140616: Her er jeg, Juggetnaut! (om bloggen, om skriveproces, om andre digtere, om digterspirer og om viljen til at fortsætte!)

En slags indledning

Det er en af de dage (eller aftenener: jeg vågnede klokken 19:30), hvor jeg venter på at komme  i gang. Altid noget med først at drikke en dunk vand, en kop kaffe, endnu en dunk, så spise noget “morgenmad” (hvilket er et absurd begreb på denne tid af døgnet; jeg spiste koldskål med kammerjunker, bare så I ved det!) og så endnu mere kaffe. Alt imens jeg skiftevis klikker mig ind på min mail, Facebook, bloggen Kornkammer, der samler forskellige blogs, så man kan se, hvornår de opdateres, går ind på Youtube, tilbage til Slagtryk, Lars Bukdahls blog og så videre rundt og rundt uden rigtig at finde noget at tage fat på, fordybe mig i.
For lidt siden savnede jeg en Youtubekanal, hvor der blev lagt oplæsninger af forskellige digtere ud, men så tænkte jeg, at jeg nok hellere selv burde gå i gang med (eller rettere sagt: fortsætte) det projekt; sidst læste jeg noget Tor Ulven op, og jeg burde faktisk lave en ny video, hvor jeg deler endnu mere af hans poesi ud til folk, der også ønsker sådanne videoer. På samme måde savner jeg en blog, hvor jeg kan lære et eller andet om poesi eller litteratur; noget, der opdateres jævnligt (med tilbundsgående præsentationer, analyser, anbefalinger og simpel omtale; sådan nogle er der egentlig ikke mange af, og jeg savner både omtaler af nye såvel som lidt ældre digtere), så jeg kan få en viden nærmest “passivt” ind i hjernen nu, hvor jeg alligevel nomader mig fra hjemmeside til hjemmeside uden noget andet mål end at “komme i gang”. Men hvad skal jeg i gang med? Selvfølgelig at læse og senere skrive og eventuelt rette digte, men det kræver en eller anden form for modtagelighed og koncentration, der samtidig hænger sammen med kroppens umiddelbare velbehag. Hvis jeg føler mig dehydreret, kan jeg ikke læse, hvis jeg ikke har drukket nok kaffe, er jeg ikke rigtig vågen.
Desuden kan det være lettere svært “bare” at gå i gang, når man er viklet ind i internettets spindelvæv af ligegyldighed; alle disse overspringshandlinger, hvor man baare liige skal se et eller andet for så at gå videre til næste side eller video, som om man er på jagt efter noget meget vigtigt, men bare ender med at finde ligegyldigheder i stedet for. Dette standser ikke jagten, det sætter ikke fornuften i gang. Nej, man stener bare videre uden nogensinde at komme i gang. Derfor tænkte jeg, at det ville være langt bedre, hvis jeg satte mig ned og skrev et indlæg til bloggen her. Jeg føler mig forholdsvist veltilpas efter at have fulgt mit daglige program af indtagelse af vand, mad og kaffe, og min tankevirksomhed er vist også okay velfungerende (selvom den sikkert aldrig rigtig kommer i gang, thi dertil er jeg sgu for sløvsindet!).

Som regel ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive til denne blog, men når en idé eller et emne dukker op, skriver jeg løs, og så plejer der at komme et flow i skrivningen, men egentlig er jeg konstant i gang med en refleksion som jeg sagtens kunne skrive ud fra, også til daglig. Det handler vel bare om at kræve lidt mere af sig selv; det er nemmere at lade være med at skrive noget, specielt når det eventuelt skal presses en smule frem før, at rytmen kommer, men på den anden side er disse indlæg bedst, når jeg simpelthen ikke kan lade være at skrive dem. Jeg kunne muligvis prøve at eksperimentere lidt med det, men tidligere har jeg lovet jer at lægge flere indlæg ud uden, at jeg overholdt mit eget løfte (jeg skrev et indlæg om det for nogle måneder siden). Heldigvis er der ikke nogen, der har brokket sig over dette, men jeg selv har tænkt over det. At man kun kan love det, man ved, at man kan overholde. Men det må være nok metakommentarer om at skrive blog for nu.

Jeg skal begå flere fejl og finde modet!

Jeg synes, at jeg burde begå nogle flere fejl. Ærlig talt. Det handler om at løbe nogle risikoer, gøre noget spontant og som man umiddelbart tror på, og så kan det være, at ideen egentlig fucker totalt up i praksis, men det er bedre end udelukkende at foretage sig et eller andet planlagt eller forventet. Jeg har længe villet skrive små anmeldelser eller omtaler af forskellige digtsamlinger, men jeg har ikke rigtig kunnet finde indgangsvinklen til dette. Der er vel ingen grund til at vente med at gå i gang; det er langt bedre at kaste sig ud i det og bare forvente, at det ender totalt galt anyway, da det er så frustrerende at have hovedet fuld af ideer og tomme papirer liggende allevegne. På samme måde gælder det videoerne, jeg lægger ud på Youtube; man skal ikke være bange for folks reaktioner, hvis man gør noget af et godt hjerte. Det er gratis at følge med, og det er gratis at lade være. Dermed burde jeg i virkeligheden også være langt mere umiddelbar og kreativ, når det kommer til denne blog (nu kommer disse metakommentarer igen, men jeg tænker, at de kunne være til inspiration for andre, der også har en blog eller foretager sig noget kreativt; det er åbenbart der,  hvor dette indlæg vil hen [det var det så ikke alligevel, kan jeg røbe, red.]).

Jeg sad og læste digte af Paul Celan her i morges (før jeg gik i seng omkring klokken 08:30), og jeg blev pludselig meget nervøs for selv at skrive. Jeg forestillede mig, hvordan andre og specielt anmeldere, redaktører og folk fra Forfatterskolen mon ville reagere på det. Kender I det? At man pludselig kan mærke et eller andet pres på én, der gør, at man nærmest ikke kan skrive en enkelt linje uden at have det, som om halvdelen af verden grinende ryster på hovedet af, hvor elendigt man skriver. Sådanne underlige tanker (eller en følelse kan man måske også kalde det) er simpelthen ulideligt, når det kommer til at være kreativ. Heldigvis har jeg fundet den ultimative medicin imod det; nemlig simpelthen at forvente, at det, jeg skriver, er noget forbandet bras, og at det sikkert kommer til at fucke up alligevel. På den måde forsvinder alle forventninger, imens kreativiteten tager over; man kan skrive hvad som helst, da det jo ikke er meningen, at det skal være godt. Det er ekstremt forløsende selv at kunne grine med et djævelsk blik i øjnene og djævlesmil, imens man totalt vanvittigt rammer tasterne og bare gør hvad fanden, man har lyst til!
Det kræver en vis form for selvtillid at skrive digte. Man må tro på sine egne evner og på den måde, at man ønsker, at ens poesi skal udfolde sig på. Jeg har i en periode (for længe siden (måske for to år siden, hvis det er lang tid (jeg er jo kun 22 år, så for mig er det lang tid (jeg fylder 23 d. 19. juni, husk mig!)))) gået rundt og søgt den selvtillid fra andre ved at få ros eller opbakning, og jeg må tørt konstatere, at man får absolut intet foræret af andre, og det er sgu heller for deres skyld, at man skriver. Det må komme indefra, og så må man finde styrken i sin egen tro på tingene. Samtidig må man være ærlig og ekstremt selvkritisk, da det jo heller ikke er let (det er snarere næsten-umuligt!) at skrive gode digte. Jeg selv foretrækker at skrive 100 digte for så at gennemgå dem alle efterfølgende og håbe, at bare 10 af dem kan et eller andet. Det er spøjst, hvordan andre sjældent har forståelse for denne fremgangsmåde; de mener, at alle 100 digte skal være gode, og derfor skriver de 100 digte i løbet af to år, hvorimod jeg skriver 100 digte på to måneder (egentlig skriver jeg langt, langt flere, men det går lidt op og ned egentlig (men cirka 60-70 sider om måneden i gennemsnit))!

Om min stakkels digterspire-veninde

Hvis man er alt for kritisk over for sig selv (ja, hvis man lytter til de stemmer, der tilhører de imaginære anmeldere, redaktører og folk fra Forfatterskolen), så er det umuligt bare at skrive noget som helst ned,og der er rigtig mange, der går i stå på denne måde. Forleden snakkede jeg med en ung digterinde, hvis poesi jeg er ret betaget af. Desværre har hun ikke særlig meget tid til at skrive, da hun nu læser Nordisk Sprog og Litteratur på universitetet, og hun foretrækker efterhånden mere at vurdere andres digte end selv at være kreativ, da hun ikke mener, at det, hun skriver, er særlig godt. Jeg kan nærmest forestille mig hende sidde foran computeren; først skriver hun nogle enkelte linjer, hvorefter hun bliver nervøs og fortryder, skriver så nogle andre, laver dem lidt om for så til sidst at slette det hele og opgive. Så henter hun en bog, der står på pensumlisten, frem og læser i den i stedet og tænker, at det, andre skriver, er langt bedre end, hvad hun selv er i stand til. Åh, alene tanken dræner mig! Det handler jo for helvede om at være fandensivoldsk med det, man skriver, at man har en nærmest overdrevet tro på sin egen formåen og bare er ekstremt kreativ og improviserende undervejs for så EFTERFØLGENDE at gennemgå, hvad man har skrevet. Jeg ved udmærket godt selv, at jeg skriver dårlige digte snarere som reglen end undtagelsen, men at der ud af disse elendige linjer sommetider findes gode idéer og fine udgangspunkter, at de kan arbejdes med, så det munder ud i gode digte i den sidste ende, men man må simpelthen vade gennem marker af lort efter lort for at nå frem til de diamanter, der findes i ens egen skrift. Desværre er der for mange, der holder sig for næsen til at starte med og tror, at der ikke er nogen ædelsten at finde derude et sted, MEN DET GØR DER! Jeg synes hvert fald selv, at  Cathrine har et utrolig fint potentiale, og jeg ærgrer mig virkelig over, at hun ikke tror mere på sig selv, for selvom jeg kan sidde og rose hendes digte til skyerne, smitter det ikke rigtig af. Sådan en selvtillid skal, som sagt, komme indefra, og man kan ikke forvente at få dette mod gennem andre. Dét har jeg erkendt for længe siden, da det gik op for mig, at jeg simpelthen må være min egen største fan og senere få andre til også at tro på projektet og ikke den anden vej rundt.

Jeg skal begå flere fejl!

Derfor vil jeg gerne vende tilbage til udgangspunktet: Jeg synes, at jeg burde begå nogle flere fejl. Jeg kan blive alt, alt for komfortabel med at skrive digte; resultatet bliver fint, men det er først, når man når ud på dybt vand, at det for alvor bliver spændende. Når man forsøger at skrive noget, man ikke helt har skrevet før, og hvor det så går totalt galt, så er det faktisk først da værd at arbejde videre med. Jeg stræber ikke efter perfektion, men menneskelighed, og hvert menneske har styrker og svagheder; således skal poesien også være! Hvis man udelukkende skriver planlagt gode digte, minder digtene mere om robotter end mennesker (hvis I kan følge mig her?).
Da jeg var ude at gå en tur for et par dage siden, tænkte jeg, at det ville være forfærdeligt, hvis min bog (når jeg en skønne dag får udgivet en digtsamling på et etableret forlag) udelukkende fik positive anmeldelser. Så ville der være noget rivende galt, da jeg bestemt ikke skriver for, at alle skal kunne lide min poesi, eller for at alle skal være glade. Jeg ønsker at “vælge side” og ikke gå på kompromis med, hvad jeg foretager mig, og derfor ville det være fantastisk, hvis en anmelder eller to nærmest ville være forarget over, hvad jeg havde skrevet, imens andre roste digtene op til skyerne. For på samme måde er det jo, når jeg møder mennesker ude i byen eller til arrangementer; nogle kan jeg snakke virkelig godt sammen med, imens andre ikke kan fordrage min tankegang, min humor eller andet essentielt. Kompromissøgende og “gode” digte (forstået ud fra en eller anden uvedtaget, uskreven regel om “god og vedkommende poesi) er i den sidste ende kedelige. Hvis en bog udelukkende får positive anmeldelser hele vejen rundt, er det nærmest et bevis på, at den ikke er radikal eller særlig vigtig i den sidste ende (alt, der skrives nu, kasseres eller tages endegyldigt til sig af de, der vurderer bunkerne om 50 år, så selvom noget roses i dag, kan det være lattervækkende langt ude i fremtiden, så kun fremtiden ved bedst). Det er sådanne bøger, man kan indtage som et måltid, for efterfølgende at omtale over for andre som “godt”, men der sker sgu ikke rigtig noget i én. Jeg ønsker opkast, diarré og harme! Men selvfølgelig ikke for alle læsere; nogle skal jo netop ikke opleve disse sideeffekter, men være totalt vilde med digtene. Poesien skal ikke være et midterparti, der skifter holdninger i forhold til befolkningens holdninger og stemningen i medierne, men snarere være et parti fra en af fløjene, der gennem tykt og tyndt står inde for deres værdier og vedtægter: take it or leave it.
Jeg er ikke her ude på at kritisere nogen af de bøger, der er blevet udgivet de seneste par år, men derimod fremsætte et slags ideal for, hvad jeg hvert fald selv ønsker at leve op til. Jeg tror også, at for mange digtere er for bange for at skrive “dårlige digte” eller noget, der “stikker udenfor”. Derfor bliver samlingerne så pæne så pæne og “vigtige” og handler om alt det rigtige, fordi digteren har været længe om at skrive bogen og dermed været i stand til at tænke det hele igennem. Jeg er på ingen måde fan af digtere, der udgiver en digtsamling hver tredje eller hver femte år; jeg er langt mere til en Strunge-energi, hvor der bliver udgivet minimum en til to digtsamlinger om året, hvor der sker noget nyt hele tiden, nogle markante spring, hvor der risikeres noget; man kan nå sikkert over på den anden side eller falde ned i dybe kløfter (i forhold til Strunge nåede han altid over på den anden side, men F.P. Jac skrev sgu også nogle ret kedelige digtsamlinger, da der dukkede nye op hvert år, men jeg er stadigvæk stor tilhænger af hans poesi og hans tilgang: hellere dét end en bog hvert femte år!).

Jeg vurderer ikke en digters evne til at skrive poesi på baggrund af, om han eller hun kan skrive en god digtsamling i løbet af tre eller fem år, men om vedkommende kan, når det gælder, skrive ganske glimrende i løbet af nogle få timer; at vedkommende simpelthen har poesien boende i sig selv og er i stand til at lade denne opstå i løbet af skriveprocessens improvisationer, at når inspirationen dukker op, at digtene så selv følger efter. At der findes en umiddelbar forbindelse mellem digteren og dennes poesi. For det meste læser jeg afstande ind i folks digte; at de findes ude i digternes strakte arme som noget, der er blevet konstrueret ud af en tanke eller idé i stedet for at have opstået inde i og ud af underbevidstheden. Selvfølgelig er digterne dygtige, selvfølgelig er de da gode til at skrive digte, og fint nok med alle klapsalverne og så videre, men jeg savner intuition og umiddelbarhed i poesien, at der risikeres noget, at folk begår fejl eller skyder ved siden af, fordi skriften er menneskelig og dermed levende og fejlbarlig og nødvendig. Fordi der findes denne afstand mellem digteren og digtene, findes der en afstand mellem læseren og digtene. Vi kan indtage og nyde teksterne, men de sætter sig ikke rigtig. Vi kigger på dem, men de tager ikke bo inden i os selv. Jeg ønsker ildpåsættelser og gadeoptøjer i hjernen og i hjertet i stedet for fine ferniseringer, hvor man render rundt med hvert sit glas champagne og skåler lydløst med hinanden. Ja, digtene er smukke, men de råber ikke, de fucker ikke up ligesom mennesker gør. Dét er noget af det, jeg tænker over. At det netop er nødvendigt for mig at gå amok under skriveprocessen og insistere på improvisationen og umiddelbarheden og så være ligeglad med, hvad andre tænker; jeg skal jo nok efterfølgende gennemgå de enkelte udkast og finde ud af, om der er nogen af dem som jeg selv tilnærmelsesvist er tilfreds med.

Lidt om Forventning & Forvirring

Derfor er Forventning & Forvirring et centralt projekt for mig. Det giver mig mulighed for at skrive løs i løbet af fjorten dage (ofte kun ti, men nok om det) og se, hvad der dukker op. Det er ikke meningen, at digtene skal være polerede og udstoppede, men levende og vilde og fulde af fejl og mangler, men også en form for styrke i netop dét. Kender I ikke det, at nogen prøver at forklare én nogle vigtig følelser eller tanker, men at vedkommende ikke rigtig kan få styr på sproget og sætningerne? Alligevel bliver man helt smittet af stemningen, af vigtigheden; noget trænger mere igennem til ens sjæl, end hvis nogen sagde det samme indhold på en mere korrekt, men langt mindre passioneret måde. Og Forventning & Forvirring handler netop om passion! Om kærligheden til poesien, til at udtrykke sig, om det så går totalt galt eller går godt undervejs. Forventning & Forvirring skal være en inspiration for andre; en måde, hvorpå jeg kan sige til jer derude: Prøv at se, det her fucker totalt up, men der er sgu også gode momenter, så I skal ikke selv være bange for at gå i gang!
Vi skal kollektivt set glemme de imaginære skikkelser af anmeldere, redaktører og folk fra Forfatterskolen (hvad mener jeg egentlig med sidstnævnte? Folk, der har modtaget skriveundervisningen, og dermed har et mere raffineret forhold til det at vurdere og selv skrive tekster?) og i stedet gå amok i skriftøjeblikket. Jeg ønsker at opmuntre alle til netop dette, at glemme, hvad andre mon siger eller tror om én, og i stedet tro på sig selv og være velvidende om, at skriften er levende, at den både kan indeholde skønhed og grimhed, ægthed og falskhed, noget råt og noget poleret. Jeg ønsker, at projektet skal være til inspiration for Cathrine, så hun kan glemme studiebøgerne lidt og i stedet selv kaste sig over sproget og poesien og få skrevet den digtsamling, jeg tror, at hun, og netop kun hun, er i stand til at skrive, så vi andre kan få gavn af den og hendes talenter.
Dermed er Forventning & Forvirring mit bidrag til poesiens kollaps og genopbygningen.

I det hele taget har jeg rigtig mange idéer til forskellige projekter, men jeg kommer ikke i gang, fordi jeg jo også selv kan være nervøs for, hvad “andre” mon tænker. For mig er det en daglig kamp at kæmpe mod mine imaginære “fjender” og gøre det, jeg umiddelbart har lyst til og tror på. Det er sgu bare alt, alt for nemt at klikke sig fra hjemmeside til hjemmeside og vente på, at man “kommer i gang”, da der for helvede ikke sker en skid, hvis man ikke selv gør noget. Man må selv sætte hjulene i sving, hvis glædens tanks skal komme fremad og vinde nyt terræn. “Skab noget!” dét er motto for 2014. “Let’s build something to break”.

Hvis man ikke kommer i gang, når man aldrig frem

Man kan jo heller ikke bare sætte sig ned og skrive 40 gode digte i træk; man er nødsaget til at vandre gennem marker af lort efter marker af lort for nå frem til de få diamanter, man kan samle op, før, at man går videre gennem disse lorteterræner. Men sandheden er, at hvis man ikke kommer i gang, når man aldrig frem. Desværre er der alt for mange talentfulde digtere og digterinder, der går i stå alt, alt for tidligt i stedet for at trodse nervøsiteten og gå amok i skriften. Lad os glemme de imaginære fjender og lytte til hjertets og hjernens venner i stedet. Lad os læse gode digte for inspirationens skyld, men ikke nødvendigvis for at få “bekræftet” at vi ikke selv kan finde ud af at skrive. Lad os nikke anerkende og  i respekt for vores forgængeres fantastiske poesi og i vores stille indre tænke, at dette kan vi overgå, hvis vi for helvede bare tror på det og fortsætter, selvom det hele er svært, og det hele er af helvedes til, og selvom håbet er blevet taget ud af hænderne på os. Og selvom alting vitterligt fremstår håbløst og som én stor tabt kamp eller krig, må vi bare sætte det ene ben foran det andet og alligevel tro på, at vi på et tidspunkt får samlet nok diamanter sammen til en strålende digtsamling, og at selvom vi får afslag fra forlag, må vi bare samle endnu smukkere og større og finere diamanter (og topaser og rubiner og så videre ) og tro på, at dette kommer til at lykkes, for det skal sgu nok lykkes en skønne dag, hvis vi fortsætter og fortsætter med at fortsætte, også gennem de mure som den omgivende verden har sat op mellem os og vores drømme; lad os bryde igennem dem og glemme de imaginære stemmer og fjender; keep your friends close and your enemies won’t matter in the end! Og hvis folk ikke kan lide ens digte og nærmest føler afsky over for dem, er det netop et bevis på, at det man skaber, er levende og vedkommende, for hvis alle kan lide ens skrift, er den ikke rigtig levende, men ét stort kompromis. Lad os være kompromisløse og dristige og vælte murene af konformitet og ligegyldighed!
Jeg har hvert fald tidligere og specielt for tiden oplevet en form for “Juggernaut” (fra indisk religion, mener jeg; en kæmpemæssig og ustandselig stridsvogn, der smadrer og ødelægger og dræber alt på sin vej) . En Juggernaut af fiaskoer og nederlag og mangel på opmuntring som gang på gang dukker op og kører i retning mod mig. Mange andre løber væk i skræk og rædsel, men jeg har hver gang stået stille, bredt armene ud og råbt: “HER ER JEG!” Og den har hver gang veget udenom mig. Og selvom den til stadighed bliver ved med at rulle op foran mig, større og mere skrækindjagende fra gang til gang, og selvom jeg selv kan blive ekstremt bange og nervøs, fortsætter med jeg med at gå den vej, der fører til fuldbyrdelsen af mine mål og drømme. Nu har jeg skrevet digte i 10 år, og der er sgu ikke sket en skid, vel, men det afholder mig ikke fra at fortsætte med at kæmpe til den bitre ende. Det er sejr eller sejr. Nederlag er ikke mulig, når man ikke har “at give op” som mulighed. På den måde er det bare et spørgsmål om tid før, at jeg får udgivet en digtsamling på et forlag, og så dukker der sikkert endnu flere udfordringer op til den tid, og dem glæder jeg mig til!
Det har været ekstremt hårdt at have været så tæt på at komme ind på Forfatterskolen, da der er en verden til forskel på at være elev derinde og stå “uden for” etablissementet, men afslaget efter at have været til samtale giver mig egentlig bare en masse energi til at være vildt trodsig og gøre, hvad fanden jeg har lyst til, for der er alligevel ikke noget håb for mig og ingen garantier; jeg har ikke et “wild card” til succes på nogen måde, så det er altafgørende for mig at fortsætte med at gå amok og fortsætte med at fortsætte med at gå amok; jeg er da nået et pænt stykke på min vej i form af fem bidrag til Slagtryk og snart tre til Hvedekorn, men jeg mangler stadigvæk rigtig meget mere før, at jeg når til sikker grund. Jeg har taget springet, og så må tiden vise, om jeg falder ned i afgrunden, eller om jeg når over på den anden side, men jeg vælger at bruge bekymringerne og håbløsheden og tristheden konstruktivt; jeg lader dem give styrke til min skrift i form af en jernvilje som jeg har fået oparbejdet i løbet af flere år. Jeg håber fandme, at nogen, når jeg en dag får udgivet en bog, lægger mærke til min vej frem til forlagsdebuten, for det har sgu været en lang, hård og vanvittig vej frem (the long, hard road out of hell), og sommetider kan jeg finde på at græde, når jeg tænker over, at jeg fandme ikke har givet op, og at jeg aldrig kommer til at gøre det. Dét gør mig meget stolt, og jeg tror nok, at det skal komme til at lykkes en dag. Jeg har en jernvilje og en vanvittig tro på det her, så nu, hvor Juggernauten igen dukker op med sin hvirvelvind af død efter sig, kan jeg igen ikke gøre andet end at brede armene ud og råbe: “HER ER JEG, JUGGETNAUT!!!” Selvom jeg inderst inde godt kan mærke rædslen brede sig. Jeg må fortsat være modig og fortsætte fremad.

Afrunding

Og så tilbage til det mere konkrete. Jeg regner med at skrive løs hen over sommeren, få genoptaget Forventning & Forvirring, og så vil jeg finde ud af, om jeg snart sender et manuskript ind til et forlag, eller hvad jeg nu gør. Jeg har hvert fald masser af gejst og inspiration til at gå amok i de kommende måneder, og så skal alting nok lykkes i den sidste ende. Jeg fortsætter, hvor andre giver op, men jeg ville nu ønske, at de fulgte med mig mod forlagsudgivelsen; det kan føles ret ensomt at gå her på markerne fulde af lort for at finde diamanter, men det må være min skæbne for nu. Jeg kender også andre, der har valgt at “nøjes” med at blive udgivet på mindre forlag, hvor de ikke rigtig kan få et gennembrud; det lader til at være fint på dem, men jeg ønsker netop at nå ud til folk, sætte noget i gang i andre, ligesom poesien sætter noget i gang med mig. Jeg ønsker ikke at ridse et så lille mærke i litteraturhistorien, at det hurtigt bliver glemt, men en kæmpemæssig flænge, hvis sår aldrig rigtig formår at blive helet. Derfor er det ikke nok for mig at gå på kompromis med mine idealer, men at nå frem til det yderste af min formåen. Der er ingen vej tilbage, der er heller ingen mellemvej eller simple løsninger; der er kun markerne fulde af lort, en Juggernaut i forvirrende baner og kørsel og troen på, at jeg en skønne dag når frem til landet fuld af mælk og honning. Eller at jeg hvert fald får udgivet en bog på et etableret forlag.
Nu kom jeg i gang med refleksionen i stedet for at stene, og så er næste mål at få skrevet en masse (dårlige) digte og se, hvad der så sker. Mon ikke, at der alligevel kommer til at dukke nogle fine ting op hist og her, hvis jeg kommer ind i et flow og skriver løs? Dét tror jeg!
Derfor vil jeg nu “komme i gang” og få læst en masse gode digte. Jeg har hvert fald fået drukket en masse kaffe, så jeg behøver næppe flere kopper. Jeg kan mærke, at der er en masse tekster på vej; og de skal skrives, om jeg vil det eller ej, og sådan har det altid været. Det er sgu nødvendighed hele vejen fra starten til den bitre ende, og jeg kan sgu ikke holde op, så jeg må bare gøre mit bedste og udvikle mig yderligere. Derfor tak til alle jer, der tror på mig, og tak til alle mine imaginære og “rigtige” modstandere; jeres tvivl og hån og modstand giver mig i virkeligheden bare endnu mere energi og viljestyrke til at få det her til at lykkes. Bare vent og se!

16. juni 2014 kl. 00:39

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: