150516: Afslag fra Forfatterskolen (sjette gang i alt)

VERSION_4_Med_600_DPI_cmyk
Hej verden,

jeg har endnu engang fået et afslag om optagelse på Forfatterskolen. Det var sjette gang siden 2009, at jeg ansøgte. Efterhånden kan jeg lave et lille monument af afslagsbreve ovre i hjørnet af mit værelse. Så kan de grine af mig derfra. Det er sgu hårdt gang på gang at blive vejet og fundet for let. At føle sig utilstrækkelig, ikke god nok. Det har været anledning til depression. Ikke bare Forfatterskolen, men det at sende ind til litterære tidsskrifter, forlag, men også for eksempel ikke at blive inviteret til at læse op til forskellige arrangementer. Spindelvæv og støv hager sig fast til mit hår og skuldre, imens jeg venter på at få chancen. Et eller andet sted. Digtene er der. Jeg har udgivet seks digtsamlinger i privattryk siden 2010. Det seneste hedder Hvordan det føles at være et spøgelse? … Titlen er mit forsøg at udtrykke min sindstilstand. Ikke rigtig at være levende, da jeg ikke lever det liv, jeg ønsker, men heller ikke være død. For jeg har stadigvæk mod og viljestyrke til at prøve at få tingene til at lykkes. Selvom det bare fucker op gang på gang. Da jeg læste afslagsbrevet – standard, som altid – tænkte jeg straks, at spøgelsestilværelsen fortsætter ufortrødent. Det er virkelig hårdt at føle, at man går til spilde og dermed til grunde. Sidde fast uden rigtig at kunne komme nogen vegne. Og jeg prøver virkelig mit bedste. Siden starten af 2014 har jeg for eksempel med stor ihærdighed haft gang i mit poesiprojekt Forventning & Forvirring, hvor jeg har lagt 10 – 15 digte ud cirka hver anden uge. Og ikke bare sløsede udkast, men temmelig gennemarbejdede tekster. Jeg har forsøgt at bruge min tvivl, mine bekymringer og desperation konstruktivt. At gøre noget. Ikke sidde og græde, imens jeg kigger på væggen. Nej, jeg har nægtet at være passiv og tage imod slagene som en dukke. Jeg har rejst mig op. Gang på gang på gang på gang. Og fortsat med at skrive, endnu bedre, endnu mere. Prøve at se, hvad der mon ville komme ud af det. Sende ind til tidsskrifter, overveje mine muligheder. Prøve tingene fra en lidt anden vinkel for så at ende med at skrive på den samme måde. Min måde. Fordi jeg ikke rigtig kan skrive anderledes. Fordi det er nødvendigt for mig. At skrive. At skrive med min egen stemme frem for andres. Ikke at bøje sig mod tidens trend og kigge for dybt i andres udgivelser. Selvom der måske findes et landkort over smutveje til succes i dem. At sælge ud. Men det finder jeg ingen interesse i. Jeg dyrker mine idoler, selvom de ikke er “in“. Jeg skriver på min måde, selvom den ikke er populær. Selvom andre skrivestile åbenbart foretrækkes. Hvad skal jeg stille op med det. Jeg skriver, hvad der føles nødvendigt for mig. Og jeg kan ikke lade være at skrive. Jeg får konstant en trang til at gå i gang, at udtrykke mig, eksperimentere med sproget. Der er ikke andet at gøre end at få tingene til at lykkes, at få et gennembrud. Men som sagt bliver det ved med at fucke op. Og jeg bliver ved med at blive ved med at prøve. Det er også ret underligt at sidde her i mørke og al “hemmelighed” og prøve og prøve og prøve uden, at folk lægger mærke til det. Det er en stille kamp. Jeg råber ikke op om mig selv. Min årelange indsats går folks næser forbi. De færreste aner, hvilken kamp jeg har kæmpet de sidste rigtig mange år.

Og det er ikke bare en mental boksekamp mod Forfatterskolen, forlagene og tidsskrifterne, jeg har gang i. Det er mindst ligeså meget en boksekamp imod mig selv. I det ene hjørne står Depressionen med et smørret grin og evige opfordringer til mig om at give op. Ikke bare at lade være med at sende digte ind forskellige steder, men simpelthen at kaste mig ud foran et tog i stedet. Jeg får altid sådan en underlig fornemmelse af at stå på en perron og se et drøne forbi. En susende fornemmelse. Det ville være så nemt. Men så tænker jeg på et gammelt digt, jeg skrev. Det er meget og kort lyder sådan her: “Stil dig op på den bro/og nægt at springe ud.” Og det gør jeg så. Jeg nægter simpelthen. Siger nej gang på gang på gang og vælger i stedet at kæmpe imod Depressionen. Jeg rejser mig op efter at være blevet slået i gulvet og kæmper videre. Både mod den og den litterære verden.
Hvert digt i Hvordan det føles at være et spøgelse? har været et boksestød. En måde at overleve på. En måde at komme videre på. Jeg led af en vinterdepression, imens jeg skrev samlingen, og i særdeleshed snurrede det rundt i baghovedet på mig, at jeg havde været til samtale på Forfatterskolen 2014 og ikke kom ind. Som om det først gik op for mig et halvt år efter. Det ramlede sgu sammen for mig. Derfor rammer det her afslag mig også endnu hårdere end de andre. At jeg var så vanvittigt millimeter tæt på at komme ind sidste år. Blandt 10 ud af 447 til samtale derinde. For så sammen med to andre at få smækket døren i hovedet. Lyset for enden af tunnellen gik ud og her et år senere, er det stadig ikke blevet tændt. At gå i mørke, i blinde. Usikkerheden og tvivlen gør, at det nærmest er umuligt at udholde. For jeg har absolut ingen idé om, om jeg nogensinde kommer til at lykkes med at skrive digte, om jeg nogensinde kommer til at få det gennembrud, jeg har drømt om i årevis. Jeg har, for fanden, skrevet siden 2002 (til sammenligning kan jeg sige, at jeg blev født i 1991). Det er en livslang drøm. En livslang kamp. Men jeg nægter at give op. Jeg rejser mig gang på gang, selvom det bliver sværere og sværere. Som at gå op ad en rulletrappe, der kører nedad. Den sætter tempoet i vejret hele tiden, og så prøver jeg at gå hurtigere. Skridt for skridt. Det føles endeløst.

Det er en tom følelse, jeg sidder tilbage med nu. For jeg synes selv, jeg har forbedret mig gevaldigt siden sidste år. Jeg har skrevet helt vildt meget, læst endnu mere, været ude på Københavns Kunstskole fra august til februar. Dér fik jeg virkelig mange vigtige overvejelser, skrivetekniske fifs og suverænt rammende kritik. Jeg blev markant bedre til at læse mig selv. Det er en af grundene til, at jeg var der i så lang tid. Normalt varer et forløb kun seks uger, men jeg blev der. Kritikken var som et supermarked, hvor jeg selv valgte det, jeg umiddelbart kunne bruge. Og jeg er gået fra Kunstskolen med indkøbskurven fuld utallige gange! Jeg kan varmt anbefale stedet til andre, hvis man ønsker at gå på en rigtig god skriveskole. Jeg selv fik rigtig meget ud af mit halve år, men jeg synes også, jeg, at på en måde, har fået dét ud af forløbet, jeg umiddelbart kunne. Nu handler det om at omsætte det, jeg ved, til det, jeg gør. Og det er egentlig ret svært. Jeg kan stadig udvikle mig endnu mere.
En bemærkelsesværdig detalje omkring Forfatterskolens optagelsesudvalg i år er, at Glenn Christian, min lærer fra KK, sad med ved bordet. Jeg ved ikke, om han har talt for eller imod mine tekster. Jeg foretrækker, at han har været 100% ærlig omkring sin vurdering af min og andres ansøgninger. Hvis der ganske enkelt var andre og bedre ansøgninger, skulle han selvfølgelig prioritere dem. Sammen med resten af udvalget. Jeg ønsker at blive målt på styrken af mine digte. Jeg ønsker ingen smutveje eller vennetjenester. Jeg ønsker heller ikke at komme frem i verden på baggrund af min biografi i stedet for min poesi. Kend mig på digtene. Ikke min ulykkelige barndom.

Når jeg ser tilbage på det forgangne år, tænker jeg, at jeg har gjort mit absolut bedste. Som at sidde med nogle bestemte kort på hånden og få det bedste ud af dem. Hvis jeg kunne skrue tiden et år tilbage, ville jeg gøre nøjagtigt det samme. Det får mig bare endnu mere til at føle, at jeg går rundt i en ørken. Ligegyldigt hvor mange skridt, jeg tager, er det det samme ørkenlandskab, jeg ser. “På et eller andet tidspunkt ændrer det sig,” siger jeg til mig selv. Har jeg sagt til mig selv i årevis. Bare lige lidt længere frem. Måske venter paradiset for enden af næste bakketop. Keep calm and carry on. Og jeg kan vel spørge mig selv som så mange andre gange: “Hvad nu?” … Ja, hvad skal jeg nu stille op… Og svaret er indlysende som så mange gange før: At fortsætte. At tage et skridt ad gangen og se, om jeg ikke på et tidspunkt når frem til oasen i ørknen, når op til toppen af rulletrappen, finder lyset for enden af tunnellen.
Jeg tænker, at hvis jeg på trods af al min modgang og alle mine nederlag, kommer til at lykkes, ville det være en inspiration for andre end mig selv. Om 20 år kunne folk, der står i en lignende situation som jeg befinder mig i nu, se tilbage på, hvad jeg gjorde nu. Bevare håbet, troen og styrken til at fortsætte. Det ville være endnu større for mig end at få udgivet en digtsamling på Gyldendal. At være en trøst og motivation for andre. Lige nu, som sagt, har de færreste lagt mærke til min igangværende kamp. Og hvis jeg kastede mig ud foran det tog, ville ingen høre historien. Det hele ville have været tabt. Men det, jeg siger, er: Tag op på den bro og nægt at springe ud. Både til mig selv og alle andre. Både i nuet og i fremtiden. Keep calm and carry on. Ét skridt ad gangen, og så nærmes målet. Sigt efter stjernerne, og det kan være, du rammer månen.

Og kampen er slet ikke slut endnu, for jeg er dårligt nok kommet i gang! Det er først inden for det seneste halvanden år, at jeg er ved at finde et litterært niveau, der gør, at jeg med god samvittighed kan sende manuskripter ind til forlag. Og jeg var da, for fanden, inde til samtale på Forfatterskolen sidste år. Det var ingen tilfældighed! Om jeg så skal sende ansøgninger ind de næste 10 år, gør jeg det. Om jeg så skal sende et manuskript ind til forlag hver tredje måned, gør jeg det. Om jeg kan sende ind til tidsskrifter, hver gang en deadline dukker op, gør jeg det. Som min far altid siger: “Om det lykkes beror på så meget. Om du tør prøve, beror kun på dig selv.” Det er op til mig at blive ved, og jeg rejser mig sgu op igen og igen. Det er måske netop fordelen ved at være et spøgelse, kære verden! DU KAN IKKE SLÅ MIG IHJEL!
Og jeg ved sgu dårligt, om jeg skal grine eller græde over det her afslag. På den ene side er det sindssygt trist, men på den anden side er det sgu bare så typisk. Selvfølgelig skulle jeg gå fra at være til samtale på Forfatterskolen til at få et standard afslag året efter. Det er fandme the story of my life for at udtrykke mig på godt, gammelt dansk. Ingen kan påstå, at jeg har siddet på en skilift til succes. Ingen kan påstå, at jeg har fået noget som helst foræret på noget som helst tidspunkt. Det er med blod, sved og tårer, at jeg har fortsat med at kæmpe. Og det er med blod, sved og tårer, at jeg fortsætter med at fortsætte med at kæmpe. Når der lukkes en dør, åbnes der som regel en anden. Det handler om at danne sig et overblik over, hvilke muligheder, der findes. Og så gå efter dem.

Måske har det også noget med tidsånden eller den herskende smag i litteratur at gøre, men det lader hvert fald ikke til, at den slags poesi, jeg skriver, er særlig populær. Hverken hos tidsskrifter som Slagtryk og Hvedekorn og OVBIDAT, eller ude på forlagene. Eller på Forfatterskolen. Det fortæller afslagene mig. Jeg er en outsider. Jeg befinder mig uden for etablissementet både på et personligt og et litterært plan. Jeg hører ikke til nogen steder. Det har været meget svært for mig at forholde mig til det faktum, men forhåbentlig kan det gå hen og blive til noget positivt en skønne dag. Fordi om fem år kan det være, at folk lovpriser, at der kun findes én af mig, imens mange andre skriver på den samme måde. Måske er det en svaghed her i starten, hvor det er svært at etablere mig, men jeg tror indædt på, at det kan blive en stor fordel på længere sigt.  At tænke på sådan noget virker meget forfriskende, men samtidig kan jeg ikke lade være at lytte til den mørke side af mit humør, der siger: “Du kommer aldrig til at lykkes.” Og så kan det være pisseligegyldigt, hvordan jeg skriver, er det ikke? … Men selvom jeg hører det, nægter at tro det. Jeg vælger i stedet at tro på mig selv og fortsætte ufortrødent, om end det hele bliver ved med at fucke up. Alle mine nederlag vil en dag gå hen og blive ridderslag. Min vedholdenhed en bedrift.

Nu får jeg lyst til at læse nogle af de postkort, min far har lavet. Der er tale om billeder med skrift hen over. Min far har selv kæmpet med kræft siden sidste år. Han kæmper satme imod. Går op og ned ad trapperne til sin lejlighed på tredje sal. 150 gange! Det er ingen overdrivelse! Fordi han ikke kan løbe, går han fandme op og ned fem timer ad gangen op til flere gange om ugen. Det er hans måde at overleve på. På et af kortene står: “If you only walk on sunny days, you will never reach your destination.” Og så er der et billede af en statue omgivet af sne. Det får mig til at tænke på, at man også må skrive, selvom inspirationen ikke heelt er der. Så kan man eksperimentere lidt, prøve sig lidt frem. Eller måske læse lidt mere i en god digtsamling og få nogle nye ideer. For hvis man kun agerer, når der findes solskin i ens humør, kommer man ingen vegne. For der er jo for det meste mørkt! Ligesom nu. Selvom det er pissesvært at stå med det her afslag i hånden, må jeg sgu bare blive ved. Jeg må gå gennem og ud af mørket og finde solskinnet på den anden side.
På et andet står der: “One generation plants the trees; another gets the shade.” Og så er der et billede af nogle træer, der næsten lige er blevet plantet, og et andet af træer, der er store og bærer på mange grønne blade. Det sætter igen tingene i perspektiv. Jeg må plante en masse appelsintræer nu, så jeg senere kan høste frugterne. Jeg må vande dem, sørge for, at de får nok sollys. Bruge pesticider og hvad ved jeg. Selvfølgelig i symbolsk forstand, da det ville være spøjst at have appelsinertræer voksende op af altankasserne. Heh.
Nu har jeg fundet et postkort uden billede, kun tekst. Der står: “Lykke kommer indefra. Det er ikke nemt at finde lykken i os selv, og det er ikke muligt at finde den andre steder.” Det betyder vel, at man ikke behøver være afhængig af andres ros og anerkendelse. Jeg behøver ikke komme ind på Forfatterskolen for at være glad. Glæde kommer indefra, og en aften som denne, hvor himlen endnu er blå, kan sagtens være anledning til happy fun times. At gå en tur, få noget frisk luft og bare være glad for at være i live. Så til helvede med alt det andet, hvilket minder meget om det næste kort. Der står: “Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at kende forskel.” Jeg kan ikke ændre på Forfatterskolens afgørelse. Jeg kan ikke ændre på, om jeg får udgivet digte i et tidsskrift eller om jeg får afslag. Men der er mange andre ting, jeg kan gøre. Jeg kan skrive det her indlæg, jeg kan lægge en video på Youtube, jeg kan skrive endnu flere digte, eksperimentere, læse rigtig meget, gå flere ture, opsøge inspiration alle mulige steder, jeg måske har overset. Noget, der først nu er gået op for mig i forhold til dét citat, er, at man skal kunne kende forskel på de ting, man kan ændre, og de, man ikke kan. Sommetider kan noget godt fremstå umuligt. For eksempel har jeg længe tænkt, at etablerede forlag ikke vil udgive mig, hvis jeg ikke har gået på Forfatterskolen. Men hvad hvis jeg tager fejl? Hvad hvis det faktisk godt kan lade sig gøre?
Og her kommer så endnu et kort, denne gang noget, min far selv har sagt, da vi sad og talte sammen i bilen. Jeg fortalte ham, hvor svært det er for mig ikke at slå til med mine digte, at jeg hele tiden får afslag, og at det fremstår umuligt at blive udgivet på et forlag. Og at selvom jeg havde sendt digte ind til Hvedekorn, ville jeg ikke glæde mig over tanken om at få dem med. Fordi det er dumt at glæde sig over noget, der endnu ikke har fundet sted. For hvad hvis det mislykkedes, og jeg fik afslag? “Der er ingen grund til at sælge skindet før, at bjørnen er skudt,” sagde jeg. Men så ændrede han det til: “Man skal ikke opgive bjørnen, før man har skudt.” Og det gav mig inspiration til i det mindste at forsøge. I det mindste at blive ved med at forsøge. Og blive ved med at blive ved med at forsøge. For jeg har ikke fået definitivt svar på, om jeg nogensinde kommer til at få et gennembrud som digter. Intet er afgjort. Jeg har alt at vinde, men også alt at miste. For hvis jeg ikke kan leve det liv, jeg ønsker, har jeg intet at leve for. Så jeg må bare klø på og prøve at få det absolut bedste ud af min situation. Lykke kommer indefra. Jeg må se det smukke i tilværelsen, selvom afslagsbrevet fylder en stor del af mit synsfelt. Jeg må lægge det lidt væk og kigge på himlen i stedet.

Helt konkret kan jeg sende ind til følgende tidsskrifter.

Danske:
Slagtryk, Hvedekorn, OVBIDAT, Trappe Tusind, Addenda (det er ret nyt, jeg hørte først om det i dag)

Norske:
Kamilla

Svenske:
Lyrikvännen, Populär Poesi, ett lysande namn,

Nordiske:
Face Forlag, Floret.se,

Og måske til nogle forlag. Gyldendal, Samleren, Gladiator. Sidstnævnte har vist også oprettet deres egen forfatterskole, der har ansøgningsfrist d. 1. august. Det er et godt mål at have. Det kunne være rigtig, rigtig godt, hvis jeg kunne komme derind. Det går vist ud på, at man skal skrive et manuskript under vejledning af den tidligere rektor på Forfatterskolen, Hans Otto Jørgensen. En af mine venner, der har haft ham som lærer ude på Vestjyllands Højskole, har sagt, at han nok er landets bedste tekstlæser og manuskriptvejleder. Så det ville være cool at prøve det. Hvis det også bliver til afslag dér, må jeg bare blive ved med at skrive. Og blive ved med at blive ved. Det gør jeg under alle omstændigheder. Indtil jeg ikke længere føler mig som et spøgelse. Indtil jeg bryder igennem muren og får et gennembrud. Endelig rigtig i live!

Christian de Groot-Poulsen
16. maj 2015 kl. 20:46

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: