Udgivet den Skriv en kommentar

Min position inden for den litterære verden

Det er mærkeligt. Jeg har hele tiden en iver efter at positionere mig inden for den litterære verden. Finde et område, jeg kan kalde mit, et ståsted. Men det sker hele tiden i forhold til andre, om det så er andre digtere, skriveskoler, forlag osv. Det bliver hele tiden en måde at indskrænke mig selv på, et fængsel.

Der findes en tryghed i at have en bestemt identitet. At kunne give sig selv en titel og sige: “Jeg er sådan her” ofte ved også at sige: “Jeg er ikke sådan her. Og jeg er ikke ligesom de andre”. Sådan kan man hele tiden se sig selv og andre an. Mere interesseret i at se forskelle end ligheder. Hellere stirre sig blind på mure end åbninger. Det er sgu ikke særlig solidarisk eller brugbart.

Jeg har et tilbagevendende behov efter at skrive en slags programerklæring. En tekst som en udefrakommende kan læse for at danne sig et indtryk af, hvem jeg er som forfatter. Det er en outsiderposition, jeg koger suppe på. Ikke at have gået på Forfatterskolen, ikke være blevet udgivet på forlag, ikke have succes. En slags “underdog”fortælling: Selvom jeg ikke er lykkedes som forfatter, bliver jeg ved at kæmpe.

Problemet er, at jeg kommer til at have som mål at bekræfte den fortælling. Det er mere interessant at pege på alle nederlagene end sejrene. Du, der læser dette, skal jo helst ikke få det indtryk, at jeg er alt for etableret. Fx. vil jeg helst ikke tale om, at jeg har haft digte med i Slagtryk 11 gange, fået deres honorar på 2500 kr., været med i Hvedekorn og andre fine tidsskrifter. Jeg ønsker heller ikke at tilstå, at mit forløb på Gladiators 1-årige forfatterskole faktisk var meget frugtbart og bevidsthedsudvidende.

Jeg vil hellere sige om forløbet, at lærerne prøvede at få mig til at makke ret og passe ind, men at jeg ikke passede ind, fordi jeg er alt for åh så unik og selvstændig. Det samme med Forfatterskolen og forlag. Jeg er simpelthen alt, alt for selvstændig og unik til at sælge ud, makke ret og gøre det, man får besked på.

Selvfølgelig var der en grad af ensretning (eller hvad man skal kalde det) på Gladiator, for det var jo en skole, for fanden, og lærerne brænder netop for deres litteratursyn. Men det er ikke mere slemt end, at man kan se læsningerne som en buffet, hvor man kan tage det, man har brug for. Og vi er alle sammen stadig på venskabeligt fod, selvom jeg ikke har set nogen af dem siden, vi blev færdige sidste år.

Det er bare også en spændende historie. Det “onde” litterære miljø med Forfatterskolen og Gladiatorskolen som en slags enorme Death Stars, hvor man enten bukker under og gør, hvad der bliver sagt, eller kastes ud i det enorme, kolde, tomme univers. Left to die. Den unge, gode Jedi som tager kampen op mod systemet og går sin egen vej. Den selvstændige rebel. Sådan kan jeg gå rundt og skabe fjendebilleder, fordi det stemmer overens med en fortælling, jeg laver om mig selv, snarere end fordi det passer overens med virkeligheden. Det er et kæmpe problem for mig.

Jeg har lyst til at gå min egen vej som forfatter

Jeg har lyst til at gå min egen vej som forfatter. Eksperimentere med, hvordan man kan være forfatter i det 21. århundrede, lege med de nye muligheder som internettet tilbyder. Gå udenom forlag og Forfatterskolen og søge ud i det åbne. Med en tro på fx privattryk, internettet og min egen stemme i det, jeg skriver. Faktisk er der ikke tale om noget “opgør” eller “revolution” mod det at være forfatter eller det litterære miljø eller Forfatterskolen. Men jeg kommer hele tiden til at lave videoer eller skrive blogindlæg, hvor jeg netop prøver at positionere mig selv som en slags romantisk oprører. Jeg cirkler rundt i det samme uden at nå nogen vegne.

Det stammer af et behov for identitet. Man kan have en identitet som forfatterskoleelev, som Gladiatorforfatter, som Hvedekorndigter, som etableret forfatter, som krimiforfatter (det bilder jeg hvert fald mig selv ind, men det kan meget vel være, at det ikke engang er nogen identitet, man kan tage på sig, afterall).
Jeg har higet og søgt efter at passe ind i det etablerede ved netop at komme ind på Forfatterskolen og blive udgivet på forlag. Jeg har hele tiden følt mig som en outsider, der har prøvet at passe ind, men nu er jeg mere interesseret i at stå inde for mig selv og gå min egen vej.
Det er vel også fint nok, men problemet er bare, at jeg skaber en historie om mig selv, der så bare bliver et fængsel. Ligesom det skaber et unuanceret og umodent udsyn til verden, særligt Forfatterskolen, forlag og tidsskrifter mm.

Jeg ønskede historien om at være en succesforfatter som har gået på Forfatterskolen og som er blevet udgivet på store forlag. Der er et narrativ i det. Omvendt har jeg nu villet opbygge historien om mig selv som en, der af litteraturpolitiske årsager skulle laves om for at passe ind, men som så har vendt ryggen til den litterære verden med alle dens institutioner for at finde sin egen vej (den rebelske Jedi vs. The Empire fra Star Wars). Det bliver bare ret overdrevet. Jeg kunne jo sagtens finde på at sende et manuskript ind til et forlag en dag. Derfor er det jo mærkeligt, at jeg vil vende ryggen til muligheden. Bare for at dyrke en identitet som outsider. Det er jo virkelig at lukke døren til en række gode muligheder. Fandme dumt.

Tidligere i dag skrev jeg på en slags programerklæring. Den rummede nu også noget fornuftigt. Fx skrev jeg: “Jeg skal ikke øve mig i at skrive Caspar Eric-digte, Theis Ørntoft-digte eller Yahya Hassan-digte.  Jeg skal øve mig i at skrive Christian de Groot-digte.”

Problemet er bare, at jeg får det til at lyde, som om jeg ikke skal læse Caspar Eric, Theis Ørntoft eller andre samtidiges digte. For hellere at dyrke min egen stemme. Det er forkert. Det er vigtigt at være nysgerrig og åben og inddrage al slags litteratur. Men selvfølgelig ikke for at efterabe og kopiere og prøve at passe ind. Men for at finde inspiration ved at se de muligheder, der findes i skriften.

En præsentation af mig selv som forfatter

For nogle uger siden, da jeg var ude at cykle, slog nogle sætninger ned i mig. Jeg stoppede op og skrev dem ind på min telefon: “Christian de Groot-Poulsen er en firserdigter i det 21. århundrede. Ikke den nye Michael Strunge, men den første de Groot. En blanding mellem det surrealistisk drømmende og poppet tilgængelige. Lyden af hjertebanken i et forelsket kærestepar, der på en solskinsdag drikker vin i parken. Ikke bare med Joy Division på transistoranlægget, men også uvejret lurende i horisonten.

Jeg syntes, at det ville være en sej præsentation af mig til fx digtoplæsninger. Der er også en romantisk nostalgi i at være “en firserdigter” i det 21. århundrede.
Problemet er bare, at de historier hurtigt kan blive fængsler. For hvad hvis jeg har lyst til at skrive en helt anden type digte og historier som ikke passer ind i den beskrivelse? Hvad hvis noget andet trækker i mig som en ny og mere relevant måde at skrive på?

Det nytter ikke noget at ville definere mig selv som en “outsiderdigter,” når jeg i grunden stadig godt kunne tænke mig at få udgivet bøger på forlag en skønne dag. Det handler nok bare om ikke at hige efter at være “inde i varmen,” men være glad for at være den, jeg er. Der er sikkert også en del mennesker, der tænker, at jeg faktisk allerede er inde i varmen, fordi jeg har haft digte med i Slagtryk, Hvedekorn og har gået på Gladiatorskolen. Andre har helt anderledes historier om mig som jeg ikke kender til. Jeg må nok også bare indse, at jeg man ikke kan styre historien om en selv. Livet er ikke en roman man kan digte på. Man må lukke øjnene og give sig hen. Ikke tænke over, hvad man skal skrive, men skrive det som det som den indre stemme dikterer. Både når det kommer til blogindlæg og digte.

Skriv et svar