140613: Interview med Lea Marie Løppenthin & bøger, jeg mangler at læse!

Jeg fandt pludselig dette friske interview med debutanten Lea Marie Løppenthin: http://atlasmag.dk/node/990

Jeg kunne meget godt lide følgende citat:

Dog er det et problem, når vi slet ikke forsøger at dele ud af os selv, og vi kommer derfor til at stivne i vores egen identitet. At nægte at være fælles om nogle erfaringer og erkendelser, er det samme som at ønske, at man er uforanderlig. Men det er ikke muligt at være uforanderlig, det er et projekt, der er dømt til at gå under.

Jeg tror, at det er meget vigtigt at mærke efter i sig selv i forhold til, hvad man egentlig vil, og at erkende, at verden og én selv ikke er den samme som for nogle år eller måneder eller dage siden. At man kan følge en vej, men at man sommetider må begynde at gå andre. Citatet talte hvert fald direkte til mig og satte en refleksion i gang; hvor har jeg været, og hvor vil jeg hen? Det finder jeg nok ud af. Om jeg kan planlægge det, eller om jeg simpelthen bare finder ud af det undervejs; det må tiden vise.

Hendes debutdigtsamling, nervernes adresse, udkom vist i går, d. 12. juni, på Forlaget Gladiator (jeg må nok sige, at de tror på poetiske debutanter: Ninette Larsen og nu Lea Marie Løppenthin!). Jeg har ikke haft mulighed for at læse Hybrid af Ninette Larsen, da jeg ikke har haft råd til det (jeg har ingen indtægt i juli eller august, så jeg er pænt fucked rent økonomisk), og det er samme grund, der gør sig gældende i forbindelse med Nervernes Adresse. Jeg gad gerne læse begge bøger, men de kommer desværre ikke foreløbigt til at stå på mine hylder (de er dog billige (150 kroner per styk; det er en meget fin pris for digtsamlinger!)). Måske burde jeg tage ned og låne dem på biblioteket, da de virker til at være utrolig interessante, begge to! Jeg kan dog ikke sige noget om, hvad deres digte går ud på, eller om de er gode,, da jeg, som sagt, ikke har læst dem, men jeg skal nok sige til, om de kan anbefales eller ej. Det må blive senere på sommeren (hvis jeg da får dem læst; det gad jeg mægtigt gerne!). [Jeg fandt lige en anmeldelse af Hybrid: http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/hybrid-af-ninette-larsen]

Noget andet er, at jeg i interviewet bed mærke til navnet Peter Waterhouse. Jeg har vist et udvalg af hans digte stående på hylderne,  Tvivl om sporvogne og andre digte, der blev udgivet på Borgen back in 1999. Ham burde jeg sgu også se at få læst! Det hober sig op med alle mulige digte og deres digtere som jeg burde fordybe mig i; dette er læsningen uden ende! Og når man først interesserer sig for én digter, peger denne på alle mulige andre og sådan bliver det ved. Jeg fandt følgende anmeldelse af Tvivl om sporvogne og andre digte fra 1999 (faktisk er det snarere en anmeldelse af hele serien “Borgens Verdenslyrik”), skrevet af den fantastiske Peter Stein Larsen: http://www.kristeligt-dagblad.dk/node/1882

Endelig har vi Peter Waterhouse, hvis tekster er af et helt anderledes vildt avantgardistisk tilsnit end både Ungarettis og Saarikoskis. Der snakkes med et utal af forskellige stemmer i munden på hinanden, og den slags kan vel psykologisk-eksistentielt motiveres med, at det drejer sig om et forsøg på at registrere, hvad der foregår i en kao-tisk moderne bevidsthed af sanseindtryk, strøtanker og fornemmelser i et givet øjeblik. Her er for eksempel en smagsprøve, hvor det lyriske jeg i hvert fald har en eller anden relation til skisport: »Man må ringe til alperne. / Findes der vildsvin? Hvem er sneen? Gondol, gondol. / Anorak: sådan må jeg sige i dag. Dalen åbner sig / under mine øjne. Hvor meget har jeg ikke hemmeligt / lovet din hud. Dine øjne ser jeg igen og igen / sådan lever vi længe sammen. Hoster De? Stå venligst af / mine langrendsski. Hjelm, gedebuk, skistav.« Og sådan fortsætter det på alle 90 siders digte i Waterhouses bog, og det giver absolut mange muntre øjeblikke og pudsige sproggags. Men er det »verdenslyrik«? Selv foretrækker jeg hundrede gange Ungaretti af de tre udgivelser. Men synes man for eksempel som Weekendavisens lyrikanmelder Lars Bukdahl, at alt hvad der er skrevet i et rablende flow og som anfægter et par klassiske æstetiske normer, er vidunderligt, så er Waterhouse lige sagen.

Jeg har faktisk også Ungaretti stående på hylderne! Der er fandme mange bøger, jeg mangler at læse, og som bare venter på at blive åbnet lige ovre i reolerne. Derfor giver det bare endnu mere mening at vente lidt med de nyere udgivelser for i stedet at nå til bunds i det, jeg i forvejen har liggende i mit lille hjemmebibliotek! Men jeg skal nok nå frem til disse Gladiatorbøger en skønne dag. Jeg har det som mål at få dem læst i sommerferien, men så bør jeg også lige nappe Waterhouse, Ungaretti, Paul Celan, Øyvind Berg, Rolf Jacobsen, Ellen Einan, Terje Dragseth og Lars R. Engebretsen med. Men listen fortsætter! Heller ikke Theis Ørntofts Digte 2014 har jeg fået læst. Åh, bogbunkerne bliver bare flere og flere og højere og højere. Jeg må se at komme i gang! Og det må I også, så jeg citerer afslutningsvist fra Tvivl om sporvogne og andre digte:

TVIVL OM SPORVOGNE

Du taler til mig, og det er ikke tale.
Du giver mig din hånd, som ikke er en hånd.
Sky drager vel henover. Vi er for lette.
Jeg binder mine sko og er vanvittig.
Jeg går månenær, det betyder mindre end alt andet.
Om søndagen stjæler jeg aviser fra gode automater.
Jeg kan ikke altid spise is, køre i sporvogn, pudse briller, ringe på.
Bukser. Jeg hilser som påklædt nabo
men verden kan altid formørke hovedet indeni.
Indeni er der ikke noget vindue, udenfor er jeg atter vanvittig osv.
Sporvogn: her er jeg en lønnet fodgænger og har pudset briller.
– Peter Waterhouse

13. juni 2014 kl. 06:09

Endelig har vi Peter Waterhouse, hvis tekster er af et helt anderledes vildt avantgardistisk tilsnit end både Ungarettis og Saarikoskis. Der snakkes med et utal af forskellige stemmer i munden på hinanden, og den slags kan vel psykologisk-eksistentielt motiveres med, at det drejer sig om et forsøg på at registrere, hvad der foregår i en kao-tisk moderne bevidsthed af sanseindtryk, strøtanker og fornemmelser i et givet øjeblik. Her er for eksempel en smagsprøve, hvor det lyriske jeg i hvert fald har en eller anden relation til skisport: »Man må ringe til alperne. / Findes der vildsvin? Hvem er sneen? Gondol, gondol. / Anorak: sådan må jeg sige i dag. Dalen åbner sig / under mine øjne. Hvor meget har jeg ikke hemmeligt / lovet din hud. Dine øjne ser jeg igen og igen / sådan lever vi længe sammen. Hoster De? Stå venligst af / mine langrendsski. Hjelm, gedebuk, skistav.« Og sådan fortsætter det på alle 90 siders digte i Waterhouses bog, og det giver absolut mange muntre øjeblikke og pudsige sproggags. Men er det »verdenslyrik«? Selv foretrækker jeg hundrede gange Ungaretti af de tre udgivelser. Men synes man for eksempel som Weekendavisens lyrikanmelder Lars Bukdahl, at alt hvad der er skrevet i et rablende flow og som anfægter et par klassiske æstetiske normer, er vidunderligt, så er Waterhouse lige sagen.Endelig har vi Peter Waterhouse, hvis tekster er af et helt anderledes vildt avantgardistisk tilsnit end både Ungarettis og Saarikoskis. Der snakkes med et utal af forskellige stemmer i munden på hinanden, og den slags kan vel psykologisk-eksistentielt motiveres med, at det drejer sig om et forsøg på at registrere, hvad der foregår i en kao-tisk moderne bevidsthed af sanseindtryk, strøtanker og fornemmelser i et givet øjeblik. Her er for eksempel en smagsprøve, hvor det lyriske jeg i hvert fald har en eller anden relation til skisport: »Man må ringe til alperne. / Findes der vildsvin? Hvem er sneen? Gondol, gondol. / Anorak: sådan må jeg sige i dag. Dalen åbner sig / under mine øjne. Hvor meget har jeg ikke hemmeligt / lovet din hud. Dine øjne ser jeg igen og igen / sådan lever vi længe sammen. Hoster De? Stå venligst af / mine langrendsski. Hjelm, gedebuk, skistav.« Og sådan fortsætter det på alle 90 siders digte i Waterhouses bog, og det giver absolut mange muntre øjeblikke og pudsige sproggags. Men er det »verdenslyrik«? Selv foretrækker jeg hundrede gange Ungaretti af de tre udgivelser. Men synes man for eksempel som Weekendavisens lyrikanmelder Lars Bukdahl, at alt hvad der er skrevet i et rablende flow og som anfægter et par klassiske æstetiske normer, er vidunderligt, så er Waterhouse lige sagen.

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: