161122: #65 af F&F går til genoptræning

brugt-til-65-img_20160927_0002

Link til nummeret her: [NUMMERET BLEV KALDT OP FRA LEGEBASSINET D. 15. FEBRUAR 2017]

Kære verden!

Her er endnu et nummer af poesiprojektet Forventning & Forvirring!
Jeg ved ikke, om der findes nogen ultimativ punchline, der kan indkapsle tematikkerne eller det sproglige fokus i dette nummer. På ene side føler jeg trang til at sige, at alt er som det plejer, men samtidigt virker det til, at der er sket noget nyt. Måske er det ikke særlig tydeligt, og med stor sandsynlighed er det kun mig selv, der kan mærke det.
Men altså, jeg har prøvet at skrive digte UDEN at høre høj alternativ rock i høretelefoner. Det har virket ekstremt nervepirrende for mig, da musikken altid har været en katalysator for inspirationen; jeg har altid kunnet skrive nogle linjer ned. Men ved eftertanke ved jeg ikke, om jeg på den måde har skrevet de RIGTIGE linjer, da mine tanker ofte bliver ret overdøvet af al den heavy rock. Måske kan man endda sige at høre musik, imens jeg skriver, er en form for krykker, jeg støtter mig til. Og at mine digte vil blive bedre af, at jeg kaster de krykker fra mig og lærer at gå på egne ben.
Det kan måske ikke fremstå som noget særligt skelsættende, men det har det egentlig været. For underligt nok har det krævet en del mod fra min side at skrive på en anden måde. At høre musik har været den nemmeste, men nok ikke den bedste løsning, og lige nu er jeg ret psyched over, at sådan en lille forskel kan åbne op for helt nye måder at digte på. Måske virker skriften ikke specielt anderledes her i starten, men jeg tror, at digtene kan åbne sig på helt nye måder i fremtiden, da jeg er nødt til at tænke og koncentrere mig i langt højere grad. Jeg vil ikke afvise, at jeg til tider kan “relapse” tilbage til heavy-rock-i-høretelefoner-metoden, men der er hvert fald åbnet en dør, jeg vil træde ind ad og se, hvad der foregår på den anden side. Oh yeah!

Noget helt andet er, at jeg prøver at eksperimentere lidt mere med at blande poetiske billeder med mere umiddelbar tale. Så det ikke bliver sådan, at digtene bliver små fængsler, hvor det ene billede SKAL afløses af endnu et. Det kan godt blive lidt forudsigeligt, så jeg arbejder på at finde en stemme i min poesi, der både kan udvide og indskrænke sig i forhold til billedsproget. I stedet for at være statisk og det samme igen og igen. Det føles som om jeg skal finde en ny nødvendighed i at skrive, fordi det tekniske greb har ændret sig en smule. Men det afstedkommer samtidig en anden type digte. HÅBER JEG! For i dette nummer er det meste nok ved det samme, synes jeg. Alligevel er det sgu awesome as fuck!

Tusind tak til Linn Larsen for med sine forsidebilleder at give det nødvendige kunstige åndedræt til Forventning & Forvirring som projektet behøver. Uden dine billeder ville der ikke være noget luft i projektets lunger. Du er en livredder!

Link til nummeret her: [NUMMERET BLEV KALDT OP FRA LEGEBASSINET D. 15. FEBRUAR 2017]

22. november 2016 kl. 18:04

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: