150623: #29 af F&F nu tilgængelig på Scribd.com

001 - LEDIG FORSIDE brugt til #29

Link her: [Fjernet d. 23. juli 2015]

Hermed lægger jeg 17 digte ud. Umiddelbart virker det til, at de 14 første knækker på midten, hvilket vil sige, at de første syv følger den stil, jeg har skrevet ud fra de seneste måneder. Masser af “jeg”, ofte på et værelse, en melankolsk grundstemning, men så sker der et brud cirka halvvejs, og verden dukker lidt mere op.
De seneste lange stykke tid har jeg ønsket at besvare spørgsmålet: “Hvordan har jeg det?” eller lidt mere kreativt: “Hvordan føles det at føle sig som et spøgelse?” (hvilket faktisk er en mere korrekt titel til min seneste samling, men det ville vist blive lige lovligt tungt, right?). Men i stedet for at udtrykke en depressiv tilstand, ønsker jeg i højere grad at spørge: “Hvorfor denne depression?” og “Hvad ved verden/omgivelserne virker deprimerende?” … Med de sidste digte af de første fjorten forsøger jeg at nærme mig dét udgangspunkt, men det er egentlig ret svært at ændre indholdet i digtene, da jeg nærmest har fået for vane at skrive det andet. Det er dog godt med nogle nye udfordringer og prøve at gøre tingene lidt anderledes. Selve sprogbruget er meget det samme, men indholdet noget andet. Vi se må se, hvordan dét projekt kommer til at udvikle sig de kommende måneder.

De sidste tre digte har jeg hentet fra overskudsmaterialet til Hvordan det føles? … Jeg begynder at blive mere og mere klar over, at et manuskript til en ny samling så småt er ved at manifestere sig selv (bag min ryg), og for at kunne overskue puljen med digte, relancerer jeg de tre tekster nu, så jeg har nemmere ved at finde dem om nogle måneder. Desuden har jeg rettet en smule i dem, men ikke meget. Og, og, og så kan jeg lide dem!
Lige nu er jeg en smule bange for, at samlingen vil gå hen og blive lidt ensporet, hvis der er for meget jeg, så med rystende hænder venter jeg på at få inspiration til nogle digte med mindre af det. Og så småt dukker der noget andet op. For på mange måder lever vi sgu i en deprimerende verden. Tidligere har jeg sat ord på det, f.eks. i samlingen Lysets Tulipaner og min allerførste samling, Måske Minder, så det er lidt sjovt at vende tilbage til udgangspunktet på en måde. På samme måde at jeg med Hvordan det føles? vendte tilbage til et andet udgangspunkt. Dem har jeg åbenbart mange af! Men hvis man læser Måske Minder, min første samling, kan man måske også se, at den rummer mange forskellige slags digte med forskelligt indhold og endda forskellige slags former. Lange digte, korte digt, vrede, triste, forhåbningsfulde, meget billedskabende, simple, legende, sentimentale, glade.

Jeg håber, at I vil kunne lide de 17 digte! … Og som altid, er det Linn Larsen, der har stået for forsiden. Da jeg så træet, gik jeg straks i gang med at tænke over min igangværende kamp om at få et gennembrud med mine digte. Hvor andre planter nogle blomster og hver sommer får ros for deres skønhed, har jeg plantet et træ, og selvom jeg har ventet mange år og vandet frøet og sørget for solskin, sker der ikke særlig meget. Men jeg prøver fortsat at være meget tålmodig. To keep calm and carry on. Det er bare lidt svært at blive hånet for manglen på progression. Som om jeg en gang imellem lige skal have en reprimande om, at jeg slet ikke har rykket mig ud af stedet i årevis. Det har jeg altså! Min skrivemæssige udvikling er temmelig tydelig, hvis man f.eks. sammenligner Druknelektioner med Zeitgeist, og Hvordan det føles? med Druknelektioner. Udviklingen har været temmelig stejl de senere år, og det er nok først, når den begynder at flade lidt mere ud, at det vil give mening for mig at blive udgivet på et forlag. Jeg har stadig meget at lære, men alligevel synes jeg, at jeg er godt på vej.
Det kunne selvfølgelig være fedt, hvis min poesi blev moden som et æbletræ, og begyndte at bære frugt. (Måske bærer min poesi på æbler, men folk kan ikke fordrage smagen og foretrækker appelsiner i stedet, heh). Men hvis vi skal holde os til at-plante-blomster versus at-få-et-træ-til-at-vokse-metaforen, så er det noget temmelig stort og ambitiøst, jeg er gået i gang med, og jeg tænker meget langsigtet. Alligevel er det svært, når folk begynder at håne mig, ryste på hovedet og sådan noget. Jeg føler mig meget sårbar i den forstand. Jeg har ikke rigtig nogen succeser at beskytte mig bag som skjolde. Og så får jeg netop en tendens til at skrive mere jeg-fikserede digte med en melankolsk grundtone. For at udtrykke mig. Men jeg også godt se, at jeg kører lidt i ring og skriver mange af de samme ting. Så for at rykke mit humør, må jeg også rykke mine digte, og når de rykkes, rykker jeg også mit liv. Tror jeg. Det lyder hvert fald meget fornemt og rigtigt (:

I dag blev jeg spurgt, hvorfor jeg overhovedet bliver ved med at skrive digte, selvom det ikke fører til noget. Og svaret er, at jeg simpelthen ikke kan lade være. Hvis jeg f.eks. prøver at holde en uges pause, dukker der alligevel nogle ideer op i hovedet på mig, og de forsvinder ikke før, at jeg  har skrevet dem ned. At skrive er en djævleuddrivelse for mig. Selv da jeg var barn, fik jeg mine forældre til at skrive de ting ned, jeg fandt på. Fordi jeg ikke selv kunne stave. Jeg har stadig nogle af de gamle hæfter liggende ovre i min reol, og når jeg sidder og bladrer i dem så mange år efter, føler jeg sådan en sense of purpose. Det har altid været sådan her, og jeg kan ikke ændre på det. Og jeg har heller ikke lyst. I stedet ønsker jeg at se det barn, jeg var, lykkes. Al den indadvendthed og skrøbelighed for fuld udblæsning i gode digte. At få anvendt al den fantasi, alle de ideer, alle de mærkværdige sproglige påfund. Ikke længere kløjes i det, binde knuder på sproget, men se det være en syngende tråd gennem teksterne. Jeg har altid følt mig lidt som den grimme ælling. Aldrig rigtig at høre til nogen steder, blive råbt ad, mobbet, gjort grin med, latterliggjort, fordi jeg ikke passer ind i den sociale sammenhæng. Og nu fortsætter den følelse, den forbandelse i og med, at jeg heller ikke passer ind i den litterære sammenhæng. At stå uden for. At være et æbletræ, mens næsten alle foretrækker appelsiner. Sådan noget.
Men jeg ønsker også at sætte et eksempel. For alle andre, der kæmper med depression og bekymringer, og som ønsker at få deres drømme til at blive til virkelighed. Bare for at se det fucke up gang på gang. Jeg føler, at hvis jeg bider tænderne sammen og fortsætter og en dag endelig lykkes, vil det være til inspiration for mange andre. Ikke bare nu, men langt ind i fremtiden… Ikke bare for andre, der skriver digte og ikke bliver optaget på Forfatterskolen eller udgivet på forlag. Men også og mest for de, der kæmper deres egne indre dæmoner. Fægter med sig selv. Føler sig som spøgelser. Man kan se, hvordan det er gået med Sylvia Plath og Michael Strunge. Jeg ønsker at bevise, at man kan gå i en anden retning, at man kan overleve sig selv.

Og hvis man ikke skriver digte for at overleve, er der ingen grund til at skrive. Som Poul Borum engang sagde. Og derfor kan jeg heller ikke holde op. Der er stadig mange djævle, der må uddrives. Mange flere kampe, jeg nødvendigvis må tabe for at kunne vinde så mange andre. Så mange år må gå, imens jeg hånes og fornedres, for så en dag at se min poesi, mit træ for fuld flor i sommeren. Og vide, at det ikke krøller sammen og forsvinder om vinteren, men bliver stående. Imens dens blade dækker jorden og resterne af blomster dér. Mælkebøtter genstarter på en måde sig selv hvert år. Aldrig de samme, men efterkommere fra sidste år. Men mit træ kommer til at stå der i hundrede år. Også om vinteren. Som sagt. Og således. Jeg håber, at I forstår mig. Og at I er med på mit budskab:

Keep calm and carry on.

23. juni 2015 kl. 20:59

Link her: [Fjernet d. 23. juli 2015]

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: