141218: Lidt om processen bag Hvordan det føles at være et spøgelse?

VERSION_4_Med_600_DPI_cmyk
Jeg har vist helt glemt at nævne det her på min blog, men jeg udgiver en ny digtsamling d. 31. december 2014. Den kommer til at hedde Hvordan det føles at være et spøgelse? Projektet startede på sin vis allerede i marts, da jeg var ved at færdiggøre min seneste samling, Druknelektioner. Hvert fald stammer enkelte digte helt tilbage fra den måned også. Derfor sidder jeg her med en besynderlig fornemmelse efter ni måneders kreativitet. I ved, det kan være meget rart at have nogle ideer og nogle drømme, der er mere eller mindre abstrakte. Men når de pludselig føres ud i livet og bliver konkrete, så det virker det hele så virkeligt! Jeg glæder mig dog som et lille barn, til at stå med samlingen i hånden!

Jeg sad lige og tænkte på, hvordan jeg plejer at skrive digtsamlinger. Nu har jeg siden 2010 lavet digtsamlinger i privattryk, og hvert hæfte indgår i en kreativ cyclus. Når én udgivelse færdiggøres, står jeg tilbage med et tomrum. Men denne tomrum kan udfyldes af ALT. Ingen ideer eller inspirationskilder eller udgangspunkter eller målsætninger er umulige eller dumme. Det bliver selvfølgelig lidt for meget på en måde, for hvis jeg kan skrive i alle retninger, kan det være meget nemt at gå i stå og tvivle på, hvad jeg så skal gøre. Derfor har jeg det med at skrive lidt på må og få efter en udgivelse. Hvert fald dukkede der mange spredte udfald op fra marts til september, der ikke rigtig udgjorde en helhed tilsammen. Men da jeg fornemmede, at der efterhånden var nok til et slags fundament for en samling, hvis kerne og stil og tone endnu ikke helt havde indfundet sig, begyndte jeg at tænke mere på slutproduktet. En ny samling.
I den mere prøvende fase finder jeg på alle mulige forskellige titler. En ny samling kunne hedde det ene og det andet, og hver titel rummer på sin vis et “blueprint” for, hvordan sådan en samling bør se ud. Hvilke digte, der skal være med, om indholdet er mørkt, lyst, vredt eller sjovt og så videre.
I første omgang tænkte jeg, at samlingen skulle hedde Amnesiasuiten, da jeg tænkte, at jeg med Druknelektioner startede forfra. At dén samling udgjorde et “år nul” på sin vis. Min anden samling i privattryk hedder Insomniasuiten, så det kunne være en måde at gå “back to basics” på eller hvert fald at vende tilbage til noget. D. 31. oktober lagde jeg så en annonceringsvideo ud på Youtube, der netop lovede, at Amnesiasuiten ville blive udgivet her i december. Undervejs gik det dog op for mig, at jeg var begyndt at skrive digte, der ikke hørte til under den paraply. Specielt i september til november blev jeg mere og mere inspireret og følte en større og større nødvendighed for at skrive på en bestemt måde, med et bestemt jeg og nogle afgrænsede “rum” og et mørkt følelsesmæssigt udgangspunkt. Da jeg en dag havde redigeret i manuskriptet og følt, at “nu er den ved at være der,” lagde jeg mig over i min seng og funderede over, hvorfor jeg egentlig overhovedet ville kalde samlingen for “Hukommelsestabssuiten,” da ingen af digtene rigtig har noget med hukommelsestab at gøre. Og så gik det op for mig, at titlen var mere tænkt end nødvendig. Jeg har et laaangt worddokument, der udelukkende består af forslag til titler, og i det havde jeg for længe siden skrev den nuværende titel ned. Det passede helt perfekt ind her. Og med den in mente kunne jeg skrive løs og få det sidste på plads. Blueprintet stemmede overens!

Så processen har været typisk. Forskellige digte, forskellige titler. For så at zoome ind på én bestemt type tekster, én titel og så at bruge de mere spredte digte fra marts til september som variation. Jeg er lidt bange for, at hvis jeg f.eks. udelukkende skrev på én bestemt måde i 9 måneder, at resultatet af sådan en proces ville blive ret ensformig. Derfor er det meget godt at prøve alt muligt forskelligt for så senere at koncentrere sig om ét udtryk. Men måske er det også godt at ændre på skriveprocessen. F.eks. sidder jeg nu med et brændende ønske om at skrive helt anderledes, og at min næste samling skal være nærmest “omvendt” af den nye. Derfor kan man sige, at jeg allerede nu har et fint udgangspunkt at skrive ud fra, og må vi se, om jeg ønsker en skrivemæssig variation til den, eller om det er cool nok med et mere koncentreret udtryk. Og helt uhørt har jeg også titlen parat, da jeg føler lidt, at jeg “skylder” at udgive Amnesiasuiten. Så må jeg hellere få skrevet den nu.
Selvfølgelig kan alting nå at ændre sig, sproget, tonen, inspirationen, titlen. Og så videre. Det vil jeg være åben over for, men på nuværende tidspunkt peger kompasset i en bestemt retning, og jeg glæder mig virkelig til at udforske de nye landskaber!

Lige nu sidder jeg lidt og tripper for, at Hvordan det føles? skal trykkes og dermed færdiggøres. Jeg kan ikke skrive noget nyt, da manuskriptet blokerer min kreativitet. Som at have en urtehave, hvor planterne og grønsagerne og så videre har vokset sig større og nu mangler at høstes. Først bagefter kan jeg så nye frø og se, hvad de spirer op til at være. Og det bliver spændende at se, hvad det mon udvikler sig til at være!

18. december 2014 kl. 19:40

Categories: Blog

1 reply »

Skriv et svar

%d bloggers like this: