Til min mor [digtbrev]

IMG_20170324_0001
Til min mor
Gid jeg kunne sætte en finger på tastaturet og brevet skrive sig selv. Alle følelserne står i kø for at komme til udtryk, men sproget indskrænker sig til et punktum. Hvorfor er det så svært at skrive et brev, hvor subteksten er: ”jeg elsker dig.”
Tidligere har jeg leget mig frem til sproglige billeder hængt frem som en perlerække i mine digte. Nu synes ingen af dem at slå til.
Måske kræver jeg for meget af mig selv; en kærlighedsboring i underbevidstheden, hvor linjerne springer ud og sætter sig artigt i brevet. Men når jeg skriver noget så simpelt som ”du behøver ikke makeup for at være smuk”’ føler jeg, at det skal følges op af noget mere poetisk. Derfor sletter jeg det hele tiden, men nu får det lov til at stå. Fordi det er sandt.
Ligesom det er sandt at jeg håber, du vil være med i mit liv mindst 40 år endnu. At du vil blive ved at synge julesange midt i juli, kalde Gladiatorskolen for Alligatorskolen, køre rundt i din grønne bil og sige når jeg har brug for det, at du elsker mig, at jeg ikke behøver at være en anden. At vi skal blive ved at fejre din fødselsdag i april, rulle påskeæg ned ad en bakke, se hvem der når længst i et grineflip, mærke hvordan det kildrer i maven efter at fortælle jokes og nyde solskinnet som om vejret var det samme år efter år og vi ikke blev ældre.
Jeg håber, at du også vil være der for dit barnebarn Johan de næste 40 år, at han også kommer til at mærke din gnistrende personlighed i alle de ting, du gør, om det så er at male, lave mad, fortælle om din barndom i Holland eller synge.
Jeg håber, at jeg en dag kan tage mig sammen til at skrive et brev, hvor følelserne uden omsvøb sætter ord på sig selv, når mit sprog udvider sig til at rumme hvor meget du betyder. Indtil da må du nøjes med det her mislykkede forsøg og huske dig selv på, hvad du engang sagde til mig, at det ikke altid handler om at vinde, men om at være med. Som sagt håber jeg, at du vil være med i mit liv mindst 40 år endnu. Der er fremtid nok til os begge!
[Det her digtbrev skrev jeg i slutningen af 2016 til min mor. Efter jeg læste det op for hende har det samlet støv i arkivet, men nu lægger jeg det ud som en måde at ønske alle – med tre ugers forsinkelse – en glædelig mors dag. Netop med en opfordring til, at vi HVER DAG og ikke kun én dag om året skal huske at sætte pris på de mennesker, vi elsker og holder af. Vi ved aldrig, hvornår de pludselig er borte.]
søndag d. 4. juni 2017 kl. 13:05
[Det var også en anledning til at præsentere det flotte billede af min veninde Linn Larsen! Det er også længe siden, jeg har lagt et nummer af F&F ud, så dette er også en måde at kompensere for manglen på Linn-billeder her på bloggen!]

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: