151215: #39 af F&F viser sit ansigt til verden

brugt til #39 149

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr. 14. juni 2016]

Efter at jeg endelig har fået færdiggjort min digtsamling I limbo (udgivet d. 28. november i privattryk), har jeg fået tilendebragt én poetik og en række dogmer. Digtene skulle være meget jegcentrede, bekendelsesagtige og selvfølgelig sprogmæssigt være på amfetamin (metaforer hele vejen igennem). Efter jeg udgav Hvordan det føles at være et spøgelse? [2014] opdagede jeg denne måde at skrive på. Og så det som en mulighed for endelig at udtrykke nogle tanker og følelser, jeg har båret rundt på i årevis. En djævleuddrivelse. Da jeg fik at vide af Hans Otto Jørgensen, rektor på Gladiatorskolen, at der simpelthen var for meget “jeg” i mine digte, og at jeg burde få noget mere “verden” ind, kunne jeg godt se fornuften i det. Alligevel var jeg klar over, at jeg ikke kunne lave et skift over til noget mere “forlagsmodent,” en anden form. Jeg måtte ganske enkelt til bunds i jeget, få sagt alt det, jeg længe har brændt inde med. Det er så lykkedes. Eksorcismen er nået i mål, og tilbage findes jeget som en vane mere end en nødvendighed (på nuværende tidspunkt).
I løbet af de seneste måneder har jeg været klar over, at jeg har måttet tage et spring med mine digte, hvis jeg gerne gad ind på Forfatterskolen eller blive udgivet på et forlag. At I limbo og Hvordan det føles at være et spøgelse? på en måde er én digtsamling, og at man derfor godt kan klandre mig for at være “gået i stå” med min skrivemæssige udvikling, da der jo ikke er den store forskel på I limbo og “Spøgelses-bogen” (11 måneders træden-vande). Det har dog været fuldstændigt overlagt. Det har ganske enkelt været nødvendigt at nå til bunds med jeget og med denne form, så jeg kan rykke teltpælene op og komme videre med mine digte. Hvis man ønsker at gå til Rom, kan man godt tage et ophold i Berlin og nyde og opleve byen. Før man må videre. Nu har jeg set alt, der er værd at se i forhold til denne “I limbo”-form, hvorfor jeg ønsker at eksperimentere, skrive på helt andre måder. Men det er selvfølgelig ret vanskeligt, da jeget godt kan være lidt af en vane. Ikke at jeg totalt ønsker at slå jeget ihjel, men der skal ske et eller andet. Nyt.
I limbo-digtene minder mig om punk- eller popsange. De er forholdsvist umiddelbare. Der er en pointe som ligesom synges frem med nogle metaforer, der ikke er alt for vanskelige at forstå. De er mere direkte og ekspressive. Nu er tiden moden til at arbejde med noget mere surrealistisk og drømmeagtigt. Jeg jokede med mig selv for lidt siden, at genrebetegnelsen på min næste bog kunne være “drømmetableauer-digte,” for det er lidt det, jeg går efter. Alligevel er jeg udmærket klar over, at jeg med dette nummer af F&F kun har taget et spadestik i en anden form, kun nogle få skridt i den rigtige retning. Men hold kæft, det er spændende! Jeg er ved godt mod og ønsker at komme med et modsvar til de, der mener, at jeg udviklingsmæssigt er gået i stå. Næh, I limbo har bare været stilhed før stormen. En form- og indholdsmæssig nødvendighed, for at mærke mig selv, få sat mit flag på månen, for så at rejse videre til andre planeter, andre steder. Man må lære at krybe før, man kan gå. Og nu er jeg meget begejstret for at se, hvad jeg kan finde på. Der skal nogle overraskelser til, noget mere punk og flere kunstneriske overskridelser. Af den ene og den anden art.
Derfor er jeg også meget glad for at kunne præsentere dette 39. nummer af F&F. I min ydmyge overbevisning er dette det bedste nummer, jeg nogensinde har lavet. Som om jeg under arbejdet med I limbo har holdt mig tilbage med eksperimenter for at gøre dén samling færdig med én bestemt stil. Og at jeg nu har frie tøjler til at gå amok. Som en dæmning, der brydes. Sådan føles kreativiteten nu. Bevidsthedsstrømme hele vejen igennem!
Alligevel er det ret tydeligt at se, at det er mig, der har skrevet disse digte. De er en videreudvikling, og det er nu heller ikke sådan, at jeg ønsker at skrive på en “helt anderledes måde.” Som om jeg ikke var mig. Nej, det handler om at skrive noget nyt som en videreførsel af, hvad jeg allerede har skrevet. Som et alternativ rock band, der pludselig arbejder med at få en større progressivitet ind i deres sange, at de pludselig bryder de tidligere rammer. Man kan stadig høre bandets nerve og stil, men lyden er blevet større, mere episk. Nu ved jeg ikke, hvor episk et digt på 10 linjer kan være. Og jeg tror, at jeg med “progressivitet” mener, at der kommer noget mere subtilt i stedet for noget direkte ind i mine digte. At de kan være lidt mere drømmende. Og som sagt, har jeg ikke nået i mål. Slet ikke. Jeg vil skrive løs og opdage mere og mere af denne nye form. Få transformeret mine abstrakte ideer til konkrete digte, fejle så meget som muligt, så jeg kan lære af fejltagelserne og vende styrket tilbage. Der er en længerevarende proces, og Rom blev ikke bygget på én dag. Men jeg føler mig ved godt mod, og jeg føler mig også godt på vej.
Disse 22 digte har jeg skrevet i løbet af tre uger. Hvad kan jeg så ikke skrive det næste halve år! Nu er tiden inde til at tage et spring med mit forfatterskab, udforske sproget og se, hvad der kan dukke op. Både med og uden et jeg (som stadigvæk er meget dominerende (jeg gad gerne prøve at skrive noget langt mere drømmende som en lille film, hvor der foregår et eller andet overnaturligt, men lad os se, hvordan det kan lade sig gøre)).

Tusind tak til dig, Linn, for, at jeg må bruge dine billeder som forsider til F&F! Jeg glæder mig til at udsmykke endnu flere numre med din kunst i 2016! Og så lad os så, for fanden, overtage verden!

Link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængeligt pr. 14. juni 2016]

15. december 2015 kl. 15:42

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: