160818: Kreativ ekspansion og indskrænkning

blog 1 ekspansion
Ekspansion

Når jeg skriver, handler det meget om ekspansion og indskrænkning. Jeg har brug for at ekspandere mit poetiske rum, tage på opdagelse i sproget, se, om der findes andre måder at skrive på. Andre “tekniske” greb. Et eksempel kan være at bruge rigtig mange tankestreger, skråstreger, forskyde linjerne, så de står forskudt på siden, sætte overdrevet mange punktummer over det hele, blande normalskrift med pludselig “anfald” af STORE BOGSTAVER, måske for at markere eller understrege noget (jeg ved ikke helt, hvad virkningen er, og derfor er det vigtigt at gøre forsøget og se, hvad der sker), eller måske gøre nogle linjer kursive, imens andre står med fed skrift. Det kan også være at skrive prosadigte (lade være at trykke på enter), skrive helt kort (små eksplosioner) eller noget andet. At skrive meget vredt og aggressivt, ømt og naivt, surrealistisk-drømmende eller måske helt ligefrem realisme, nærmest talesprog. Ovenstående skal ikke virke begrænsende, men eksempler på, hvad jeg kan give mig i kast med. Der er så meget mere, jeg endnu mangler at opdage.
Når jeg prøver at ekspandere mit kreative rum, handler det om at eksperimentere. Og det kræver sgu mod! For det er ikke specielt rart at sidde med en følelse af at miste kontrollen, at det, man taster ind på skærmen, ikke virker til at være særlig godt. Hvem vil ikke gerne skrive super-awesome digte? Hvem vil ikke gerne nikke småsmilende, imens man imponerer andre med sine fantastiske greb og metaforer (eller hvad det nu kan være). Og så sidder man sgu bare dér og skriver det ene lortedigt efter det andet. Efter et stykke kan man miste modet og relapse tilbage til at skrive som man plejer. Men det er her, hvor det handler om at være viljestærk og fortsætte med at eksperimentere og se, hvad der sker. Måske prøve et andet greb, fortsætte rejsen ud i det ukendte. Som en opdagelsesrejsende, der i lang tid ikke har set andet end ørken, kan vælge at vende om og gå tilbage til den by, han eller hun kom fra, må man fortsætte sin vandring frem og se, hvad der venter derude. Mine digtsamlinger Druknelektioner og min næste, Væk søvngængerne, bærer præg af at ville eksperimentere og udvide mit poetiske rum. Efter at have skrevet dem, føles det som om jeg har et langt større råderum, et langt større spændvidde end tidligere.

blog 2 indskrænkning

Indskrænkning

Men som sagt, handler det ikke kun om ekspansion. Efter at have eksperimenteret og opdaget nye måder at gribe skriften an på, kan jeg godt lide at “indskrænke” min måde at skrive digte på, vende lidt back to basics. Som en opdagelsesrejsende har det awesome ude i den store, vide verden, opdager nye handelsruter til Kina, ser Himalaya for første gang og så videre (jeg tænker åbenbart på Marco Polo), må man også på et tidspunkt tilbage til sin hjemby, tilbage til udgangspunktet. Anderledes beriget, rig på oplevelser, nye erfaringer. Nye handelsvarer i rygsækken og på kærren. Man kan bytte sig frem til noget andet. Det centrale i min skrift kan på den måde udvides og sidde bedre i skabet. Jeg har flere værktøjer at anvende, når jeg skriver eller retter mine digte. Det gamle bliver fornyet. Og det nye bliver klassisk “de Groot” eller hvad man kan sige [man kan også indsætte sit eget navn i stedet for mit! :b ]
Det handler måske også meget om, at jeg har rigtig meget på hjerte, meget jeg ønsker at udtrykke. Når jeg eksperimenterer og opsøger nyt terræn, hvirvler der en masse nyt materiale op, nyt indhold og en anden form. Helt bevidsthedsudvidende! Men pludselig kan jeg godt føle, at går rundt med en masse efter mig på slæb, der forhindrer mig i at eksperimentere yderligere. Der er lige nogle indlæg i min dagbog, der skal forvandles til poesi, hvis man kan sige det sådan (altså, nogle oplevelser, jeg har haft, men som jeg mangler at sætte ord på). Og når det så er udtømt, kan jeg fortsætte ud i det nye-nye-nye terræn. Eksempler på sådan en indskrænkning er mine samlinger Hvordan det føles at være et spøgelse? og I limbo. Hvis jeg med Druknelektioner rejste til Kina og stod ved grænsebommen, måtte jeg vende tilbage til udgangspunktet for lige at få ryddet op i nogle ting “derhjemme”. Befri mig selv for nogle lænker, der havde viklet sig rundt om mine ankler.
Efter at jeg blev færdig med I limbo, følte jeg mig ret træt af den måde at skrive på. Det blev for indskrænkende og kedeligt, og jeg oplevede et stort behov for at kaste mig ud i noget helt andet. Genopfinde min skrift, så den stadig føltes frisk og aktuelt. Det har så været mit udgangspunkt siden december 2015, hvor jeg har været meget optaget af at prøve nye ting af i min skrift. Og det har indtil videre været rigtig sjovt og en stor “succes” i min lille verden. Det har været nervepirrende at prøve noget andet og opleve, at det slet ikke slår til, men jeg kan godt se nu, hvor Væk søvngængerne næsten er helt færdig, at det har været det hele værd! Der er langt større slagkraft i mine digte, og jeg føler, at jeg i endnu højere grad er blevet mig selv og fundet min poetiske stemme. Selvom det handler om hele tiden at opdage nye sider af sig selv, finde ud af, at man rummer så meget mere, end man umiddelbart er bevidst om. Ned i underbevidstheden, hvirvle det skjulte op. Der er så meget, der endnu mangler at opdages, så meget der mangler at skrives frem!

future ahead concept

Fremtiden

På nuværende tidspunkt ønsker jeg at fortsætte med at eksperimentere og se, hvad der venter på mig i fremtiden.  Der er ingen lænker viklet om mine fødder (dem forlod jeg, da jeg blev færdig med I limbo (altså lænkerne, ikke mine fødder)). Jeg har modet til at fortsætte med lidt trial-and-error. For selv i de dårligste og mest åndssvage eksperimenter, findes potentialet til at skrive noget helt nyt – og for mig- grænseoverskridende awesome. Et træ har også på et tidspunkt kun strakt halsen ud af sit før nede i jorden. For så at vokse op og blive over 100 meter højt! Det handler om at give plads til ideerne, værne om dem og sørge for, at de har de bedste betingelser for at vokse op. Og så må tiden vise, hvad der egentlig gemmer sig i de frø! Er det en mælkebøtte, et træ, en rose eller måske er det slet ikke et frø, men en sommerfugls puppe? Det finder jeg ud af! Men nu handler det om at få sået nogle frø i jorden og se, hvad der kommer til at ske. Noget af det bedste her i livet er, når man overrasker sig selv, synes jeg. Når jeg sidder og skriver noget og tænker: Hvad fanden er det her? Hvor kommer det fra? Og kun finder ud af, hvor det fører hen, ved at fortsætte at skrive på det. Det er virkelig, virkelig fedt! Og sådanne oplevelser gad jeg gerne have endnu flere af. Men det kræver modet til at kaste sig ud i kreativiteten. Det nye terræn. En mulighed for mulighederne til at melde sig og dukke op, ofte ud af ingenting. Jeg glæder mig!

Hav det awesome derude! Må inspirationen være med jer!

18. august 2016 kl. 19:17

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: