Kære venner! Det her er en bare test, så jeg kan se, hvordan digte ser ud på mobiltelefonen. Derfor vil dette indlæg igen blive fjernet.
Jeg går rundt med nogle overvejelser om, hvorvidt jeg løbende skal lægge nogle af mine digte ud her på hjemmesiden. Eller om jeg kun skal koncentrere mig om Fyldepennen.dk. Det kunne også være en mulighed ikke at lægge digtene ud som ren tekst på digterendegroot.com, men som PDF-filer? Der er mange muligheder, og lige nu vil jeg gerne få afprøvet det, jeg har til rådighed. For at tage en beslutning. Indtil da kan I da læse de her digte og evt. sige, hvad I synes og tænker. Hav det fremragende derude!
På altanen
Her på altanen spiser vi tomater
vores munde er smattede.
Vi smiler og lader regndråberne
bygge vandpytter på jorden.
Jeg tænker på de sandslotte
hvor jeg boede som barn.
Kan nogen finde dem
et eller andet sted
i mine minder
som beskyttelsesrum.
På et tidspunkt
kommer solen tilbage
ligesom afsnit i en tv-serie
bare rolig
der er også afsnit nok til resten af verden.
Lad os sidde lidt her og nyde musikken
i regndråbernes byggeslag.
Ud af dråberne kommer en vandpyt
ud af en vandpyt en verden i verden.
*
Nu går vi ind på mit værelse.
Skæret fra stearinlyset
slikker dine tatoveringer
vi drikker vin og griner.
Det handler ikke om at forstå hinanden
som en opskrift
men nynne med
når pulsen spiller trommer
på sin lowkey måde.
Selv når mørket
stirrer ind gennem ruden
videre ind i mine pupiller
på min barndom jeg ikke kan lave om
men som genspiller sig selv
som en gyserfilm for mit indre blik.
At blive slået hver dag i skolegården
hver lussing som en hydra
der nu bevæger sig i min krop.
Se hvordan huden på min arm løfter sig
som om en slange nedenunder
langsomt glider frem
og vil bide mig i nyrerne.
Glem det, siger du
med måden du smiler på. Så vildt
at se dig. Hvordan din varme
rammer min kind med et budskab:
At det hele nok skal gå.
At det allerede går.
At vi kan vi grine af det hele
fordi vi kan vinde det hele.
Og det gør vi så
når vi sidder her ved bordet
og lader håbet eje os.
Til min nevø Johan
Før du lærer at gå, må du lære at trække vejret
det kan give energi
til dine muskler og tanker og drømme.
Johan, vi vil så gerne se dig vokse
og vise os det menneske, du gemmer på.
Nu må du se at spise dig stor og stærk
og huske at holde maden i dig
i stedet for at gylpe den op; en skønne dag
kan du måske endda blive stærkere end din onkel!
Nu har du prøvet mælk, men det er vist ikke din livret
glæd dig til din farmors brune sovs og frikadeller!
Vi længes alle efter at høre din stemme!
Men du skal ikke være så hemmelighedsfuld
at du holder op at trække vejret.
Den nat din far måtte holde dig i benene
ryste din lille krop op og ned
så slimet og gylpet gled ud af din mund og næsebor.
Da ambulancefolket kom, trak du vejret igen
blev kørt til Herlev til observation
men dine forældres chok rumsterer stadig.
En dag vil de fryde sig over at høre om din første dag i børnehave
hvordan tårerne til den tid bliver erstattet af ord
men før du lærer at gå, må du først lære at trække vejret!
Om lidt kommer vinteren
og du skal se sne for første gang
måske er du for lille til at bygge en snemand,
men ikke for lille til at modtage gaver!
Allerede nu gætter vi på, hvad Julemanden vil give dig
men én ting skal du vide, kære Johan
at du er den bedste gave, dine forældre har fået!
Og det eneste, de ønsker sig, er at du får det bedre!
Bare sov helt trygt og roligt, kære Johan
din mor og far skal nok holde øje med dig
og intet kan gøre dig fortræd, når de er i nærheden.
Med alt, hvad de har, vil de passe på dig
for du er kernen af alt, der giver mening i deres liv.
Bare sov sødt, kære Johan, og træk vejret
en indånding ad gangen, imens du drømmer
om at tage dit første skridt i den her verden, der venter på at blive din!
Om din far er i Fakta eller på arbejde, er hans kærlighed til dig
et kompas, der altid guider ham hjem. For du er hans hjem nu
hans nye bankende hjerte! Spis dig stor og stærk, kære Johan
og vis os det menneske, du gemmer på! Velkommen til livet!
Velkommen til livet! Velkommen!
Jeg får næsten ikke skrevet nogen som helst digte for tiden. Det har stået på i månedsvis. Som om antallet af nye tekster er skruet helt i bund, men iveren efter at skrive er den samme.
Jeg fordyber mig i mit arbejde hos Gallup, hvor jeg har vagter seks dage om uge. Her i sidste uge (30. juli – 5. august) havde jeg 60-65 timer. På en måde ønsker jeg helt at slukke for trangen efter at skrive. At få dræbt det kreative i mig. At lægge poesien på hylden ville åbne op for et bedre og mere harmonisk liv, tror jeg. Uden alle de hårde kampe, jeg har haft med forlag, tidsskrifter, skriveskoler. Manuskripter, der halter. Skuffelser over at have slåsset for bare en brødkrumme anerkendelse. Stå tilbage i mørket og kulden, imens det store projektørlys er rettet andetsteds. Uden andet incitament til at fortsætte end den søde skrivekløe, jeg har i mig.
Nu har jeg det seneste år virkelig prøve at vende ryggen til digtene, men det har ikke hjulpet. Tværtimod. Jeg kan mærke en skrivetrang i undersiden af armene. Helt vibrerende. En trang til at kaste mig over et worddokument og skrive et eller andet (nu skriver jeg så det her blogindlæg i stedet, åh, det hjælper!!).
Helt bevidst har jeg ikke givet mig selv lov. Jeg fylder dagene ud med så mange aftaler som overhovedet muligt. Det handler om at komme ud af boligen og væk fra computeren. Ud og opleve noget, møde nye mennesker, være sammen med mine venner og kæreste, gøre en storartet indsats på mit arbejde. Men hvad sker der, når jeg er alene, og der ikke findes nogen distraktioner? Så kommer ideerne til nye projekter og digtsamlinger. Som katte, der kommer helt af sig selv.
Før i tiden har jeg haft alt, alt for meget tid til at være alene og kreativ. Det bliver man (eller hvert fald jeg) fuldstændig ødelagt af. Der skal, for fanden, også være noget at skrive om. Noget man kan lade sig inspirere af. Og SÅ inspirerende er mine flotte vægge sgu heller ikke!
Jeg er stadig uafklaret med, hvad jeg egentlig ønsker at opnå med mine digte. Behøver jeg overhovedet komme ind på Forfatterskolen? Skal jeg satse på en forlagsudgivelse, eller er det egentlig cool nok med at lave nogle samlinger i privattryk? At stille mig tilfreds med en lille rolle i noget stort. Samtidig har jeg en youtubekanal, hvor jeg måske godt kunne præsentere nogle af mine digte (det undrer mig, at jeg ikke har været bedre til at vise dem frem!). Der er mange muligheder, mange veje at gå.
Noget siger mig, at mit fokus ikke skal være at skrive en masse nye digte (det er ikke det som skrivekløen skal bruges til). Men at jeg må gå tilbage og færdiggøre nogle af mine gamle udkast og projekter. Få færdiggjort det allerede begyndte.
Der er en afgørende forskel på at være “på vej” og at “nå frem”. I mange år har jeg været “på vej” med mine projekter, men tiden er inde til at “nå frem” med så mange af dem som muligt. Det er selvfølgelig lidt svært, når jeg arbejder hele tiden, og jeg i min fritid næsten aldrig er hjemme. Men et eller andet siger mig, at jeg på et tidspunkt vil få mulighed for at kaste mig over mine projekter. At disse måneder er en slags tilløb til, at jeg for alvor kan komme i gang med mit forfatterskab version 2.0.
Om videoen Tilbage på youtube (efter 1 års fravær)
I videoen taler jeg om den oprydning, jeg lavede i mit liv i 2017. Bl.a. er jeg holdt op med med at ryge på e-cigaretter, fået en normal døgnrytme for første gang i 10 år, fået et arbejde, begyndt at dyrke motion (jeg cykler vildt meget!). Jeg har været til 12 frugtbare samtaler med en psykolog, gået til forelæsninger om filosofi som livskunst, og endelig er jeg begyndt at blive mere åben om at have været anbragt på behandlingshjem som barn. Fra 1999 til 2008. I videoen taler jeg om allerede som 7-årig at blive stemplet som alvorligt psykisk syg . Og hvordan tiden på behandlingshjem har påvirket mit liv. Det har svært at komme op på overfladen.
Noget af det vigtigste jeg har gjort
Det er en temmelig lang video på hele 53 minutter. :en samtidig er det dog også noget af det vigtigste og modigste, jeg nogensinde har gjort. Egentlig virkede det til at være nemmest at gemme mig og aldrig lægge noget ud igen. Aldrig stå ved mig selv. Men at læse digtsamlingen Angstens besættelse af Thomas Alexander Jensen inspirerede mig helt sindssygt meget.
Den inspirerede mig til, hvordan jeg kan kæmpe med min egen angst, og det indebar bl.a. at gøre det, jeg er bange for. Og jeg følte mig netop angst for at vende tilbage til youtube og tale ud om min barndom, om min far og stå ved min egen skrøbelighed. Angstens besættelse er skrevet i håbet om, at læseren ikke ville føle sig så alene om sine problemer. Og det er forfatteren Thomas Alexander Jensen virkelig lykkedes med! Jeg følte virkelig, jeg havde en ven i det fjerne under læsningen, fordi jeg kunne relatere til digtene helt sindssygt meget! På samme måde tænkte jeg, at mine videoer måske kan være til hjælp for andre.
Du er ikke alene
Hvis der er noget, jeg har opdaget, er det, at jeg ikke er så alene som jeg ellers kan gå rundt og tro. Det har jeg opdaget ved at lave videoer og læse de tilbagemeldinger, jeg har fået, og som jeg har svaret på. På samme måde som det at læse Angstens Besættelse gav mig en følelse af ikke at være alene, giver mine videoer åbenbart andre en lignende følelse af ikke at være alene. Det gør mig virkelig glad og stolt! Sammen kan vi gøre hinanden stærkere! Det er vigtigt at inddrage andre mennesker i sine tanker og overvejelser som min far engang sagde til mig.
At vokse som voksen
I videoen (hen mod slutningen) taler jeg om, hvor svært det har været, at min far døde tilbage i august 2016. Jeg blev helt paralyseret og indadvendt og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Det var en virkelig hård periode med mange skuffelser i mit liv, og jeg følte alt, at virkede meningsløst og uden retning. Efter næsten et halvt år i den tilstand tænkte jeg, at min far ikke ville have ønsket, at jeg skulle være deprimeret og ødelagt. Så jeg begyndte at læse nogle af de selvhjælpsbøger, han selv læste, da han i flere år kæmpede med sin egen depression. En bøgerne hedder “At vokse som voksen” af Ole Vadum Dahl, og jeg læste den i januar 2017. Den inspirerede mig til at lave en række ændringer i mit liv. Der krævede et års pause fra youtube og offentligheden.
Forandringerne i mit liv er en del af min sorgproces
Nu er jeg efter et år vendt tilbage til youtube. Det har været helt sindssygt, hvor meget jeg har rykket mig siden januar 2017. Min psykolog mente, at alle de forandringer, jeg havde lavet i mit liv, er en del af min sorgproces, og det er jeg meget enig i. Den smukkeste måde at sørge på er simpelthen at leve videre i min fars ånd. Særligt nu hvor han jo ikke selv kan leve længere.
Han var et ufatteligt inspirerende menneske, og jeg kan sidde og citere alt det, han sagde, og som vi snakkede om i timevis. Det taler jeg også om i den 53 minutter lange video, jeg har linket til øverst i indlægget. Det er den bedste og vigtigste og modigste video, jeg nogensinde har lavet.
Jeg fandt lige dette fantastiske interview med Dan Turèll som ville have været fyldt 70 år tilbage i marts. Egentlig sad jeg og lyttede til hans sang/musikstykke/spoken-word-nummer Teenager in love som pludselig ekkoede i mit hoved. Og jeg trængte til at lytte til den. Igen. Men ofte fører det ene noget andet med sig, og så faldt jeg over dette interview som jeg ønsker at dele:
5. april 2016 kl. 13:45
Yderligere tanker, spontant dukket op: Jeg kan se, at Dan Turèll (født 1946) først fik udgivet Sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller i 1973 og Karma Cowboy året efter. Det er nok de to udgivelser, der virker mest centrale, når man tænker på hans produktion før gennembruddet med Vangede Billeder. Før det (og lidt efter) skrev han et hav af bøger på mindre forlag. Jeg kan ikke lade være at spejle mig lidt i ham, for jeg kom til at tænke på mine egne digtsamlinger i privattryk. I interviewet, jeg har linket til ovenfor, taler han om, at man som ung, skriver en helvedes masse, prøver at udvikle sig, får afslag, bliver depressiv og føler, at verden er imod en, skriver mere, får afslag og så videre, indtil man på et eller andet tidspunkt slår igennem. Åh, det kan jeg udmærket se mig selv i! Derfor virker det fortrøstende, at jeg endnu har to-tre år før, at jeg “bør” få udgivet nogle centrale værker i mit eget spirende forfatterskab (jeg fylder 25 her i juni, så for at være på siden af Turèll, må jeg få udgivet nogle hovedværker, når jeg fylder 27-28-29 (som 29-årig er det gennembruds-tid!).
Nogle gange kan jeg godt føle, at jeg er temmelig bagud. Mange af mine jævnaldrende er ude over stepperne, i færd med at overtage verden med digtsamlinger på forlag (F.eks. Cecilie Lind, Signe Gjessing, Victor Boy Lindholm), imens en del andre allerede har gået på Forfatterskolen, hvor jeg hidtil har fået seks afslag. Det kan godt virke ret deprimerende at skrive så meget, læse så meget, rette og arbejde med teksterne, sende ind, gøre mit bedste, men alligevel ikke rigtig nå nogen veje. Som om jeg har befundet mig i et limbo de seneste fem år siden min studentereksamen på Det Frie Gymnasium (det er også netop på grund af den følelse, at jeg ligefrem skrev en samling med titlen I limbo, så ekspressionistisk/bekendelsesagtigt!). Når andre oplever stor succes, høster priser, gode anmeldelser, kunststøtte og virkelig erobrer verden, og jeg selv bare sidder og ikke engang er kommet ind på en forfatterskole (hvilket de fleste jo starter med), kan det sgu godt være lidt heavy. At være en outsider, stå uden for det etablerede, overset, utilstrækkelig, ikke god nok, modløs, håbløsheden kicker in. Derfor kræver det ret meget at hanke op i mit gode humør, få optimismen tilbage. Måske venter en krumme af succes lige om hjørnet. Måske er 2016 mit år. Måske er sker det, jeg så længe har ventet på og kæmpet for.
Når det kommer til at skrive, kan jeg ikke lade være. Jeg husker tilbage på efteråret 2014, hvor jeg stadig følte mig påvirket af at have været til samtale på Forfatterskolen i maj, men alligevel blev vraget (vi var kun to ud af 10 som kom til samtale, men ikke igennem nåleøjet). Ikke nok med den store skuffelse, fik jeg (som hvert år) en vinterdepression omkring oktober, hvor humøret helt røg i bund. Jeg lå bare i min seng og kunne ikke rigtig overskue noget. En tom fornemmelse, at have fejlet som menneske, ikke at have slået til, ikke at kunne noget, bare ligge og lade dagene gå i stykker. Tabt på gulvet. Men selv i den passivt depressive tilstand kunne jeg ikke lade være at skrive. På et tidspunkt lå jeg i sengen og kiggede på loftet, næsten paralyseret. Og tænkte, at jeg jo, for helvede, kunne skrive alle mine følelser ned. Få sat gang i noget i stedet for at stå stille. Hvordan følte jeg? Kunne jeg sætte ord på? Jow, som et spøgelse. Gennemsigtig, overset, ikke rigtig død, men heller ikke levende. Så med udgangspunkt i min umiddelbare situation og med flashbacks til min barndom, hvor jeg blev mobbet helt vildt og gik som et genfærd rundt i skolegården, skrev jeg simpelthen: Hvordan det føles at være et spøgelse? Jeg syntes selv, at der var noget kompromisløst over titlen. Noget udfoldet, direkte udtrykt, ingen dikkedarer. Nogen vil nok synes, at det er for meget. At depressionen skal pakkes ind i finere ord, ikke være så ekspressionistisk. Men det gjorde jeg oprør imod. Alene det at finde på titlen gav mig en masse energi til at skrive løs, og på den måde blev depressionen mere som et supermarkedet, hvor jeg kunne tage ind og hente inspiration til digte. I stedet for at være som én lang, drømmeløs søvn, jeg bare ønskede at vågne op fra.
Efter at have skrevet Hvordan det føles at være et spøgelse? ønskede jeg at skrive helt anderledes. Vende tilbage til udgangspunktet for Druknelektioner som var en mere åben og eksperimenterende digtsamling. Alligevel følte jeg, at jeg ikke var nået til bunds i depressionen og melankolien. Som en lænke om humøret, jeg på en eller anden måde måtte få kappet over. Før jeg kunne komme videre. Derfor besluttede jeg mig for ikke at ville tage et spring med mine digte, revurdere mit skriftlige udgangspunkt og finde på en ny poetik. Men snarere forædle og finpudse min daværende stil og stemme, nå til bunds i både formen og indholdet af de digte som udsprang sig af Hvordan det føles? for så at komme videre. At have skrevet I limbo føles som at have fået et operativt indgreb i hjertet. Jeg føler mig mere udtømt, befriet, klar til at tage ud og prøve noget andet. Lænken er borte, og jeg kan nu eksperimentere og se, hvad jeg kan og ikke kan slippe af sted med poetisk. Spørgsmålet, jeg stiller mig selv under skriveprocessen, er ikke længere: “Hvordan kan jeg udtrykke disse tanker og følelser?” … Men “Hvad kan jeg skrive?” … Og det er netop det, jeg sidder og prøver at finde ud af dette forår. Dette 2016!
Nå, det blev en længere smøre (og sidespor), for jeg ville egentlig bare sige, at det er vildt inspirerende at høre Dan Turèll tale om sine unge dage og spejle mig lidt i ham. Der er håb forude! Så nu handler det mest om fortsat at være flittig og kreativ, læse en masse, fucke mine digte lidt mere up og se, hvad inspirationen afstedkommer. Alligevel ønsker jeg ikke at være Turèll men de Groot. Alligevel lader det til, at vi har noget tilfælles. Og at høre om hans vej til gennembruddet, er meget inspirerende.
Og samtidig må jeg lige indskyde, at det er fantastisk, at Daniel Boysen har fået et arbejdslegat fra Kunstfonden. Jeg har fulgt lidt med på sidelinjen og set, hvordan han har udgivet den ene roman efter den anden på små forlag. Og stået for litterære arrangementer i og omkring Århus. Der har ikke været specielt mange anmeldelser eller anden omtale af hans bøger eller ham selv. Men på trods af den umiddelbare succes (som andre oplever på f.eks. Gyldendal) har han fortsat med at skrive og skrive og skrive. Og det lader til – endelig – at bære frugt. Ikke bare økonomisk, men også anerkendelses-mæssigt, for det er jo en kæmpestor anerkendelse at få sådan et legat! Ved at have fået dette skulderklap viser han, at der også findes en vej udenom Forfatterskolen og de etablerede forlag. Umiddelbart ønsker jeg dog selv at komme ind på en forfatterskole for efterfølgende at få udgivet et bog på et af de store forlag. Alligevel er det cool og inspirerende at se, at der findes andre muligheder.
Der er god grund til at ryste på hænderne, være tvivlende og usikker på fremtiden. Men der er endnu større grund til at være optimistisk og arbejdsom. I den sidste ende skal succesen nok åbne sig, og så kan jeg hvert fald føle mig utrolig stolt over den vej, jeg har taget. Og den store indsats, jeg har stillet på dagen. På trods af modgang og depressioner. Afslag og nedslagtninger af mine digte. Så skal det sgu nok gå! Jeg tror også, at Daniel Boysen føler sig stolt. Det bør han! Det fortjener han!
Forleden blev jeg interviewet til NærsynFjernsyns kulturprogram, Kunstig. Det var vildt spændende og sjovt! Jeg synes, at videoen på en eller anden måde fungerer som en ret optimal introduktion til mig og mit forfatterskab, da jeg læser digte op, men samtidig får talt forholdsvist bredt om inspirationskilder, tilgange til det at skrive digte og meget andet. Jeg forestiller mig nærmest, at man om 30 år kan vise denne video i gymnasiet, når man har om “Christian de Groot-Poulsen” [hahah, jeg er flad af grin, men I ved vel, hvad jeg mener!].
Det er dog altid underligt at se sig selv på film. Jeg ligner jo virkelig en vampyr! Men så må jeg jo bare stå ved det! Måske kan Lars von Trier bruge mig, hvis han en dag skal lave en remake af Dracula eller sådan noget. Det er spøjst, at jeg netop i dag sidder i min “røde outfit” og slet ikke bærer sort. Det hænger fint sammen med noget af det, jeg omtaler i videoen. At have en vis form for åbenhed og nysgerrighed i stedet for at indskrænke sig selv til at være på én bestemt måde (jeg har nærmest udelukkende gået i stort tøj de seneste ti år, så det er ret vildt for mig pludselig at have en rød skjorte på, just saying). Jeg vil klart prøve at gå mere med rødt i fremtiden, men gule bukser er nok for meget for mig. Så er jeg nok mere til at lave “gule” digtsamlinger. Men nu skal jeg jo heller ikke røbe for meget om mine fremtidige projekter!
Det er, i øvrigt, Søren E. Kristoffersen, der interviewer mig.
Jeg håber, at I vil synes godt om videoen!
Jeg har været ret optaget af H.P. Lovecraft i år. Han debuterede og bidrog jævnligt med noveller til tidsskriftet Weird Tales tilbage i 1920’erne og 30’erne sammen med andre, der også skrev “weird fiction”. For lidt siden lå jeg og hørte lydbog med hans kollega Robert E. Howard, han skrev også noveller, og tænkte pludselig på, om der fandtes et dansk tidsskrift for nye, danske noveller. Noget a la Hvedekorn, men gerne mere specifikt for mærkelige, aparte historier, gerne med genrer som science fiction, horror og bare mærkværdigheder, men efter at have søgt efter sådan et projekt, er det gået op for mig, at der ikke rigtig findes noget. Hvert fald ikke noget, der umiddelbart har eksisteret længe eller været en slags garant for et bestemt litterært niveau. For eksempel kiggede jeg lige listen over tidsskrifter, der modtager økonomisk støtte at staten, men der var umiddelbart ikke nogen særligt for noveller eller prosa i det hele taget. Inden for poesien findes Hvedekorn, Slagtryk og OVBIDAT (Organiseret vold begået imod den almindelige tale) samt andre mindre tidsskrifter som M gasin, Reflex med mere. Måske er det mere overskueligt for folk at læse poesi i små, men stærke doser af forskellige bidragydere, imens det virker for “uoverskueligt” at læse ét stykke prosa på mere end fire-fem sider?
Novellegenren er, synes jeg, ualmindeligt undervurderet, og det lader ikke til, at de større forlag rigtig satser på den (romaner er vist mere in og har altid været). Derfor ville det jo være oplagt med et stærkt tidsskrift, der kunne samle de gode historier op som ikke kan komme ud via forlag, men som heller ikke kan blive publicerede på andre måder. Man kunne også anse sådan et tidsskrift som en slags rugekasse, hvor forfattere in spe debuterer, og hvor de kan udvikle sig fra gang til gang, indtil de er “debutantmodne” på etablerede forlag. Man kunne sagtens bruge Hvedekorn som forbillede i denne sammenhæng (det er jo her, at man ønsker at starte som digter, men også her, at man vender tilbage selv efter, at man er brudt igennem forlagsmuren). Man kunne samtidig lade sig inspirere af Slagtryk i forhold til tilgængeligheden på nettet. Hvis jeg skulle udgive et tidsskrift, ville det sikkert være ret svært for mig at få numrene ud via boghandlere og biblioteker (alene distributionen ville fremstå uoverskueligt for mig), hvorimod det ville være langt lettere at lave en ny blogside for sådan et tidsskrift via WordPress og så lave en selvstændig email, hvor folk kan sende deres bidrag ind. Jeg ved hvert fald på forhånd, hvordan det er at lægge PDF-filer ud via Scribd.com, så man kunne også bruge den hjemmeside som base for sådan et projekt. Hvis tidsskriftet eventuelt bygges på frivillig indsats, og da omkostningerne via internettet er minimale, ville hvert nummer kunne tilbydes gratis til de, der må interessere sig for at læse noveller. Dermed er det hvert fald ikke økonomisk usikkerhed, der bør afholde nogen fra at gå i gang. Desuden kan det være, at man i længden vil kunne modtage tidsskriftsstøtte, hvis det først for alvor begynder at gå godt. Det kræver dog, at det litterære niveau er tilstrækkeligt højt, og det kræver, at der findes en talentmasse inden for novellegenren i Danmark, og mon ikke der gør det, trods alt? Men hvor findes de talenter og dygtige forfattere henne? Hvor kan man få dem i tale? Det nytter jo ikke noget, at jeg starter mit eget tidsskrift for nye, danske noveller, og jeg så fylder hvert nummer op med mine egne vaklende fortællinger. Der må også være nogle andre, der er mere oplagte til at udfylde redaktørrollen, håber jeg.
Nu skriver jeg disse ideer ned, hvis nogen derude pludselig skulle få lyst til at tage initiativ til sådan et tidsskrift. Ellers kunne jeg muligvis selv gå i gang på et tidspunkt; dog har jeg ikke rigtig lyst til at påtage mig et redaktionelt ansvar på nuværende tidspunkt, da jeg har rigelig at se til i forhold til selv at få skrevet (åh, det hober sig jo op!). Jeg vil nok ganske enkelt ikke have tid til at læse og respondere og publicere og reklamere og kommunikere på tidsskriftets vegne og så videre, men jeg hvert fald lade ideen summe i baghovedet de kommende år, og så må vi se, hvad det bliver til. Det er dog så ekstremt oplagt at lave sådan et tidsskrift, specielt med internettet som udgangspunkt, at der burde findes nogle derude, der har et bedre udgangspunkt for at gå i gang end mig selv. Nu har jeg hvert fald lagt ideen på bordet, og så håber jeg, at der snart opstår en platform, hvor jeg kan sende noget prosa ind. Jeg skal lige hilse at sige, at jeg slet ikke har fået skrevet nogle historier på det sidste, men det er vel meget godt at have nogle mål at gå efter. Det mangler der dog på nuværende tidspunkt. Jeg håber hvert fald, at dette blogindlæg kan starte et eller andet. Om ikke andet så at nogen prikker mig på skulderen (via en skriftlig besked over nettet) og siger: “Hey, det du leder efter findes lige her: [indsæt link]”.
Forside til Elegies for Transitory Thoughts af Hans Christian Munch Andersen
Elegierne for midlertidige tanker skaber ikke hukommelsestab: Poesien bliver siddende!
Omslaget på den nyligt udkomne digtsamling Elegies for Transitory Thoughts af Hans Christian Munch Andersen (Munch er tilføjet for at skabe distance til digterens mere kendte navnefælle) er et sort-hvidt fotografi af en mark ude på landet. Der er noget øde over det. Har personen fotograferet sin egen isolation fra alle sociale selskaber? Jeg tænker instinktivt: Hvor er de andre henne? Hvem er det, der ser dette landskab, og hvad skal det betyde?
Efter at have læst det fremragende forord af Jacob Stubbe Østergaard, der skaber en slags baggrund for digtsamlingen, blev jeg mødt af følgende linjer i det første digt i samlingen:
Social realism stains my entity
A constructed reality – of exitement! Thrills!
We hide behind metal and we cage our anxiety
What concerns us is this candescent yearn for cold remarks
A tribute to detachment, we fall apart beautifully
(…)
Dette læser jeg som et direkte svar på mine spørgsmål. At den konstruerede virkelighed (constructed reality) er vores færden på Facebook, hvilket hænger sammen med det besynderlige ønske om (yearn) “kolde bemærkninger,”. Det giver mening i forhold til, at der ikke findes nogen intonation af ordene, når nogen kommenterer en statusopdatering. Vi lever gemt væk fra hinanden bag metal (inde i bygninger, men også inde i computeren aka vores “internetliv”), og dette forfald eller falden-fra-hinanden (ikke som én krop, der går i stykker, men flere kroppe, der driver bort fra hinanden) hyldes med ironisk distance: Oh it’s so beautiful! Men jeg læser stykket dobbelt: At der både er en konstatering af, at jeget også er en del af denne konstruktion sammen med andre mennesker, men at han/hun også ser det udefra. At socialrealismen (der må formodes at være virkeligheden både uden for døren, men også vores sociale samvær over internettet) trætter jeget eller ligefrem truer hans/hendes “enhed” eller ja, liv, eksistens. Derfor opstår der en trang til isolation fra alt dette i stedet for en deltagelse. At tage ud på marken og fotografere aleneheden.
– At træde ind i bogens rum og se Brian Molko og Shelley kaste med regnbyger
Størstedelen af digtene udspringer sig fra digterjegets forholden-sig til sig selv og omverdenen. Sprogbruget er ophøjet og ærkeromantisk (udgangspunktet må nærmest gå helt tilbage til de engelske romantikere fra starten af 1800-tallet: Shelley, Byron og Keats), men i stedet for at være en pastiche på en 200 år gammel måde at formulere sig på, bærer digtene præg af inspiration fra rockmusikken. Specielt sangteksterne hos Placebo og Manic Street Preachers, hvor sidstnævnte i øvrigt citeres direkte i starten af bogen, lader til at være skyllet direkte ind over disse teksters poetik. Heldigvis har bølgerne trukket sig tilstrækkeligt nok tilbage til, at resultatet kun er en påvirkning: Man kan skam stadig se sporene i sandet, men de er tørret så meget ud, at man også kan få øje på Munch Andersens egenartethed. I visse digte opstår der dog momentan skybrud over både form og indhold som i digtet Blueprint for out Exile (sammenlign det med A Design For Life med Manics). Læg i øvrigt mærke til musikaliteten i sprogbruget samt den passiv-aggressive reaktion på hverdagens og livets meningsløshed i indholdet:
“It’s a question of cocktails and class
Bottled dreams and counterfeit style
Hysteria distilled for the silent mass
This is a blueprint for our exile
Only talk about love if we’re drugged
Get drunk, go away and run for miles
Wanna get wasted and wanna get fucked
This is a blueprint for our exile”
Der findes dog ingen varig flugt fra verden, der gang på gang må konfronteres og vrisses af som i et digt et par sider længere fremme: “Important stuff is happening. Leave me the fuck alone” Men muligheden for at trække sig tilbage til forstaden med låst dør til verdenen viser sig ikke at være nok. Kedsomheden og en længsel efter nogen af det modsatte køn sætter ind:
“Urban bitterness imprisoned in old, torn shadows
Worn out papers of trash and word without any real weight
Stained eyes behind curtains, shattered view upon the unfocused
Too frail to zoom, lock myself in. Never leave this room
Emotions polarised by boring and tedious rhetoric
Devoid og colour. Comfort versus erotic. A discontented heretic”
Comfort versus erotic. At vælge det behagelige i alenheden eller at søge det erotiske. Der er en tænkende kynisme i teksterne, der gør dem filosofiske, og særligt overvejelserne om hvad, der fremstår som “normale mennesker” eller slet og ret normaliteten, er meget interessant. Det ovenstående citater dog også et eksempel på en mere skitserende sproglig stil, der hersker i hvert fald nogle af digtene. En opremsning af tilstande, følelser og noget-der-kan-ses aka de ødelagte papirer, øjnene bag gardinet. Andre steder i bogen gør Munch Andersen brug af en bydeform, der har den effekt, at digterjegets syn på verden i højere grad kommer til udtryk via det kommanderende sprog, og det fremstår både som en henvendelse til et du i teksten, til læseren, men også til jeget selv. Spørgsmålet er, hvorvidt man er i stand til at relatere til tonen og forholde sig positivt til udtryk som:
“So don’t give up and give a smile
Let’s celebrate the dark romantic style for at while
Out of mind and out of the things that make us high
We’ll steal the stars from the sky”
–
Stilbevidstheden fægter det dårlige bort og inviterer kvaliteten ind
Det er ikke så meget poesien i sig selv, der er det vigtigste i bogen, men derimod stemningen. Læsere, der helt har rystet de værste teenageproblemer og -følelser af sig, vil lukke bogen med det samme og bare tænke over, hvor grelt det stor til med den ungdom, der burde have været blevet voksne for længst, men sidder og skriver sådanne linjer (Munch Andersen er født i 1984) men hvis man som menneske, (stadig) går rundt med kroniske skælv af (over)følsomhed, outsiderfornemmelse og et afvisende verdenssyn (ja, som om selve ens ØJNE rettede mod omverdenen ryster på hovedet!), så vil bogen fremstå som et spændende bekendtskab.
I de fleste digte, jeg har læst af teenagere, kammer selvhøjtideligheden ofte fuldstændigt over, og selvom deres linjer er så sentimentale, at det fremstår komisk, formår skribenterne ikke at se dette i øjnene. Resultatet er frugtesløse og kedelige anstrengelser på noget som ingen kan tage alvorligt (end ikke dem selv, når de bliver ældre). Noget andet er dog på færde hos Munch Andersen. Han er meget bevidst om sin egen selvhøjtidelighed og sentimentalitet, hvilket virker meget befriende. Som Jacob Stubbe Østergaard skriver i forordet: “This is a poetry almost too real, faking fakeness and disguised as disguised”. Han er bevidst om (over)følsomheden og hvor den sproglige inspiration kommer fra (den mørke ende af rockmusikken). Han ved, at han stjæler, imens teenagerne simpelthen ikke aner, at de gør det, og dermed ikke gøre det ordentligt; de bliver taget på fersk gerning, men Munch Andersen ønsker netop at tages på fersk gerning, hvilket virker meget godt, da det er stilbevidst! På den måde kommer Munch Andersens alder ham faktisk til hjalp, da han udmærket er klar over, hvad han skriver, og hvordan det kan undgå at kamme for meget over. Desuden har han haft nogle rigtig gode lærermestre i skikkelse af Richey Edwards, Nicky Wire og Brian Molko til at skrive følsomt, men cool.
– Unødvendigt inventar i et ellers spændende hjem
Selvom den melankolske stemning og det modstridende og sentimentale jeg i digtsamlingen går rent ind hos mig, må jeg dog også komme med nogle kritiske bemærkninger om formen, så debutanten Munch Andersen kan have noget at arbejde videre med på vej mod to’eren. Digtene er bedst, når poesien skrues i vejret på en måde, så de abstrakte følelser og oplevelser bindes op på mere konkrete ord og dermed giver en umiddelbar fin poesi som følgende linjer:
“An escape from reality
in a fog of mystery and body language,”
Jeg kan virkelige forestille mig denne tåge af mystik OG kropssprog. Selvom der bare stod “a fog of body language” ville jeg have siddet og headbanget til disse linjer, men desværre overtager det novelleagtigt-fortællende ofte digtene, hvilket ikke rigtig er interessant. Senere står der:
“The bass bumbles
Drums beat
Guitar screams
Singer mumbles
“This is the next song”
It sounds like the one before, though
Guitar is out of tune
and I’m beat
I feel the urge to light a cigarette
but I don’t smoke
So I stand and leave the party”
De linjer besidder slet ikke samme poetiske glød, men refererer kedeligt til, “hvad der sker” omkring jeget i digtet (i digtet rum: i dette tilfælde er jeget til en koncert). I slutningen af det andet afsnit (bogen er inddelt i følgende “kapitler: I. SCREAMS, II. WHISPERS, III. NOISE, IV. CRIES) optræder bogens eneste korte novelle/prosastykke, der handler, at digterjeget er taget ud for at mødes med nogen af det modsatte køn på en café (nærmest som reaktion på overvejelserne i et tidligere digt, tænker jeg)). Her fungerer det prosaiske langt bedre, og jeg synes, at Munch Andersen bør forløse sin mere fortællende stil i sådanne tekster i stedet for at blande dem sammen med det rent poetiske. På den måde kan det prosaiske og poetiske glimte hver for sig på stærkeste vis i stedet for at holde hinanden tilbage. Det pågældende tekststykke er jo rigtig godt! Mere af det, tak! Dog findes der også digte, hvor det mere fortællende element støder sammen med det poetiske, men på en måde, så det faktisk fungerer glimrende. Der er hverken for meget af det ene eller det andet. Her et af samlingens bedste digte i sin helhed:
Pro Tempore
The concrete wall stalls me again tonight
I am staring into nothing and nothing pulls me in
Nothing captures me, and nothing incapsulates me
Salvaged by outside sounds, the noise turning into songs
Puntuated by strange rhytms and cars passing by;
I make a cup of tea, and I am temporaily pacified;
I am frantically tapping pencil on table
Thoughts gathering, then scattering on paper
I close my eyes, I float away on a dream of escape
The beat of a skipping vinyl interrupts
It drags me back into noramlity and pushes me forward
I investigate and I digest information
I comprehend it all but it bores me so;
I go to bed, and I fall asleep
– Bukkende-for-publikum bemærkninger
Jeg vil gå så langt til at sige, at bogen må være et must for Manic Street Preacher- og Placebofans (siger jeg med alle mine fordomme om, at deres fans sikkert minder om mig selv og dermed også vil kunne lide disse digte). Ellers vil jeg anbefale bogen til enhver, der må interessere sig for engelsksproget poesi, teenagere og andre, der som jeg, ønsker at flytte ind i bogen og stå med digteren med udsyn over marken. Vi er isolerede outsiders sammen. Det er hvert fald den følelse, jeg selv sidder tilbage med nu. We fall apart beautifully. This is a blueprint for our exile [Join us!].
Dette er den første anmeldelse, jeg nogensinde har skrevet. Jeg håber, at I kunne lide den, og at I har kunnet danne jeres egen indtryk af bogen. Jeg håber, dog at disse digte vil få deres rette læsere, og at de rette læsere vil kunnne finde frem til denne poesi. Eksemplarer af bogen kan bestilles direkte hos digteren (den koster 50 kroner +eventuel porto (25 kroner)). Find ham på Facebook med jeres “cold remarks”!
Der er vist opstillet cirka 55 blogs, men ud af dem er kun 13 aktive, men jeg fandt også nogle andre via bloggen Kornkammer. Jeg lister lige de “aktive” blogs og med “aktive” mener jeg blogs, hvor der bliver postet minimum 4-5 blogs om måneden, men der kan dog godt sættes spørgsmålstegn ved en del af blogsene, hvor der primært kun lægges billeder og meget lidt tekst ud:
http://alssolar.wordpress.com/ [Dette er Rasmus Halling Nielsens blog som jeg opdagede længe efter, at jeg skrev dette indlæg]
Jeg savner nogle blogs, hvor der regelmæssigt bliver lagt essays, digte, omtaler/anmeldelser, links og så videre ud. Da jeg begyndte at skrive indlæg til min egen side her tilbage i december, forestillede jeg mig, hvor enorm og vældig den litterære “blogverden” i Danmark var, men nu er det gået op for mig, at jeg nærmest selv er en af de mest aktive, selvom jeg nærmest ikke engang gør mig særlig meget umage (jeg skriver jo bare det, der dukker op). Jeg sidder med en underlig hul fornemmelse lige nu, for bliver der virkelig blogget så lidt? Man skal jo huske at tænke på, at der i disse indlæg findes uendelig meget plads til at udfolde sine tanker, og at det er ganske gratis at gå i gang med det.
Jeg kan huske (eller tager jeg fejl?), hvordan den danske blogkultur var ualmindeligt blomstrende og levende for nogle år tilbage, og at det var meget “in” at have en blog. Men da jeg gennemgik de blogs, der var listet på Hvedekorn.dk lige før, lagde jeg mærke til, at de fleste holdte op med at skrive indlæg tilbage i 2012 eller 2013, imens andre skriver indlæg så sjældent, at man ikke rigtig kan regne dem for at være aktive. Jeg følger dagligt med i Lars Bukdahls blog, da jeg finder den meget interessant; han ryster posen i forhold til emner, indgangsvinkler, og når der opstår diskussioner om litteratur, er det altid derinde, at jeg finder ud af det. Bukdahl er jo alle vegne og suger til sig af nyheder, artikler, anmeldelser og statusopdateringer inde på Facebook og er god til at veksle dette til indlæg på sin egen blog; den er altid relevant. Men jeg må nok indrømme, at jeg er ualmindelig skuffet over at se, hvor lidt der ellers bliver skrevet. Det føles lidt som at tale i tomt rum, hvor der kunne have været holdt en aldrig-sluttende kæmpefest.
Blogs rummer et kæmpemæssigt refleksionspotentiale; der er plads til alle mulige former for indhold, der har relation til enten digteren/forfatteren selv eller litteraturen. Desuden er åbenheden vigtig; det er cool, at alle kan få adgang til disse refleksioner, og det er altid ærgerligt, hvis der foregår en spændende diskussion på en eller andens væg inde på Facebook, hvor man er forment adgang, da man ikke er venner med vedkommende. På nuværende tidspunkt bliver bloggens muligheder på ingen måde udnyttet godt nok, og jeg er mildest chokeret over at se, hvilken tilstand refleksionsniveauet i Danmark befinder sig i; hvorfor ikke skrive mere?
Selv de, der rent faktisk lægger indlæg ud i løbet af måneden, har tendenser til for det meste at lægge billeder ud, enkelte digte, links til anmeldelser/omtaler eller noter om oplæsningsarrangementer. Af de 15 aktive blogs (hvis man fraregner Asta Oliva Nordenhofs, der, hvert fald for mig, er utilgængelig) sker dette for hvert fald 5. Hvorfor skrives der ikke flere litterære essays, der på den ene eller den anden måde forholder sig til det at skrive digte/noveller/romaner/essays/blogindlæg eller noget andet. For ikke at tale om omtaler eller anmeldelser af andres bøger (gamle såvel som nye)? Der mangler ganske enkelt flere længere tekster, hvor noget undersøges og tænkes over og analyseres og fremlægges og diskuteres. Selvfølgelig med relation til litteratur.
Jeg er ikke rigtig tilfreds med blogs, der udelukkende består af de digte, manden eller kvinden bag, lægger ud. De har ofte noget meget udkastagtigt over sig, og teksterne er sjældent af særlig høj kvalitet. Så vil jeg hellere følge med i Slagtryk eller Hvermandag.dk og se, hvad der dukker op. Og det kan da være sjovt med GIFs og billeder, men kunne vi ikke gå dybere ned i refleksionerne om litteraturen og poesien? Kan man ikke forlange flere essays og spekulationer? Jeg selv holder ikke nogen aviser, så jeg går selvfølgelig klip af rigtig mange anmeldelser, artikler, essays, kronikker og alt det, men “sådan noget” burde også være tilgængeligt på folks blogs her på nettet. Hvorfor ikke? Det er sgu da fantastisk, at der ikke er nogen censur eller trang spalteplads; vi kan for alvor nå til bunds i vores overvejelser om forskellige emner i stedet for at lade os begrænse. Det virker totalt absurd, at der ligefrem er “mangel på blogs,” når jeg hvert fald selv gik rundt og tænkte, at der var gang i det danske åndsliv. Muligvis har Facebook taget over, men for mig er det slet ikke den rigtige løsning på udbredelsen af mine egne tanker; der må mere plads til! Faktisk har jeg gået rundt og savnet nogle andre blogs end Bukdahls som jeg kunne følge med i, og specielt nogen, der har lidt af det samme udgangspunkt som mit eget, hvor jeg skriver meget ud fra mig selv og hiver mange af mine egne overvejelser og interesserer og anbefalinger ind over i længere essays, imens jeg også linker til interessante interviews, artikler, anmeldelser mm., og selvfølgelig holder gang i mit poesiprojekt Forventning & Forvirring, så der skam også rumsterer deciderede digte herinde. For mig er det ikke nok med blogs, der udelukkende fungerer som kladdehæfte for digte, og jeg er heller ikke tilfreds med blogs, hvor der primært bliver lagt billeder ud, eller hvor der konstant linkes til andre sider. Jeg vil høre, hvad folk tænker på, hvad er deres overvejelser? Hvad sker inde i dem, når de skriver digte? Hvad er deres visioner for fremtiden og dansk poesi? Hvor er viljestyrken og drivkraften? Hvad foregår der?
Men nu da det er gået op for mig, hvor ilde det står til for danske, litterære blogs, må jeg bare tage ansvaret på mig og gå efter, at denne blog bliver en af de bedste, mest relevante og mest aktive “litterære” blogs, der findes i Danmark. Og hvis jeg skeler til “konkurrenterne,” må jeg tørt konstatere, at jeg egentlig “bare” skal fortsætte med at gøre, hvad jeg hidtil har gjort, og så er succesen i hus. Ej, jeg mener for helvede, folkens, kom nu i gang! Det kan sgu da ikke være rigtigt, at digtere, litterater, læsere, anmeldere og andre ikke har mere at sige! Hvorfor er I så tavse!? Jeg vil sindssygt gerne have nogle interessante blogs som jeg selv kan følge med i, så kom i sving, så jeg og andre kan nyde godt af jeres viden og begejstring og overvejelser! Hvad sker der!? Jeg ønsker at udkonkurreres godt og grusomt, da det udelukkende ville højne mit eget refleksionsniveau for ikke at tale om min evne til at læse og analysere andres tekster. Den danske, litterære blogkultur behøver seriøst at blive genstartet til alles gavn og velbehag. Så meget går spildt hver evig eneste dag, og det er ærgerligt at se. Ikke at det “sker,” men at der netop ikke sker noget som helst. Kom i sving! Og lad mig læse jeres indlæg! Det ville være mig en kæmpe fornøjelse! Giv mig essays, artikler, anmeldelser, omtaler og fortsæt da gerne med at linke til andres spændende interviews, kronikker og andet litteraturrelateret og læg da gerne digte ud, men giv os mere at læse og tænke over. Det kunne blive en kæmpefest i stedet for denne rungende tavshed…
16. juni 2014 kl. 13:55
P.S.
Blogs, der hverken står under “Poetiske Blogs” på Hvedekorn.dk eller på Kornkammer:
Igen: En masse digte/udkast, men ingen refleksion. Hvad er der i vejen med essays?
P.P.S.
Min opmuntring fra Facebook, da den også virker relevant her afslutningsvist:
– Okay, jeg kommer lige med en kontant udmelding: Litterære blogs er desværre truet af udryddelse i Danmark. Folk lægger bare billeder, udkast til digte, links og informationer om oplæsninger ud i stedet for at gå til bunds i refleksioner om litteratur i form af essays, omtaler, anmeldelser eller andet mere tekstbaseret, hvor tanker foldes ud, og hvor man kan få indblik i deres tankevirksomheder. Det er for det meste Lars Bukdahl og Promenaden-folkene, der holder det hele i gang, imens resten tavse kigger på. Jeg kræver mere! Mere refleksion! Flere blogindlæg! Jeg er nærmest helt chokeret over at se, at jeg har en af Danmarks mest aktive litterære blogs, og jeg ønsker sgu ikke at komme sovende til succesen. Nej, jeg ønsker at udkonkurreres godt og grusomt, så dette er en opfordring til alle litteraturinteresserede til, for helvede, at komme i gang med at skrive nogle fantastiske og relevante og brugbare indlæg til deres blogs (og hvis du ikke har en, så lav en; det er ganske gratis). Forbløf mig! For jeg savner selv at læse andres interessante tanker om litteratur og poesi. Lad mig ikke hensygne i denne tavshed og kedsomhed. Sæt i gang!
P.P.P.S.
Jeg håber egentlig mest, at jeg tager fuldstændig fejl i min vurdering, og at nogen sender mig en lang liste med netop den type blogs som jeg leder efter. I må hvert fald meget gerne skrive links til mig på Facebook eller i kommentarfeltet her. Frembring beviser imod mine påstande. Det ville være en enorm lettelse faktisk, da jeg virkelig ikke kan se, at der sker noget som sådan inden for dette felt i Danmark for tiden. Ikke for alvor.
