141126: Puppen

Jeg forpuppede mig med min første selvudgivelse, Måske Minder (2010). Imens andre debuterer til lyn og torden, stående klapsalver, forfatterskaber begynder og går under, trends sættes i gang og forsvinder, den ene hype af en-eller-anden erstattes af en ny hype af en-helt-anden-hvis-navn-vi-også-glemmer-om-nogle-år, sidder jeg i mørke og al hemmelighed og prøver at få min poetiske alkymi til at virke.
Fra samling til samling udvikler jeg mig. Jeg bevæger mig længere og længere ind i mig selv og litteraturhistorien, læser og skriver, retter og ændrer og udvikler mig. Der går mange år før, at jeg er færdigudviklet. Og selv når jeg en skønne dag får udgivet en digtsamling på et etableret forlag, fortsætter udviklingen. Nærmest af vane. Følelsen af at kæmpe for at bevise mit værd, mine indre tanker til folk om, at de “bare skal vente og se – når jeg først får det her til at lykkes, sker der sgu ting og sager”. Det vil altid hjemsøge mig. Men det er kun godt, tror jeg.
Som en stor sten, der ruller hurtigere og hurtigere ned af en bjergtop, og som pludselig ikke længere kan standses. En juggernaut.
Men jeg må vente mange år endnu. Jeg fortsætter min udvikling. Min sjette samling i privattryk, Amnesiasuiten, udgiver jeg her i december i et meget lille oplag. Derfra vil jeg gå videre mod fremtiden. Jeg har så fandens meget, jeg endnu mangler at sige. Så fandens mange digte, jeg endnu ikke har skrevet. Så jeg udvikler mig trygt i min puppe og venter på den dag, hvor jeg endelig kan bryde igennem hinden. Det tager lang tid, men jeg er på vej. Jeg skal nok få det her til at lykkes.

26. november 2014 kl. 08:31

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: