140603: Jeg læste en anmeldelse af Karl Ove Knausgaards Min Kamp (på engelsk)

Jeg har lige læst denne anmeldelse af den engelske udgave af Karl Ove Knausgaards monumentale værk Min Kamp, på engelsk My Struggle. http://www.thenation.com/article/179853/why-has-my-struggle-been-anointed-literary-masterpiece?page=full

Nu vil jeg helst ikke gentage mig selv alt for meget, da jeg allerede har skrevet et blogindlæg om dagbog/erindringer/selvbiografi i digte, romaner mm. sat over for fantasi, indlevelse og, ja, “poesi”. Link her: http://christiandegrootpoulsen.wordpress.com/2014/02/10/140210-hvis-du-vil-skrive-dagbog-skriv-dagbog-hvis-du-vil-skrive-digte-skriv-poesi/

Først deler jeg lige nogle citater fra anmeldelsen som jeg mener, er totalt spot on, når det kommer til “hyperrealisme”:

“To call writing like Knausgaard’s hyperrealistic, to enthrone it as the apotheosis of realism, is to cede reality to the camera. It is to surrender everything that makes literature distinct from the photographic and the televisual: its ability to tell us what things look like, not to the eye, but to the mind, to the heart. What they feel like; what they mean. The camera believes in surfaces, but the real is more than what we can see, more than what we can hear, smell, taste and touch.”


“I happen to be reading Updike at the moment. Here is his description of a young woman in an unfamiliar surrounding: “She is serious, a serious small-faced animal sniffing out her new lair.” We don’t just see her; we see into her. Here is Knausgaard’s description of a girl he liked at age 11, his first serious crush, as emotion-saturated an experience as one can imagine: “She wasn’t very tall and she was wearing a pink jacket, a light-blue skirt, and thin, white stockings. Her nose was small, her mouth large, and she had a little cleft in her chin.” And that’s the first time that he catches sight of her, no less. I’m almost ready to fall in love myself.”


“The novel strikes me as a giant selfie, a 3,600-page blogologue. Like mumblecore or reality television, it’s premised on the notion that all you need to do is point your camera at the world and shoot. Like all these genres and more, it tells us that breadth is preferable to depth, that art is best created in a spirit of hurried amateurism, that the only valid subject is the self.”

 

“Knausgaard’s approach to arresting the flux resembles yet another tech-enabled practice, common now especially among parents: he photographs everything, as if everything could be saved, and as if such a record were sufficient in itself. His book is like a box of snapshots—no, a steamer trunk, a shipping container. Their very profusion makes each of them null. What’s needed is attention of a different kind. One painting, not a hundred thousand pictures. The patience to create the beauty that in turn creates significance.”

Jeg har ikke selv læst Min Kamp, da jeg i det hele taget er mere interesseret i poesi end prosa, men specielt det “hyperrealistiske”-element har jeg haft ret svært ved at råbe hurra for. Jeg vil egentlig hellere tage ud og leve mit eget liv med alle de følelser og refleksioner, alle de gode og dårlige oplevelser, der findes eller mangler at opsøges, end sidde og læse en bog, hvor sætningerne fungerer som filterløse (og dermed refleksions- og følelsesløse) linser, der bare opfanger, hvad der enten er sket, eller hvad der sker. I går var jeg ude til en digtoplæsning på La Fontaine/Copenhagen Poetry Club, og jeg lagde mærke til, at mange skrev om deres følelser i stedet for at udtrykke dem i digtene! Der var også andre, der skrev digte om at skrive digte i stedet for for helvede bare at lade dem stå for sig selv. Et digt skal være et digt og ikke en tekst, der ligner eller prøver at være det. Og skrev Søren Ulrik Thomsen ikke også engang noget om, at hvis man vil skrive et digt om sex, skal digtet selv være sexet? Det er dét, det handler om! Hvis man føler sig forvirret, må man skrive forvirrende i stedet for at skrive en tekst, hvor der står, at man føler sig forvirret. Som læser, skal man mærke forvirringen! Ja! Ellers kan det sgu være lidt lige meget.

Jeg tænker selv, at det er bedst, når digteren/forfatteren holdes helt uden for værket, så teksterne står for sig selv, ja, lever og trækker vejret på egen hånd. Navlestrengen mellem skaberen og værket må kappes over. Man ser jo heller ikke Gud rende rundt på gaden for at opleve sit mesterværk, vel? Nej, han er så meget i baggrunden, at man helt fortvivles over, om han overhovedet eksisterer (for en god ordens skyld, må jeg lige tilføje, at jeg ikke er religiøs, men det virkede til at være en fin sammenligning). Hvis jeg er et digt som Gud har skrevet, vil jeg gerne leve selv, kunne tolkes frit uden, at Han står som et kæmpemæssigt fodnoteapparat, hvor folk kan få alt at vide alt om mig. Nej, noget af det spændende ved at lære andre mennesker at kende er, at man selv må tolke dem, man må selv lære dem at kende og skabe sit eget synspunkt om dem (og det kan være fedt at tage fejl!). På samme måde er det, når man læser litteratur, synes jeg. Læseren må skabe sin egen opfattelse af teksten uden forfatterens indblanding. Min mor render heller ikke rundt og fortæller folk, hvilken nuttet dreng, jeg er, for hvad hvis jeg faktisk er noget andet, end hvad hun tror? Hvert menneske må være sig selv, være noget i-sig-selv. På samme måde er det med romaner, noveller og digte. Skaberen holdes uden for, så læseren kan komme inden for og selv danne sig et passende indtryk. Det gode ved litteratur er, at man kan totalt fejllæse og misforstå en hel bog for så at vende tilbage nogle år senere og finde ud af, at man har taget fejl. Læseren skal ikke babysittes og få det hele foræret af forfatteren, der skovler føde (meningen med teksterne) ind i munden på én. Nej, vi kan selv!

I det hele taget er jeg mere interesseret i det indre end det ydre. Hvis kunsten er facts som dokumentariske fotografier af noget, kan det være umuligt at tolke noget som helst ind eller ud af det, da man blot skal tjekke de faktuelle oplysninger, man har fået foræret. Det er snarere det, man ikke rigtig forstår, det “mystiske” (måske et dårligt ord, man kunne også sige “det drømmeagtige,” men det passer måske heller ikke så godt). Det, der gør,  at man kan skabe sin egen fortolkning af et digt, så digtet bliver ens eget. At en enkelt tekst kan opleves på tusindvis af forskellige måder, hvis der findes tusindvis af forskellige læsere, og ikke bare på én måde som digteren har besluttet sig for er “den rigtige”, hvorefter tusinde læsere sidder tilbage med de samme oplevelser. Det synes jeg sgu ikke er meningen med kunsten overhovedet; at den skal være kedelig, hyperrealistisk som et realityprogram. Nej, der må noget andet til. We have to go deeper! Alle mennesker har fantasi, følelser og evnen til at reflektere over forskellige ting og sager. Dermed må det, der tændes eller findes eller skabes i digteren, tændes og findes og skabes i digtet, så noget helt nyt kan tændes og findes og skabes i læseren, men der behøver ikke være en direkte vej fra afsender til modtager.
Jeg ønsker at finde lidt af mig selv i poesien, ikke digteren! Det er selvfølgelig svært at komme udenom, at et ulykkeligt kærlighedsdigt selvfølgelig kan have noget med digteren at gøre, men det er netop, når jeg lever mig ind i det og mærker noget, jeg selv kender til, at det bliver mit eget. Så handler digtet mere om mig selv end andre, men for lige at gøre det klart for jer, så mener jeg ikke, at en digtsamling skal være et fotobog med billeder af noget genkendeligt, der findes i læseren; det må gerne ske, men der skal helst også være noget ukendt, noget nyt, noget jeg ikke vidste, at der fandtes i mig. Hvis jeg læser et udsagn a la: “Skyer er drager af brændende ild/med tavsheden hvirvlende efter sig/alle steder i verden og i hjernen,” (bare noget tilfældigt, jeg lige skrev) oplever jeg netop de sætninger. Det sker! Pludselig findes der disse drageskyer i verden og i min hjerne med en tavshed hvirvlende efter sig! Dette kan selvfølgelig ikke findes ude i verden, nej, det findes i digtet. Men når virkeligheden bebor digtet, bliver det kedeligt, da der findes så sindssygt meget virkelighed i forvejen! ER DER IKKE NOK I FORVEJEN? Hvorfor ikke skabe noget nyt-nyt? Noget aldrig før set, hvis ånd eller egenskab eller element findes i alle mennesker, men som kommer til udtryk i digtet? Der findes så meget i mennesket, der kan indfanges i poesien, så den pludselig bliver til virkelighed. Som Vicente Huidobro engang har skrevet:
“Digtet er ikke realistisk, men menneskeligt.
Det er ikke realistisk, men bliver til virkelighed.”

Jeg er ikke særlig meget til fantasiløs kunst. Der må noget mere til, noget imaginært, noget pompøst, noget voldsomt. Jeg er ikke til ligegyldig kunst, da livet og følelserne og tankerne og vores “indre liv” ikke er ligegyldigt. For mig er det essentielt at skrive udtryksfuldt, og derfor værner jeg om den gode kunst, den gode poesi og den gode litteratur, og jeg synes, at man sagtens kan forvente mere af folk, der skriver digte, ligesom at man kan forvente mere af digtene. Der er ingen grund til at nøjes, når det er bevist, at der tidligere er blevet skrevet sindssygt god poesi; vi må op på de samme højder, hvis ikke endnu længere op! We have to go further. Vi er nødsaget til at være ekstreme, insisterende, modige, fantasifulde og følelsesladede. Der findes så mange kedelige og dårlige digte i forvejen, at vi må hæve niveauet. Dét er mit budskab – til mig selv som digterspire, og så håber jeg, at nogen af jer er enige med mig. Og at jeg kan leve op til min egen standard fremover. Men det er sgu svært, og det SKAL være svært! Ellers kan man jo heller ikke rigtig være glad, når man så endelig skriver et vellykket digt. Det er noget af det, der gør det spændende! Nå, det var, hvad jeg ville sige for nu, og så vil jeg prøve at skrive lidt god poesi, selvom det sikkert fucker totalt op. Det er jo næsten umuligt at skrive netop dét, der fungerer på mange niveauer, men det er stadigvæk muligt. Go for it!

3. juni 2014 kl. 17:12

 

 

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: