at udgive digtsamlingen i hæfteformat d. 31. oktober, da jeg ikke længere kunne vente på at høre fra ham. Jeg havde været i gang med digtsamlingen siden januar 2010, og jeg følte, at jeg absolut skulle få digtsamling ud NU for at komme videre med mit forfatterskab. Der var en række digte, jeg skulle have af banen før, jeg kunne gå i gang med en ny måde at skrive digte på, som jeg lige havde “opdaget”. Men da der ikke længere var en redaktør at skulle forholde mig til, gik jeg i gang med at revidere alle digtene i forhold til “mit nye sprog”. Jeg fik ryddet GEVALDIGT op! I hele oktobermåned sad jeg og skrev en række nye digte, genskrev de gamle og fjernede en masse, der ikke sagde mig noget mere. Da jeg så d. 26. oktober modtog hæfterne, som jeg havde bestilt fire dage før, gik jeg rundt med en fantastisk mavefornemmelse. Specielt efter, at jeg havde genlæst det originale manuskript, der burde have været blevet udgivet på Nulpunkt. Det sagde mig absolut ingenting! Jeg ville være led og ked af det, hvis de digte var blevet udgivet, fordi de ikke var skrevet med min egen stemme. Egentlig var det et amputeret og handicappet manuskript, som jeg på ingen måde kunne stå inde for. Grunden til, at jeg alligevel ville få det trykt dengang, var, at jeg så længe havde befundet mig i en ørkenvandring af en skriveproces, og at jeg alt for længe havde skrevet på en digtsamling, der bare ikke ville blive færdig, fordi redaktøren havde været en stopklods. Da redaktøren så endelig blåstemplede manuskriptet, ville jeg ikke lave noget om i frygt for, at det ville udsætte udgivelsen, og jeg SKULLE bare videre! Nu er jeg imidlertid sindssygt glad for, at det gik anderledes med det manuskript, og at jeg kunne skrive netop den slags digte, jeg ønskede at skrive.

Jeg vil lige dele et par digte, der tydeligt viser, hvordan det, at jeg ikke havde nogen redaktør, gjorde, at jeg skrev langt bedre digte. Her er nogle eksempler. Den første er den originale, som skulle være blevet udgivet på Nulpunkt, imens den anden er den, jeg selv fik rettet mig frem til:

Under Isen

 

På søens bund snorker en fugl

talebobler mod bredden

 

i en af dem ligger hun

med melodier i stedet for hår

 

hver gang jeg skærer i isen

 

flytter boblen sig.

Under Isen

 

På bunden af søen ligger hun i en taleboble

med melodier vævet ind i sit hår

 

her kravler kulden som roterende barberblade

ind under min frakke

men des mere jeg stirrer på isen

rykker boblen sig nærmere

 

hverdagen kaster en snebold

på størrelse med en meteor imod mig

paralyseret ser jeg mod dybet

mens hver af mine celler messer hendes navn

med et tordenbrag af ynde

bryder hun op gennem isen

fællessangen fra hendes manke

er endnu dirrende knytnæver

lavinekuglen slår hun let i stykker

med sin kærlighed som baseballbat

 

mellem de millioner af dalende snefnug

ligner vores omfavnelse en tændt cigaret

fordi kys stadig får os begge til at rødme

med dampe som lavendelparfume omkring os

ser vi op mod den udfriede blåvejrshimmel

og begynder at svæve.

 

Ceremoni

 

At fremelske

dine øjenvipper af

paralyserede fugle

er at knirke en tilstand

i min ingenting og

spirrevippe et krav

om selvstændighed

 

græsset brænder med

ceremoniel bevidsthed

 

jeg bevæger mig nu.

 

Ceremoni

 

Når depressionen står i frontallappen

og dirigerer sine børn ud i min krop

rydder jeg op i min erindring

med fortrydelsespiller  . . .

alkoholen lægger mig som en kabale

hvor hjerterdame altid mangler i kortene  . . .

 

men jeg ønsker at fange nuet med fiskesnører

brænde det indre mørke med punksmil

trække en tordensky ned fra himlen

bruge den som et halstørklæde

når jeg begiver mig ud i dagen

med dagdrømmene som et tveægget sværd

for ikke bare at grave gange i tomrummet

 

derude ældes træerne med ceremoniel bevidsthed

men selv de kan ikke spole deres sekunder tilbage  . . .

 

 

jeg bevæger mig nu.

De forskelle, man tydeligt kan se mellem de to versioner, går gennem HELE Insomniasuiten. Alle digtene er blevet genskrevet, så de bedre matcher, hvordan jeg egentlig skriver. De andre og første versioner er meget præget af redaktørens forventninger og hans egen smag. Nu føler jeg mig fri og mig selv, og det er den bedste fornemmelse, jeg nogensinde har haft!

Privattryk sat over for “offentlige udgivelser”
Noget andet, der er fremragende ved selv at lave disse hæfter, er, at de netop er privattryk! Hvis jeg en dag får antaget et manuskript hos et forlag, vil den digtsamling være min “offentlige debut”, og ingen vil bekymre sig om alle disse digtsamlinger, jeg ellers har skrevet, da de jo ikke er “rigtige bøger”. Det kan jeg kun bruge til min fordel! Jeg er stadig på jagt efter mit tonefald, når det kommer til digte, men jeg er ikke typen, der gennem flere år samler en række digte sammen og overjegsagtigt retter dem for SÅ at sende et “perfekt” manuskript ind til et forlag. Digtene vil sikkert alligevel ikke blive antaget, da jeg ville mangle “en skrivemæssig erfaring”, man kun kan opnå ved at udgive digtsamlinger og lære fra dem. Se bare på Strunges forfatterskab! Uden Livets Hastighed, ville Fremtidsminder og Skrigerne ALDRIG have været blevet på den måde, de endte med at være. Strunge ville fortsat have skrevet på Livets Hastighed i stedet for at komme videre. På den måde ville Vi Folder Drømmens Faner Ud og hans øvrige digtsamlinger ALDRIG have set dagens lys. Man er ganske enkelt nødsaget til at få trykt sine digtsamlinger for at kunne forsætte sin udvikling. Rigtig mange digtere går i stå, fordi de roder rundt med det samme manuskript i årevis. Det skal man for alt i verden undgå. Ud med det! Og lær! Der findes dog mennesker, der ikke har noget imod at pusle med en digtsamling gennem længere tid, og det er fint nok. Jeg er bare langt mere rastløst og umiddelbar. Derfor giver det god mening at ville udgive 1-2 hæfter om året, da hver digtsamling peger mig i en ny retning. Samtidig er det utroligt forløsende at kunne få afsluttet et forløb, en skriveproces, en sindsstemning via et “produkt”/et endemål. Jeg bliver ganske enkelt mere motiveret til at skrive og rette en række digte, fordi jeg ved, at digtene vil blive trykt og virkeliggjorte, når jeg selv føler, at tiden er inde. Hvis jeg sagde til mig selv, at der vil gå årevis før, jeg alligevel blev færdig med manuskriptet (fordi redaktørerne på store forlag sætter ulidelige krav til en, som man ikke aner, hvordan man skal kunne leve op til), så ville mit skrivetempo nok ikke falde, men jeg ville nok snarere blive ret desillusioneret, fordi jeg ikke ville føle, at jeg bevægede mig overhovedet. Som at man langsomt bliver lagt ned i sin egen grav før, man overhovedet nåede at være levende. For at skrive i årevis på et manuskript føles, for mig, som at gå rundt i en ørken i evigheder. Man mister modet og lysten til at fortsætte, for hvad nytter det overhovedet? Derfor er det langt mere forfriskende at kunne skrive på en digtsamling nu-og-her og vide, at den vil kunne blive færdiggjort og trykt inden længe.

Man lærer af sine digtsamlinger!
Et andet vigtigt aspekt er den følelse, man får af at have trykt en digtsamling. Eller de tanker, man efterfølgende må gøre sig. Da jeg færdiggjorde Insomniasuiten, havde jeg gjort absolut alt i min magt for at gøre den så god som overhovedet mulig, men allerede her 3-4 uger efter, at den blev udgivet, er jeg blevet klar over, hvilken slags digte, jeg bør arbejde videre med, og hvilke, jeg bør  fokusere mindre på, eller skrive på anderledes måde. Det er forfærdeligt givende og lærende at læse sin egen digtsamling og tænke over, hvad man kan gøre anderledes. Netop fordi, man KAN gøre det anderledes! Konstant stiller jeg mig selv spørgsmålet om, hvordan jeg kan skrive bedre digte og i det hele taget blive en så god digter som overhovedet mulig, og svarene finder jeg i de refleksioner, jeg gør mig efter at have fået trykt en digtsamling. Sommetider kan det tage lang tid, andre gange et par uger. En ting er sikkert. Hvis jeg ikke havde skrevet Måske Minder, der er en lang digtsamling på 50 digte, ville jeg ikke have skrevet Insomniasuiten, der er en kort digtsamling på 32 digte. For ikke at tale om, hvad jeg har lært af at læse Måske Minder med henblik på at tage det bedste med mig i det nye manuskript, og hvad jeg skal efterlade. På samme måde bliver min næste digtsamling en reaktion på Insomniasuiten. F.eks. er Insomniasuiten delt op i fire afsnit, der hver især står meget stærkt afgrænset i forhold til deres emner og skrivestil. Dette gad jeg gerne gøre op med næste gang, hvor afsnittene skal brydes ned, og digtene skifter fart og udseende hver gang, man BLADRER og ikke, når man når til et nyt afsnit. Om jeg så skriver en digtsamling efterfølgende, der er mere opdelt i afsnit, kan jeg ikke sige på forhånd, men jeg vil sikkert reagere på den næste, som jeg nu reagerer på Insomniasuiten. På den måde er mit forfatterskab i en konstant bevægelse fremad, imens den konstant tvinges til at forny sig og på en måde være nostalgisk. For der er jo også digte i Måske Minder, som jeg kan lide, men som jeg ikke har skrevet ud fra siden hen. Det kan jeg så måske sætte mig til at gøre nu. Fremtiden er åben! Jeg kan gøre præcist det, jeg har lyst til, for der er ingen redaktør og intet menneske, der kan forhindre mig i at følge mine påfund, sindsstemninger og intuition.

Det fremtidige og det nutidige perspektiv
Nu er jeg 21 år, og jeg har mange år endnu til at finde ud af, hvordan jeg skriver de bedste digte som overhovedet muligt. Der er ingen grund til at sætte skriveprocessen i stå, fordi jeg gennem en årrække vil samle digte sammen til et manuskript, jeg vil sende ind til et stort forlag. Så hellere skrive løs, være mig selv (eller finde mig selv) og skrive så gode digtsamlinger som er mig muligt og som jeg kan være bekendt at sælge til andre. Det sidste er også ekstremt vigtigt. Det nytter ikke noget at sælge en digtsamling til et andet menneske og føle, at man ikke har gjort det godt nok, at man ikke gjorde sig umage. Hvis jeg blev udgivet på Nulpunkt, kunne jeg undskylde mig med, at det var redaktøren, der INSISTEREDE på, at digtene skulle være sådan og sådan, imens at jeg selv faktisk ville have haft, de skulle være anderledes. Det kan jeg ikke gøre, når jeg udgiver selv, for så er ansvaret mit og mit alene. Men det er udelukkende motiverende! Jeg vil med stolthed sælge et eksemplar af en digtsamling og føle, at jeg virkelig har gjort mit absolut bedste. Og at vedkommende bare skal vente og se, hvor gode digtene er! Det handler om at imponere andre, men i allerhøjeste grad sig selv!

Samtidig er det jo sådan, at hvis man har skrevet en digtsamling, man selv er ufattelig stolt af, så skal den også bare UD. NU! Jeg kan være temmelig ked af at have en række, i mine øjne, strålende digte liggende i et worddokument på min computer, og at de bare rådner op mellem alle de andre filer. Så er det altså utroligt givende og rart at få dem ud i verden, så man kan skrive videre på nye digtsamlinger. For tiden har jeg en række udkast liggende, der står forholdsvist stærkt, men som jeg endnu ikke har samlet mig sammen til at rette helt færdige. Derfor er det godt at tænke på, at jeg på et tidspunkt i 2013 vil få trykt endnu et hæfte, og at de digte måske kan være udgangspunktet for den digtsamling. Det giver mig lyst til at være kreativ, innovativ og mig selv! Men man skal i samme ombæring være meget kritisk over for sine egne tekster. Kill your darlings! Hvis man ikke for alvor ryster posen godt og grundigt, ender det med, at man får trykt en digtsamling, som ikke er 100% færdig, og hvor man fortryder de fleste af digtene efterfølgende. Det er et kæmpemæssigt ansvar at lægge på sine egne skuldre, men jeg kan godt lide, at alting står og falder ved mit eget engagement og ikke ved en redaktørs eller en forlæggers. Det gør mig bare endnu mere motiveret! Og jeg glæder mig allerede nu til at dele de nye digte med verden, som jeg skal til at få skrevet og rettet frem i løbet af de næste måneder. Så må vi se, om et nyt hæfte ser dagens lys til marts, september eller helt i 2014. Det kommer an på, om jeg får taget mig sammen og gør mit absolut bedste. At gøre sit absolut bedste er minimumskravet, når man selv skal udgive digtsamlinger, da folk jo har en række forestillinger om, hvorfor man udgiver selv. Jeg vil imponere hver eneste af dem! De skal tabe kæben af lutter begejstring! Og selvfølgelig købe et eksemplar. Hvordan ellers skal digtsamlingerne ellers kunne tjene sig selv ind?

Det er også vigtigt at være reel i forhold til, om digtsamlingerne overhovedet kan tjene sig selv ind. Nu udgav jeg f.eks. Insomniasuiten d. 31. oktober 2012, og en del af mig gad gerne udgive en ny digtsamling i marts 2013, men praktisk talt tror jeg, at folk, der købte Insomniasuiten, er ret “mætte”, og næppe vil købe endnu en digtsamling, jeg har skrevet, foreløbig. Derfor er der ikke nogen grund til at fokusere på at skrive noget nyt SÅ hurtigt. Jeg kan give mig selv god tid til at skrive en længere digtsamling end Insomniasuiten, der kun var på 32 digte. Og her kommer det praktiske/økonomiske igen ind over. Hvor meget koster det f.eks. at få trykt en digtsamling på 60 sider? Og hvordan kunne jeg “afsnitinddele” sådan et manuskript, og hvad skal udgangspunktet for hvert afsnit i så fald være? Og for digtsamlingen generelt? Eller skal jeg vente med at udgive en digtsamling til september 2012 og bør jeg så udgive hele to digtsamlinger på 52 sider hver til den tid? Og hvilken pris bør jeg i så fald sætte? F.eks. synes jeg, det kunne være sjovt at sælge en digtsamling for kun 60 kr. for at se, om der i så fald ville være flere, der købte et eksemplar. 120 kr. for 32 digte er på sin vis en for høj pris (nu tænker jeg på Insomniasuiten), og det kunne måske være bedre at sælge 40 – 45 digte for 60 kr. Forhåbentlig vil langt flere købe digtsamlingen, så den kunne tjene sig selv ind. Det er sådanne tankeeksperimenter, jeg holder meget af at lave for tiden. Jeg står på tærsklen til noget nyt, men spørgsmålet er, hvad det indebærer, og jeg kommer med mange svar! Man skal ikke være bleg for at have tusinde ideer og skrive dem alle sammen ned. På et eller andet tidspunkt finder man den rette løsning, ligesom at Insomniasuiten var den rette løsning for mig i sin tid. I sin tid. Nu er den under en måned gammel, men jeg er allerede i færd med at kigge fremad!

Det blev et langt indlæg, men jeg håber, at I har kunnet bruge mine tanker omkring selvudgivelser til noget. Jeg synes, at der mangler en del information og refleksion omkring dette emne, men det var nu ikke derfor, jeg begyndte at skrive dette blogindlæg. Det gjorde jeg mest fordi, jeg tænker meget over dette for tiden, som nok fremgår af det, jeg har skrevet. Jeg havde meget svært ved at vende Nulpunkt ryggen, fordi jeg så og ser redaktøren som en ven, og fordi jeg gerne ville hjælpe forlaget til at blive det nye Borgen. Et mekka for poesi! Men her efterfølgende er det tydeligt, at jeg tog den rette beslutning, da jeg valgte at udgive en digtsamling for egen regning. Det gav mig plads til at være mig selv og ikke indskrænket af en andens smag i poesi. Pludselig fik jeg et større mod og en større lyst til at udfordre mine egne tekster og få dem 100% i mål. Hidtil havde jeg nok været begrænset af tanken om, at redaktøren skulle læse digtene, og de forestillinger, jeg havde om, hvad han måtte synes. Efter at have udgivet Insomniasuiten ser jeg meget frem til at skrive på og færdiggøre nogle af de mange ideer, jeg bærer rundt på. Der er så meget, jeg ønsker at sige og udtrykke, at det nærmest ikke kan gå hurtigt nok, men samtidig, som jeg tidligere skrev, skal omverdenen også få pusten og være klar til at reagere på mine digtsamlinger. Mit næste mål er at udgive to digtsamlinger på samme dag. De kommer nok til at være på cirka 52 sider hver, og jeg gad gerne have, at deres omslag kommer til at være i farver, da jeg hidtil kun har udgivet digtsamlinger med sort-hvide for- og bagsider. Eller er det en tradition, jeg skal holde i hævd? Jeg ved det ikke endnu. Jeg ved kun, at de to digtsamlinger, jeg har i hovedet, indtil videre bærer titlerne Blomster til en Forræder og Nye Brud, men de titler er sikkert kun midlertidige. Måske kommer de til at hedde noget helt andet, og måske udgiver jeg kun den ene af dem. Hvert fald, under alle omstændigheder, vil jeg udgive endnu et hæfte engang i 2013, og det er det hæfte, jeg så småt er gået i gang med at skrive på. Men man må vel følge sit instinkt og sin intuition. På et eller andet tidspunkt går alting op i en højere enhed. Ja, det må være udgangspunktet.

Efter sådan et langt indlæg må jeg hellere gøre reklame for Insomniasuiten. Den kan købes af mig via Facebook (jeg hedder Christian de Groot-Poulsen), og indtil videre koster den 120 kr., men hvis man køber den via nettet, betaler jeg selv portoen, men man kan også mødes med mig, men så koster den stadig 120. Så det gør nok ikke den store forskel. Jeg skal nok skrive i den! Jeg holder af at fylde hele den første side ud med en lang dedikation, der siger noget om, hvor jeg står i det øjeblik, jeg skriver den. Det er meget interessant at have 100 eksemplarer af en digtsamling ude i verdenen hver med deres unikke dedikation. Sådan noget holder jeg meget af.

Ellers alt det bedste herfra!

24. november 2012 kl. 06:49

Et par links:

Scandinavianbook.dk

Lasertryk.dk
Facebook.com/ChristiandeGrootPoulsen