Anmeldelse af Et Kaotisk Drama af Thomas Alexander Jensen

Indledning

Sidste år fik jeg fornøjelsen af at læse Thomas Alexander Jensens digtsamling Angstens Besættelse, udgivet på Forlaget Brændpunkt i 2017.
Det er en digtsamling om angst, skrevet med et ligefremt og forståeligt sprog. Digtene udfolder sig som små scener, der hver især fortæller historien om en angstpræget tilværelse. Man kan kalde Angstens Besættelse en rejsebeskrivelse af angstens verden. En verden, hvor man kan føle sig meget alene, og som Thomas Alexander Jensen som en opdagelsesrejsende tager os med ud i.
Et af forfatterens ønsker med at skrive bogen – kan man forstå ved at læse bagsideteksten – var, at digtene skulle medvirke til en følelse af ikke at være alene. Det lykkedes! Hvis man selv lider af angst, lavt selvværd eller depression, kan man ikke bare finde trøst i at læse digtene, men også styrke i tanken om, at man ikke er alene om at have det som man har det. På den måde bliver Angstens Besættelse en ven, man kan have med sig.

Et Kaotisk Drama

Nu har jeg så læst Thomas Alexander Jensens opus nummer to som hedder Et Kaotisk Drama og som blev udgivet i 2018. Den fortsætter, hvor etteren slap, men denne gang er digtene ikke ligeså punktroman-agtige med nedslag i konkrete rum og scener. Langt oftere tager de fat i tanker og følelser som der så bliver sat ord på. Fx:

”Jeg må nøjes med minderne
og drømmene
når de kommer”

Det lyder ret voldsomt! At have det så dårligt, at man kun kan finde trøst i gode minder og drømme, når de så – tilfældigt og af sig selv – dukker op. Men det er voldsomt at have det sådan, men i stedet for at blive trukket ned af linjerne, virker det faktisk opløftende at læse dem og genkende noget, man ikke selv kan sætte ord på. På den måde siger digtene ikke bare noget om, hvordan det er at være Thomas Alexander Jensen, men hvordan det er at være menneske. Sådan har jeg det hvert fald.
Alt er nu heller ikke sort-i-sort i Thomas Alexander Jensens digte. Der kan også være noget sjovt og underfundigt, fx i dette digt om kærlighed:

”Hvis kærlighed var en brynje
skulle den glide ned over min krop
og jeg ville lade mig falde tungt og trygt til jorden
jeg ville blive liggende og glædes over
at kærligheden endelig fandt frem til mig”

Når jeg læser Thomas Alexanders Jensens digte, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg selv som 13-årig begyndte at skrive. Der er noget sandt og oprigtigt i linjerne. En trang til at kommunikere sin sjælelige tilstand.

Konklusion

Jeg vil gerne anbefale både Angstens Besættelse og Et Kaotisk Drama. Både hvis man selv lider af angst eller depression og har brug for noget at relatere til, men jeg anbefaler også bøgerne, hvis man står uden for den verden og ønsker et indblik. Begynd med Angstens Besættelse og fortsæt så med Et Kaotisk Drama. De lykkes på hver deres måde og kan købes på forlagets hjemmeside eller lånes på biblioteket.

Køb hos forlaget:

Thomas Alexander Jensen: Angstens Besættelse, Forlaget Brændpunkt
Thomas Alexander Jensen: Et Kaotisk Drama, Forlaget Brændpunkt

Lån på biblioteket

Thomas Alexander Jensen: Angstens Besættelse, Forlaget Brændpunkt
Thomas Alexander Jensen: Et Kaotisk Drama, Forlaget Brændpunkt

Lån som gratis ebog på E-reolen

Thomas Alexander Jensen: Angstens Besættelse, Forlaget Brændpunkt
Thomas Alexander Jensen: Et Kaotisk Drama, Forlaget Brændpunkt

Comments are closed.

Up ↑