160607: #54 af F&F har morgenhår & hawaiiskjorte

brugt til 54 050

“If the sun doesn’t rise/we’ll replace it with an H-bomb explosion”
– Geoff Rickly, 2003.

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr 20. september 2016]

Efter afslaget fra Forfatterskolen for en uge siden har jeg været mere kreativ end i årevis. Simpelthen sat mig ned og skrevet rigtig mange digte. Hver dag. I flere timer. En trodsreaktion. Samtidig må jeg sige, at selve afslaget har sat en masse følelser i gang som har krævet et udtryk. Derfor er digtene nok ret mørke i udgangspunktet, men gerne skrevet med en vis punket fornemmelse.
Jeg nægter simpelthen at kaste håndklædet i ringen, lægge mig ned og give op. Det er netop i de mørkeste dage, at man må være stærkest og vise karakterstyrke. Mit mål har ikke været at skrive gode digte (ud fra en abstrakt forestilling om, hvad andre kan lide at læse (hvem er disse andre anyway?)), men simpelthen at skrive løs og se, hvad der dukker op. Hvis jeg satte mig for at overbevise andre om, at jeg burde være kommet ind på Forfatterskolen, ved at skrive et enkelt nummer af F&F så hurtigt, ville jeg ikke have fået skrevet en eneste linje. Presset ville være for stort. Samtidig er det også åndssvagt at tænke sådan. At et nummer af F&G ville gøre nogen forskel. For sket er sket.
Da jeg fik afslaget som mail, var det slutningen på ventetiden. Og starten på endnu en ventetid, da jeg nu ser frem til at få svar fra Litterär Gestaltning, den svenske forfatterskole, her d. 28. juni. Jeg føler mig meget nervøs for også at få et afslag fra dem. Men hvad skal stille op med min nervøsitet? Jeg må transformere den til kreativitet, og kreativiteten til flere digte. Hvis ikke for at skrive overbevisende, så for at holde mig i gang, for at overleve.
Selvfølgelig håber jeg på, at nogen vil headbange til disse digte. At nogen spærrer øjnene op og tænker: “Gud, har han skrevet alt det her i løbet af fem dage?” (søndag og mandag brugte jeg på at rette, ikke skrive). Men det ville kun være en bonus. Det essentielle er simpelthen at få afløb for mine nervøse følelser, sat ord på mine tanker. Og heldigvis er det hele ikke udelukkende sort og trist, f.eks. er jeg meget glad for det sidste digt i nummeret, til min farmor (det tredje jeg har skrevet til/om hende de seneste måneder). Slutningen af det digt, de to sidste linjer, fungerer som mit slogan i disse tider. Det lyder sådan her: “Hvis man aldrig giver op/kan man aldrig besejres”.

Jeg vil gerne sige tak til Linn Larsen for at være min evige støtte. Gennem storm efter storm efter storm. Jeg synes, at forsidebilledet til dette nummer er meget rammende for, hvordan jeg har det. Nogle blå mærker (måske gennemtævet), gnisten i øjnene er taget på ferie. But still standing.
Nu vil jeg slappe lidt af efter at have været en kreativ hvirvelvind den seneste uge (hvis man står i en storm, må man selv være en storm!). Og gøre comeback i næste nummer af Forventning & Forvirring. Når det så end dukker op.

Tak til alle for at følge med. Tak for opbakningen. Tak for at være der.

Keep calm and carry on.

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr 20. september 2016]

7. juni 2016 kl. 02:18

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: