140822: Den bedste litteratur er den, der holder på sine hemmeligheder længst (- Paul Valéry)

Hej verden! Her går det meget godt. Jeg drikker hvid te med chokolade. Det stod der hvert fald på tebrevet. Inde på Facebook læste jeg kort, at der vist er fundet insekt- og svampegifte i den te, vi drikker, men jeg ønskede ikke at læse artiklen [som efterrationalisering fandt jeg lige linket: Her: http://www.dagens.dk/mad/din-te-er-fyldt-med-insekt-og-svampegift]. Sommetider er det bedst ikke at vide noget om et bestemt emne. Det mener jeg, at Mark Linkous aka Sparklehorse engang sagde. At hvis man lærer for meget om et eller andet, mister det sin mystik. Og det er bedst, hvis noget fortsat kan have en tilpas blanding mellem at være noget fremmed/lukket og spændende, synes jeg. Det er lidt det samme med gode sange. I starten kan man ikke holde op med at trykke på “replayknappen,” da man ganske enkelt må høre dem igen og igen, men på et eller andet tidspunkt kender man dem så godt, at de fremstår en kedelige, for velkendte. Det er vel det samme med mad (nu sammenligner jeg en sammenligning med noget andet, men jeg er skriveglad lige nu!). Det kan være forfriskende med nogle omgange koldskål med kammerjunker i starten af sommeren, men på et eller andet tidspunkt overdoser man og må komme lidt på afvænning. Og hvad sker der så, når man er totally clean igen? Ja, så plyndrer man hele Faktas lager af koldskål og kammerjunker og starter forfra igen! På samme måde sidder jeg med skeen fremme og slubrer de gode sange igen på døgndrift et stykke tid efter, at jeg har fået dem lidt på afstand. Jeg varierer også ret meget med, hvilken slags te, jeg drikker, men min yndlings, for tiden, er nok chai, så den undgår jeg! Den skal jo helst ikke miste sin mystik for evigt. Det ville være rædselsfuldt! Derfor prøver jeg noget andet nu. Hvid te med chokolade! Fuld af insekt-og svampegifte, men måske forstærker det bare smagen. Hvem ved. Der er hvert fald ingen insekter i koppen, så det må hvert fald være effektivt! I det mindste.

Jeg kan også bedst lide digtsamlinger, hvis digte kan afgive ny betydning, hver gang jeg læser dem. For eksempel sad jeg lige og headbangede lidt til Katinka My Jones’ bog “Havet er sort kysten er hvid” fra 2007. Den åbner sig lidt mere for hvert år, jeg bladrer den igennem, men samtidig er den stadig lidt mere frisk og lidt mere saftig hver gang. (nu tænker jeg på appelsiner). I starten var jeg ikke særlig vild med den, da jeg syntes, at sproget var lidt uigennemskueligt, men jeg må nok indrømme, at det nok var fordi, at jeg ikke var særlig vant til at læse digte. Det er jeg blevet bedre til (som at skulle lære at spise frugter! (på det punkt mangler jeg nok at komme på skolebænken; pomfritter for evigt! Det bliver man da aldrig træt af!)). Nu lægger jeg mærke til alle mulige forskellige ting i digte. Bogstav- og vokalrim for eksempel. Det går jeg meget op i for tiden. Men det vil jeg nu ikke komme længere ind på her.
Da jeg læste Theis Ørntofts seneste bog, Digte 2014, blev jeg blæst fuldstændig omkuld. 6/6 stjerner herfra! Jeg synes virkelig, at den er velskrevet og forfriskende og spændende og nutidig og godt vokset-ud-af-traditionen, men undervejs tænkte jeg, at den måske er lige lidt for god. Jeg kan stadig ikke rigtig finde ud af at formulere, hvad jeg mener med det. Måske er der bare for meget sukker i teen (bogteen). Måske er der ikke nok plads til mig som læser, hvor jeg kan undre mig over nogle af linjerne. Jeg synes, at han formulerer sig knivskarpt og smukt, og det er en fornøjelse at læse, men jeg føler mig ikke inviteret til at fordybe mig i den. Jeg ved ikke, hvad det er. Måske burde jeg genlæse den for at se, hvilken indvirkning andengangslæsningen har på mig. Måske tager jeg fejl. Måske kan jeg falde i staver over nogle af udtrykkene og længe overveje, hvad han egentlig mener med dem. Men jeg har lidt på fornemmelsen, at han skriver en smule for tilgængeligt, imens de kortere digte i nogle af sektionerne i bogen bare ikke interesserer mig nok til at, jeg rigtig vil gå i dybden med dem. Jeg finder nok ud af det, når jeg kigger i bogen igen. Men ja, den virker ikke så mystisk for mig. Som at høre en popsang, man synger med på i det øjeblik, man har hørt omkvædet for første gang, men som man ikke gider høre igen, fordi man ligesom kender den ind og ud på forhånd. Sådan har jeg det nok lidt med den, imens Havet er sort, Kysten er hvid fremstår mere “dunkel” for mig. Det er først nu, flere år senere, at jeg er begyndt at kunne nynne lidt med og headbange til rytmerne. Dét synes jeg er en stor kvalitet i poesi! Mere af det! Tak!
Det er dog selvfølgelig problematisk, hvis man slet ikke fatter et digt, selv når man har læst det syv-otte gange, for så orker man næppe at vende tilbage igen for at finde ud af, hvad det mon udtrykker (indeholder). Så savner man lidt mere melodi og poppede omkvæd. Jeg gad selv gerne have, at mine digte befinder sig et sted mellem det konkrete og det abstrakte, det genkendelige og det mere drømmende som man må tolke sig frem til (og igennem). Det skal hverken være for svært eller for let. For pop eller for heavy metal. Men det er vel altid spændende at eksperimentere og finde ud af, hvor “heavy” eller hvor “pop” et digt kan være uden, at det går i stykker af den grund. Det må jeg hellere se at få arbejdet videre med inden længe. Jeg har tonsvis af digte i hovedet som jeg mangler at skrive, og der dukker bare flere og flere op! “Digteren er en postkasse som aldrig kan tømmes,” har Simon Grotrian engang skrevet (i Ofelialåger, vist også 2007), og dét udtryk er jeg meget enig i. Jeg ønsker dog, at brevene skal være til at forstå og værd at læse flere gange, men sommetider må man bare give lidt slip og lade digtene skrive sig selv. Så kan man altid undre sig over dem efterfølgende og føle trang til at vise dem frem til nogen: “Hey, jeg selv headbanger til det her digt, men jeg ved ikke rigtig hvorfor. Hvad synes du om det?” “Orv, jeg headbanger sgu også! Måske finder vi først ud af, hvad der gør det her digt fedt, om nogle år!” “Cool nok! Så vil jeg bare headbange videre imens!” … Jeg regner med at sende digte ind til Hvedekorn og OVBIDAT meget snart, og så må vi se, om de respektive redaktører også headbanger til dem. Ellers må jeg prøve igen senere på året. Måske endda først til 2015! Lad os se!

God weekend til jer alle sammen!

Fredag d. 22. august 2014 kl. 11:22

P.S.

Det er da noget forbandet skidt med al den gift i teen! Jeg selv foretrækker mærket Pickwick, men de nævnes ikke i artiklen som jeg netop har læst. Lipton is bad! Hold jer fra dem!

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: