141214: Manden med en papkasse på hovedet

At tale gennem en tåge. Det ændrer næppe på genkendelsen af stemmen. Som om der også skulle være en stemmeforvrængermaskine skjult i tågens mange dråber. Men ønsker man at blive set/opdaget eller at skjule sig? Netop ved at løbe ud i tågerne på en eng eller på fortovet uden for sin lejlighed kan man skjule sig. På en måde. Men fra hvad? … Det gør jeg ikke selv. Det tætteste, jeg kommer på sådan noget, er at tage en papkasse på hovedet. Så skjuler jeg mig. Sådan føles det.
Måske er det at skjule mig fra mig selv. Ikke at ville se mig selv i øjnene. Eller i en slags feberfantasi forestille mig, at mit ansigt ændrer sig bagved pappet, og at jeg på den måde er en anden. Eller at omgivelserne, som jeg af en god grund ikke kan se, ændrer sig. Så jeg pludselig er et andet sted. Et andet landskab. Eller måske mere abstrakt: Et andet sted i mit liv, du ved. Kommet videre. Men jeg sidder eller “står” netop fast. Midt på en eng med en papkasse på hovedet med tåge omkring mig stirrer jeg på pappet fra min side, men på en måde ser jeg på mørket, kigger på det. Og igennem det. På nogle landskaber på den anden side. Glimt af håb og drømme om fremtiden. Eller så ser jeg tilbage på fortiden. Arkiverede minder, der må løses som puslespil. Mentalt. My past in bits and pieces. Før at jeg kan komme videre og tage papkassen af mit hoved, stå frem som den jeg er.
Hvis man aldrig skjuler sig, har man intet at afsløre. Derfor er de fleste mennesker røvet for mystik, selvindsigt, drømme og minder. De er der, fysiske, omkring i gaderne, i deres lejligheder og så videre, men på en måde er de der ikke.
Alligevel har vil vel brug for at tale med hinanden. Det er bare ærgerligt, at de fleste mennesker har sådanne nogle voldsomme fordomme over for hinanden. Som om et menneskes stemme afslører, hvem han eller hun egentlig er. Slet ikke. Man påklistrer hinanden forskellige egenskaber, om de er retfærdigt placerede eller ej, og så er de umulige at få af igen. Vi ser kun hinandens overflade, men som om det ikke var nok, så MALER vi også alle mulige FALSKE farver på! FALSKE MOTIVER! Og så ser vi slet ikke hinanden alligevel. Det er synd.
Måske kan papkassen på hovedet forvrænge min stemme, så folk ikke længere tror, at de kender mig, men at de tror, at jeg er en anden. En anden stemme. De hører mine sætninger, fragmenter af mit indre, og forstår, hvad jeg egentlig mener. Som at tale rent. Barbere det unødvendige bort, så man fremstår nøgen og oprigtigt. På den måde kan vi nærme os hinanden. Alle med papkasser på hovedet, anonyme, men for første gang ægte og modtagelige og åbne for at åbne os for hinanden. Hinanden, hinanden. Fordi vi mennesker har så meget tilfælles, der er så meget, vi deler, at der altid vil være lidt af andre i én selv, og lidt af én selv i andre. Angst, ømhed, forelskelse, had. Vi er slet ikke så alene, som vi ellers kan gå rundt og tro. Men vi isolerer os. Ved aldrig at skjule os, så vi kan afsløre os. På den rigtige måde. Med papkasser på. Sådan. Sådan cirka. Hvad ved jeg. Jeg er bare en mand med en papkasse på hovedet. Don’t mind me. Find me. Og prøv at forstå.

14. december 2014 kl. 21:31

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: