150423: En tredje anmeldelse af Hvordan det føles at være et spøgelse?

Link her: http://www.vinkkbh.com/articles/anmeldelse-hvordan-det-foeles-at-vaere-et-spoegelse-af-christian-de-groot-poulsen

Endnu en anmeldelse af Hvordan det føles at være et spøgelse? – ! … Den tredje i alt – jeg samler på dem som sommerfugle på nåle! Og jeg må nok sige, at denne letter på humøret, for selvom det er forår, og solen skinner, kan jeg stadig gå rundt med mørke skyer i hovedet. Så det er jeg meget taknemmelig for!
Sune Reitz, anmelderen, kommer med nogle betragtninger, jeg er meget glad for at læse. F.eks. :
Digtene fortjener, at man giver sig tid til dem. Teksterne er til tider så spækket med billeder, at man umuligt kan absorbere dem alle ved første gennemlæsning.

Jeg ønsker at ramme en blanding mellem pop og (progressiv) heavy metal, når jeg skriver poesi. Læseren skal helst kunne få noget ud af et digt ved første gennemlæsning, men alligevel have lyst til at grave dybere i det efterfølgende – og blive belønnet, så at sige. Derfor er det rigtig cool, at “digtene fortjener, at man giver sig tid til dem.” Hvis jeg skal diske op med en selvkritik, kan jeg sige, at i nogle af mine tidligere hæfter har der været nogle rodede digte, der ikke rigtig åbnede sig ved flere læsninger. Og andre, der end ikke fangede interesseren første gang. Imens der selvfølgelig – stadig – er nogle, jeg endnu bryder mig ganske godt om. For mig handler hæfteproduktionen også om at udvikle mig fra gang til gang, og derfor bliver jeg også glad, når jeg læser konklusionen på anmeldelsen:

Tilbage i 2011 læste jeg de Groot-Poulsens debutdigtsamling Måske Minder (2010, privattryk), og jeg må her klappe digteren på skulderen. Efter min mening har sproget, billederne og skriften med tiden udviklet sig virkelig godt.

Ja, der er sket meget i løbet af de sidste fem år! Men man kan vel stadig se Måske Minder som et slags blue print for min poesi. Der var også en del store armbevægelser i forhold til billeddannelsen, selvom metaforerne sjældent ramte særlig præcist, og melankolien og optimismen og kærligheden og de surrealistiske drømmeverdener og alt andet eksisterede også dengang. Efter den lidt mere eksperimenterede Druknelektioner ønskede jeg netop at vende lidt mere tilbage til “rødderne” med Hvordan det føles at være et spøgelse? … At vende tilbage til jeget, til centrallyrikken så at sige, men endnu med det vilde billedsprog intakt. Ikke at Druknelektioner var et totalt anderledes samling fra min side af, men der var færre jegdigte og mere alsidighed i, hvordan digtene blev skrevet, og hvad de udtrykte. Som at male med alle regnbuens farver i stedet for at koncentrere sig om nogle få, blå, rød og lilla f.eks. Hvis man kan sige det sådan.

Jeg lagde også mærke til følgende bemærkning: “de Groot-Poulsens digte er ikke umiddelbart pøbelvenlige, om jeg så må sige, men de vil noget, digtene. Man skal kunne lide stor og pompøs poesi, når man træder ind i de Groot-Poulsens mørke og melankolske univers, men accepterer man denne mørke præmis, så er man in for a treat.

Det hænger selvfølgelig igen sammen med balancen mellem pop og (progressiv) heavy metal (når Sune Reitz skriver om “stor og pompøs poesi”). Jeg kan godt lide at høre sange, der er små symfonier af alternativ rock på små fire-fem minutter. At det kan lade sig gøre! … Men at der samtidig er en tilstrækkelig grad af melodi i dem til, at man kan nynne med, men samtidig så meget opfindsomhed og variation, at det hverken bliver for meget eller for anstrengt, men akkurat nok til, at man ønsker at vende tilbage og opdage noget nyt gang på gang (der var mange “men’er” i den sætning!).
Måske kender I sådanne popsange, hvor man kan synge med på omkvædet allerede halvvejs inde i første afspilning. Sådan bliver nogle digte også skrevet af andre. Der er ikke rigtig nogen grund til at læse dem endnu engang, da sproget simpelthen taler for klart, alle frugterne bliver høstet under første gennemlæsning, og så er der ikke andet at gøre end at gå videre til det næste. Uden mulighed for at analysere, fortolke, leve sig ind i teksten, se nogle billeder for sit indre blik. Det hele leveres af digteren som at få et IKEA-skab, der allerede er samlet. Jeg ønsker at skrive digte, man kan samle igen og igen, og gerne i varierende former og skikkelser. Hvert fald på en måde. Derfor kæmper jeg meget med at finde den rette balance i mine digte. De skal hverken være for ligefremme eller for (over)ambitiøse på den måde, at billeddannelsen ganske enkelt bliver for meget. Der skal jo være en mening med galskaben!

I forhold til “det mørke og melankolske univers” må jeg vel bare nikke genkendende. Der har til enhver tid været en ret dyster grundstemning i de fleste af mine digte. Det første, jeg skrev (tilbage i efteråret 2004 (13 år gammel!)) hed Tag Selvmord Alvorligt på baggrund af en oplevelse, hvor en, der stor mig nært, forsøgte at tage livet af sig. Så starten og udgangspunktet har altid været temmelig melankolsk. Alligevel har jeg altid selv været en temmelig vittig person med mange jokes og småhistorier i ærmet, og jeg vil ikke selv mene, at jeg ligefrem kaster en depressiv aura omkring mig, hvor jeg går, men derimod er temmelig opkvikkende. Dengang i 2004 delte jeg nok min personlighed op i to, på en måde. Udadtil var jeg “klassens klovn,” altid parat til at lave skøre optrin, gøre grin med mig selv, og på den anden side vrængede jeg al mit mørke ud i digtene, der nærmest blev helt overlæsset af det.
Efterhånden har jeg lært både at gøre mine digte lidt mere vittige eller lyse (Sune Reitz skriver også i anmeldelsen, at når hans læser digtene, så “griner han lidt, andre gange græder han lidt,”), og det siger rigtig meget om til dels min poetiske og min personlige udvikling. For jeg kan også godt udtrykke melankoli eller lidt dybere refleksioner om livet over for andre mennesker i modsætning til for 10 år siden, hvor jeg var næsten 100% overflade. Ekstremerne har mødt hinanden, og det er ekstremt godt, hvis jeg selv skal sige det! I stedet for at være en splintret person, er jeg mere nuanceret. Men det er vist mere en personlig note.

Jeg bukker ærbødigt og takker for anmeldelsen!

23. april 2015 kl. 15:40

Link her: http://www.vinkkbh.com/articles/anmeldelse-hvordan-det-foeles-at-vaere-et-spoegelse-af-christian-de-groot-poulsen

Link til andre anmeldelser af Hvordan det føles at være et spøgelse? :

https://dl.dropboxusercontent.com/u/4816585/Anmeldelse%20af%20de%20Groot.pdf

http://www.metrord.dk/3230.html

Hvis man ønsker at erhverve sig et eksemplar af Hvordan det føles at være et spøgelse?, kan man til enhver tid bestille hos mig over Facebook. Hæftet koster 100 kroner + 24 kroner i porto. Jeg kan sende hæftet først, og så kan I betale over netbank efterfølgende. Hav det godt!

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: