151226: Om ros og anerkendelse

Det handler ikke om at få umiddelbar ros eller anerkendelse, men vide, at det, man laver, er awesome. Selvfølgelig ikke som en blind illusion, hvor man ser bort fra sine digtes fejl og mangler, men en konstatering af, at man er på rette vej. Selvom man snubler undervejs. Det er en del af planen faktisk. For når man falder, må man genoprette balancen, rette sig op. Som næsten at falde i søvn i bussen, hovedet falder ned mod brystet, hvor på man pludselig spjætter, holder sig vågen og i gang. Hvis alting går forrygende og uden vanskeligheder, er der et eller andet i vejen. Det betyder for det meste, at det, man skriver, ikke er særlig godt. Det kan jo også blive for nemt. Ofte skal der satans mange fuckups før, at ens poesi åbner sig. Og selv når den gør det, må man snuble, men undgå at falde og slå sig. Jeg håber, at det giver mening.

Kunsten er måske også at være uafhængig af andres anerkendelse. Jeg ved ikke, om I kender til det med, at der er sket noget rigtigt positivt, og man har lyst til at fortælle andre om det. At de skal være glade på ens vegne og sige: “bravo!” og “hvor flot!” … Men hvis sådan en reaktion udebliver, og de bare trækker på skulderen, kan man pludselig opleve en vis tomhed. Det er svært at komme med eksempler, da det kan virke banalt, men jeg kan da huske, at jeg engang fik nogle digte med i Hvedekorn og fortalte om det til min mor. Hun nikkede bare og fortsatte med at se fjernsyn. Så følte jeg mig vemodig. Som om det pludselig ikke var flot eller fedt at få digtene antaget. Det er simpelthen en lorteindstilling at have. Det samme, hvis man skriver inde på Facebook, at der er sket et eller andet fantastisk, men ingen liker eller reagerer på ens statusopdatering. Så kan noget awesome hurtigt opleves som noget tomt og ærgerligt. Jeg har måttet arbejde rigtig meget med mig selv på det område. Efterhånden skriver jeg næsten intet inde på Facebook. Også selvom jeg har haft en del succesoplevelser (i min egen lille skala (i min egen lille verden)) her i 2015. For det handler ikke om, at andre skal blåstemple ens succeser. Det handler om, i sit stille sind, at vide, at det, der er sket, er godt, og så hvile i den følelse. Ikke hige efter et klap på skulderen, når ens succesoplevelse må hvile i sig selv.

Så det er i mørke og al hemmelighed at jeg vil fortsætte med at skrive her i 2016. Ingen katastrofe eller nederlag skal smide mig ned på jorden, så jeg får mudder i ansigtet, og ingen succes vil få mig til at miste fodfæstet og flyve op mod himlen, så jeg med lethed kan styrte endnu voldsommere ned. Bare ét skridt ad gangen, stille og roligt, hele vejen, og så må vi se, hvad der sker. Forlagene og Forfatterskolen findes nok også i 2017, 2018 und so weiter. De rykker sig ingen steder, så det handler om selv at rykke sig. Mentalt, litterært. At tage teltpælene op og udforske sit mentale terræn, sit talent. At se, hvad man kan finde på, eksperimentere og gøre tingene anderledes. På andre måder, på sin egen måde. Lige nu er jeg fortrøstningsfuld og nedtonet. Jeg tænker på ordet “cool,” men det at tage tingene roligt og afslappet tager bare opmærksomheden fra, hvordan ens hjerte banker snurrigt og hårdt ved tanken om alt det, man ønsker at opnå. Og ens coolhed, når man oplever succes og nederlag, tager bare opmærksomhed fra flammen i én, menneskevarmen, der stadig brænder og funkler og nægter at gå ud.

26. december 2015 kl. 04:05

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: