Udgivet den Skriv en kommentar

BLOG: At færdiggøre det allerede begyndte

Jeg får næsten ikke skrevet nogen som helst digte for tiden. Det har stået på i månedsvis. Som om antallet af nye tekster er skruet helt i bund, men iveren efter at skrive er den samme.
Jeg fordyber mig i mit arbejde hos Gallup, hvor jeg har vagter seks dage om uge. Her i sidste uge (30. juli – 5. august) havde jeg 60-65 timer. På en måde ønsker jeg helt at slukke for trangen efter at skrive. At få dræbt det kreative i mig. At lægge poesien på hylden ville åbne op for et bedre og mere harmonisk liv, tror jeg. Uden alle de hårde kampe, jeg har haft med forlag, tidsskrifter, skriveskoler. Manuskripter, der halter. Skuffelser over at have slåsset for bare en brødkrumme anerkendelse. Stå tilbage i mørket og kulden, imens det store projektørlys er rettet andetsteds. Uden andet incitament til at fortsætte end den søde skrivekløe, jeg har i mig.
Nu har jeg det seneste år virkelig prøve at vende ryggen til digtene, men det har ikke hjulpet. Tværtimod. Jeg kan mærke en skrivetrang i undersiden af armene. Helt vibrerende. En trang til at kaste mig over et worddokument og skrive et eller andet (nu skriver jeg så det her blogindlæg i stedet, åh, det hjælper!!).
Helt bevidst har jeg ikke givet mig selv lov. Jeg fylder dagene ud med så mange aftaler som overhovedet muligt. Det handler om at komme ud af boligen og væk fra computeren. Ud og opleve noget, møde nye mennesker, være sammen med mine venner og kæreste, gøre en storartet indsats på mit arbejde. Men hvad sker der, når jeg er alene, og der ikke findes nogen distraktioner? Så kommer ideerne til nye projekter og digtsamlinger. Som katte, der kommer helt af sig selv.
Før i tiden har jeg haft alt, alt for meget tid til at være alene og kreativ. Det bliver man (eller hvert fald jeg) fuldstændig ødelagt af. Der skal, for fanden, også være noget at skrive om. Noget man kan lade sig inspirere af. Og SÅ inspirerende er mine flotte vægge sgu heller ikke!
Jeg er stadig uafklaret med, hvad jeg egentlig ønsker at opnå med mine digte. Behøver jeg overhovedet komme ind på Forfatterskolen? Skal jeg satse på en forlagsudgivelse, eller er det egentlig cool nok med at lave nogle samlinger i privattryk? At stille mig tilfreds med en lille rolle i noget stort. Samtidig har jeg en youtubekanal, hvor jeg måske godt kunne præsentere nogle af mine digte (det undrer mig, at jeg ikke har været bedre til at vise dem frem!). Der er mange muligheder, mange veje at gå.
Noget siger mig, at mit fokus ikke skal være at skrive en masse nye digte (det er ikke det som skrivekløen skal bruges til). Men at jeg må gå tilbage og færdiggøre nogle af mine gamle udkast og projekter. Få færdiggjort det allerede begyndte.
Der er en afgørende forskel på at være “på vej” og at “nå frem”. I mange år har jeg været “på vej” med mine projekter, men tiden er inde til at “nå frem” med så mange af dem som muligt. Det er selvfølgelig lidt svært, når jeg arbejder hele tiden, og jeg i min fritid næsten aldrig er hjemme. Men et eller andet siger mig, at jeg på et tidspunkt vil få mulighed for at kaste mig over mine projekter. At disse måneder er en slags tilløb til, at jeg for alvor kan komme i gang med mit forfatterskab version 2.0.

Skriv et svar