141214: Nothing is gonna change the world / nothing is gonna change

At stirre ind i computerskærmen i årets mørkeste måned. Vente på sympatierklæringer eller at løftes. Helst at løftes. Det tunge humør et par mentale meter op i vejret, så følelsen af sten i kroppen forsvinder. Men næ. Jeg forventer for meget. Jeg er for nidkær og vred. Jeg kræver noget af ubestemte mennesker, jeg aner ikke engang hvem, de er, og hvis de findes, så aner de ikke, hvad dette “noget” går ud på. De kan kun gætte sig til det. Og så giver det pludselig ingen mening længere. Har det nogensinde gjort det?
Fuck det at blive voksen. Man må for alt i verden bevare barnets fantasi og nævenyttige insisteren på at opfinde lege og sange og at tegne kort over ikke-eksisterende steder. Men måske er jeg simpelthen for barnlig. Jeg leder efter tålmod og rummelighed, at vide, hvornår en loppe gør, og at jeg bare skal ignorere den, og hvornår jeg skal træde frem som en ridder med sværd i hånden foran en drage. Der er ingen grund til at gøre en loppe til en drage, vel? Derfor er der ingen grund til at stirre på skærmen efter at have skrevet mystiske, halv-øjesynlige råb om sympatierklæringer. Næ. Jeg må videre fra det.

I will come reformed. I will kill you all! synger en stemme i mit hoved.

Men jeg er ikke en drage. Selv ikke om 20 eller 50 år. Jeg vil for evigt være et barn med sværd i hånden og ridderhjelm på hovedet. Verden, bare kom an! kunne jeg finde på at tænke, men omvendt må jeg finde på noget andet at gøre, indtil kampene starter. Man må vælge sine kampe med omhu, right? … Så vil jeg sidde her og lave nogle poetiske armbøjninger. Det er nok det, der giver mest mening. Som altid. At hærdes af selvkritik, andres kritik. Men aldrig så meget, at man går fra at være frugt-levende til at være sten-død. Never ever. Kære Gustaf Munch-Petersen, min underbevidsthed ønsker, at du skal våge over mig. Men han blev heller aldrig rigtig, rigtig anerkendt, imens han levede. Who should I turn to? … På en måde er jeg klar til at tage til det underste land med ham. Men jeg er stuck here. I det underligste land. Digterland. Vorherre bevares.

14. december 2014 kl. 19:07

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: