160126: #42 af F&F quitter samtalen

brugt til #42 068 -

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr. 14. juni 2016]

I dette nummer findes der nogle revisioner af digte, jeg tidligere har offentliggjort i projektet. Egentlig var jeg på jagt efter tekster, jeg kunne opbevare i dokumentet “tidsskriftspool,” hvor jeg samler tidsskriftsegnede digte, men selv efter at have revideret dem, vidste jeg ikke, om kvaliteten var høj nok. Derfor lader jeg dem dukke op her i deres nye versioner for senere at afgøre, om de kan sendes ind det ene eller det andet sted.
Ellers eksperimenterede jeg i slutningen af december med at skrive digte, hvor jeget er mere udpræget psykotisk (man kan sige, at jeg er meget inspireret af surrealisme og lader dette komme til udtryk i mine digte, eller at jeg som person er temmelig hallucinerende, og skriver synerne ned, same same but different, mates). Resultatet er nogle ret vilde digte, hvor billederne hele tiden overtrumfer hinanden og skaber et lettere forvirrende (og forvirret) udsagn. Det er helvedes svært at ramme den rette balance mellem det bevidst forvirrende og det punkt, hvor digtet simpelthen er så galt, at det ikke lader sig forstås af nogen andre end mig selv. Nu vil jeg lade det være op til jer at afgøre, om det funker eller ej (det er nok ret let at udpege disse digte).
Ellers blev jeg pludseligt inspireret til at skrive prosadigte med VERSALER, hvilket fremstod som en fusion mellem de forskellige typer tekster, jeg skrev for nogle måneder siden. Resultatet fremstod meget unødvendigt med en række sproglige billeder, der konstant overtrumfer hinanden (IGEN! TÆNK AT JEG KAN BLIVE VED MED AT LADE SPROGET GÅ AMOK! DET ER EFTERHÅNDEN MIT VAREMÆRKE! (end of my rage)) og dermed ikke lader en rød tråd passere fra sætning til sætning. Enkelte fik jeg dog arbejdet lidt med, så de fremstår mere som udsagn fra én situation. I digtet mandeæder (fra det engelske maneater, I know, det’ sjaw) mimer jeg nogle linjer fra min første samling Måske Minder (2010). Noget med at ville terrorisere på den mest følsomme måde (originalt var det “at blive tortureret på den mest følsomme måde”). Et og andet ved den vending bliver ved med at dukke op (selv seks år efter) og fremstår lidt hjemløs. Forhåbentlig falder udtrykket på plads i sin rigtige sammenhæng, men lige nu tvivler jeg på, at det heelt fungerer her. Det vil, igen, lade jer afgøre!

Ellers kan jeg meddele, at jeg på det sidste har jeg ikke følt mig specielt inspireret til at skrive, fordi jeg går ude på Københavns Kunstskole igen (jeg gik der også fra aug. 2014 – feb. 2015). At blive læst sætter en masse refleksioner og overvejelser i gang som godt kan bremse skrivningen lidt. På en god måde. Som at løbe lang tid, standse op, overveje hvor man er på landkortet, udstikke en ny retning. Jeg har eksperimenteret med at skrive på en række forskellige måder (mere ligefremt, prosadigte med versaler, et psykotisk jeg, naturdigte uden et jeg, mere intuitivt og drømmende und so weiter). Nu gad jeg gerne koncentrere mig om enkelte måder at skrive på og se, hvor langt jeg kan drive dem. I stedet for at løbe rundt som en hovedløs kylling uden at ane, hvad fanden jeg har gang i. Selvfølgelig er det at skrive at give sig hen til sproget og kreativiteten, men når man ligesom vågner op af sin skrivemæssige rus og kigger på, hvad man har lavet, skal det helst fungere på den ene eller den anden måde. Ikke bare være kruseduller skriblet ned med lavinehåndskrift.
Hvis jeg på det sidste har arbejdet med en udvidelse af sproget og formen, ønsker jeg nu at indskrænke kreativiteten til en bestemt udtryksform og få det bedste ud af det. Som at vælge én vej at gå ned ad. Det er ikke nødvendigvis kedeligt eller forudsigeligt, da veje jo har tendenser til at forgrene sig, og pludselig ender man et sted, der ikke står på landkortet. Det er dér, den gode poesi skrives. For det meste. Og så er det godt at fare vild. Sommetider kan man dog fare så meget vild, at man famler i blinde. Rundt og rundt efter en udsigelsesposition. Sådan har jeg det lidt nu. Back to basics.

Om to uger, når jeg, forhåbentlig, lægger det næste nummer af F&F ud, må jeg gøre status og se, om mine bestræbelser har båret frugt, eller om jeg fortsat eksperimenterer med det ene og det andet. Min kreativitet er lidt som en kat. Jeg kan godt ønske mig, at den skal bevæge sig et bestemt sted hen (f.eks. væk fra den bedste plads i sofaen, når jeg vil sidde og se film), men den bestemmer selv, hvor den går. Yesh.

Forsiden er, som altid, udarbejdet af Linn Larsen som, i øvrigt, kommer forbi København til sommer. Jeg går lidt rundt og overvejer at holde en Forventning & Forvirrings Fest (F&F-Fest )i Botanisk Have i den forbindelse, men mere om det senere! Nu: Tak til Linn! Og tak til jer for at følge med i, hvad jeg skriver. Må inspirationen være med jer!

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr. 14. juni 2016]

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: