Baggrund for Forventing & Forvirring

Forventning & Forvirring begyndte (for alvor) i januar 2014 som mit personlige poesiprojekt. I løbet af 14 dage skrev og redigerede jeg 10-15 dugfriske digte, der udgjorde et nyt nummer af F&F. Med en vanvittig ihærdighed nåede jeg at lave hele 72 numre (alle med forsideillustrationer af den svenske kunstner Linn Larsen) frem til november 2017.
I løbet af de 3½ år, hvor F&F er blevet udgivet, er projektet ikke blevet nævnt eller omtalt af nogen. Projektørlysene i det litterære Danmark har været rettet mod andre digtere. Alligevel har jeg i mørke og al hemmelighed fortsat skrevet og publiceret tusindvis af aldrig læste digte. Ikke bare i håbet om, at de en dag ville blive læst af nogen, men også for min egen skyld. Hvis man ikke skriver digte for at overleve, er der ingen grund til at skrive.
Siden jeg i december 2007 som 16-årig besluttede mig for at forfølge min drøm om at blive forfatter, har jeg fået otte afslag fra Forfatterskolen og er her i juni 2018 stadig ikke blevet udgivet på et forlag. De otte digtsamlinger, jeg har udgivet i privattryk siden 2010, har ikke engang tjent sig selv ind. Og den seneste samling, Væk søvngængerne fra 2016, er her d. 13. juni 2018 kun solgt i 24 eksemplarer.
Oven i alt det har mit poesiprojekt F&F på trods af min vanvittige skriverus ikke fået nogen som helst form for omtale eller anerkendelse. Det har været som i 3½ år at råbe i et tomt, aflukket rum.
Alt dette fik mig til at miste modet. I begyndelsen af 2018 kastede jeg håndklædet i ringen. For første gang siden 2010 ansøgte jeg IKKE om at komme ind på Forfatterskolen. Jeg opgav at sende manuskripter ind til forlag. Og accepterede bare at udgive digtsamlinger i 50 eksemplarer og nøjes med at sælge dem til familie og venner. Alligevel følte jeg mig knust, fordi mine forfatterdrømme var blevet knust. Jeg havde åbenbart ikke det talent, der skulle til. Målet blev i stedet at læse dansk på universitetet og nøjes med at læse og analysere andres værker frem for selv at være kreativ. Når man ikke selv kan, kan man i det mindste studere folk, der lykkes.
Midt i denne tunge følelser af at have fuldstændig fejlet som forfatter, skete der noget forfærdeligt. Jeg fik sønderknust mit hjerte. Det er i grunden en meget lang historie, men det korte og det lange er, at min ekskæreste Trine valgte at blive kærester med en anden. Det skete omkring april 2018. Dengang var jeg stadig forhåbningsfuld omkring, at vi kunne finde sammen igen. Godt nok var jeg aldrig kommet ind på Forfatterskolen, blevet udgivet på et forlag eller fået et gennembrud som forfatter. Men det betød ikke så meget, hvis jeg så til gengæld igen kunne være kærester med mit livs kærlighed.
At læse den mail, hun sendte til mig tirsdag d. 3. april, sønderknuste mig. Ikke nok med, at jeg stod i en situation, hvor efter flere år at have kæmpet for et gennembrud som forfatter, havde opgivet mine drømme, fordi jeg simpelthen ikke er god nok til at skrive, så blev jeg også vraget til fordel for en anden. Tidligere har mine forfatterdrømme været et slags værn for mig. Når alt andet er fucked up, kunne jeg til gengæld drømme om en skønne dag at komme ind på Forfatterskolen eller blive udgivet på Gyldendal. Denne gang havde jeg intet værn. Det ramte mig nådesløst og hårdt. I særdeleshed fordi Trine og jeg arbejder det samme sted, og at jeg derfor måtte se hende flere gange om ugen. Være så åndssvagt lykkeligt. Hvordan hendes øjnene skinnede, fordi hun havde fundet sammen med ham, hun havde drømt om. Og det var aldeles ikke mig. Jeg lod som ingenting og prøvede at være så positiv som muligt. Men indadtil var jeg fuldstændig sønderknust.
Aldrig før i mit liv har jeg følt mig så vraget og ødelagt. En kæmpemæssig fiasko. Selvfølgelig ville hun hellere være kærester med ham Christoffer, der er en succesfuld musiker, har boet i selveste Berlin og som spiller koncerter diverse steder i Europa. Hvorfor skulle hun også være sammen med sådan en taber som mig. Jeg har boet ni år på behandlingshjem på grund af psykisk sygdom, fået otte afslag fra Forfatterskolen, aldrig blevet udgivet på et forlag, skriver digte som ingen gider at læse. Hverken mine digtsamlinger i privattryk eller i mit poesiprojekt Forventning & Forvirring. Og på grund af min psykiske skrøbelighed boede jeg i april stadig hos min mor som 26-årig. Hvem gad være sammen med sådan en taber som mig.
Jeg fik virkelig et massivt sammenbrud der i april 2018. Ikke nok med jeg havde måttet opgive mine forfatterdrømme, havde mit livs kærlighed vraget mig til fordel for en anden.
Jeg savnede virkelig at tale med min far. Han døde desværre af kræft i august 2016. Vi plejede at have nogle rigtig gode samtaler på hans altan. Der kunne vi tale om alt mellem himmel og jord. Det nemme og i særdeleshed det svære her i livet. Han havde selv kæmpet sig tilbage fra en årelang depression (der kom i forbindelse med en motorcykelulykke i 2004, hvor han fik et kraftigt piskesmæld i nakken. Det gjorde ham syg af stress og depression, hvorfor han blev fyret fra sit arbejde som lokomotivfører i DSB året efter. Senere blev han førtidspensionist).
Han var et af de mest indsigtsfulde og livskloge mennesker, jeg nogensinde har mødt. Tidligere når jeg har haft det svært, kunne jeg altid ringe eller komme forbi. Jeg kan huske, hvordan jeg tilbage i 2012 følte mig vildt skuffet over ikke at være kommet nogen vegne med mine digte. At det hele bare var et stort, sort hul. Og at jeg så ringede til ham og sagde, at jeg “ikke troede jeg ville blive særlig gammel”. Han greb ind med det samme og inviterede mig hjem til sig. Sådan begyndte vi for alvor at tale sammen. Ikke om døden og selvmordstanker og depression. Men om livet. Hvordan man kan løfte sig. Han havde i forbindelse med sin egen depression læst en helvedes masse selvhjælpsbøger og vidste udmærket, hvad jeg følte. På den baggrund kunne han guide mig frem til en mere lys måde at se tingene på. Det handler om aldrig at give op. Ligegyldigt hvilket mørke, du befinder dig i, kan du altid tage bare ét skridt til. Han støttede altid mine forfatterdrømme. Selvom mine bøger ikke tjente sig selv ind, havde han ikke noget imod at betale udgifterne for oplaget.

I april kollapsede alt for mig. Jeg følte mig som en kæmpemæssig fiasko. Jeg var hverken god nok som forfatter eller som kæreste. Selvom jeg havde givet alt, jeg havde i mig, var jeg som næsten 27-årig en kæmpestor taber, der aldrig blev til noget.
Midt i alle mine negative tanker omkring mig selv, blev jeg grebet af en voldsom længsel efter min far. Ligegyldigt hvor jeg befandt, på gaden, derhjemme i stuen med sofaen eller andre steder, kunne jeg tydeligt se det hul i mængden, hvor han skulle have været. I den voldsomt mørke og hårde situation, jeg stod i, ønskede jeg at ringe til ham og spørge ham til råds om, hvad jeg skulle gøre. Men det kunne jeg ikke, fordi han var død.
Men hvis jeg ikke kunne tale med ham igen, kunne jeg i det mindste forestille mig, hvad han ville have sagt. Som en måde at komme ud af sin egen depression på, begyndte min far at løbe maratonløb. Han havde brug for nogle konkrete mål, han kunne holde sig til. Han førte en løbedagbog, hvor han førte et målrettet skema for, hvor meget han skulle løbe hver måned. At skabe sådan nogle rammer for sig selv hjalp ham til at fokusere. På den måde nåede han at gennemføre hele 145 maratonløb på syv år  (fra 2007 til 2014). Jeg har aldrig oplevet et så viljestærkt og godmodigt menneske, der kæmpede en brav kamp med sig selv for at komme ovenpå igen. Det var fuldstændig mageløs at være vidne til.

Videoen her blev filmet 2½ måned før min far døde af kræft. Han nåede til et punkt, hvor han ikke længere kunne gå de 10 kilometer fra Rigshospitalet til sit hjem i Skovlunde, når han fik kemo. Derfor besluttede han sig for at gå op ad trapperne på Rigshospitalet. HVER GANG HAN VAR DERUDE!
Ovenstående video filmede jeg fredag d. 17. juni 2016. Godt nok kunne min far ikke længere gå alle 387 trin op til øverste etage på Rigshospitalet, men han kunne da gå en enkelt etage op! “Man skal gøre det, man kan,” sagde han, “og det er ikke nok at vide, hvad man skal gøre; man skal også gøre det, man ved!”

Nogle uger før han døde, spurgte jeg ham: “Hvordan i alverden har de gennemført alle de maratonløb?” Han sad i en kørestol med iltslange i næsen, virkelig tynd og ødelagt af  kemoen, han havde fået, men alligevel gnistrede hans øjne af livsenergi. Efter at have tænkt lidt sagde han: “Det er egentlig meget simpelt. Jeg tog bare ét skridt ad gangen.” Det sad jeg og reflekterede over, da han så tilføj: “Kunsten er så at huske sig selv på, selvom man er virkelig træt og smadret efter 35 kilometer, at man altid kan tage bare ét skridt til.”
Nu talte han godt nok om at løbe maraton, men jeg kan ikke lade være at se hans historie som en allegori til at kæmpe med depression. Eller at ville kæmpe for sin drøm om at blive forfatter.
Derfor har jeg de sidste måneder tænkt, at det ville være i min fars ånd, ikke at give op. Jeg kan huske, at hver gang han havde fået kemo, gik han hele vejen fra Rigshospitalet og hjem til Skovlunde. Det er altså mere end 10 kilometer. Engang sagde han, at han ikke kunne forstå, hvorfor folk tager en taxa hjem, når de har fået kemo, da det netop er, når alt er svært og hårdt, at man skal kæmpe allermest. På en af sine “kemoture” gennem København, købte han en lille statue af Klods-Hans fra H.C. Andersens eventyr. Den fik jeg næste gang, jeg kom på besøg. Han gav mig den som en påmindelse om, at det ikke handler om at leve op til andres forventninger, men at gøre det, man brænder for. Jeg har den stadig stående på reolen.
Godt nok kunne han ikke løbe maraton mere, men han blev ved at kæmpe. Et andet mål, han satte for sig selv, var at gå op og ned ad trapper. Han boede på 4. sal, hvor han fik for vane at gå op og ned ad trapperne. Hver gang han var nået helt ned og igen gået op til sin dør, satte han en streg på en post-it-note på døren. Engang nåede han op på hele 150 ture op og ned. Det kunne der gå hele eftermiddage med. Nogle gange mødte han sine naboer på trappen, når de skulle i Fakta. Og møde dem igen, når de var kommet tilbage.
I maj 2016, tre måneder før han døde, blev han indlagt på Gentofte Hospital. Sammen med mine to brødre Gerrit og Palle tog jeg ud og besøgte ham. Han gik os i møde med sin rollator på gangen. Der var en iltflaske monteret på rollatoren, og han var begyndt at gå med slange i næsen. Noget af det første, han sagde, var, at han ønskede at gå op ad trapperne. En af os skulle bare holde iltflasken. Det var en fuldstændig sensationel oplevelse at se ham gå op på 3. sal, ét skridt ad gangen, imens Palle gik bagved og holdt iltflasken. Helt frem til det sidste blev han ved med at sætte mål for sig selv. I de sidste uger af sit liv blev alene det at blive kørt ud i køkkenet og se, hvordan hjemmeplejeren havde ordnet tingene, et mål i sig selv. Han kunne bare have lagt sig i sengen og opgivet det hele. Men han ønskede virkelig at leve. Han blev ved at kæmpe.
Alle de her historier kom tilbage til mig i min egen mørke situation. Hvad ville min far have sagt til mig? Han ville have sagt, at jeg skal ramme bunden som et springbræt til at komme ovenpå igen. At jeg bare skal tage ét skridt ad gangen, ligesom han gik op ad trapper ét skridt ad gangen. Ikke at miste modet. Være lidt som Klods-Hans, gå mod andres forventninger og gøre det, jeg virkelig brænder for. Være mig selv.. Han ville have sagt til mig, at jeg aldrig skal opgive mine drømme. At jeg skal blive ved at kæmpe. “Hvis du sigter efter stjernerne, kan det være du rammer månen!” som han engang sagde til mig, da jeg igen havde fået afslag fra Forfatterskolen. Hvis jeg fortalte ham om, hvordan Trine vragede mig, fordi hun hellere ville være sammen med en anden, ville han have sagt, at jeg er god nok præcist som jeg er. At jeg ikke skal tage det så tungt. En skønne dag skal jeg nok finde kærligheden, fordi han ved, hvor omsorgsfuld jeg er. En dag skal jeg nok finde en, der værdsætter mig og det, jeg gør. Jeg skal aldrig opgive håbet. Netop når alt er mørkest, må man være stærk. Selv efter han døde, bliver han ved med at inspirere mig.

Det handler om at tage ét skridt ad gangen. Ikke bare når det kommer til at sende manuskripter til forlag, løbe maraton, men også når det kommer til at komme ud af en svær periode i sit liv. Det er en kamp, man først og fremmest har med sig selv, og som man for alt i verden må prøve at vinde. Det var min far et levende eksempel på. Den livsgnist og livsvilje, han udviste, ikke bare i de sidste måneder af sit liv, men i det hele taget, inspirerede og inspirerer mig til at give forfatterdrømmen en chance til. Måske blev den knust, men hvad fanden, så kan jeg vel bare lime den sammen igen!

På nogle meget lange gåture i april og maj, har jeg tænkt over mit liv indtil videre. Hvordan jeg som 7-årig blev diagnosticeret som alvorligt psykisk syg og anbragt. Hvordan jeg helt frem til 2008 boede ni år på behandlingshjem. At flytte hjem til min mor igen og føle mig ekstremt fremmed i, hvad der, for mig, er den “normale verden” med “raske mennesker.” Jeg tænkte over mit kærlighedsliv og alle skuffelser. Forfatterdrømmene, der endnu ikke er blevet til noget. Der er så meget at sige som jeg af pladshensyn ikke kan komme nærmere ind på her, men det væsentlige i denne forbindelse må være, at jeg under mine gåture i april og maj tænkte, at der ikke er noget i vejen med kvaliteten af mine digte. Men at jeg simpelthen har været for dårlig til at gøre andre opmærksomme på det, jeg laver.
På en måde havde jeg håbet, at nogen ud af ingenting ville gøre reklame for mine digtsamlinger og Forventning & Forvirring. Eller i det mindste, at nogen over fx Facebook ville skrive, at mine digte havde gjort et positivt indtryk. Et eller andet. Sådan en opmuntring har jeg ventet forgæves på i årevis.
Efter min fars død fik jeg en henvisning til en psykolog. I løbet af vores 12 samtaler fra juli 2017 til marts 2018 har jeg fået endevendt min barndom på behandlingshjem, mine psykiske problemer (særligt min angst), sorgen efter min far, men også mit knuste hjerte, da Trine slog op med mig (i november 2017) netop i den periode, hvor jeg mødtes med min psykolog.
I en af mine sidste samtaler sagde Lise som min psykolog hedder, at hun på baggrund af vores samtaler tror, at jeg er en, der er nødt til at gå min egen vej med det, jeg laver. Det har jeg i forvejen gjort, når man tænker på alle de digtsamlinger, jeg har skrevet i privattryk, og de 72 numre af F&F, jeg har lavet. Men at jeg er nødt til at gå min egen vej, er ikke ensbetydende med, at jeg behøver gå alene. Det kommer jeg nærmere ind på senere.

Jeg har simpelthen været for dårlig til at gøre andre opmærksomme på det, jeg har lavet. Hvordan i alverden skal folk dog købe mine digtsamlinger, når de ikke aner, at de findes. Hvordan skal folk læse F&F, når jeg gemmer mig i en mørk afkrog af internettet og ikke engang vil linke til nye numre på mit private Facebookprofil. Hvad havde jeg egentlig regnet med? Af natur kan jeg være ret genert, og derfor står mig ekstremt fjernt at gøre reklame for mig selv. Det ville være meget nemmere, hvis en anden kunne rulle nogle reklameskilte ud, hvor der står: “KENDER DU DIGTEREN DE GROOT?”
På baggrund af den indsigt har jeg nu besluttet mig for at kaste mig ud i noget vanvittigt. Hver gang jeg publicerer et nyt nummer af F&F, vil jeg reklamere for det gennem annoncer på Facebook (det er nok også sådan, at du, der læser dette, er nået frem til siden her).
På Facebook kan man med annoncer, der er målrettet mennesker, der har angivet poesi som interesse, for 500 kroner nå ud til cirka 4000 mennesker. De digte, jeg har skrevet, fortjener i det mindste at få chancet og blive læst. Det kan godt ske, at samtlige 4000 mennesker rynker på næsen og vender ryggen, men så har jeg da i det mindste givet det hele et skud. Hvis ingen kan lide digtene, har et gennembrud som forfatter lange udsigter. Men hvad nu hvis digtene faldt i god jord? Hvad hvis alt det, jeg har skrevet, i virkeligheden har været en slags overset guld, der endelig (ENDELIG EFTER ALLE DISSE ÅR!) kan komme frem i lyset! Hvad hvis jeg virkelig har talentet, men ikke sørget for at få det vist frem?
Forventning & Forvirring er ikke bare genopstået som poesiprojekt (efter en længere pause), men som inkarnationen af mine drømme. Nu vil jeg give det hele en chance til og se, hvad der sker. Det skylder jeg trods alt mig selv og den massive ihærdighed og dedikation, jeg har vist siden jeg i december 2007 som 16-årig tog beslutningen om at gå efter at få opfyldt mine forfatterdrømme.

MEN DER FINDES NOGET STØRRE END SELV AT FÅ OPFYLDT SINE DRØMME! Og det er at hjælpe andre med at opfylde deres! Dette, jeg skriver nu, er det helt centrale i Forventning & Forvirring som projekt. Det er ganske enkelt hjertet i alt.
På mine lange gåture i april og maj tænkte jeg meget over, hvad min psykolog havde sagt til mig: At jeg er nok er nødt til at gå min egen vej og gøre tingene selv. Men det er jo ikke ensbetydende med, at jeg skal gå den vej alene! Som min far også sagde: Det er vigtigt at INDDRAGE ANDRE MENNESKER! Og det er noget, jeg virkelig ønsker at blive bedre til!
Jeg har selv drømt om pludselig at få en besked over Facebook, hvor nogen skriver: “Hej Christian! Jeg har læst dine digte, og jeg synes, at de virkelig er fremragende! Jeg har et poesiprojekt, der hedder F&F, som jeg gerne vil invitere dig med i. Den sidste uges tid har jeg lavet et udvalg af de af dine digte, jeg virkelig synes fortjener at blive læst af langt flere. Dem kunne jeg godt tænke mig at trykke i et nummer af F&F en af de kommende måneder. Så vil jeg på Facebookbruge 500 kroner på at annoncere for nummret, så op mod 4000 mennesker, der har angivet poesi som interesse, potentielt set kan læse dine digte. Som at få spillet sine sange i radioen!
Jeg synes selv, det er svært at nå ud til folk med det, jeg srkiver. Efter i flere år at have følt mig overset, kunne jeg godt tænke mig at gøre et eller andet vild for at få mine digte ud til folk. At få et gennembrud som forfatter er min helt, helt store drøm. Men hvorfor ikke med dette storstilede projekt samtidig hjælpe andre?
Jeg har de seneste år fulgt med i dit forfatterskab. Jeg har læst dine bidrag til diverse tidsskrifter, læst dine digtsamlinger, og jeg synes virkelig, at du fortjener at blive læst af langt flere. Netop fordi du er så dygtig, ville det også være en stor ære for mig at dele et nummer af F&F med dig. Så ville der både være nogle af dine digte og nogle af mine. Sammen kan vi sigte efter stjernerne!
Jeg håber, du vil være med i F&F! Du kan lige læse det udvalg, jeg har lavet af dine digte, og hvis du har nogle spørgsmål, så bare fyr løs! Jeg regner med, at det hele løber af stablen her senere på året.”

… Hvis nogen – ud af ingenting – skrev sådan noget til mig, ville jeg være rørt til tårer. Jeg ved, hvordan det føles at føle sig som et spøgelse. Overset, utilstrækkelig, ikke god nok. Bare at gå rundt i et mørke, der udvider sig selv. For så at trække sig sammen som en hånd om halsen, et kvælertag.
Jeg håber virkelig, at jeg med Forventning & Forvirring kan gøre en masse mennesker glade. Ikke bare de satans dygtige digtere, jeg inviterer med i projektet, men selvfølgelig også alle de poesiinteresserede, der nu hver måned får mulighed for at læse noget gratis poesi. En greatest hits fra det litterære vækstlag! De bedste digte på fuld udblæsning som singles afspillet i radioen!
Det er også mit mål at invitere billedkunstnere og andre illustratorer til at bidrage med forsider til F&F. Det kunne fx ske gennem konkurrencer, hvor man kan sende bidrag ind til mig. Eller må jeg være opmærksom på, om jeg støder på nogle awesome kunstnere undervejs, jeg kan invitere med. Desværre er der så sindssygt meget talent, der spildes i Danmark, fordi kunstnerne ikke får den opmærksomhed og opmuntring som de fortjener. Når jeg tænker på al den awesome kunst, der bare rådner i skrivebordsskuffer, får jeg det dårligt.
Jeg håber, at vi med F&F kan løfte os sammen og vise, hvad vi rummer. Det ville netop være i min fars ånd. Ikke bare at blive ved at kæmpe for det, man drømmer om. Men også at inddrage andre i sine tanker og overvejelser. At være stærk nok til at stå ved sin skrøbelighed. Være stærk nok til at sige: “Hey, jeg står altså lige og har brug for noget hjælp”. Lad os hjælpe hinanden til at nå uanede højder! Nu står F&F godt nok for Forventning & Forvirring, men jeg kan ikke lade være at tænke, at det også står for “Farmor og Far,” da de er to mennesker, der har hjulpet mig allermest her i livet. På samme måde som jeg nu ønsker at hjælpe. F&F vil leve og blomstre i deres minde.
Afslutningsvist vil jeg igen skrive det, jeg nåede frem til på mine lange gåture i april og maj: Det handler om at ramme bunden som et springbræt til at komme ovenpå igen. Som min far sagde til mig: Sigt efter stjernerne, og det kan være, du rammer månen! Det kan godt ske, at jeg med dette projekt går min egen vej i det litterære Danmark. Men jeg er glad for ikke at gå den vej alene. Tak for at følge med!

Christian de Groot-Poulsen, 15. juni 2018

%d bloggers like this: