170215: #69 af F&F drikker sine egne tårer

brugt-til-69-img_20161126_0004

Link til nummeret her: [Nummeret blev sendt direkte i fængsel 2. april 2017.]

Halløj verden!

Her er endnu et nummer af mit poesiprojekt Forventning & Forvirring. Den seneste tid har jeg følt en underlig trang til at skrive om kærlighed i et brusende billedsprog, gerne så sentimentalt som muligt. Formen har været prosadigtet, hvilket nok har været inspireret af, at jeg har læst Simon Grotrians fantastisk fine digtsamling Ofelialåger. Jeg tvivler på, at digtene fra dette nummer vil kunne bruges til noget (i forhold til tidsskrifter og manuskripter) fremadrettet, men der er noget over deres form, der nok kan arbejdes videre på. En mutation fra dette til noget andet, til noget tredje, til noget fjerde. Nu publicerer jeg digtene for at give plads på tegnebrættet til en videreudvikling af denne type skrift plus en anden måde at digte på, jeg har kastet mig over. Jeg håber, at nogle af jer har teenagehjerter nok til at kunne få et og andet ud af disse skælvende følsomme digte!

Og tusind tak til Linn Larsen for at låne sit talent til Forventning & Forvirring! Hver forsidebillede er sin egen dør til, hvad der gemmer sig i nummeret, men man kan også sagtens bare stoppe op og kigge på billedet i stedet for at træde ind. Billederne er så awesome, at de får alt andet awesome til at blegne i sammenligning!

Hav det awesome derude!

Link til nummeret her: [Nummeret blev sendt direkte i fængsel 2. april 2017.]

15. februar 2017 kl. 18:15

Categories: F&F: Præsentationer

5 replies »

  1. Hej christian. Jeg har set dine videor på youtube og læst med her. meget spændende! nu har jeg endelig selv blevet modig nok til at søge ind på forfatterskolen i år. men ved du om jeg får en bekræftigelse på at de har fået min ansøgning eller bør jeg for en sikkerhedsskyld ringe og spørge dem så jeg ikke risikere den er blevet væk i posten eller noget? ha en god dag! hilsen Nanna

    • Du får en mail fra dem, hvor der står, at din ansøgning er blevet modtaget. Det kan godt tage op til en uge, mener jeg. For det kommer jo også an på, hvornår dit brev når frem. Husk at overføre de 500 kroner som det koster at ansøge! (:

      Jeg selv kan ikke rigtig nå at sende ansøgningen med posten, så jeg regner med at lægge den i deres postkasse her i morgen. Det bliver spændende!

      P.S. Der var engang, hvor min ven Jonas måtte sende en mail ind til dem for at høre, om de havde modtaget hans ansøgning, da han netop ikke havde modtaget en bekræftelse. Det kan du også gøre, hvis det er. De plejer at være gode til at svare hurtigt (:

      • Tak for dit hurtige svar 🙂 Jeg sad lige og så én af dine youtube-film fra forrige år. Det fik mig til at tænke på noget, jeg har tænkt over så mange gange før; hvori finder man selv en legitimering af ønsket om, at ville ind på Forfatterskolen? Er det et ønske om at være i et miljø med ligesindede (de findes vel også andre steder, og det litterære kan vel ikke stå alene), om at få rum til arbejde med sig selv/sine tekster (er det ikke et rum, man skal lære at tage sig..) eller er det en vej til på sigt at kunne få udgivet sine tekster? Jeg kan ikke lade være at hænge mig i tanken, at det dybest set handler om anerkendelse. At skrive i sig selv handler for mig ikke om anerkendelse, det handler om at få mit virvar i hovedet til at give mening, som det kun rigtigt kan, når det samler sig på papiret som noget konkret, jeg har taget ud af mig selv. Men den der hungren efter at vise det til andre, få det udgivet osv .. Hvorfor .. er det ikke netop det lyrikken kan, stå for sig selv sammen med skaberen i en harmoni, der bliver til poesi, når det får noget til at vende sig i en læser. Men ikke desto mindre harmonisk af aldrig at blive til mere end, hvad det er i sin grundform. Så jeg er virkelig nysgerrig hvorfor, du bliver ved at jagte, at andre skal “godkende” det, du sender ud i verden – også når det forbliver på dit eget papir? Selv føler jeg mig efterhånden patetisk, og efter at have set dokumentaren Kymatica, er jeg så meget desto mere overbevist om, at jeg ville have gavn af, at komme ud i midten af en skov og skrive mine tekster fra ét sted, hvor jeg kan ånde med det, der er omkring mig. Skræmmende var det at høre dine reflektioner om litterære miljøer og fodboldholdet i sammenligning. Jeg tror, at du har fat i den lange ende. Men er det, det du skriver, der er noget galt med, eller hele strukturen omkring de litterære miljøet og samfundet i helhed, der opsætter forskrifter for kunst og hylder en karismatisk persona fremfor en nerveblottet krøbling, der skriver direkte fra sit åbne sår, og ville nå at forbløde inden første bogrecept. Hvordan kan man legitimere, indeni sig selv, at hige efter anerkendelse af noget der tiltider synes mere forblændet end ens egen usikkerhed?

      • Jeg kan simpelthen ikke svare på din kommentar, fordi det bliver alt for omfangsrigt. Jeg har prøvet en del gange, men hver gang går i jeg i stå, fordi mit svar forgrener sig i alle mulige retninger, og så kan jeg virkelig ikke overskue det. Der er for meget at sige til, at det ville give mening at gøre forsøget. For hver af dine otte spørgsmål kunne jeg lave videoer på over én time hver og endda ikke få sagt alt det, jeg ønsker at sige. Derfor må jeg kaste håndklædet i ringen og prøve at finde ud af, hvordan jeg så kan diske op med nogle svar. For det er nogle meget interessante spørgsmål, du stiller, og i grunden er det meget eksistentielt og handler om meget andet end bare at skrive nogle digte (:

Skriv et svar

%d bloggers like this: