140918: Jeg går ture om natten og skriver på en gul digtsamling!

Jeg får ikke skabt særlig meget for tiden. Hverken digte, blogindlæg eller videoer til Youtube. Jeg har haft nogle tekniske problemer med min computer, eller det vil sige, at køleren har larmet helt vildt meget. Ventilationen har snurret rundt i en vanvittig fart og komponeret et amusisk inferno. Når jeg sad ovre i min seng for at læse, kunne jeg ikke koncentrere mig, fordi jeg hele tiden var bekymret for, om computeren simpelthen ville smelte sammen. Det har været vildt anstrengende. Nu er jeg så evakueret over på min bærbarcomputer, og det har taget lidt tid at få skærmen sat til, overført alle mine filer fra den gamle harddisk til den nye og få gjort sådan, at Windows 8 kommer til at ligne Windows 7 igen (jeg brugte Classic Shell: Det virker fejlfrit! Søg eventuelt på det via google eller brug linket her: http://www.classicshell.net/(Jeg kan virkelig ikke fordrage Windows 8. Det er et sindssygt irriterende system!)).
Min søvnrytme har, som altid, været ret besynderlig. Jeg plejer at falde i søvn mellem klokken seks og otte om morgenen for så at vågne mellem 14 og 17 om eftermiddagen. Måske render jeg rundt med et underskud af sollys, et underskud af vitamin D, og at det er derfor, at jeg føler mig så træt (måske sover jeg bare for længe ad gangen (jeg er hvert fald ikke deprimeret; bare trææt)). Heh, jeg kan hvert fald ikke prale med, at jeg springer rundt med overdrevet meget energi, og at jeg er total ustoppelig i forhold til min kreativitet. Digte vælter ud af blyanten på mig! Næh.

Til gengæld er jeg blevet ret god til at gå én tur om dagen (det var et af punkterne til mit nytårsforsæt (holder I jeres nytårsforsæt?)). Ikke at det er noget krav, men det er hvert fald blevet en meget god vane. At rende rundt i forstaden midt om natten. De næsten helt forladte gader. Forleden var jeg ude at gå ved Vestvolden. Der er en aflang bakke (den strækker sig vist over 11 kilometer), hvor jeg gik et stykke. Det var bælgragende mørkt. Før jeg gik derop, havde jeg vandret på en lang asfalteret vej oplyst af lygtepæle ved siden af. Jeg bliver altid en smule nervøs for, om der kommer cyklister, folk på scootere eller andre nattevandrere, da jeg ikke rigtig ved, hvem de er. Enten er det angst eller en retfærdig form for frygt (vil de mig noget ondt?). Hvert fald er jeg ret god til at holde sådanne tanker nede (mine hænder ryster ikke længere så meget som de har gjort, åh, min angstprægede ungdom!). Da jeg så trapperne op til bakken og åbningen til mørket, der ventede på mig deroppe, turde jeg først ikke. Det virkede simpelt så skræmmende. Hvem kunne finde på at befinde sig derinde? Kriminelle? Ville jeg blive overfaldet? Men pludselig kom jeg til at tænke på det som en udfordring. Hvis jeg ikke overkommer mig selv om min frygt/angst, så ville jeg opgive alle mulige andre ting i mit liv. Det var som at stå over for mig selv, da jeg kiggede ind i det mørke, og så var der ikke andet at gøre end at udfordre det. Da jeg var nået op ad trapperne, hørte jeg en scooter nærme sig dér, hvor jeg havde stået på vejen. Jeg så den køre forbi. Det fik mig til at tænke over, hvad der mon ville have sket, hvis jeg var blevet stående. Tænk, hvis jeg var blevet overfaldet, fordi jeg var for bange til at trodse mine bekymringer. Det ville have været et paradoks. Jeg ved godt, at der højst sandsynligt ikke ville have været sket noget som helst, men det er da pudsigt at tænke over.
Jeg plejer at gå ude ved Vestvolden om dagen, hvor der er meget lyst. Der er rækker af grønne træer til begge side af stien. På den ene side ligger den asfalterede vej og på den anden side ligger en slags flod. Vestvolden er et gammelt fæstningsværk. Faktisk én stor voldgrav rundt om København. Det er spøjst, hvordan man på den ene side kan høre fuglesang derude, men også larmen fra motorvejen (heh, ikke larmen fra min stationære computer, bare rolig! Det ville være lige lovlig vildt!). Om natten var det først frygtindgydende at være der. Jeg tog få, korte skridt fremad, imens jeg hele tiden kiggede mig over skulderen. Var der nogen? Jeg gennemgik hele situationen temmelig logisk i tankerne. For det første var det et ekstremt dumt sted for tyve at vente på ofre, da der stort set ikke går nogen forbi det sted om natten. For det andet ville andre mennesker, der så MIG dér, blive skræmte. For hvad laver JEG dog dér, ville de sikkert tænke. Da jeg var barn, fik jeg at vide, at edderkopperne faktisk er bange for os mennesker, da vi er så store og frygtindgydende, hvilket jeg siden af reflekteret en del over. Jeg var sindssygt bange for edderkopper, men nu har jeg det helt fint med dem. Da gik jeg på stien og langsomt vænnede mig til mørket, tænkte jeg på, at det faktisk var mig, andre burde være bange for. Et kort øjeblik havde jeg følt, at skyggerne var mine fjender, men så tænkte jeg, at de var mine allierede. Ved tanken om det faldt jeg hurtigt til ro, og så gik jeg bare videre og reflekterede over alt muligt. Om hvor jeg har været i mit liv, hvor jeg befinder mig nu, og hvor jeg ønsker at komme hen. Der er for meget at sige om det til, at jeg vil skrive det ned her. Det er måske heller ikke særlig vigtigt for mig at kommunikere ud. Det tumler jeg bare selv rundt med. Jeg tænkte dog også en masse over skriveriet.

Jeg siger det igen: Jeg er ikke vildt kreativ for tiden. Det har virkelig ærgret mig. Som at ville synge, men ikke have stemmen til det. Man må trække sig tilbage, få ladt batterierne op for så at vende tilbage igen. Det gik op for mig, da jeg var ude at gå tur i nat, at det måske er min underbevidsthed, der blokerer for kreativiteten. At bevidstheden er skruet sammen på den måde, at den kan huske langt tilbage på en ret intuitiv måde og derfor sender visse signaler til en. Det er klart, at jeg ikke føler trang til at skrive vildt mange digte for tiden, da jeg har et helt bjerg af udkast og ideer og gamle digte liggende som behøver at rettes. Vi taler digte fra hele året og specielt siden maj. Man kan også se hver måned som en mark, hvor kornet er modnet og mangler at høstes. Så står jeg her i september og kan ikke få mig selv til at strå flere frø ud i jorden, da jeg mangler at høste kornet fra de øvrige måneder. Og dét kan jeg på en eller anden måde mærke. Min (under)bevidsthed ved det, og så er det først lige gået op for mig (man må afkode signalerne og forstå beskederne for at få det mest optimale ud af situationen (skriveperioden)).
Derfor er jeg langt mere organisatorisk for tiden. Jeg skriver større ideer ned på papir, leger med titler til digtsamlinger, samler de bedste digte sammen i worddokumenter sammen med udkast, jeg bør arbejde videre med. HVORFOR PRODUCERE FLERE MURSTEN, NÅR MAN I FORVEJEN HAR NOK TIL ET SLOT? Dét skulle lige stå med stort. Nu kommunikerer jeg til jer på en ret besværlig måde. Jeg taler om “et helt bjerg af udkast og ideer og gamle digte” og “hver måned som en mark, hvor kornet er modnet og mangler at høstes” og nu taler jeg om digte, som om “de er mursten til et hus,” men det er vel bare at nuancere situationen på en måde. I forstår nok, hvad jeg mener anyway. Jeg har et arsenal af digte og kan starte en krig!

I programmet Kunstig, hvor jeg blev interviewet fornylig, talte jeg om, at jeg er i gang med at skrive “en gul digtsamling”. Siden har nogle af mine venner kommenteret på netop det, og jeg føler nærmest (sikkert uden grund), at den samling er ved at nå mytologiske højder i forhold til forventningerne. Den bliver sgu sikkert ikke særlig vild anyway (jeg må lige tale den lidt ned; omslaget skal jo bare være gult, for fanden!). Jeg kan godt blive lidt nervøs i forhold til, hvad folk mon forventer. Jeg er meget glad for Druknelektioner, så hvis jeg hvert fald kan ramme den samlings niveau og hæve det et par takker op, så ville det være meget cool. Nu taler jeg udenom. Jeg føler mig som en, der er ved at blive fanget af en masse vagter (ryggen-mod-muren-agtig), hvorfor han kaster med en sten langt væk, så de alle løber derhen, imens han selv flygter. Selvom han med lethed bare kunne tage kampen op og besejre dem. Nuvel. Fordi jeg er kommet til at tale om “den gule digtsamling” på en eller anden forskruet måde, har jeg tænkt mig at gøre den til noget særligt. Jeg er faktisk en smule oppe at køre over, hvad jeg har skrevet ned på mine notespapirer, for det bliver skørt og sjovt, hvis det da kan lade sig gøre. Det kræver jo selvfølgelig, at jeg kan få rettet en masse digte, og at der er nok til en samling, men lad os se. Jeg tror, at det bliver kewl! Men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Jeg fik bare ideen ude på en af mine gåture, og jeg må tænke videre over det de kommende dage og måneder. Jeg vil helst ikke forcere en digtsamling, så den bliver halvhjertet og dårlig, men samtidig gad jeg meget gerne færdiggøre endnu en her i 2014. Det ville også være et slags statement i forhold til al den Forfatterskole-halløj. I’m here to stay, og så fortsætter jeg. Med at være mig.

Nu handler det om at overvinde trætheden og få organiseret endnu mere. Jeg havde jo faktisk nogle digte til overs fra Druknelektioner, og dem gad jeg gerne bruge i en eller anden sammenhæng. Desuden har jeg en masse udkast, som sagt. Jeg vil presse materialet til dets yderste, og så må vi se, om der er nok til en samling, ellers venter jeg bare. Det gør mig underligt glad at se digte, jeg ellers havde forkastet, blive rettet/forvandlet, så de klinger fantastisk. Det er som at overvinde mig selv på en måde. At gå gennem mørket, selvom det er frygtindgydende. Lyset venter nok på den anden side.

18. september 2014 kl. 18:20

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: