160115: Lyset for enden af tunnellen (små bemærkninger)

Jeg har nogle bemærkninger til ovenstående video. For det første ærgrer det mig lidt, at jeg ikke sammenlignede det at skrive digte med at lave videoer til Youtube. At selvom jeg efterhånden har lavet en del og talt både om det ene og det andet, virker det til, at der altid er mere at sige. Som om “indhold” er et stykke brød, man skærer stykker af, men konstant genmaterialiserer det sig selv (nu med gulerødsstykker, nu med rosiner, åh!), så der er mere at tage af. Desuden kan det også være meget spændende at arbejde med selve formen på videoerne (min mere “filmiske” video om forberedelse til Fransk B var ret sjaw at lave! og så lovede jeg vist for længe siden, at jeg gerne gad tage ud i en skov og græde og være digteragtig (for lige at runde det: så plejer jeg næsten udelukkende at sidde herhjemme og stene, men længe har jeg gerne villet tage ud i Guds grønne natur (der må siges at være temmelig hvid for tiden!), men har ikke følt den store nødvendighed til at gøre det. Men hvis jeg tog mit kamera med, ville der være et formål (som dengang jeg tog til Paris udelukkende for at lave en video (okay, det var vist ikke derfor, jeg tog af sted, men det var oplagt at lave en dernede, imens jeg var der (i øvrigt sammen med min ven Sebastian (sikke en fin dude! (ekstra parentes, fordi det er sjaw (og nødvendigt! (åbenbart) (okay, jeg stopper nu :3 ))))))).

Det kan som regel være lidt irriterende, I ved, når jeg laver en video, lægger den ud for så at tænke, at der var en del ekstra ideer, jeg kunne have fået med ind, nogle sammenligninger, uddybninger und so weiter. Eller at noget ikke helt hænger sammen, og at jeg ønsker at forklare det.
F.eks. føles det lidt som om jeg løj i ovenstående video (badadabuum! HÆNG MIG PÅ GALGEBAKKEN!), fordi jeg nævner, at jeg for tiden eksperimenterer meget med at skrive flere “naturlyrik-agtige digte” med et jegløst udgangspunkt i et landskab/naturen, hvor det handler om at skabe en indre, ekspressionistisk, men alligevel (selvfølgelig, som altid) ret surrealistisk-inspireret oplevelse (drømmende!). Det er vildt svært, da jeg efterhånden har fået for vane at skrive ud fra et jeg, men det virker til at være meget sundt at forsøge mig med at skrive ud fra forskellige udgangspunkter (formen har jeg dog arbejdet med tidligere, hvor det kun virkede forsøgsvist, f.eks. digtet Stemningsbillede, jeg fik med i Slagtryk for en del år siden).
Nå, nu lød det så voldsomt, det med, at jeg LØJ i videoen! Men jeg må lige uddybe lidt mere før, at jeg går til sagen (det er i grunden ikke særlig voldsomt eller sensationelt, et rigtigt antiklimaks, så spændende er det nu heller ikke (I kan også bare holde op at læse dette indlæg og se en kattevideo på Youtube i stedet, det er måske et bedre tidsfordriv, her er et godt bud: https://www.youtube.com/watch?v=7WZPysRdP8A))
Nå, i videoen nævner jeg også, at jeg prøver at skrive mere direkte, rive plasteret af og “lade såret bløde lidt mere” som jeg, i øvrigt, har nævnt i forbindelse med det seneste nummer af F&F. Men her kommer så det åndssvage:

Næsten lige da jeg havde færdiggjort videoen og lagt den ud, satte jeg mig til at skrive, men digtene havde hverken afsæt i naturen eller en større direkthed, men fortsatte den skrivestrøm, jeg har haft kørende i årevis. Denne gang dog tilsat STORE BOGSTAVER smadret mod en PROSADIGTFORM. Det havde jeg aldrig prøvet, og det virkede til at være mægtigt interessant. Som nogle af jer måske husker, eksperimenterede jeg for nogle måneder siden (i forbindelse med F&F) med på den ene side at skrive digte MED STORE BOGSTAVER og mere drømmende prosadigte ved siden af (totalt Michael Strunge-ripoff, I know, I know, men man må jo eksperimentere lidt med formen for at se, om ens skrift kan rykke sig, iggå?). Nu har jeg så, her i mit sproglige laboratorium, skabt en hybrid mellem de to former som bryder det vrede/hysteriske/voldsomme sammen med noget drømmende. Jeg vil mene, at det fremstår temmelig psykotisk. Som en gal mand, der råber ude på gaden om alle de ting, han ser for sit indre blik: “KATTENE KOMMER! KATTENE PÅ STØRRELSE MED HØJHUSE SKYDER LYN UD AF ØJNENE! SE OP MOD HIMLEN! KATTENE KOMMER!” Det er dén poetiske stemme, jeg spontant begyndte at arbejde med. Undervejs kom jeg i tanke til en gammel manuskriptsnavnsidé: 31 Psykoser. Det kunne være, at jeg skulle prøve at lalle rundt med den her form og lade den vildtvokse og knopskyde sig sideløbende med de andre, naturlyrikken og den mere direkte stil. Og hvad fanden, det kan da også ske, at der pludselig begynder at dukke nogle haiku op i ny og næ! Det handler om at holde mulighederne åbne og kreativiteten frisk, se, hvad der kan ske, og hvad man kan slippe af sted med!

Ofte findes grænserne kun mentalt. Man tror, at man er fanget, men hvis man bare lige går over og trykker håndtaget til fængselscelledøren ned, viser det sig, at den er åben og har været det i årevis. Jeg både hader og elsker, når det sker, I ved. På den ene side er det vildt, at et nyt rum åbner sig, at man kan komme videre og ud, men samtidig kan jeg ikke lade være at banke mig selv i hovedet og tænke: HVORFOR FANDEN GJORDE JEG IKKE DET NOGET FØR!? Som da jeg begyndte at sende digte til norske og svenske tidsskrifter. Det virker så latterligt oplagt, at det er åndet, at jeg ikke kastede mig ud i det tidligere. Bedre sent end aldrig. Men sådan er der så meget (:

Nu vil jeg prøve at få spist noget morgenmad. Klokken er 01:11, og jeg vågnede for cirka 40 minutter siden. Min helvedesdøgnrytme fortsætter med at rasere mig, og det lykkedes ikke for mig at komme ud til Københavns Kunstskole her i onsdags. Det er i grunden en spøjs lille historie. Jeg ved dog ikke, om I ønsker at høre den, men på den anden side så hvis I har læst ovenstående og er nået hertil, kan I ligeså godt fortsætte læsningen lidt endnu. Nå, jeg gik i seng kl. 6 om morgenen i håbet om at få sovet otte timer, men søvnen indfandt sig slet ikke, og i takt med, at det blev lyst udenfor, følte jeg mig mere og mere frisk. Så op og rende lidt rundt en times tid, så ned under dynen igen og banke på døren til drømmeland. Den nægtede at gå op. Tiden gik, klokken blev 11:00, 13:00 og pludselig ringede mit vækkeur kl. 15:00: Nu skulle jeg op og forberede mig på at tage i sted, men da blev jeg simpelthen så træt og søvnig, at jeg ikke kunne andet end at falde i søvn (selv min store kaffedosis mislykkedes).
Det er spøjst: Enten kan jeg ikke sove, eller så kan jeg ganske enkelt ikke andet. Det virker indlysende, at man kalder det “at FALDE i søvn,” for jeg føler mig ofte som Alice i Eventyrland, der falder ned gennem tunnellen uden at kunne flyve op igen (der findes ingen elevator op eller ud af søvnen, når jeg først falder!). Til gengæld havde jeg nogle ret awesome drømme som jeg ikke længere kan huske. Måske burde jeg begynde at skrive dem ned, når jeg vågner. Eller hov, det gør jeg vist i forvejen, jeg kalder det bare digte i stedet for drømme. Same same but different (:

Stay awesome!

15. januar 2016 kl. 01:17

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: