150414: F&F #24 nu tilgængelig på Scribd.com!

012 FORSIDE TIL F&F # 24

Link til nummeret her: [Fjernet d. 23. juli 2015]

Endnu gang til tiden! Det sætter jeg meget pris på; én ting er at leve op til andres forventninger, men noget andet er at leve op sine egne. Jeg føler mig nærmest helt forvirret over at have fulgt tidsplanen fire numre i træk. Det virker meget lovende!

Alle 16 digte har jeg skrevet inden for de sidste 14 dage. Den eneste umiddelbare baggrund, jeg kan fortælle om for dette nummer, er, at jeg for to uger siden lavede en video, hvor jeg læste hele #23 op. Den ligger på Youtube et sted. Da jeg så videoen igennem, gik det op for mig, at der er rigtig mange ting, jeg kunne gøre anderledes, og at jeg egentlig mest foretrækker de lidt kortere digte med mere præcist billedsprog end de mere vildtvoksende. Det (at se videoen) inspirerede mig i høj grad til at gå i gang med at skrive dette nummer, hvor der er kommet lidt mere styr på formen. Alligevel er det meste skrevet temmelig umiddelbart, og jeg har ikke lavet særlig meget om. Digtene skrev for det meste sig selv, og det var en sand fornøjelse at se ske!

En anden information, jeg kan give, er, at jeg for det meste skrev løs i løbet af en time for så straks at rette teksterne. I modsætning til tidligere, hvor jeg plejer at skrive løs i en time for så først at kigge på teksterne nogle dage senere. Med denne nye tilgang har jeg været en smule tættere på min inspiration og mine umiddelbare ideer for de enkelte digte. Det har været en stor succes, hvis I spørger mig! Det nok en retningslinje, jeg vil holde mig mere til fremover. Men ellers ønsker jeg ikke at begrænse mig alt for meget i forhold til hvordan og hvornår, jeg skriver. Det er vel godt med lidt kaos!

Forsiden er nok en af mine yndlings nogensinde! Det er ikke en tegning eller maleri, men lavet med stofligt materiale, hvilket giver en anden, men stadigvæk god effekt. Igen, igen af Linn Larsen som jeg hermed igen, igen må takke for at lade mig bruge sine billeder. Tak, Linn! Nu er foråret over os, og jeg har lige købt en ny trøje. Så har jeg vel også fornyet mig, kan man sige. Ellers er det meste det samme: Jeg går derhen, hvor inspirationen leder mig, og så må vi se, hvad der kommer til at ske.

Hav det godt alle sammen!

14. april 2015 kl. 00:13

P.S. Jeg lægger ikke nogle af de andre numre ned denne gang. De må gerne luftes lidt længere, men pludselig kan det være, jeg gør dem utilgængelige. Lassen uns sehen!

Link til nummeret her: [Fjernet d. 23. juli 2015]

Categories: F&F: Præsentationer

Skriv et svar

%d bloggers like this: