140804: Sandt og falsk selv (når man skrive litteratur)

Jeg faldt lige over denne artikel på Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/True_self_and_false_self
Det vigtigste står nok i starten:

 

True self and false self are concepts introduced into psychoanalysis in 1960 by D. W. Winnicott.[1] Winnicott used “True Self” to describe a sense of self based on spontaneous authentic experience, and a feeling of being alive, having a “real self”.[2]

“False Self” by contrast Winnicott saw as a defensive facade[3] – one which in extreme cases could leave its holders lacking spontaneity and feeling dead and empty, behind a mere appearance of being real.[4]

 

Jeg kom instinktivt til at tænke på at skrive poesi, da jeg læste det her. Det handler, for mig, om at skrive meget umiddelbart, improviserende og ud fra underbevidstheden, da man på den måde når bedst frem til et nærværende og personligt udtryk. Hvis man derimod overtænker hver sætning og på en eller anden måde er [for] bevidst om, hvordan man fremstår over for læseren, dør kreativiteten. Eller man kreerer ligesom en maske, man har på over for den læsende, i stedet for at være sig selv.
Jeg kan huske, at jeg i en årrække var meget optaget af at være en “romantisk digter” inspireret af Michael Strunge. Digtene skulle være så mørke som overhovedet muligt, og på den måde blev de ret ensidede. Jeg er som menneske, også ret humoristisk og bruger min fantasi på alle mulige uforudsigelige måder, så da jeg valgte kun at udtrykke mig ud fra én af mine sider (som kun at male malerier med én eller to farver), indskrænkede jeg i virkeligheden mit sproglige og indholdsmæssige råderum og var ikke mig selv i mine digte. Dette har jeg så forsøgt at undgå på det sidste. Jeg ønsker at skrive ud fra en følelse af flow og lade hvad-som-helst dukke op. På den måde dukker der skam stadig mørke, centrallyriske digte op, men samtidig får jeg også skrevet nogle mere naive, sjove og spøjse tekster. Sidstnævnte er dog i undertal, og det gør ikke særlig meget. Hvis jeg tvang mig selv til at skrive “sjovt,” ville det heller ikke være nødvendigt, men en påtvunget maske. Det går heller ikke. Man skal hverken tvinge sig til kun at male med lilla eller gul, men simpelthen være fri til at benytte sig af al malingen på paletten. Det er vist også sundest!
Samtidig handler det om ikke at stagnere i sin skrivestil, men derimod at være progressiv og konstant være i stand til at gøre brug af nye erfaringer, forskellige slags humør og inspirationskilder som man umiddelbart ikke forventede, ville dukke op. Med en åbenhed over for omverdenen, andre mennesker og forskellige situationer, så formår man at have en så tilpas stor åbenhed over for sig selv, at man kan være oprigtig i sin poesi. På den måde bliver digtene stærkest og mest nødvendige, tror jeg.
Et af mine mål for tiden er at skrive ud fra min alder. Jeg er altså kun 23 år gammel og mangler stadig at få rystet de sidste teenageskælv af mig (mon de nogensinde helt kan forsvinde?). Derfor giver det ingen mening for mig at lade, som om jeg er 40 år og hedder Paul Celan eller Søren Ulrik Thomsen. Det handler, for mig, om at skrælle enhver påtaget attitude af og derimod nå frem til et personligt og umiddelbart udtryk. Og man skal selvfølgelig være total ligeglad med, hvad “folk” mon synes om, hvad man skriver, men derimod forsøge at skrive til én læser. Den ene læser, der er fuldstændig med på, hvad man prøver at opnå, og som virkelig forstår en. Dermed kan man også være frisindet nok til at gøre, hvad man vil. Og være total umiddelbar og sig selv.
Det pudsige ved Strunge er, at han fra bog til bog ændrede sin attitude, men hele tiden var sig selv. Jeg tror, at forandringerne og disse skrivemæssige spring var en del af hans personlighed. Men jeg selv er hvert fald nødsaget til at nå helt frem til mig selv, når jeg skriver, og skrælle alt det unødvendige væk. I stedet for at ville være en anden, må jeg være mig selv, og det er udgangspunktet. Men hverken yngre eller ældre, dummere eller klogere,smukkere eller grimmere end jeg er på nuværende tidspunkt. Og så vil jeg vokse med digtene i løbet af årene, og lade dem vokse med mig.

Dét kom jeg bare lige til at tænke på. Over and out.

4. august 2014 kl. 23:20

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: