140716: Anmeldelse af Elegies For Transitory Thought af Hans Christian Munch Andersen [2014]

Forside til Elegies for Transitory Thoughts af Hans Christian Munch Andersen

Forside til Elegies for Transitory Thoughts af Hans Christian Munch Andersen

 

Elegierne for midlertidige tanker skaber ikke hukommelsestab: Poesien bliver siddende!

Omslaget på den nyligt udkomne digtsamling Elegies for Transitory Thoughts af Hans Christian Munch Andersen (Munch er tilføjet for at skabe distance til digterens mere kendte navnefælle) er et sort-hvidt fotografi af en mark ude på landet. Der er noget øde over det. Har personen fotograferet sin egen isolation fra alle sociale selskaber? Jeg tænker instinktivt: Hvor er de andre  henne? Hvem er det, der ser dette landskab, og hvad skal det betyde?
Efter at have læst det fremragende forord af Jacob Stubbe Østergaard, der skaber en slags baggrund for digtsamlingen, blev jeg mødt af følgende linjer i det første digt i samlingen:

Social realism stains my entity
A constructed reality – of exitement! Thrills!
We hide behind metal and we cage our anxiety
What concerns us is this candescent yearn for cold remarks
A tribute to detachment, we fall apart beautifully
(…)

Dette læser jeg som et direkte svar på mine spørgsmål.  At den konstruerede virkelighed (constructed reality) er vores færden på Facebook, hvilket hænger sammen med det besynderlige ønske om (yearn)  “kolde bemærkninger,”. Det giver mening i forhold til, at der ikke findes nogen intonation af ordene, når nogen kommenterer en statusopdatering. Vi lever gemt væk fra hinanden bag metal (inde i bygninger, men også inde i computeren aka vores “internetliv”), og dette forfald eller falden-fra-hinanden (ikke som én krop, der går i stykker, men flere kroppe, der driver bort fra hinanden) hyldes med ironisk distance: Oh it’s so beautiful! Men jeg læser stykket dobbelt: At der både er en konstatering af, at jeget også er en del af denne konstruktion sammen med andre mennesker, men at han/hun også ser det udefra. At socialrealismen (der må formodes at være virkeligheden både uden for døren, men også vores sociale samvær over internettet) trætter jeget eller ligefrem truer hans/hendes “enhed” eller ja, liv, eksistens. Derfor opstår der en trang til isolation fra alt dette i stedet for en deltagelse. At tage ud på marken og fotografere aleneheden.


At træde ind i bogens rum og se Brian Molko og Shelley kaste med regnbyger

Størstedelen af digtene udspringer sig fra digterjegets forholden-sig  til sig selv og omverdenen. Sprogbruget er ophøjet og ærkeromantisk (udgangspunktet må nærmest gå helt tilbage til de engelske romantikere fra starten af 1800-tallet: Shelley, Byron og Keats), men i stedet for at være en pastiche på en 200 år gammel måde at formulere sig på, bærer digtene præg af inspiration fra rockmusikken. Specielt sangteksterne hos Placebo og Manic Street Preachers, hvor sidstnævnte i øvrigt citeres direkte i starten af bogen, lader til at være skyllet direkte ind over disse teksters poetik. Heldigvis har bølgerne trukket sig tilstrækkeligt nok tilbage til, at resultatet kun er en påvirkning: Man kan skam stadig se sporene i sandet, men de er tørret så meget ud, at man også kan få øje på Munch Andersens egenartethed. I visse digte opstår der dog momentan skybrud over både form og indhold som i digtet Blueprint for out Exile (sammenlign det med A Design For Life med Manics). Læg i øvrigt mærke til musikaliteten i sprogbruget samt den passiv-aggressive reaktion på hverdagens og livets meningsløshed i indholdet:

“It’s a question of cocktails and class
Bottled dreams and counterfeit style
Hysteria distilled for the silent mass
This is a blueprint for our exile

Only talk about love if we’re drugged
Get drunk, go away and run for miles
Wanna get wasted and wanna get fucked
This is a blueprint for our exile”

Der findes dog ingen varig flugt fra verden, der gang på gang må konfronteres og vrisses af som i et digt et par sider længere fremme: “Important stuff is happening. Leave me the fuck alone” Men muligheden for at trække sig tilbage til forstaden med låst dør til verdenen viser sig ikke at være nok. Kedsomheden  og en længsel efter nogen af det modsatte køn  sætter ind:

“Urban bitterness imprisoned in old, torn shadows
Worn out papers of trash and word without any real weight

Stained eyes behind curtains, shattered view upon the unfocused
Too frail to zoom, lock myself in. Never leave this room

Emotions polarised by boring and tedious rhetoric
Devoid og colour. Comfort versus erotic. A discontented heretic”

Comfort versus erotic. At vælge det behagelige i alenheden eller at søge det erotiske. Der er en tænkende kynisme i teksterne, der gør dem filosofiske, og særligt overvejelserne om hvad, der fremstår som “normale mennesker” eller slet og ret normaliteten, er meget interessant. Det ovenstående  citater dog også et eksempel på en mere skitserende sproglig  stil, der hersker i hvert fald nogle af digtene. En opremsning af tilstande, følelser og noget-der-kan-ses aka de ødelagte papirer, øjnene bag gardinet. Andre steder i bogen gør Munch Andersen brug af en bydeform, der har den effekt, at digterjegets syn på verden i højere grad kommer til udtryk via det kommanderende sprog, og det fremstår både som en henvendelse til et du i teksten, til læseren, men også til jeget selv. Spørgsmålet er, hvorvidt man er i stand til at relatere til tonen og forholde sig positivt til udtryk som:

“So don’t give up and give a smile
Let’s celebrate the dark romantic style for at while
Out of mind and out of the things that make us high
We’ll steal the stars from the sky”

Stilbevidstheden fægter det dårlige bort og inviterer kvaliteten ind

Det er ikke så meget poesien i sig selv, der er det vigtigste i bogen, men derimod stemningen. Læsere, der helt har rystet de værste teenageproblemer og -følelser af sig, vil lukke bogen med det samme og bare tænke over, hvor grelt det stor til med den ungdom, der burde have været blevet voksne for længst, men sidder og skriver sådanne linjer (Munch Andersen er født i 1984) men hvis man som menneske, (stadig) går rundt med kroniske skælv af (over)følsomhed, outsiderfornemmelse og et afvisende verdenssyn (ja, som om selve ens ØJNE rettede mod omverdenen ryster på hovedet!), så vil bogen fremstå som et spændende bekendtskab.
I de fleste digte, jeg har læst af teenagere, kammer selvhøjtideligheden ofte fuldstændigt over,  og selvom deres linjer er så sentimentale, at det fremstår komisk, formår skribenterne ikke at se dette i øjnene. Resultatet er frugtesløse og kedelige anstrengelser på noget som ingen kan tage alvorligt (end ikke dem selv, når de bliver ældre). Noget andet er dog på færde hos Munch Andersen. Han er meget bevidst om sin egen selvhøjtidelighed og sentimentalitet, hvilket virker meget befriende. Som Jacob Stubbe Østergaard skriver i forordet: “This is a poetry almost too real, faking fakeness and disguised as disguised”. Han er bevidst om (over)følsomheden og hvor den sproglige inspiration kommer fra (den mørke ende af rockmusikken).  Han ved, at han stjæler, imens teenagerne simpelthen ikke aner, at de gør det, og dermed ikke gøre det ordentligt; de bliver taget på fersk gerning, men Munch Andersen ønsker netop at tages på fersk gerning, hvilket virker meget godt, da det er stilbevidst! På den måde kommer Munch Andersens alder ham faktisk til hjalp, da han udmærket er klar over, hvad han skriver, og hvordan det kan undgå at kamme for meget over. Desuden har han haft nogle rigtig gode lærermestre i skikkelse af Richey Edwards, Nicky Wire og Brian Molko til at skrive følsomt, men cool.


Unødvendigt inventar i et ellers spændende hjem

Selvom den melankolske stemning og det modstridende og sentimentale jeg i digtsamlingen går rent ind hos mig, må jeg dog også komme med nogle kritiske bemærkninger om formen, så debutanten Munch Andersen kan have noget at arbejde videre med på vej mod to’eren. Digtene er bedst, når poesien skrues i vejret på en måde, så de abstrakte følelser og oplevelser bindes op på mere konkrete ord og dermed giver en umiddelbar fin poesi som følgende linjer:

“An escape from reality
in a fog of mystery and body language,”

Jeg kan virkelige forestille mig denne tåge af mystik OG kropssprog. Selvom der bare stod “a fog of body language” ville jeg have siddet og headbanget til disse linjer, men desværre overtager det novelleagtigt-fortællende ofte digtene, hvilket ikke rigtig er interessant. Senere står der:

“The bass bumbles
Drums beat
Guitar screams
Singer mumbles
“This is the next song”
It sounds like the one before, though
Guitar is out of tune
and I’m beat
I feel the urge to light a cigarette
but I don’t smoke
So I stand and leave the party”

De linjer besidder slet ikke samme poetiske glød, men refererer kedeligt til, “hvad der sker” omkring jeget i digtet (i digtet rum: i dette tilfælde er jeget til en koncert). I slutningen af det andet afsnit (bogen er inddelt i følgende “kapitler: I. SCREAMS, II. WHISPERS, III. NOISE, IV. CRIES) optræder bogens eneste korte novelle/prosastykke, der handler,  at digterjeget er taget ud for at mødes med nogen af det modsatte køn på en café (nærmest som reaktion på overvejelserne i et tidligere digt, tænker jeg)). Her fungerer det prosaiske langt bedre, og jeg synes, at Munch Andersen bør forløse sin mere fortællende stil i sådanne tekster i stedet for at blande dem sammen med det rent poetiske. På den måde kan det prosaiske og poetiske glimte hver for sig på stærkeste vis i  stedet for at holde hinanden tilbage. Det pågældende tekststykke er jo rigtig godt! Mere af det, tak! Dog findes der også digte, hvor det mere fortællende element støder sammen med det poetiske, men på en måde, så det faktisk fungerer glimrende. Der er hverken for meget af det ene eller det andet. Her et af samlingens bedste digte i sin helhed:

Pro Tempore

The concrete wall stalls me again tonight
I am staring into nothing and nothing pulls me in
Nothing captures me, and nothing incapsulates me
Salvaged by outside sounds, the noise turning into songs
Puntuated by strange rhytms and cars passing by;

I make a cup of tea, and I am temporaily pacified;

I am frantically tapping pencil on table
Thoughts gathering, then scattering on paper
I close my eyes, I float away on a dream of escape
The beat of a skipping vinyl interrupts
It drags me back into noramlity and pushes me forward
I investigate and I digest information
I comprehend it all but it bores me so;

I go to bed, and I fall asleep


Bukkende-for-publikum bemærkninger

Jeg vil gå så langt til at sige, at bogen må være et must for Manic Street Preacher- og Placebofans (siger jeg med alle mine fordomme om, at deres fans sikkert minder om mig selv og dermed også vil kunne lide disse digte). Ellers vil jeg anbefale bogen til enhver, der må interessere sig for engelsksproget poesi, teenagere og andre, der som jeg, ønsker at flytte ind i bogen og stå med digteren med udsyn over marken. Vi er isolerede outsiders sammen. Det er hvert fald den følelse, jeg selv sidder tilbage med nu. We fall apart beautifully. This is a blueprint for our exile [Join us!].

Hans Christian Munch Andersen er også musiker, og man kan nærmest se musikken som soundtrack til disse digte, og disse digte som tekster til dem (de er instrumentale). Prøv at lytte her: http://lullabiesforinsomniacs.bandcamp.com/album/blueprint-for-exile

 

16. juli 2014 kl. 21:07

 

Dette er den første anmeldelse, jeg nogensinde har skrevet. Jeg håber, at I kunne lide den, og at I har kunnet danne jeres egen indtryk af bogen. Jeg håber, dog at disse digte vil få deres rette læsere, og at de rette læsere vil kunnne finde frem til denne poesi. Eksemplarer af bogen kan bestilles direkte hos digteren (den koster 50 kroner +eventuel porto (25 kroner)). Find ham på Facebook med jeres “cold remarks”!

 

 

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: