160807: Jeg bør skrive flere indlæg på min blog

Jeg burde skrive nogle flere indlæg på min blog, sad jeg lige og tænkte. Det har jeg tænkt mange gange før, ligesom jeg har overvejet at gå i gang med nogle forskellige projekter. Det er næsten altid sådan, at ideen opstår, og at jeg så udskyder action til senere. I morgen gør jeg det. Men i morgen er der også en “i morgen”. Og sådan fortsætter det.
Den bedste medicin eller kur er simpelthen at gøre noget NU. I det øjeblik, at tanken melder sig, kræve lidt handling af sig selv. Det er præcist det samme med, når jeg gerne gad gå nogle flere ture, spise lidt mere sundt. Do it fucking now! Ud ad døren, gå forbi Netto, fyld tasken og lommerne i trench-coaten med bananer og lign en freak ude på gaden. Forbipasserende vender sig om og stirrer og peger, måbende. En nyhedshistorie. Folk filmer én med deres telefoner: “Bananmanden i Københavns Forstad går rundt i gaderne igen: Hvem er han? En helt, antihelt eller forbryder?.” Hellere det end at rådne op i passivitet.

Noget, jeg har arbejdet med på det sidste, er, at hvis jeg har en idé til noget, eller at jeg f.eks. har lavet en video, men føler en vis nervøsitet for at føre det ud i livet/uploade (fordi jeg er usikker på, om folk bryder sig om det, eller om det er for meget), skal jeg bare gøre det. Ikke tænke for meget. Ikke bekymre mig for meget. Just fuuuuckiing doo ittt!!
Det er lidt det samme, jeg har det med dette indlæg. I grunden er det temmelig intetsigende. Et slags tilløb. Behind-the-scenes (trivia: jeg ææælsker faktisk behind-the-scenes til film, at finde ud af, hvordan man egentlig har båret sig ad med produktionen og alle de banale problemstillinger eller sjove improvisationer i filmen, der er dukket op undervejs). Men alt, jeg hidtil har lavet, har været behind-the-scenes. Mine videoer til Youtube. Min blog. Mine digtsamlinger i privattryk (tanken har været en dag at samle de bedste digte og sende dem ind til et forlag, og derfor kan man jo sige, at hæfterne er en del af en proces, a-work-in-progress, og at man en dag vil kunne se det endelig resultat. På samme måde som at Forventning & Forvirring er en fortløbende proces, hvor kun 1% af digtene faktisk ender med at komme i en samling (rester brænder jeg i et bål på stuegulvet (ej, faktisk har jeg alle mine digte på computeren, så det er den, jeg brænder, og så skal jeg ud og købe en ny, hvilket ikke er særlig praktisk (jeg har glemt, hvor mange parenteser, jeg inception-agtigt har forvildet mig ind i, så jeg fyrer bare nogle af her til sidst. Som en generøsitet. Her på bloggen skal jeg fandme ikke være nærig med at trykke på tastaturet: )))))))))))))))))))))))))))))))))))))))).

Jeg har set rigtig mange fuldstændig ligegyldige videoer på Youtube med folk, der viser deres nye tøj frem. En ung pige, der præsenterer de 10 kjoler, hun lige har købt. Læbestiften på hendes mund skjuler noget. At det at købe, forbruge så meget dækker over en eksistentiel tomhed. Hun aner ikke, hvad hun skal stille op med sig selv. At fylde tomrummet med et eller andet. Skrive ligegyldige blogindlæg uden at tænke over, at de er ligegyldige. Hvis den tanke først fæstner sig, kan man ikke komme i gang igen. For så tænker man: Hvad skal det nytte? Hvem interesserer sig overhovedet for det her?
I forhold til hende pigen-med-de-10-nye-kjoler er der overraskende mange som interesserer sig for det. Titusindvis af views. Mange glade kommentarer: “Ej, sikke nogle fine kjoler! Nu gad jeg også gerne ned i H&M og finde nogle nye. Jeg har kun 50 sommerkjoler. Der er ikke nok at vælge imellem” …. Så hvis det går an, hvis vi alle er in-this-together i forhold til den eksistensielle (jeg kan ikke engang finde ud af at stave til det, VIRKELIG! jeg har lige brugt et eller to minutter på at stave mig frem til det, men det mislykkedes gang på gang, og nu har jeg simpelthen opgivet at skrive det … eller … eksistientialle .. eksistenstielle .. eksistensielle … HVAD GØR  JEG GALT!?`!?!? … Nu prøver jeg at lade stavekontrollen hjælpe mig, hvis det heller ikke lykkes næste gang: eksistensialle .. FUUCK!!! COME ONN!! eksisnteisle … eksistiensielle … EKSISTENS .. eksistens … eksistensial .. eksistensiel .. HVAD SKER DER!?!?! JEG KALDER MIG SELV FOR DIGTER, OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE UD AF AT STAVE TIL EKSISNTIELEWEHW<EHYWAEYGHW2Ao3uiehty29U3BTY920 FUCK DE THER PIS!!! NU ER DER BARE CAPS LOCK PÅ I RESTEN AF BLODINDLÆGGET!11 I SIDDER SIKKERT OG GRINER AF MIG LIGE NU! HJNAHAHAHAHAH CIHRITIAN KAN IKKE FINDE UD AF AT STAVE TIL … men så er det jeres tur til at sidde dér og fejl-stave .. HAHAHAH… fuuuuuuuuuuuuuuU

Nå, hvor var det jeg kom fra …. Jo, vi er alle in-this-together i forhold til den eksistentielle ….. jeg brugte lige stavekontrollen her i WordPress. Der er åbenbart ikke noget “s” i ordet. Jeg tænkte ellers eksistens. Eksistens-ielle … S-lyden har klædt sig ud som et t i ordet.. Men det er et s! Prøv at udtale det: ÆK-SI-STEN-SIELLE … SIELLE… Ikke TIELLE!! … OH MY GAED!!! GAWD!! … Jeg kan da heller ikke stave til noget som helst! .. Hahah… Jeg har det helt vildt sjovt! .. Pointen er vel, at livet i bund og grund er meningsløst (da der ikke er nogen Gud, intet Helvede eller Paradis, der venter os efter døden (efter døden? .. hvad snakker jeg om… Jeg mener selvfølgelig: Efter livet! … Hvad sker der efter DØDEN? … Når jeg en dag dør, ser jeg GAME OVER for mit indre blik, og så vender jeg tilbage til start-menuen) … Nå, hvad jeg prøver at sige, er, at det handler om at have det så godt og glædeligt som muligt. Om det er i form af at lave videoer, hvor man præsenterer nyt tøj, tager selfies eller skriver blogindlæg, så er det cool nok. Jeg må prøve at give mere plads til mig selv. Bare kast mig ud i det og se, hvad der sker [jeg sidder lige og læser blogindlægget igennem for at rette fejl (men jeg opgav allerede allerøverst (kan det læses aller-røv-erst? (nu prøver jeg vist bare at lalle mig frem til dagens glade nerver!), nå, men jeg skrev i sætningen: Bare kast mig ud i det, og så kan det læses som en opmuntring til JER om, at I skal kaste MIG ud i det, men jeg mente faktisk: “Jeg må prøve at give mere plads til mig selv. Bare kastE mig ud i det” … Men nu synes jeg, at det er meget sjovt, at jeg kom til at skrive en opfordring til jer om at kaste mig! Jeg forestiller mig en cirkel af mennesker, der bærer mig, og at de så kaster mig 1½ meter frem på stuegulvet: Jeg mener: Hvad skal det dog nytte? …. Men opmuntr mig gerne til at kaste mig mere ud i det (når jeg mener “ud i det,” mener jeg nok “det her”, altså at skrive løs og være lidt fandens-i-voldsk og lalleglad, åh!]. Og allerede nu kan jeg da se, at det her blogindlæg er det bedste, jeg har skrevet i 2016 (fordi jeg reelt set ikke har skrevet nogen andre, men nok om det!).

Nu vil jeg drikke noget mere kaffe og holde min forkølelse ved lige. Hav det mesterligt godt derude! Og husk: Det er ikke nok at eksistere. Man skal også huske at leve.

Over and out (på gensyn))))))))))))))))))))))))))))))

7. august 2016 kl. 12:04 [rettet 12:12]

P.S. Her er et billede af mig som barn. Jeg har altid ÆLSKET at grine og fjolle og være glad! Det er et karaktertræk, der – forhåbentlig – aldrig kommer til at forsvinde!

4.April

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: