160112: F&F #41 stjerneskyder sig ind i det nye år

brugt til #41 125
Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr. 14. juni 2016]

Jeg er tilbage på sporet og overholder min egen plan for udgivelsesfrekvensen for F&F!
Kald mig en jubeloptimist, men jeg synes, at jeg endnu engang har hævet niveauet og kalder dermed dette nummer for det hidtil bedste i F&F-regi. Enten siger det noget om, at kvaliteten hidtil har været lav, og at det derfor er nemt at slå rekorder, eller at jeg er i gang med en rivende udvikling! Måske kan ingen af jer rigtig se forskel. Men det kan jeg!
Der er en større åbenhed, mere direkthed i en del af digtene som, for mig, er virkelig spændende at arbejde med. Til tider kan jeg godt “gemme” mig lidt bag billedsproget, lade en konflikt eller nogle følelser omgive af billederne som at pakke noget skrøbeligt ind i bobleplast. Det er selvfølgelig en forsvarsmekanisme. Ingen ønsker at udstille sig selv og sine indre kampe alt for direkte, da det kan opleves som værende “farligt” eller at der er en risici forbundet med det. F.eks. er der et sted, hvor jeg har ændret udsagnet “mit første epileptiske anfald fortalte mig, hvordan verden er” til “min første mikropsykose fortalte mig, hvordan verden er.”. Jeg har aldrig haft et epileptisk anfald, men det dækkede alligevel over noget. Som at male et maleri over med en masse farver … Hvad sker der, hvis man kradser malingen af og når ned til det, der ligger bagved? At have mikropsykoser er noget, jeg kender til, men normalt ønsker jeg ikke at skrive om det, indrømme det. Men poesien kan hurtigt blive opstillet eller gå rundt med for mange plastre til for alvor at være ærlig og ægte og blødende. Derfor har jeg taget nogle af plastrene af og ladet såret tale mere direkte.
Selvfølgelig nytter det ikke noget at glide rundt i sølet og indrømme alt muligt som man normalt vil holde skjult. Det kan blive en form for sensationsjageri, jeg netop har ønsket at afholde mig fra. Men i takt med, at jeg har lagt videoer ud på Youtube de seneste fire år, har jeg åbnet mig mere og mere som menneske, og denne at-åbne-sig er så småt begyndt at vise sig i mine digte også. Jeg ønsker ikke at skrive direkte autobiografisk, altså, nærmest knækprosa, hvor min livshistorie for alvor kan læses, for jeg insisterer på billedsproget, at sanseligheden kan ny dybere ned i bevidsthed og ramme knytnæveagtigt hårdere end blød prosa. Soveprosa. Man lulles i søvn i stedet for at tænke og smage og mærke udsagnene, linjerne, billederne, lade dem gøre et indtryk.
For lige at runde det mikropsykotiske nu, hvor jeg alligevel nævner det, så handler det om, at jeg i korte øjeblikke kan se underlige ting som pludselig opstår i mit synsfelt. Men hurtigt forsvinder de igen. På samme måde kan jeg få mærkelige ideer og tanker om det ene og det som jeg ikke rigtig kan lægge fra mig. Som om nogle syner og ideer hi-jacker min hjernes cockpit, men kun momentvist. Sådan har jeg haft det siden, at jeg var helt, helt lille, og når jeg tidligere har talt om skriveprocessen som en art djævleuddrivelse, har det ikke været en underdrivelse. For hvis jeg ikke skriver i et længere stykke tid, bliver jeg endnu mere fjern og distanceret til verden og lever mere og mere i mig selv. Disse påfund og sansemæssige forstyrrelser overtager min hverdag, og mit eneste værn er at skrive mig fra det, tømme mit hoved.
F.eks. kan jeg huske første gang, at jeg nogensinde skrev en historie tilbage i foråret 2002 (ikke engang 11 år gammel). Jeg sad uroligt i klasselokalet og kunne ikke rigtig fokusere på noget, da en masse underlige tanker og ideer begyndte at hvirvle rundt i hovedet på mig. Da der ikke sad nogen ved computeren, gik jeg hen og startede Word og skrev min første historie ned. At skrive, at ramme tastaturet med fingrene og se ideerne vokse frem på skærmen, føltes udtømmende. Man kan nærmest forestille sig mit hoved som en lille sø med sprællende og forstyrrende fisk, hver linje var fisk, der forsvandt fra vandet og til sidst, var der tomhed … og ro. Hele mit liv er der dukket disse ideer og udsagn og historier og linjer op, og hvis jeg ikke skriver, fyldes mit hoved af al denne “nonsens,” og jeg kan fremstå forvirret og absurd for andre mennesker. Tro mig, det er noget, jeg har kæmpet med hele mit liv. At ingen har kunnet forstå, hvad jeg har talt om, fordi mine tanker har været så indavlede og absurde og virkelighedsfjerne, at folk ganske enkelt har opgivet mig. Efterhånden har jeg arbejdet en del med at opføre mig mere “normalt,” og hvis jeg alligevel siger noget “mærkeligt,” prøver jeg at udpensle det mere, være mere direkte. Og denne progression viser sig nu også i mine digte, synes jeg. At gøre sig forstået.
Mit mentale liv bliver ofte hi-jacket, og jeg ved godt, at det lyder ret voldsomt, men det er det i grunden også. Ret tidligt gik det op for mig, at jeg ønskede at være digter, når jeg blev stor. Og nu hvor jeg snart fylder 25 år, kan man ikke påstå, at det er lykkedes for mig at få et gennembrud. Det kræver ekstremt meget arbejde, at læse meget, skrive meget, rette meget, at få løfte poesien til et niveau, hvor det for alvor virker. Det kræver en masse erkendelser, der kun dukker op i deres eget tempo, men den seneste går ud på, at jeg, som sagt, godt kan pakke en masse ting ind i “bobleplast” i mine digte. At jeg holder sårene skjult, at jeg ikke rigtig har haft modet til at være mere direkte. I stedet for at se læseren i øjnene har jeg kigget ned i jorden. Det er umådeligt svært at “løfte blikket,” men det er noget af det, jeg arbejder med for tiden.
Selvfølgelig vil jeg fortsætte med at skrive på min sædvanlige måde, hvor jeg bygger digtene op på fantasier, indre ideer og syner, ofte løsrevet fra en genkendelig verden, men udtrykt fra min indre verden. Alligevel vil jeg eksperimentere med at skrive mere ud fra mine egne erfaringer, f.eks. er der et digt i dette nummer af F&F, hvor jeg skriver om at forveksle en rygsæk med min kat. Det sker ret ofte, men det er for “virkeligt” at skrive om. Nu gør jeg forsøget. I samme digt skriver jeg om ved et uheld at skære mig selv i fingeren, imens jeg skærer brød. Det lyder måske ikke særlig vildt, men for mig er det noget meget nyt og anderledes at skrive ud fra noget, jeg næsten lige har oplevet. KAN MAN SKRIVE DET I ET DIGT!? At tage udgangspunkt i virkeligheden i stedet for min indre verden… Normalt bygger min poesi på forestillinger om det ene og det andet, men meget sjældent udspringer de sig af hændelser, jeg virkelig har oplevet. Dette nye greb kommer til udtryk hist og her i dette nummer af F&F. Det er mine første spæde skridt i en anden og anderledes retning som jeg gerne gad udforske endnu mere her i 2016. Desuden føler jeg, at tiden er inde til at prøve noget nyt, da jeg efterhånden har skrevet et hav af digte som minder meget om hinanden i form og tone. Det er en naturlig overgang, skillelinje. Jeg står ved grænsen til noget nyt, et ukendt terræn, og så vil jeg tage ind og se, hvad der foregår med denne nye form, og hvilket indhold, der kan dukke op af det.

Som altid, tusind tak til Linn Larsen for, at jeg må gøre brug af hendes (dine) billeder. I grunden (det tænker jeg akut, resolut, se det her!) er de vildt inspirerende, da de altid synes at være forskellige fra hinanden, forskellige stiltræk, former, mønstre, figurerer, farver. Nogle billeder er lavet med kuglepen, andre vandfarver, akryl. På almindelig papir, karton. Udklip som ovenstående. Nogle har tekst, andre ikke. På den måde kan man sige, at nysgerrigheden er formen, og at der dermed altid dukker noget nyt og anderledes op som alligevel peger tilbage på en genkendelig stil hos Linn. At forskellige indtryk har brug for forskellige udtryk, og det vil jeg lade mig inspirere af i den kommende tid! I stedet for absolut at klynge mig til én stil og lade dén være udgangspunktet, kan der ske flere ting på én gang. At skrive digte som at lave billeder med forskellige materialer i stedet for ét. Hvad sker der, hvis man tegner med kul i stedet for at male med akryl? Hvad sker der, hvis man kun må bruge primære farver (blå, gul og rød), men ikke blande dem sammen? Nye former, nye eksperimenter og dermed et nyt indhold. Det lyder spændende, ikke sandt? Desværre kan det være ret svært at ryste vanerne af sig, hvert fald i mit tilfælde, så these things take time. Lad os se, hvad der sker.

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr. 14. juni 2016]

12. januar 2016 kl. 22:27

P.S.
Jeg er glad for, at jeg stadig kan udvikle mig og undersøge nye former og indgangsvinkler. Det ville være ærgerligt at have toppet som 22-årig! Heldigvis (eller desværre, hvis man ser på mit ønske om at have fået et gennembrud for længe siden) kan jeg stadig rykke mig og nå nye højder. Og selv når jeg endelig finder et niveau, der er forlagsværdigt, håber jeg at kunne fortsætte udviklingen. Mod det uendelige univers!

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: