Udgivet den Skriv en kommentar

160405: Interview med Dan Turèll [Youtube]

Jeg fandt lige dette fantastiske interview med Dan Turèll som ville have været fyldt 70 år tilbage i marts. Egentlig sad jeg og lyttede til hans sang/musikstykke/spoken-word-nummer Teenager in love som pludselig ekkoede i mit hoved. Og jeg trængte til at lytte til den. Igen. Men ofte fører det ene noget andet med sig, og så faldt jeg over dette interview som jeg ønsker at dele:

5. april 2016 kl. 13:45

 

Yderligere tanker, spontant dukket op: Jeg kan se, at Dan Turèll (født 1946) først fik udgivet Sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller i 1973 og Karma Cowboy året efter. Det er nok de to udgivelser, der virker mest centrale, når man tænker på hans produktion før gennembruddet med Vangede Billeder. Før det (og lidt efter) skrev han et hav af bøger på mindre forlag. Jeg kan ikke lade være at spejle mig lidt i ham, for jeg kom til at tænke på mine egne digtsamlinger i privattryk. I interviewet, jeg har linket til ovenfor, taler han om, at man som ung, skriver en helvedes masse, prøver at udvikle sig, får afslag, bliver depressiv og føler, at verden er imod en, skriver mere, får afslag og så videre, indtil man på et eller andet tidspunkt slår igennem. Åh, det kan jeg udmærket se mig selv i! Derfor virker det fortrøstende, at jeg endnu har to-tre år før, at jeg “bør” få udgivet nogle centrale værker i mit eget spirende forfatterskab (jeg fylder 25 her i juni, så for at være på siden af Turèll, må jeg få udgivet nogle hovedværker, når jeg fylder 27-28-29 (som 29-årig er det gennembruds-tid!).
Nogle gange kan jeg godt føle, at jeg er temmelig bagud. Mange af mine jævnaldrende er ude over stepperne, i færd med at overtage verden med digtsamlinger på forlag (F.eks. Cecilie Lind, Signe Gjessing, Victor Boy Lindholm), imens en del andre allerede har gået på Forfatterskolen, hvor jeg hidtil har fået seks afslag. Det kan godt virke ret deprimerende at skrive så meget, læse så meget, rette og arbejde med teksterne, sende ind, gøre mit bedste, men alligevel ikke rigtig nå nogen veje. Som om jeg har befundet mig i et limbo de seneste fem år siden min studentereksamen på Det Frie Gymnasium (det er også netop på grund af den følelse, at jeg ligefrem skrev en samling med titlen I limbo, så ekspressionistisk/bekendelsesagtigt!). Når andre oplever stor succes, høster priser, gode anmeldelser, kunststøtte og virkelig erobrer verden, og jeg selv bare sidder og ikke engang er kommet ind på en forfatterskole (hvilket de fleste jo starter med), kan det sgu godt være lidt heavy. At være en outsider, stå uden for det etablerede, overset, utilstrækkelig, ikke god nok, modløs, håbløsheden kicker in. Derfor kræver det ret meget at hanke op i mit gode humør, få optimismen tilbage. Måske venter en krumme af succes lige om hjørnet. Måske er 2016 mit år. Måske er sker det, jeg så længe har ventet på og kæmpet for.
Når det kommer til at skrive, kan jeg ikke lade være. Jeg husker tilbage på efteråret 2014, hvor jeg stadig følte mig påvirket af at have været til samtale på Forfatterskolen i maj, men alligevel blev vraget (vi var kun to ud af 10 som kom til samtale, men ikke igennem nåleøjet). Ikke nok med den store skuffelse, fik jeg (som hvert år) en vinterdepression omkring oktober, hvor humøret helt røg i bund. Jeg lå bare i min seng og kunne ikke rigtig overskue noget. En tom fornemmelse, at have fejlet som menneske, ikke at have slået til, ikke at kunne noget, bare ligge og lade dagene gå i stykker. Tabt på gulvet. Men selv i den passivt depressive tilstand kunne jeg ikke lade være at skrive. På et tidspunkt lå jeg i sengen og kiggede på loftet, næsten paralyseret. Og tænkte, at jeg jo, for helvede, kunne skrive alle mine følelser ned. Få sat gang i noget i stedet for at stå stille. Hvordan følte jeg? Kunne jeg sætte ord på? Jow, som et spøgelse. Gennemsigtig, overset, ikke rigtig død, men heller ikke levende. Så med udgangspunkt i min umiddelbare situation og med flashbacks til min barndom, hvor jeg blev mobbet helt vildt og gik som et genfærd rundt i skolegården, skrev jeg simpelthen: Hvordan det føles at være et spøgelse? Jeg syntes selv, at der var noget kompromisløst over titlen. Noget udfoldet, direkte udtrykt, ingen dikkedarer. Nogen vil nok synes, at det er for meget. At depressionen skal pakkes ind i finere ord, ikke være så ekspressionistisk. Men det gjorde jeg oprør imod. Alene det at finde på titlen gav mig en masse energi til at skrive løs, og på den måde blev depressionen mere som et supermarkedet, hvor jeg kunne tage ind og hente inspiration til digte. I stedet for at være som én lang, drømmeløs søvn, jeg bare ønskede at vågne op fra.
Efter at have skrevet Hvordan det føles at være et spøgelse? ønskede jeg at skrive helt anderledes. Vende tilbage til udgangspunktet for Druknelektioner som var en mere åben og eksperimenterende digtsamling. Alligevel følte jeg, at jeg ikke var nået til bunds i depressionen og melankolien. Som en lænke om humøret, jeg på en eller anden måde måtte få kappet over. Før jeg kunne komme videre. Derfor besluttede jeg mig for ikke at ville tage et spring med mine digte, revurdere mit skriftlige udgangspunkt og finde på en ny poetik. Men snarere forædle og finpudse min daværende stil og stemme, nå til bunds i både formen og indholdet af de digte som udsprang sig af Hvordan det føles? for så at komme videre. At have skrevet I limbo føles som at have fået et operativt indgreb i hjertet. Jeg føler mig mere udtømt, befriet, klar til at tage ud og prøve noget andet. Lænken er borte, og jeg kan nu eksperimentere og se, hvad jeg kan og ikke kan slippe af sted med poetisk. Spørgsmålet, jeg stiller mig selv under skriveprocessen, er ikke længere: “Hvordan kan jeg udtrykke disse tanker og følelser?” … Men “Hvad kan jeg skrive?” … Og det er netop det, jeg sidder og prøver at finde ud af dette forår. Dette 2016!
Nå, det blev en længere smøre (og sidespor), for jeg ville egentlig bare sige, at det er vildt inspirerende at høre Dan Turèll tale om sine unge dage og spejle mig lidt i ham. Der er håb forude! Så nu handler det mest om fortsat at være flittig og kreativ, læse en masse, fucke mine digte lidt mere up og se, hvad inspirationen afstedkommer. Alligevel ønsker jeg ikke at være Turèll men de Groot. Alligevel lader det til, at vi har noget tilfælles. Og at høre om hans vej til gennembruddet, er meget inspirerende.
Og samtidig må jeg lige indskyde, at det er fantastisk, at Daniel Boysen har fået et arbejdslegat fra Kunstfonden. Jeg har fulgt lidt med på sidelinjen og set, hvordan han har udgivet den ene roman efter den anden på små forlag. Og stået for litterære arrangementer i og omkring Århus. Der har ikke været specielt mange anmeldelser eller anden omtale af hans bøger eller ham selv. Men på trods af den umiddelbare succes (som andre oplever på f.eks. Gyldendal) har han fortsat med at skrive og skrive og skrive. Og det lader til – endelig – at bære frugt. Ikke bare økonomisk, men også anerkendelses-mæssigt, for det er jo en kæmpestor anerkendelse at få sådan et legat! Ved at have fået dette skulderklap viser han, at der også findes en vej udenom Forfatterskolen og de etablerede forlag. Umiddelbart ønsker jeg dog selv at komme ind på en forfatterskole for efterfølgende at få udgivet et bog på et af de store forlag. Alligevel er det cool og inspirerende at se, at der findes andre muligheder.
Der er god grund til at ryste på hænderne, være tvivlende og usikker på fremtiden. Men der er endnu større grund til at være optimistisk og arbejdsom. I den sidste ende skal succesen nok åbne sig, og så kan jeg hvert fald føle mig utrolig stolt over den vej, jeg har taget. Og den store indsats, jeg har stillet på dagen. På trods af modgang og depressioner. Afslag og nedslagtninger af mine digte. Så skal det sgu nok gå! Jeg tror også, at Daniel Boysen føler sig stolt. Det bør han! Det fortjener han!

5. april 2016 kl. 19:03

Skriv et svar