Slået op d.

Tanker om Nephews nye album Ring-i-ring

En morgen hvor himlen har identitetskrise

Jeg ligger i sengen på mit værelse på 5. sal med udsigt til en himmel med identitetskrise. Den ved ikke rigtig, om den skal være gennemlyst og blå og glad, eller tungt flæbende med nedadvendte mundvige og vådt hår. Morgenkaffen har som heste sparket min hjerne i gang. Med den samme sløje tankerække om noget, jeg bilder mig ind, er vigtigt. Ofte går mine overvejelser i-ring-i-ring, og så kigger jeg lidt på himlen og undrer mig over, hvad det egentlig er, at jeg skal med mit liv.

På Spotify falder jeg over Nephews nye album Ring-i-ring. Lige da det blev udgivet for en uges tid siden, hørte jeg det igennem flere gange hjemme hos min kæreste, da jeg sad og arbejdede med nogle nye digte. Det overraskede mig virkelig positivt!

Nephew nye album Ring-i-ring

Det er et eksistentielt univers at træde ind i, med et sammenhængende musikalsk universers, der bliver ved at overraske. Man ved ikke, hvad der venter rundt om hjørnet. Sangene vidner om et band, der har formået at forny sig selv og tænke nye tanker, men stadig have udgangspunkt i det samme, nu videreudviklede univers. Særligt stemningen på albummet er jeg vild med. Det er sådan en stemning som det kan være svært at sætte ord på. Som det glade sus i kroppen, man kan have på en solskinsdag. Eller den nedtrykte tyngde i kroppen, når det er gråvejr og regner.

Albummet har dog sit helt eget vejr, der sætter dig i kroppen. Jeg bærer det videre med mig i dagen. Som en forelskelse. Alligevel er stemningen ikke lys, synes jeg. Men mørk uden at være dyster. Nephew har hænderne dybt nede i den eksistentielle fars og får formet nogle sange som både er alvorlige, eksistentielle og legesyge.

Jeg kan godt lide teksterne, der tør prøve noget nyt. Være mere aktuelle. Fx synes jeg, at sangen DMII er glimrende. Det giver et indtryk af Dronning Margrethe, Danmark og nationalitet. Vi får ikke proppet et budskab ned i halsen, men masser af plads til selv at tænke. Sådan fungerer sangene hele vejen igennem. De åbner og giver plads til lytteren til at træde ind. Og sådan har Nephews sangtekster været på langt de fleste albums. Undtagen Hjertestarter, der for mig blev for direkte og kedelig. På Ring-i-ring har Simon Kvamm genopfundet sine tekster på en passende interessant og aktuel måde.

Fremragende at man i sine 40’ere kan lave gode værker

Lige her i sengen med udsigt til den humørsvingende himmel, tænkte jeg, at det i grunden er fremragende, at man i begyndelsen af 40’erne (som Simon Kvamm & co efterhånden må være) stadig kan være aktuelle og lave gode værker. Der findes en fascination af det nye, af debutanten (særligt inden for det litterære miljø). Den 22-årige, der netop er færdig på Forfatterskolen, og udgiver sit første værk på Gyldendal. Alle projektørlys, al opmærksomhed, rettes mod vedkommende, der bliver “talk of town” i nogle uger og siden dumpes nede i det samme oversete mørke som så mange andre befinder sig i, når en anden indtager scenen.Kampen kommer så til at handle om at få vinde rampelyset tilbage med værk nummer to og tre før, at gassen går af ballonen, og konkurrencen fra “de unge, nye talenter” bliver for stor. Lidt firkantet sagt.
Hvor mange læser de digtsamlinger, der blev udgivet i 2005 og 2010? De fleste eksemplarer samler bare støv på hylderne. Mere museumsgenstande end aktuelle værker.

At man kan skabe sådan et godt værk som Ring-i-ring, når man er i 40’erne, er inspirerende for mig. Det udvider min bevidsthed og giver mig en idé om, at livet jo ikke bare er “her og nu,” men at man er mindst ligeså i live og drømmende om 20, 30 og 40 år. Forhåbentlig!

Hvorfor inspirer det mig?

Jeg drømmer om at få et gennembrud som forfatter. Efter otte afslag er jeg stadig ikke kommet ind på Forfatterskolen, og det kommer jeg heller ikke til foreløbig. Fra september 2019 (om et år) vil læse dansk på universitetet og se, hvad det kan føre med sig. Nogle gange kan jeg føle mig en anelse besejret. At have drømt og kæmpet for noget, der ikke ville lykkes. Som om “løbet er kørt”. For at “blive til noget” skulle man have været en af de der unge, hippe dudes eller dudeinder, der kommer ind på Forfatterskolen i første forsøg og debuterer med en stærk bog på Gyldendal som 22-årig. Jeg gjorde mit bedste, men jeg kan ikke leve op til det.

Derfor kan jeg ikke lade være at ligge her i sengen og tænke over, hvad jeg egentlig skal med mit liv. Er det fuldstændig game over med forfatterdrømmen? Er løbet virkelig kørt? Overhovedet ikke! Hvis Nephew kan levere sådan et stærkt album, når de er i 40’erne, giver det mig en tro på, at jeg om 10-15 år kan skrive gennembrudsbogen. Måske handler det mest om at samle livserfaring og livsglæde, og så skal det hele nok ske af sig selv.

Albummet bliver fuldstændig slagtet i anmeldelser

Derfor blev også chokeret over at læse anmeldelserne af Ring-i-ring. Gaffe er helt nede på 1 ud af 6 stjerner, Soundvenue på 2 ud af 6.

Soundvenue skriver i deres anmeldelse:

“Nephew har spækket Ring-i-ring til med slidte klicheer og fjollede gimmicks, og der er meget lidt tilbage af det punch og den engagerede sangskrivning, der oprindelig gjorde USADSB og Interkom Kom Ind til folkeeje.” … “Når sangskrivningen ikke er pinlig, er den desværre oftest forglemmelig.”

Gaffa skriver:

“Der er tale om en opsamling af årets Ring-output med tre nye leflende, oversimple, kedsommelige skæringer, der bidrager til albummets forudsigelige tomgang. Selv når Nephew har været værst, har de evnet at skære sangene ind til benet og leget med egne begrænsninger. Sådan er det bare ikke på Ring-i-Ring. Ørediarré som samarbejdet med Nik & Jay kommer 10 år for sent på alle tænkelige faconer. Lyden og den elendigt miksede sang med “wavy wavy” og kvalt råbevokal er et glimrende eksempel på et band, der lader til at lave fedtede brune sammenkogte retter, så snart hele køkkenet er til rådighed.”

Mine yndlingskunstnere bliver ofte slagtet i anmeldelser

Holy shit! Albummet bliver fuldstændig slagtet! Ikke sådan “det er okay 3/6 stjerner,” men en regulær nedslagtning. Det fik mig til at grine. Det er så typisk! Hver gang der er en film, band eller bog, jeg er vild med, væmmes anmelderne med afsky. Fx. fik et af mine all-time yndlingsbands, HIM, altid sølle 2 ud af 6 stjerner i samtlige GAFFA-anmeldelser, der blev skrevet. Det samme med The Used, Aiden, Coheed and Cambria, og mange andre bands, jeg kan lide. Også selvom deres værker, for mig at se, er deciderede mesterværker!

Det fik mig til at tænke, at det måske ikke behøver tage mig 10-15 år at skrive min gennembrudsbog. Men at den gemmer sig i alle de digte, jeg allerede har skrevet. Enten i form af et samlet manuskript, jeg kunne lave, med de bedste tekster, eller måske i form af en række mindre e-bøger (måske inspireret af netop Ring-i-ring med små EP’er, der til sidst samles i et fuldlængde album?). Hvis forlagene ikke tør udgive mine digte, fordi jeg ikke har gået på Forfatterskolen, må jeg gå min egen vej.

Der er altid flere perspektiver på samme værk

Jeg kan også se, at Ring-i-ring i mindre aviser har fået mere positive anmeldelser. Der findes ikke én sandhed om verden eller kunstneriske værker. Det kommer i den grad an på, hvordan det enkelte menneske ser det. Et album, der for den ene er lort, er for den anden guld.

At lytte til albummet, læse de overraskende negative og hårde anmeldelser, og siden reflektere over kunst, har fået mig til at indse, at man altid må følge sin mavefornemmelse frem for at følge strømmen.

Derfor skal jeg heller ikke genopfinde mig selv som digter, så jeg kan passe ind i de eksisterende trends. Jeg skal ikke øve mig i at skrive Caspar Eric-digte, Theis Ørntoft-digte eller Yahya Hassan-digte. Jeg skal øve mig i at skrive Christian de Groot-digte. Ligesom en rose higer efter at være en rose, må man holde op at ville være andre, men stræbe efter at være sig selv. Det er netop kun som sig selv, at man kan lykkes.

Det handler om at følge sit hjerte

Nephew har fået hug for at følge deres hjerter, ligesom jeg har fået hug for at følge mit. Men i den sidste ende handler det ikke om anerkendelse og at få 6/6 stjerner, men om at gøre det, man brænder for. Drømmen, for mig, er ikke længere at få et gennembrud som digter, men at skrive det, jeg drømmer om. Ikke Caspar Eric-digte, men Christian de Groot-digte. Det har jeg allerede gjort, men siden kom jeg på afveje på grund af en voldsom tvivl på mig selv. Som kom af voldsomt negative og kritiske læsninger på Gladiatorskolen, hvor jeg gik i et år frem til september 2017. Siden har jeg haft svært at komme i gang med at skrive igen. Hvad er min retning? Skal jeg kopiere de andre? Eller bare give op?

Nu har jeg fravalgt anerkendelsen. Fravalgt Forfatterskolen og forlag. Jeg vil gå min egen vej med det, jeg skaber. Tak til Nephew og de negative anmeldelser for inspiration. Nogle gange må man bare gå efter guldet. Ikke det guld, der hænges om halsen på anerkendte Gyldendaldigtere, men det guld, man har i hjertet.

Afsluttende “vejrudsigt”

Himlen over Søborg har opgivet sin identitetskrise. Den er gnistrende blå, med spredte skyer hist og her. De varme stråler får regndråberne på mine ruder til at blive usynlig damp, der rejser tilbage i skyerne. Snart klar til deres næste rejse, deres næste forvandling. Som et billede på mit humør, eller er mit humør et billede af himlen?

Du kan læse uddrag af mine seneste digtsamlinger her:

Uddrag fra Druknelektioner [2014]

Uddrag fra Hvordan det føles at være et spøgelse? [2014]

Uddrag fra I limbo [2015]

Uddrag fra Væk søvngængerne [2016]

 

 

 

 

 

 

Slået op d.

Til min nevø Johan

Til min nevø Johan

Før du lærer at gå, må du lære at trække vejret
det kan give energi
til dine muskler og tanker og drømme.
Johan, vi vil så gerne se dig vokse
og vise os det menneske, du gemmer på.
Nu må du se at spise dig stor og stærk
og huske at holde maden i dig
i stedet for at gylpe den op; en skønne dag
kan du måske endda blive stærkere end din onkel!
Nu har du prøvet mælk, men det er vist ikke din livret
glæd dig til din farmors brune sovs og frikadeller!
Vi længes alle efter at høre din stemme!
Men du skal ikke være så hemmelighedsfuld
at du holder op at trække vejret.
Den nat din far måtte holde dig i benene
ryste din lille krop op og ned
så slimet og gylpet gled ud af din mund og næsebor.
Da ambulancefolket kom, trak du vejret igen
blev kørt til Herlev til observation
men dine forældres chok rumsterer stadig.
En dag vil de fryde sig over at høre om din første dag i børnehave
hvordan tårerne til den tid bliver erstattet af ord
men før du lærer at gå, må du først lære at trække vejret!
Om lidt kommer vinteren
og du skal se sne for første gang
måske er du for lille til at bygge en snemand,
men ikke for lille til at modtage gaver!
Allerede nu gætter vi på, hvad Julemanden vil give dig
men én ting skal du vide, kære Johan
at du er den bedste gave, dine forældre har fået!
Og det eneste, de ønsker sig, er at du får det bedre!
Bare sov helt trygt og roligt, kære Johan
din mor og far skal nok holde øje med dig
og intet kan gøre dig fortræd, når de er i nærheden.
Med alt, hvad de har, vil de passe på dig
for du er kernen af alt, der giver mening i deres liv.
Bare sov sødt, kære Johan, og træk vejret
en indånding ad gangen, imens du drømmer
om at tage dit første skridt i den her verden,
der venter på at blive din!
Om din far er i Fakta eller på arbejde, er hans kærlighed til dig
et kompas, der altid guider ham hjem. For du er hans hjem nu
hans nye bankende hjerte! Spis dig stor og stærk, kære Johan
og vis os det menneske, du gemmer på! Velkommen til livet!
Velkommen til livet! Velkommen!

Slået op d.

Charles Baudelaire

Charles Baudelaire: Den fremmede
(Teksten er fra “Parisisk spleen, små digte i prosa”, 1869)

Hvem elsker du højest, du gaadefulde Mand: din Fader, din Moder, din Søster eller din Broder?
– Jeg har hverken Fader eller Moder eller Søster eller Broder.
– Dine Venner?
– Det er et Ord, hvis betydning jeg endnu aldrig har kendt.
– Dit Fædreland?
– Jeg ved ikke, under hvilken Breddegrad det ligger.
– Skønheden?
– Jeg vilde gerne elske den – den guddommelige og udødelige.
– Guldet?
Jeg hader det, som I hader Gud.
Hva elsker du da, du besynderlige Fremmede?
– Jeg elsker Skyerne… Skyerne som drager forbi… dér ude… de vidunderlige Skyer!

Charles Baudelaire: BERUS JER!
(Teksten er fra “Parisisk spleen, små digte i prosa”, 1869)

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer.

Og dersom det undertiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stuers tungsindige ensomhed, at I vågner, og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg hvilken time det er: og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer: “Det er beruselsens time! For ikke at blive mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladeligt! I vin, i poesi, i dyd – som I vil.”

 

 

 

Slået op d.

Dårlige vaner: At overvinde mine dårlige impulsbeherskelser

Jeg føler mig utilpas. Træt og uoplagt. Som om jeg ikke bare er dårlig til at udføre mine opgaver, men at jeg ikke engang kan komme i gang med dem. Hvis jeg var en bueskytte, ville det ikke dreje sig om, at jeg rammer ved siden af skydeskiven, men at jeg ikke engang orker at løfte buen.
Jeg sidder på min arbejdsplads Gallup og skal ringe ud til alle mulige mennesker. På et papir foran mig har jeg netop skrevet: “Hvordan kan jeg blive mere frisk?” Siden har jeg stirret mig blind på det. 3000 liter kaffe kan ikke vække mig fra min døs. End ikke et elektrisk chok. Sådan føles det hvert fald.
Måske er spørgsmålet i grunden ikke, hvordan jeg kan blive mere frisk her og nu, men hvordan jeg kan undgå at havne i sådanne situationer. Hvad er årsagen til det?
Bare rolig, det har ikke noget med efterårsdepression at gøre. At mørket sniger sig ind på mig og tynger humøret ned. Nej, det er bare mig og mine dårlige vaner. Og endnu dårligere beslutninger.

Her i går var jeg sent oppe. Jeg var til filmaften hos min ven Thoby. Egentlig skulle vi have været flere, men det endte med bare at være os, der spiste ekstreme mængder Mountain Dew, Matadormix, Kanonkugler med chedderost, pindis og alt for meget mere. Først omkring klokken 3 fik jeg mandet mig op til at cykle hjem. Søvnigheden havde ellers siddet i mig og sagt: “Bare fald om og sov på gulvet.” Men det var helt umuligt, når Thoby og jeg sad og så totalt hjernedøde youtubevidoer på hans fjernsyn. Top 100 “things you wouldn’t believe if it wasn’t recorded” “Animals doing stupid things” og andet i den dur. Som om vi lige skulle have støvsuget hjernen ud nogle timer og blive efterladt i en bevidstløs døs. Det var faktisk ret dejligt. Sådan en ansvarsfri følelse. Bare mere slik og sodavand i kæften, grin af noget fjollet. Den ene time tog den anden.

Da jeg vågnede her kl. 8 med kun tre-fire timers søvn, følte jeg mig overraskende frisk. Jeg tænkte: “Jeg skal sgu nok klare den her dag!” Jeg fik hurtigt taget alt mit tøj på, slynget kogende vand ned i en kop med Nescafé og tjekket min telefon for at se, om der var sket noget nyt i min lille verden siden sidst jeg tjekkede nogle timer før. Ikke rigtigt.

Nu er trætheden så kommet snigende. Den fylder hele min krop, og jeg orker dårligt at taste numrene på skærmen ind på den fastnettelefon, jeg ringer fra.
Det hjalp nok heller ikke, at jeg omkring kl. 11 spiste en halv bøtte Astronautliteris. Da jeg cyklede ind til Gallup, vidste min krop ikke, om den skulle blive søvnig af isen, eller blive frisk af den kropslige bevægelse. Siden hen har den besluttet sig bare for at give op. Hvad skulle den ellers gøre med så dårlige betingelser. Fik jeg overhovedet spist ordentlig morgenmad? Hvad har jeg egentlig gang i?

Konfliktet handler ganske enkelt om selvbeherskelse og vaner. Selvfølgelig burde jeg have taget hjem fra Thoby længe før. Måske set en enkelt af de fjollede Top 100-videoer, og så trukket stikket. I stedet blev jeg fristet til at sige: “Bare én til”. Og en enkelt video på nogle minutter endte så med at være den første i rækken af rigtig mange.
Jeg skulle have været mere moden og sagt: “Tak for en hyggelig aften. Vi må gentage succesen en anden gang!” … Egentlig opstod der et afgørende øjeblik, hvor jeg netop skulle tage beslutningen: “Skal jeg tage hjem, eller blive og se bare én til video?” … Det øjeblik opstod faktisk ret mange gange. Hvorfor var jeg ikke bedre til at hanke op i mig selv? Jeg vidste jo udmærket godt, hvor smadrede jeg ville være dagen efter?

Det samme gjorde sig gældende for et par timer siden. Da jeg her kl. 11. i formiddags tog bøtten med Astronautis ud af fryseren. I mit hoved tænkte jeg: “Jeg skal ikke spise det her. Det er fandme en åndssvag måde at starte dagen på. Også når jeg i forvejen ikke har fået sovet særlig meget”. Men min krop havde en anden agenda. Som stod jeg dér og havde en slåskamp med mig selv. Mit overjeg med krydsede arme, der står og brokker sig lavmælt i det ene hjørne vs. mit umættelige, dyriske begær efter sukker. Hvis man kunne blive verdensmester i tåbelige beslutninger, ville jeg stå på sejrsskamlen. Sådan føles det hvert fald nu.

Men at spise is om formiddagen var ikke min største fejltagelse. Det var bare resultatet af en dominoeffekt. Fadæsen begyndte faktisk to dage tidligere. Nede i Meny.
Hos Gallup havde jeg fået lov at tage noget rugbrød med. På hjemvejen slog jeg et smut forbi Meny, hvor jeg ville købe leverpostej. Det fornuftige valg (så ved jeg godt, at man kan købe alt muligt andet som er langt sundere og bedre og hvad ved jeg, men i min situation er en leverpostejs mad da langt bedre end en Astronautis-mad, ikke sandt?).
Men allerede ved indgangen blev jeg overmandet. Af mig selv. Fremprovokeret af en stander med en stander med en helt ny slikposevariation. Jeg blev som 5 år igen. Selvfølgelig skulle den den nye variation prøves (Star Dust, i øvrigt!). Ned i kurven i den. På vej over til leverpostejen, faldt jeg over en pakke Quaker Chocolate etellerandet. Sådan noget, som knaser, smager pissegodt og har små 40% sukker. Ikke mad, men sukker med mælk på. Som barn havde jeg nogle gode oplevelser med at spise netop det mærke. Måske giver det mig en følelse af tryghed. En lille lomme af tryghed midt i et forvirret og forvirrende verden. Eller så er jeg 27 år og har stadig ikke lært at styre mig selv.
Nå, men ovre ved kassen stod der flere montre med is. I en af dem lå bøtten med Astronautis. Den variant havde jeg heller ikke prøvet før (og man skal jo gerne spise lidt varieret, så det ikke er det samme hele tiden! (nå, dårlig joke, den må jeg fjerne i en redigeringsproces, hvis jeg da ikke var så dvask og doven, uh). Ned i kurven med den.
Et sted i mig råbte og skreg mit overjeg. Eller så stod det bare med krydsede arme og brokkede sig lavmælt. Hvert fald vidste jeg godt, at det ikke lige var det smarteste at gøre. Hele aftenen blev noget lort. At æde det der chokolademorgenmadshalløj drænede mig for energi. Så åbne en pose slik, æde næsten det hele, og så videre til astronautisen.

Efter alt det lagde jeg mig i sengen. Tung som en elefant. Og dummere end en mælkebøtte. Sommetider undrer det mig, hvordan det må føles at være 90 år gammel, ligge på plejehjem og fortryde hele sit liv, ikke mindst de beslutninger, man har taget. Jeg oplevede en slags miniudgave af det. En dvask, ugidelig og lettere (hvis ikke temmelig) trist følelse. Der er ikke andet at gøre end at tage ved lære og gøre tingene anderledes næste gang. Simpelthen.

Men fordi jeg gav efter for min sukkertrang i Meny, var der Astronautis til overs her i formiddags. Og et gammel ordsprog siger: “Hvad du køber og har liggende, spiser du!” … Det er et spørgsmål om, hvad man køber. Og vælger fra. Men det kræver jo så det rette fokus og evnen til at tage de rette beslutninger.

Dårlige beslutninger bliver til dårlige vaner, der bliver karaktertræk, der bliver en del af, hvem man er. Det bliver en glidebane videre ud i den forkerte retning. Og er det virkelig det, jeg ønsker at være? Træt, uoplagt og sådan lettere trist? Næh. Jeg kan ikke være særlig stolt af mine handlinger. Det ville have været langt federe at have været moden, vist mådehold og sagt: “Nok er nok”. Jeg er 27 år gammel. Ikke 17. Kunne jeg ikke forvente lidt mere?

Hvordan kan jeg blive et bedre menneske? Eller måske mindre ambitiøse, men stadigt væsentligt: Hvordan kan jeg blive bedre til at tage rigtige beslutninger? Blive mere mådeholden?

Al personlig udvikling sker ved, at man bliver bevidst om alt det, der er galt. Alt det, man ønsker at blive bedre til. Des mere man fejer ind under gulvtæppet, des mere man ignorerer og ser bort fra en problemstilling, des mere overtager det en. Bare fordi man lukker øjnene, ændrer det ikke på, at man glider ned ad glidebanen, hurtigere og hurtigere i den gale retning. Det kræver mod at åbne øjnene og indse, hvor man befinder sig. Det kræver også mod at skrive alt det her ned og erkende, ikke bare over for de, der må læse med, men mig selv, at jeg i grunden er lidt barnlig og har en dårlig impulsbeherskelse. Det er da ikke noget at være stolt af.

Men jeg er stolt af i det mindste at tage fat i problemet. Gøre mig selv opmærksom på det. Sige til mig selv: “Hey, dude, det her skal du altså se at blive bedre til.” Og det sker ikke ved at lave strudsmanøvren, stikket hovedet i jorden og vælge mørket.

Derfor ønsker jeg at blive bedre til at tage tidligere hjem, når jeg er på besøg hos mine venner. Med respekt for, at jeg skal hos Gallup dagen efter. Her er min ven Anders et godt eksempel på et modent menneske (at jeg nævner ham er vist mest bare en note to self, det er vigtigt at man bruge andre som forbilleder).
Og så må jeg se at blive bedre til at LADE VÆRE at købe slik og søde sager. Ikke at jeg kræver af mig selv at blive totalt sundt, masser af frugt og grønsager, for det er vist lige lovlig ambitiøst for mig lige nu. Men bare skrue ned for sukkeret og holde mig til planen: “Jeg er gået i Meny for at købe leverpostej.” … Hvis jeg så faktisk også kun kommer ud af Meny med leverpostej, kan jeg løfte den som et trofæ i luften og råbe af glæde. Det ville være en sejr over mig selv. At have overvundet min dårlige impulsbeherskelse. Langsomt kan den ene gode handling blive til gode vaner, der kan blive gode karaktertræk, der bliver en del af, hvem jeg er.

Sådan kan det at tage i Meny ikke bare være at tage i Meny. Men være en mulighed for at vinde over mig selv. Hvis det lykkedes mig at blive et bedre menneske på denne måde, må jeg lige huske at takke dem dernede. Sige tak for alle fristelserne. Tak for, at give mig muligheden for at vælge det forkerte fra og tilvælge det rigtige. Tak Meny. Tak, kære verden! Nu skal jeg vist tilbage til arbejdet. Det er også en af mine dårlige vaner. Alt for mange pauser. For fucks sake. Nu er jeg for sent på den. En glidebane, siger jeg jer, en glidebane! Nu må jeg rette op på det! NU

26. september 2018 kl. 19:02

 

Slået op d.

Søren Ulrik Thomsen

Her er et udvalg af digteren Søren Ulrik Thomsens bedste digte. Digtene er hentet fra hans syv digtsamlinger City Slang (1981), Ukendt under den samme måne (1982), Nye digte (1987), Hjemfalden (1991), Det Skabtes Vaklen (1996), Det værste og det bedste (2002), og Rystet Spejl (2009).

Jeg tænkte, at det ville være brugbart at dele nogle af hans digte online. Som inspiration til, hvor man kan begynde at læse hans digte. Den første digtsamling af Søren Ulrik Thomsen hedder City Slang (1981), men man kan jo også sagtens begynde med at læse Det værste og det bedste (2002).

Når man har fået et godt kendskab til Søren Ulrik Thomsens digte, kan man fx gå videre og læse nogle andre firserdigtere. Det kunne fx være Michael Strunge, F.P. Jac, Morti Vizki eller andre.

Søren Ulrik Thomsen – Levende fra City Slang (1981)KRITIK AF DEN NEGATIVE OPBYGGELIGHED - reklamefolder.indd

Søren Ulrik Thomsen Levende.jpg

Søren Ulrik Thomsen – To digte fra Ukendt under den samme måne (1982)

ukendt-under-samme-maane

regn søvn blå kys
lys seng vand hånd
regn søvn blå kys
lys seng vand hånd

regnhånd, lyskys
vandlys, blåseng
søvnblå, kysregn
lyshånd, vandsøvn

*

ikke hælde virkeligheden på digte
ikke hælde digte på virkeligheden
bare skrive digte,
virkelige digte

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Nye digte (1987)

KRITIK AF DEN NEGATIVE OPBYGGELIGHED - reklamefolder.indd

Jeg er blevet for lille til mit liv,
og det for småt for mig.
Jeg er en infernalsk larm fra gaden
og fra de år der er væk.

Mit liv fylder for meget,
det kan ikke længere være på værelset.
Hver gang jeg ser ud af vinduet
synker City dybere i et grønt grønt hav.

Jeg er træt af min egen forsølvede tunges
uhyggeligt skønne sange,
jeg længes efter en større, en
næsten uhørlig
musik.

Gennem sprækken mellem døgn og døgn
vil jeg råbe en hemmelighed til mig selv
men stilheden falder som en økse
og deler den
i nærmest intet og næsten alt
for meget.

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Hjemfalden (1991)

hjemfalden-forside

Jeg er blevet så enkel og ensom
som Nordvestkvarteret i slud.
Selv efter alle de år blir jeg lykkelig
over den ukendte kvinde, der vinkede til mig,
da mit tilfældige tog rev sig løs.
Uophørligt syr hendes hvide hånd sekunderne sammen.
Det er tid til personlig afvikling,
og jeg har ikke brug for at drømme.

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Det skabtes vaklen (1996)

det-skabtes-vaklen

Tilgiv at jeg ser dine knogler før kødet,
kødet før kjolen
og kjolen før dit svævende blik,
for det er december, og mere
nøgne end den frygtelige kylling,
jeg tog fra køledisken og straks smed fra mig,
da dens tynde blod pludselig pibled
gennem cellofanen og ned i mit ærme,
er træerne,
hvis sorte strukturer forfølger mig
som alt, der er levende, men minder om døden
som alt, der er dødt, men synes at leve;
regnestykker med syv variable,
digtes snoede sneglehuse,
og
Nordhavns kraner, der gir sig i vinden,
mens jeg sover ind i dine lange lemmer,
men drømmer om højhuse belejrede af stilladser
og om stilladser behængt med buldrende presenninger.
Tilgiv mit blik, der iler over dig som årstider
for skiftevis at krone dig med kærtegns lys
og klæde dig af som en råkold regn;
jeg påstår jo ikke,
at denne måneds strenge stammer
er sandere end de dunede blade i maj –
og sandheden har jeg i øvrigt
overladt de unge:
For mig er det tilstrækkeligt,
at sige tingene som de er.

 

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Det værste og det bedste (2002)

Untitled-2

Det værste er når en gådefuld drøm
hvor et ansigt i endeløs slowmotion vendes mod mit
ikke vil standse ved søvnens grænse
men fortsætter dagen igennem

venteværelser med brunt linoleum
matterede ruder og en duft af æter og gæld
er det værste

det værste er at du jo tigger mig om
at synes du er lige så liderligt lækker
som dengang vi to var sytten år

de dage hvor alle man ser på gaden er grimme
fordi man selv er godt grim indeni er de værste

det værste er når kalenderen er tung af aftaler

at finde et overkørt pindsvin
med indmaden væltende ud af den bløde bug
er det værste

det værste er når jeg ganske godt ved
at jeg selv har snydt en lille smule
for at opnå en lurvet gevinst:

Det er det værste for mig.

Søren Ulrik Thomsen – Et digt fra Rystet Spejl (2011)

rystet-spejl-forside

Her skulle egentlig have stået et digt
som jeg nu har kasseret
selvom det indeholdt
en rammende bemærkning om mine fjender
plus et par rigtig flotte linjer
som er typiske for min poesi
men hvad skal det til for
nu hvor syrenerne blomstrer
og jeg underligt nok er ældre
end min morfar nåede at blive
så iført hans koksgrå jakkesæt
går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelig ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.

 

Slået op d.

BLOG: At færdiggøre det allerede begyndte

Jeg får næsten ikke skrevet nogen som helst digte for tiden. Det har stået på i månedsvis. Som om antallet af nye tekster er skruet helt i bund, men iveren efter at skrive er den samme.
Jeg fordyber mig i mit arbejde hos Gallup, hvor jeg har vagter seks dage om uge. Her i sidste uge (30. juli – 5. august) havde jeg 60-65 timer. På en måde ønsker jeg helt at slukke for trangen efter at skrive. At få dræbt det kreative i mig. At lægge poesien på hylden ville åbne op for et bedre og mere harmonisk liv, tror jeg. Uden alle de hårde kampe, jeg har haft med forlag, tidsskrifter, skriveskoler. Manuskripter, der halter. Skuffelser over at have slåsset for bare en brødkrumme anerkendelse. Stå tilbage i mørket og kulden, imens det store projektørlys er rettet andetsteds. Uden andet incitament til at fortsætte end den søde skrivekløe, jeg har i mig.
Nu har jeg det seneste år virkelig prøve at vende ryggen til digtene, men det har ikke hjulpet. Tværtimod. Jeg kan mærke en skrivetrang i undersiden af armene. Helt vibrerende. En trang til at kaste mig over et worddokument og skrive et eller andet (nu skriver jeg så det her blogindlæg i stedet, åh, det hjælper!!).
Helt bevidst har jeg ikke givet mig selv lov. Jeg fylder dagene ud med så mange aftaler som overhovedet muligt. Det handler om at komme ud af boligen og væk fra computeren. Ud og opleve noget, møde nye mennesker, være sammen med mine venner og kæreste, gøre en storartet indsats på mit arbejde. Men hvad sker der, når jeg er alene, og der ikke findes nogen distraktioner? Så kommer ideerne til nye projekter og digtsamlinger. Som katte, der kommer helt af sig selv.
Før i tiden har jeg haft alt, alt for meget tid til at være alene og kreativ. Det bliver man (eller hvert fald jeg) fuldstændig ødelagt af. Der skal, for fanden, også være noget at skrive om. Noget man kan lade sig inspirere af. Og SÅ inspirerende er mine flotte vægge sgu heller ikke!
Jeg er stadig uafklaret med, hvad jeg egentlig ønsker at opnå med mine digte. Behøver jeg overhovedet komme ind på Forfatterskolen? Skal jeg satse på en forlagsudgivelse, eller er det egentlig cool nok med at lave nogle samlinger i privattryk? At stille mig tilfreds med en lille rolle i noget stort. Samtidig har jeg en youtubekanal, hvor jeg måske godt kunne præsentere nogle af mine digte (det undrer mig, at jeg ikke har været bedre til at vise dem frem!). Der er mange muligheder, mange veje at gå.
Noget siger mig, at mit fokus ikke skal være at skrive en masse nye digte (det er ikke det som skrivekløen skal bruges til). Men at jeg må gå tilbage og færdiggøre nogle af mine gamle udkast og projekter. Få færdiggjort det allerede begyndte.
Der er en afgørende forskel på at være “på vej” og at “nå frem”. I mange år har jeg været “på vej” med mine projekter, men tiden er inde til at “nå frem” med så mange af dem som muligt. Det er selvfølgelig lidt svært, når jeg arbejder hele tiden, og jeg i min fritid næsten aldrig er hjemme. Men et eller andet siger mig, at jeg på et tidspunkt vil få mulighed for at kaste mig over mine projekter. At disse måneder er en slags tilløb til, at jeg for alvor kan komme i gang med mit forfatterskab version 2.0.

Slået op d.

VIDEO: Tilbage på youtube (efter 1 års fravær)

Om videoen Tilbage på youtube (efter 1 års fravær)

I videoen taler jeg om den oprydning, jeg lavede i mit liv i 2017. Bl.a. er jeg holdt op med med at ryge på e-cigaretter, fået en normal døgnrytme for første gang i 10 år, fået et arbejde, begyndt at dyrke motion (jeg cykler vildt meget!). Jeg har været til 12 frugtbare samtaler med en psykolog, gået til forelæsninger om filosofi som livskunst, og endelig er jeg begyndt at blive mere åben om at have været anbragt på behandlingshjem som barn. Fra 1999 til 2008. I videoen taler jeg om allerede som 7-årig at blive stemplet som alvorligt psykisk syg . Og hvordan tiden på behandlingshjem har påvirket mit liv. Det har svært at komme op på overfladen.

Noget af det vigtigste jeg har gjort

Det er en temmelig lang video på hele 53 minutter. :en samtidig er det dog også noget af det vigtigste og modigste, jeg nogensinde har gjort. Egentlig virkede det til at være nemmest at gemme mig og aldrig lægge noget ud igen. Aldrig stå ved mig selv. Men at læse digtsamlingen Angstens besættelse af Thomas Alexander Jensen inspirerede mig helt sindssygt meget.
Den inspirerede mig til, hvordan jeg kan kæmpe med min egen angst, og det indebar bl.a. at gøre det, jeg er bange for. Og jeg følte mig netop angst for at vende tilbage til youtube og tale ud om min barndom, om min far og stå ved min egen skrøbelighed. Angstens besættelse er skrevet  i håbet om, at læseren ikke ville føle sig så alene om sine problemer.  Og det er forfatteren Thomas Alexander Jensen virkelig lykkedes med! Jeg følte virkelig, jeg havde en ven i det fjerne under læsningen, fordi jeg kunne relatere til digtene helt sindssygt meget! På samme måde tænkte jeg, at mine videoer måske kan være til hjælp for andre.

Du er ikke alene

Hvis der er noget, jeg har opdaget, er det, at jeg ikke er så alene som jeg ellers kan gå rundt og tro. Det har jeg opdaget ved at lave videoer og læse de tilbagemeldinger, jeg har fået, og som jeg har svaret på. På samme måde som det at læse Angstens Besættelse gav mig en følelse af ikke at være alene, giver mine videoer åbenbart andre en lignende følelse af ikke at være alene. Det gør mig virkelig glad og stolt! Sammen kan vi gøre hinanden stærkere! Det er vigtigt at inddrage andre mennesker i sine tanker og overvejelser som min far engang sagde til mig.

At vokse som voksen

I videoen (hen mod slutningen) taler jeg om, hvor svært det har været, at min far døde tilbage i august 2016. Jeg blev helt paralyseret og indadvendt og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Det var en virkelig hård periode med mange skuffelser i mit liv, og jeg følte alt, at virkede meningsløst og uden retning. Efter næsten et halvt år i den tilstand tænkte jeg, at min far ikke ville have ønsket, at jeg skulle være deprimeret og ødelagt. Så jeg begyndte at læse nogle af de selvhjælpsbøger, han selv læste, da han i flere år kæmpede med sin egen depression. En bøgerne hedder “At vokse som voksen” af Ole Vadum Dahl, og jeg læste den i januar 2017. Den inspirerede mig til at lave en række ændringer i mit liv. Der krævede et års pause fra youtube og offentligheden.

Forandringerne i mit liv er en del af min sorgproces

Nu er jeg efter et år vendt tilbage til youtube. Det har været helt sindssygt, hvor meget jeg har rykket mig siden januar 2017. Min psykolog mente, at alle de forandringer, jeg havde lavet i mit liv, er en del af min sorgproces, og det er jeg meget enig i. Den smukkeste måde at sørge på er simpelthen at leve videre i min fars ånd. Særligt nu hvor han jo ikke selv kan leve længere.
Han var et ufatteligt inspirerende menneske, og jeg kan sidde og citere alt det, han sagde, og som vi snakkede om i timevis. Det taler jeg også om i den 53 minutter lange video, jeg har linket til øverst i indlægget. Det er den bedste og vigtigste og modigste video, jeg nogensinde har lavet.