140619: Det er min fødselsdag i dag!

Jeg fylder 23 år i dag! Jeg har faktisk i løbet af de seneste mange måneder følt mig mere som treogtyve end toogtyve, så det er da på tide, at jeg officielt er det. Endelig! Jeg har joket ret meget med, at jeg føler mig “gammel,” og at man, når man kommer i min alder, mere lever i fortiden i form af minder og tilbageblik end i fremtiden, da denne efterhånden er så indskrænket, og fordi man jo allerede har oplevet det hele. Men det mener jeg selvfølgelig ikke. I forhold til at være 18, for eksempel, er 23 jo ret en ret “høj alder”, men i forhold til at være 30, så er jeg ung endnu! På den måde rykker det sig vel hele tiden; når jeg fylder 30 er jeg ung i forhold til at være 40, og sådan fortsætter det, indtil den dag, hvor jeg simpelthen bare ER gammel uden at kunne komme med undskyldninger eller solide  bortforklaringer. Jeg tror dog i sidste instans på mennesket og ikke alderen, og forhåbentlig tænker folk det samme om 50-60 år i forbindelse med mig, når jeg til den tid forhåbentlig kører rundt i en flyvende rullestol (i en flyvende tallerken) og overskuer verdenen (gennem mig selv (stadigvæk!)).

Men det er vel altid relevant at gøre status på sin fødselsdag. Det giver hvert fald anledning  til at tænke tilbage på de forgangne år, kigge lidt på de veje, jeg hidtil har gået, for at så at kigge frem (dybt ned i mine papirer med mål, drømme og skumle planer) og vælge de veje, der ser mest lovende ud. Og i forhold til det må jeg konstatere, at alting fucker totalt up according to plan!
Når jeg husker, hvad mine mål og drømme var for fem år siden, er det tydeligt, at jeg ikke er nået derhen, hvor jeg ønskede at være, men til gengæld befinder jeg mig et andet sted som jeg er meget glad for. Man må også huske på, at det på en måde ville være ualmindeligt kedeligt, hvis man bare levede sit liv ud fra en plan, man lagde for længe siden, og at der ikke kommer nogen overraskelser eller uventede drejninger undervejs. Det er netop sådan noget, der gør livet interessant; at man aldrig ved, hvor man befinder sig i sit liv fem år fra nu, men jeg har selvfølgelig en masse ideer og forslag til, hvor jeg er til den tid, og hvad jeg beskæftiger mig med. Samtidig ønsker jeg at være “true” imod mig selv og mine idealer, men samtidig åben for, at jeg kan ændre mig, få nye inspirationskilder og andre tilgange til det at være menneske. Umiddelbart ønsker jeg til enhver tid at være den bedste udgave af mig selv som overhovedet muligt, og så finder jeg på alle mulige løsninger i løbet af rejsen. Et temmelig banalt eksempel på ændringer er, at jeg for det meste har gået i udelukkende sort tøj, men at jeg efterhånden er begyndt at gå med lidt flere (mørke!) farver. Mørkegrøn, mørkeblå. Sådan noget. Der kommer flere nuancer i min tilgang til verdenen, andre mennesker og mig selv, og dette kommer til udtryk i mine digte, der så også åbner sig op for nye ting. Alting er under forandring, men det handler om at være positiv og “hente” det gode ind og udelade det negative. På den måde udvikler man sig nok bedst, og sådan noget tænker jeg meget over hvert fald. Specielt på en dag som i dag!

Jeg er efterhånden nået frem til et punkt, hvor jeg føler mig som “mig selv”. Det vist temmelig almindeligt, at man gennem sine teenageår render rundt  i en massiv identitetskrise, og at man higer og søger efter, hvem man inderst inde er, og hvordan dette bedst muligt kan komme til udtryk. Jeg har hvert fald eksperimenteret temmelig meget med mig selv i løbet af de sidste mange år, men det er, som om jeg har fået skåret de mest falske og forkerte adfærdsmønstre bort.
I forgårs sad jeg og så nogle gamle videoer med mig selv fra 2011 og 2012, og jeg kunne simpelthen ikke holde det ud! Der var en påtaget selvhøjtidelighed som simpelthen ikke passer overens med, hvem jeg egentlig er; jeg er langt mere umiddelbar og humoristisk, så de videoer var virkelig uoprigtige og dermed forfærdelige. Samtidig må jeg forholde mig til min egen alvor, og at jeg skam også tager mine følelser og tanker meget seriøst, men selve måden, hvorpå dette kan komme til udtryk på, var ret forfejlet. Heldigvis er det muligt at lære af sine fejl, så man ikke begår dem én gang til. På samme måde forholder det sig med de digte, jeg skrev dengang (for ikke at tale om 2013 nu, hvor vi er i gang). Selve essensens af dem er den samme som i dag, men jeg har lært ufattelig meget om, hvordan man kan skrive poesi. Ja, jeg brugte sproget som bue og pil, og skød forbi skydeskiven gang på gang, men jeg har efterhånden øvet mig så meget, at jeg langt oftere rammer plet. Det er dog den samme skriveglæde og nødvendighed, det hele stammer fra, og når jeg ser forbi fejlskuddene, får jeg øje på en stor vilje og et stort mod som jeg hvert fald selv respekterer. Det er det samme,  når jeg kigger tilbage på videoer og billeder, der er mere end ti år gamle; jeg kan huske alt det, der huserede og eksploderede og gik amok i hovedet og hjertet på mig dengang, og jeg føler en stor stolthed over stadig at leve op til mit eget udgangspunkt og mine idealer. Der er hvert fald mange andre, der går på kompromis eller ligefrem giver op for i stedet at gøre det, de får besked på og egentlig ikke rigtig har lyst til; det kræver sgu en vis fanden-i-voldsk-hed at insistere på at leve sit liv på den måde, man ønsker, og ikke stille sig tilfreds med middelmådige løsninger og halvhjertede konklusioner på tanker og ideer.
Det kan godt ske, at jeg har gået ned ad tusindvis af forskellige stier og veje, men jeg har altid ønsket at nå frem til ét og samme sted; at være mig selv i alt som jeg foretager mig. Med tiden har jeg så fundet ud af, at der findes mere i mig, end jeg umiddelbart troede. Flere nuancer (jeg er ikke længere så sort i sort, som tidligere nævnt) af mørket etableres, og helt nye farver dukker op undervejs! Jeg troede ikke, at jeg ville kunne holde en blog og skrive indlæg til den regelmæssigt, men det har jeg efterhånden fået modbevist over for mig selv. Jeg vidste ikke, at det var en nødvendighed for mig at lægge videoer ud på Youtube, men det er det åbenbart, og jeg er meget spændt på at se, hvilken retning kanalen kommer til at tage i de kommende år, hvor jeg selv ændrer mig yderligere (til det positive, forhåbentlig) og dermed også selve indholdet af videoerne. Der er så meget, jeg endnu ikke har forsøgt at eksperimentere med i det regi, så jeg glæder mig meget til at finde ud af, hvad der mon sker. Der er hvert fald et stort potentiale dér!
Og på et mere personligt plan har jeg været ret overbevist om, at det var min skæbne at være alene om udførelsen af mine drømme og i mit liv i det hele taget. At der ikke rigtig var nogen hjælp eller forståelse at hente nogen steder. Sådan en tankegang er vel temmelig teenageagtig, men den har også grobund i min barndom og ungdomsår, men det ønsker jeg ikke at komme ind på her. Det vigtigste er, at man som menneske i verden, faktisk ikke er så alene som man ellers kan gå rundt og tro. I mit eget tilfælde har dét dystre livssyn opløst sig i takt med, at flere og flere mennesker har hjulpet mig og sagt, at de forstår mig. Det har i særdeleshed betydet meget for mig, at andre på en eller anden måde har haft brug for de digte, jeg skriver. At jeg ikke bare taler i et tomt rum eller foran forsamlinger, der ikke gider høre efter. Folk lytter sgu og ønsker mere! Det giver mig samtidig en større selvsikkerhed og tro på, at alting nok skal lykkes i den sidste ende, selvom der stadigvæk ikke findes garantier for, at jeg kommer til at blive en anerkendt digter. Det kræver en masse hårdt arbejde, tålmodighed og en fortsat tro på tingene, men alt det, har jeg jo, så mon ikke, at jeg får sparket døren ind til et etableret forlag en dag? Dét tror jeg!

Jeg synes, det er meget sjovt at finde mine fem digtsamlinger (i privattryk) frem og bladre i dem. Det er, som om jeg med tiden har gravet mere og mere i mig selv og fået mere “mig” tydeligere frem i digtene. I starten var det ret vagt og prøvende, men det klinger renere og finere end nogensinde før, selvom der stadigvæk er meget at arbejde videre med. For mig er Druknelektioner slutningen på den første periode (2010-14, Måske Minder, Insomniasuiten, Lysets Tulipaner, Zeitgeist og så Druknelektioner), men samtidig starten på den næste, hvor der skal eksperimenteres yderligere, og hvor jeg stadig skal lære at præcisere mit udtryk endnu mere. Der er masser at tage fat på, men til gengæld begynder det sgu at ligne et eller andet “ægte” i stedet for noget søgt (åh, at famle i blinde!).
Jeg er sikker på, at jeg om to til tre år er nået endnu tættere på mig selv, når det kommer til poesien, men at det også til den tid er muligt at se en rød tråd løbe fra Måske Minder (og endnu yngre digte) gennem mine øvrige udgivelser og så frem til de digtsamlinger, jeg endnu ikke har skrevet. Hvis man undlader at “prøve” at være sig selv og i stedet simpelthen bare ER det, så hænger alting sammen, om man selv kan se det eller ej. Og som tidligere nævnt føler jeg mig som mig selv nu mere end nogensinde før. Det er denne mere faste følelse af identitet som jeg behøver at lege mere med i fremtiden (for det handler jo ikke om at fastlåse sig selv, men konstant opdage nye sider af sig selv samtidig med, at man ER sig selv!), og så smitter det nok af  i digtene også. Der findes mere af mig som jeg endnu ikke har opdaget, men som sikkert dukker op af  undervejs. Desuden findes der rigtige mange mennesker, jeg ikke kender, men som jeg behøver at lære af  (universet vil gøre sit bedste for at føre os sammen, da det er en nødvendighed! Og jeg er klar til at møde jer, åh, ukendte venner og veninder!)

Det bliver spændende at se, hvor jeg befinder mig om et år fra nu. Jeg har nogle vage forestillinger og enkelte mål og planer, men det er nok bedst at være åben over for mulighederne og tage tingene som de kommer. Jeg føler mig hvert fald mere parat til at give slip på det mest “teenageagtige” og gå min egen modenhed i møde. At blive voksen midt i forvirringen – sammen med digtene! Det er da også lidt spøjst at læse digte fra de sidste ti år og se, hvordan de har udviklet sig i takt med, at jeg selv er blevet ældre, men at der hele tiden har været den samme essens, der blot har udviklet sig og er blevet mere raffineret. Meget fascinerende! Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg begynder at skrive noveller og historier igen, men tiden er ikke inde til det endnu; det kræver vist et større overblik, jeg stadigvæk mangler, men mon ikke, at det nok skal komme på et tidspunkt. Jeg vil hvert fald være åben over for det! Først handler det om at skrive en masse gode digte, og der er sgu nok at se til!
Mit konkrete mål er stadig at få udgivet en digtsamling på et forlag, og så må jeg finde ud af, om det er nødvendigt med flere selvudgivelser inden for den nærmeste fremtid, eller om jeg mere hardcore bør prøve at sende ind. Jeg venter stadig på svar fra Lindhardt & Ringhof i forbindelse med manuskriptet til Nyt Terræn. Jeg bør få svar i juli. Dog har jeg allerede lagt mærke til en del ting, jeg gerne gad lave om, så jeg kan godt forstå, hvis jeg får et afslag. Aber kein Problem! Så sender jeg bare ind til Samleren i stedet for. Eller Gyldendal. Eller et tredje forlag; der findes jo så mange efterhånden! Der er dog et eller andet særligt over netop det manuskript som får mig til at tro på, at det godt ville kunne blive antaget et eller andet sted, og da jeg stadig mangler at sende det ind til en del forlag, er der stadigvæk håb, og “i ly” af dette håb kan jeg godt lave flere selvudgivelser. Det er først, når og hvis jeg får definitivt afslag på den digtbog, at jeg bør fokusere på at skrive noget helt, jeg kan sende ind i stedet for. Men hey, Nyt Terræn kan et eller andet, og jeg tror på det! Måske går drømmen i opfyldelse i 2015 i stedet for 2017; hvad ved jeg;  jeg kan kun fortsætte med at kæmpe og drømme og tro på det her, og så skal alting nok lykkes i den sidste ende!

19. juni 2014 kl. 06:26

P.S.

Jeg har det, som om jeg godt kunne skrive langt mere, fordi der er sket en del i løbet af det sidste år, der bør kommenteres, men på den anden side ved jeg ikke, om det er så nødvendigt. Derfor ridser jeg bare noget af det op nu: Jeg læste Tysk B på KVUC i sidste efterår, hvor jeg fik 12 til eksamen. De andre elever var ekstremt søde, og jeg har aldrig nogensinde oplevet at være i en klasse, hvor folk rent faktisk var interesserede i at høre, hvad jeg havde at sige om teksterne, og hvor jeg fik ros for mine (ofte ret fantasifulde) analyser og fortolkninger. På samme måde har det været spændende at have Engelsk A her i foråret, hvor jeg også har fået 12 (jeg mangler dog at få at vide, hvad jeg har fået i den skriftlige eksamen (jeg håber på 12!)). Der er et eller andet over at gå på et undervisningshold med andre mennesker; at lære dem at kende og forholde sig til dem på en positiv måde; det gad jeg gerne gøre mere i efteråret, hvor jeg skal læse Matematik B. Det er ikke det mest interessante fag, men forhåbentlig kommer det til at gå vel. Samtidig overvejer jeg at tage på Testrup Højskole fra enten januar eller marts til juni 2015. Sådan et ophold kunne gå hen og blive ret afgørende for min videre udvikling som menneske og digterspire. Men først skal jeg lige prøve et ugelangt kursus  her i sommerferien, og så må vi se, om jeg overhovedet kan lide at være der, men umiddelbart tror jeg, at der er en cool stemning derovre. Lige nu glæder jeg mig virkelig meget til fremtiden, og så håber jeg på det bedste! Både for mig selv og mine medmennesker, og I må alle have det strålende godt og fantastisk derude. Kæmp for, hvad I tror på!

 

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: