151103: #37 af F&F er nu tilgængelig på Scribd.com!

brugt til #37 039
Direkte link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængelig]

Som annonceret lægger jeg allerede #37 af F&F ud. Faktisk har nummeret været tilgængelig for læsning siden i lørdags, men nu offentliggøres det altså helt og aldeles officielt. Egentlig kunne jeg have reduceret antallet af digte i #36 og #37 til 10 i hver, og så kunne jeg lave et nummer #38 til på lørdag, men det ville være ret overdrevet. Det handler om at få ryddet op i skrivebordsskufferne, så nye udkast og ideer og digte har plads til at fødes.

Først må jeg sige noget om forsiden af Linn Larsen: Det er et af de billeder, jeg har gemt på i rigtig lang tid. Det kan et eller andet magisk, der løfter det fra at være en krusedulle til at være (som Linns øvrige værker) kunst. Jeg har ønsket at anvende det til et specielt nummer af F&F. Og hvad gør så dette nummer af F&F specielt? Alene det at jeg overhovedet har mandet mig op til at lægge det ud, må siges at være ganske enestående (hahah, jeg elsker at hakke på mig selv (hakhakhak, jeg forvandler mig til en spætte og hakker og hakker! (årh årh! hahah!))). Først og fremmest at jeg tog en beslutning om at nedprioritere fransk for i stedet for vælge mig selv og poesien. Det har føltes som et frisk pust for mig at sidde herhjemme med rigelig tid til at skrive nogle nye digte. Efter flere måneder hvor jeg har følt, at jeg har gået rigtig meget på kompromis for at få forskellige ting til at fungere. Mit indadbristende og faldesammende kærlighedsliv, at læse fransk på en virkelig hardcore måde. Det lyder måske ikke af meget, men jeg har ikke rigtig følt mig tæt på mig selv. Som om der er opstået en vis afstand mellem, hvem jeg er, og hvem jeg har givet mig ud for at være. For mange kompromiser, for meget tid brugt på andre i forhold til den tid, jeg burde investere i mig selv. Det har været et helvede! Men nu har jeg formået at få rettet alle digte (eller jeg har dog over 12 prosadigte som jeg mangler at rette! (enkelte af dem virker faktisk til at være lovende (det må blive næste gang, at jeg lægger nogen af dem ud))) og at få gennemgået arkivet for oktober. Nu kan jeg starte forfra med at skrive. Ud over prosadigtene som indikerer et skridt i en ny retning (jeg længes simpelthen efter at skrive med en anden form, om det så er med STORE BOGSTAVER eller prosadigte, så skal der bare ske noget ANDET), har jeg ikke nogen tekster på lager. Altså nye. Upublicerede. Der er plads til eksperimenter, fuck-ups og happy fun times-skrivning!

Netop det sidste har været et nøgleord for mig. Ikke at skrive af pligt, men af ganske enkel iver. Iver efter at lege og skrive spøjse ting og ville prøve det ene og det andet. Selvom digtene i det sidste nummer af F&F er temmelig mørke i grundtonen, har det virkelig været fantastisk morsomt at skrive dem. Specielt stykket med: “DEN HER MAJSKYLLING/DUFTER AF PAPRIKA OG SALT/MEN FANDME IKKE AF KYLLING”. Det kan læses melankolsk som udtryk for, hvordan fødevareindustrien fylder levende væsner med majs, så de ikke smager af sig selv, men bare skal tilfredsstille forbrugerne (og dette forbrugerjeg er fandme ikke tilfreds!). Eller så kan det bare læses humoristisk, happy-fun time. Jeg selv syntes hvert fald, at det var ret sjovt!

I forhold til selve indholdet af digtene har det været, som om jeg kiggede på nogle følelser og tanker med en lup og forstørret dem. Så de fyldte overdrevet meget i de enkelte digte. Ensomhed, oplevelsen af ophør af et forhold, kærestesorger, efterårets komme, at man ikke længere er den samme som man har været, und so weiter.  Disse følelser har været små anstød til revolution i mit humør. Små grupperinger, jeg som en fascistisk stat har slået ned og prøvet at få dem udryddet. Ved at skrive disse digte. Hvis jeg ikke tog vare om dem allerede nu, ville de vokse bagom ryggen på mig og blive et kæmpe problem senere. Derfor er der ikke tale om liv-eller-død-digte, da jeg har foregrebet følelserne, men alligevel er de ikke taget ud af den blå luft. De findes i mig, disse følelser og tanker, men nu må de udtrykkes, så de kan udryddes. Og det virker ganske glimrende!

Nu sidder jeg og skriver om #36 i stedet for dette nummer. Men hvad er der egentlig at sige om dette? De følger for det meste det samme indhold og samme stil som de digte, jeg ellers har skrevet her i 2015. Det lader til, at der findes et uendeligt stort lager af ideer og påfund og følelser og tanker som aldrig rigtig kan udryddes ligegyldigt, hvor meget jeg forsøger at skrive dem ud. Og jeg tror, at problemet har noget med selve formen på digtene at gøre. Formen dikterer indholdet. Som en punksang nødvendigvis må fremkalde en vis måde at synge på. Den bedste måde at komme videre med mit forfatterskab på, må være at gå over til akustisk guitar eller klaver eller prøve at få noget saxofon ind i mine digte i stedet for at fortsætte med at skrive ud fra den samme genre/den samme form. Det er et helvedes besvær at prøve at omstille mig på at udtrykke mig på en anden måde, da vanerne (og netop ikke nødvendigheden) holder fast i mig med et stærkt tag.
Jeg har allerede brokket mig talrige gange over, at jeg skriver det samme igen og igen, og at jeg ikke nok med det også skriver OM det samme gang på gang. Det kan nok aldrig helt undgås, men i det mindste kan jeg lege lidt med formen og se, om der ikke kan opstå noget nyt. Et andet indhold, en anden form som kan udfordre min nuværende skrivestil. En fusion. Eller et langt spring ind/ud i et ukendt terræn. Alt dette er ønsketænkning, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan det skal lade sig gøre for mig at komme videre. Men det finder jeg nok ud af undervejs. I første omgang skal der skrives det, der SKAL skrives. Og så vil jeg se, hvordan jeg kan nå frem til andre udtryk. These things take time som jeg også skrev for en uge siden i anledning af #35. Det hele har ikke bare lige ændret sig på én uge! Nope!

Jeg håber, at jeg kan fortsætte kadencen for F&F de kommende uger, selvom jeg nu stadig gerne vil passe mit studie. Den her lille ferie, jeg har foræret mig selv, skal helst ikke forlænges ind i november, selvom denne tid på året altid suger min energi og overskud til sig (i forhold til at passe skole og pligter, men ikke i forhold til at skrive, så føler jeg mig faktisk mere revitaliseret!). Forhåbentlig kan Fransk B og min skrivning leve i symbiose med hinanden, og at jeg kan nå at lægge et nyt nummer af F&F ud senest d. 17. november. Så er jeg tilbage på sporet, og alting vil være happy fun times. Fuck yeah!
Men ellers skal jeg jo også arbejde ret intensivt med at gøre I limbo færdig. Det kan måske også stå lidt i vejen for F&F. Hmm. Det er nok mere en note-to-self, kan jeg mærke. Men jeg agter hvert fald at gøre mit bedste, og så kan jeg ikke forlange mere af mig selv, vel? Nopy, nope!

Hav det godt derude! Og må solen altid sende sine papirflyvere af lys i jeres retning!

Direkte link til nummeret her: [Nummeret er ikke længere tilgængelig]

31. oktober 2015 kl. 18:42 [Ja, jeg skriver dette tre dage før, at indlægget publiceres! Ghost-writing! Ugh!]

P.S. Dette nummer kan sgu også downloades til fri afbenyttelse! Altså i forhold til læsning. Tell all your friends and let your heart keep dancing! DANCE! DANCE! DANCE TO THE RADIO! DANCE! DANCE! DANCE AND OUR NIGHTMARE WILL SOMEDAY END! Og sommerfuglene vender tilbage. Ja!

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: