141003: Jeg er startet til Matematik B ude på KVUC (som GSK)

paternoster
Jeg er startet til Matematik B ude på Vognmagergade som GSK (gymnasial suppleringskursus). Det er ret vildt, at man i skolebygningen har sådan nogle Christianborglignende elevatorer. Det vil sige, at de er åbne og kører automatisk op og ned. Jeg var helt lamslået, da jeg så det for første gang. Det er jo lidt spøjst at skulle stille sig ind på gulvet simpelthen, at måtte koordinere sine bevægelser i forhold til det opad- eller nedadkørende rum. På et tidspunkt kom jeg til nærmest at springe ned mellem en dude og en dudeinde, da jeg misforstod afstanden fra det gulv, jeg stod på, og bunden af elevatoren. Jeg synes, at det er temmelig sci-fi-agtigt, selvom det vist er en temmelig gammel installation, der har været i brug i årevis!
Nu søgte jeg lige på Google efter det. Link her: http://da.wikipedia.org/wiki/Paternoster
Det hedder åbenbart en Paternoster eller “stedsegående elevator”. Og jeg havde ret: Det er oldgammelt; opfundet back in 1884! Det er også spøjst at rende rundt i en stor bygning og mærke, hvordan den summer af liv og samtaler. Der står elever alle vegne, og jeg kan lige høre brudstykker af samtaler hist og her, når jeg går rundt. Folk, der løber forbi med panik i øjnene. Andre, der søvngænger sig til eller fra undervisningen. Bygningens sindrig system af gange, genveje, trapper og disse elevatorer. Man kunne bruge skolen som scene for en film, roman eller lignende, men så langt har jeg ikke tænkt endnu. Men den er en god location at have i baghovedet!

Det er dog ikke bare omgivelserne, der skaber et indtryk på mig. Det at befinde sig i et klasselokale, et socialt rum, sætter også nogle andre krav til min opmærksomhed. Jeg er temmelig vant til bare at sidde på mit værelse og funderer en masse over den nutidige, danske litteratur (Signe Gjessing fik for eksempel Munch-Christensens Kulturlegat på 50.000 forleden, tillykke til hende! Og Victor Boy Lindholm nedkommer snart med sin (anden?) debut Guld på Forlaget Kronstork. Forlaget Gladiator starter sin egen forfatterskolen som konkurrent til den SU-berettigede: Der er masser at følge med i!), eller så tænker jeg bare rigtig meget over, hvor jeg er på vej hen i mit liv, hvor jeg har befundet mig, og hvad jeg umiddelbart har tænkt mig at gøre de kommende måneder og år. For ikke at tale om alle de vaklende digte, jeg skriver. Jeg har ikke gået i skole siden maj i år, men siden august har jeg så gået ude på Københavns Kunstskole, hvilket er rigtig cool! Det er dog kun to gange om ugen, så jeg har haft rig mulighed for at beholde min aparte søvnrytme (fx. er jeg lige vågnet her kl. 00:00 (åh, det er vist lidt skævt!)).
Det er ret udfordrende for mig at skulle møde klokken 08:00 fast mandag til fredag. For andre er det den nemmeste sag i verden, da de ikke har en spøjs søvnrytme, men jeg har måttet kæmpe med mig selv og min søvn som en sværdfægter. Alt for ofte, er jeg blevet stukket i gulvet og i søvn på de forkerte tidspunkter. Ren selvdisciplinmæssigt er det en gave, at jeg har nogle krav at leve op til, da alting ellers ender med at blive alt for udflydende.
Jeg kan huske, at da jeg gik på det ikke-eksisterende studium, Nederlandsk, på Københavns Universet (det var nedlagt, så der var ingen lærere, undervisning eller andre elever: Jeg kunne bare skrive løs derhjemme uden at skulle foretage mig noget! Nu har de lavet SU-reglerne om, så nu skal man bestå de eksamener, jeg ikke dukkede op til), så var det vildt fedt at kunne være ekstremt kreativ i de 18 måneder, det stod på i, men samtidig blev jeg sgu en smule gak af bare at sidde foran computeren hele tiden. Jeg forestiller mig kreativiteten som et ekspansivt, abstrakt rum eller univers, der udvider sig dag for dag, at man befinder sig i det, men faren består i, at det rykker de konkrete ting, landjorden, klipperne, husene mm. (hvis vi beholder universbilledet) med sig udad, så der til sidst ikke er noget at klamre sig til. Når det sker, er der intet op og ned, ingen tyngdekraft, og så har kreativiteten pludselig ret dårlige vilkår, da man ikke kan sætte den op imod kedelige pligter, steder, man skal tage hen. Det hele bliver bare det samme, og så bliver digtene og skrivemetoden også det samme. Derfor tager jeg imod undervisningen på KVUC med kyshånd, da “Hverdagen” skaber et konkret rum med sine krav til mig som jeg så kan opponere imod i forhold til skrivningen af digte. Man kan også sammenligne tiden på Nederlandsk med, hvis et barn bare måtte æde løs af slikket i en slikbutik, men aldrig fik noget ordentlig mad. Det ville barnet sgu blive total kulret af, og automatisk ville det savne at få noget ordentligt føde i kroppen (man kan sige, at kroppen og tungen har forskellige ønsker, at det manifesterer sig efter et stykke tid: Jeg ønsker tid til at være kreativ, men samtidig har jeg også brug for nogle krav og pligter). Man kan også blive træt af sin yndlingsspise, hvis man indtager den for meget. Jeg blev også lidt søsyg af al den koldskål med kammerjunker, jeg åd i løbet af sommeren. Åh, jeg måtte lige holde nogle pauser undervejs! Og nu går der heldigvis lang tid før, at det vender tilbage på supermarkedernes hylder. Så har jeg noget at glæde mig til. Og det at kunne glæde sig til noget, er noget af det bedste i verden. Hvis man har alt, man ønsker, tager man alting for givet, og man kan ikke rigtig være taknemmelig. Når jeg får lov til at læse matematik B, kan jeg bedre være taknemmelig for tiden, hvor jeg kan være kreativ, da det ikke er et selvfølge, at jeg kan være det hele tiden. Cool!

Matematik B er også noget socialt. Det er altid lidt spøjst at sidde i et lokale med 30 andre elever og modtage undervisning fra en lærer ved tavlen. Da jeg lige begyndte her for to dage siden, følte jeg måske ikke lige, at jeg passede særlig godt ind. Jeg kan hvert fald meget hurtigt komme til at føle mig en smule fremmed i verden, og det skaber så et behov for at kreere min egen virkelighed. Alene min mistanke til, at de andre måske ikke kunne lide mig, gav mig lyst til at skrive løs. Men dagen efter, da jeg var på vej derhen om morgenen, hørte jeg en dude sige hej bag ved mig, og det viste sig at være en anden på holdet. Vi fulgtes derhen og satte os ved det samme bord. Vi havde også lidt kommunikation til en anden, der sad skråt til venstre for os. Det kunne ligne konturerne af en social alliance, hvilket jeg virkelig påskønner. Fordi jeg føler mig påskønnet og værdsat! Og ved I hvad? Så er der pludselig nye følelser at skrive digte ud fra! Nyt materiale simpelthen!
Jeg sad også og blev underligt glad af at skulle lave reduktioner og løse ligninger. Det mindede mig om dengang, jeg gik i 10. klasse, da niveauet er temmelig tilsvarende (det skal sgu nok løfte sig og blive svært inden længe, ja, eskalere helt vildt de kommende uger!). Jeg har altid godt kunnet lide at løse matematiske opgaver (jeg kan også lide at spille visse computer- og brætspil, hvor man får udfordret sin logiske tankegang, og hvor man kan gøre det godt). Jeg kunne heller ikke lade være at smile, da jeg sad med hovedet bøjet over de ligninger, jeg skulle læse, fordi jeg tænkte på, at det i grunden er absurd, at man kan få SU for at gøre sådan noget. Det samme gælder, hvis jeg for eksempel læste Fransk fra 0 til A i løbet af et år. At få flere tusinde kroner om måneden for at lære et fremmedsprog. Det er sgu da, om noget, en gave fra samfundet! Og den er jeg lykkelig og glad for at tage imod. Danke schön!

Nu er jeg ret usikker på, om jeg overhovedet kommer til samtale på Forfatterskolen igen i 2015. Det tager jeg på ingen måde for givet, og jeg tænker, at jeg er nødsaget til at fortsætte med at hæve mit niveau og fortsætte med at fortsætte med at skrive digte. Jeg har dog lagt en plan for, hvordan jeg kan fortsætte på disse GSK-kurser de næste 4 år, så jeg har en back-up plan, hvis det ikke lykkedes at blive optaget med det samme (næste gang er det sjette gang, at jeg søger om optagelse!). Det giver mig en stor følelse af økonomisk tryghed. Det er ret cool, men samtidig prøver jeg at se, om jeg ikke kunne få undervisningen på forskellige skoler i København, så jeg kan opleve noget nyt fra gang til gang. Alene indtrykket af disse “stedsegående elevatorer” på Vognmagergade er da meget fint! Så mon ikke, at der findes andre spøjse skolebygninger omkring i København. Jeg husker, at jeg i en kort overgang læste nogle HF-enkeltfag (Samfundsfag B og Tysk C) ude på den gamle Metropolitanskole som Det Frie Gymnasium har overtaget (Tysk var dog på KVUC). Det den skole, hvor Hans Scherfigs bog Det Forsømte Forår foregår på. Det var en stor oplevelse at være dér og fornemme historiens vingesus i lokalerne. Nu med grafitti Det Frie-style på væggene. Desuden faldt jeg i snak med digteren Mads Gram til netop de timer, jeg havde i Samfundsfag dengang, men det var først flere år senere, at vi snakkede sammen igen. Dengang vidste jeg ikke, at han også skrev, men nu har vi så den tid tilfælles. Jeg fuldførte ikke Samfundsfag B, så det har jeg til gode til senere. Men disse kurser giver fine muligheder for at lære nye mennesker at kende, og jeg får da også set noget nyt. Duden, der sad skråt til venstre for os i går, tog for eksempel sin telefon frem midt i det hele, zoomede med kameraet ind på tavlen (vi sad bagest i lokalet) og tog så et billede. Det havde jeg ikke set før. De unges brug af den nye teknologi! Min sidekammerat roste i øvrigt min 8-år gamle telefon. Jeg selv er meget glad for den. Jeg føler mig ret old school!
Desuden må jeg indrømme, at hvis jeg havde valget imellem at modtage for eksempel kontanthjælp eller en lignende skridsikker økonomisk ydelse måned for måned de kommende fire år eller at gå i skole og lære noget i GSK-regi, så ville jeg vælge det sidste. Det andet ville medføre Nederlandsklignende tilstande hos mig, hvor kreativiteten opløser alt med sin abstraktion, imens undervisningen skaber et konkret rum, jeg kan forholde mig til. Det gør mig bare endnu mere taknemmelig og kreativ! Desuden har jeg en del forskellige fag på listen, der kunne påvirke mig fagligt. Fysik, Kemi, Samfundsfag, Idræt, Fransk, Spansk. Jeg har bestemt intet imod at få styrket min almene uddannelse. Ganske gratis og ikke nok med det: Det er med gage! At få penge for at lære noget! Jeg er dog temmelig skeptisk over for Kemi; det ville være ret svært og utilgængelig for mig, da jeg kan huske det fra HF på C-niveau. Det var et mareridt, så hvis jeg kan undgå det, ville det være fint. Ellers må jeg tage det som en udfordring og se, hvad der sker. Karaktererne til eksamen påvirker jo ikke mit gennemsnit fra HF; det trækker ikke op eller ned, da det er totalt ligegyldigt (det er egentlig spøjst, at man har gjort det sådan, da det sænker kravene til de studerende: Bare sørg for at bestå, og så er det ligegyldigt. Hvem orker så at gå efter at få 12, når det ikke betyder noget?). Det handler bare om at bestå, men mon ikke “familieæren” sætter ind, så jeg går efter 12 i alle fag. Det handler vel også om at suge til sig af viden, når man nu en gang er der. Og mon ikke, at visse ideer/udtryk fra kemi for eksempel kunne puste liv i mine digte. Alene ordene reagensglas og emhætte ville jeg sagtens kunne hive ud af undervisningen og ind i mit sprog. Så jow, der er masser af inspiration at hente!

Nå, det blev en længere smøre. Men det handler hvert fald om at finde mulighederne, hvor de befinder sig. Keep calm and carry on! Og så håber jeg ellers, at jeg kan en dag kan blive fundet værdig til Forfatterskolen. Jeg fortsætter med at søge, indtil de lukker mig ind. På et eller andet tidspunkt må de kaste håndklædet i ringen og lade mig blive optaget. Og jeg har masser af tid og masser af GSK-fag!

3. oktober 2014 kl. 02:02

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: