141214: Et brev fra denne side af fjernheden

Prik mig på skulderen, prik mig på skulderen, prik mig! Og jeg vågner alligevel aldrig rigtig op fra min døs. Selv hvis du greb fat om mine skuldre og rystede mig. Først vuggende, så jordskælvende. Endnu ville jeg have denne fjernhed i øjnene, dagdrømmene spillevende, mere livagtige end film i 3D, for mit indre blik. Slå mig i baghovedet med en stegepande, og det ville ikke virke. Først senere, når jeg gradvist vender tilbage. Som at klatre over et mentalt bjerg og ved nedstigningen af det, klatre tilbage til verden. Sådan kan det godt føles nogle gange. Mit pointe er bare, at når du prikker mig på skulderen, ryster mig eller kysser mig. Så mærker jeg det. Det manifesterer sig i former og farver for mit indre blik. Det har en betydning. Det betyder noget. Der er forskel på fantasi og virkelighed, og selv i fantasien kan jeg mærke, hvordan de kropslige berøringer, alene nærværet, findes. Som et fjernt kald: “Christian! Christian! Vend tilbage fra din indre verden, og fortæl os om dine rejser. Christian! Christian! Vi skal nok overvinde verden, bare kom tilbage, og lad os kæmpe!” Sådan lyder det. Og selvom jeg aldrig rigtig kan vågne, endsige være fri for fantasiens tåger i mine øjne (aldrig brændt bort af virkelighedens for andre alt-ætsende solskin). Tågen er der altid. Men det er du ikke. Du og dine berøringer og dit nærvær betyder noget. Det vidste du måske ikke. Det ved du nu.

14. december 2014 kl. 21:48

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: