140524: Samtale på Forfatterskolen

Jeg copypaster fra min statusopdatering på Facebook fra i går. Det giver ingen mening at skrive indholdet om:

– Okay, hør her alle sammen. D. 14. maj, faktisk på dagen for slipfesten for Druknelektioner (min femte digtsamling i privattryk), fik jeg en opringning fra Pablo Lliambias, rektor på Forfatterskolen. Det viste sig, at jeg var blandt 10 ud af 447 ansøgere, der skulle til samtale. Den fandt sted her i dag, og jeg har været totalt ude af mig selv på det sidste og undgået at fortælle nogen om det for i stedet for at prøve at forberede mig. Jeg selv synes, at det gik meget fint (Marianne Larsen var der, og vi har en del tilfælles i forhold til vores måde at skrive på). Men ja, jeg ved ikke helt.. Jeg cutter bare ind til essensen af det her: Jeg kom ikke ind. Jeg modtog opkaldet for halvanden time siden, og det føles så absurd at have været så tæt på, og at døren så bare lukker foran mig. Begrundelsen var, at mine digte ikke var “originale nok,” og jeg bør lede efter min egen stemme (ved for eksempel at opsøge skrivekurser forskellige steder for at få folk til at læse mine digte kritisk). Lars Skinnebach sagde under samtalen, at der var en del Jens August Schade over mine digte. Det er lidt absurd, at jeg det seneste år har læst Simon Grotrians digte fuldstændigt overdrevet meget og selv været klar over, at jeg har overdrevet det for så at få at vide, at jeg har læst for meget Schade. I fremtiden skal jeg nok undgå at lade mig påvirke af de digtere, jeg ikke læser. Eller. Det bliver lidt svært. Eller. Det burde være let. Eller. (Måske forvekslede de Schade med de Groot, det ville være grusomt. ..)
Jeg kan godt forstå deres ræsonnement. Jeg skal være “de Groot” først og fremmest, men jeg tror, at de tror, at jeg har læst nogle digtere som jeg faktisk ikke rigtig har nærlæst. Det er lidt pudsigt. Men jeg vil selvfølgelig skrive videre og specielt her om sommeren. Jeg er, i det mindste, blevet mere klar over, hvor vigtigt det er at være original. Ikke at ligne nogen som helst anden. Det må jeg have in mente, når jeg skal eksperimentere yderligere med min skrift. Jeg er glad for at have nået så langt, men jeg sværger: Det her er et virkelig hårdt slag for mig. At have været så tæt på som nu, og at det hele glipper. Selvfølgelig har forestillet mig, hvilken succes det ville være ENDELIG efter såå mange år at få lidt anerkendelse. Men nej. Dette 10-års jubilæum for min poesi er en kæmpemæssig fiasko. Hvert fald på et plan. Jeg har stadig kun haft enkelte digte med i Slagtryk (sidst fik jeg 1 ud af 7 digte med), og jeg kan stadig ikke få et gennembrud i Hvedekorn (kun 2 ud af 16 digte blev antaget denne gang, i maj). I marts fik jeg afslag fra Forlaget Spring, og Druknelektioner er solgt i cirka 19 eksemplarer, hvilket ikke er særlig vildt. Jeg må se min nuværende situation i øjnene og ganske enkelt INSISTERE på, at det her NOK skal komme til at lykkes en dag. Jeg skal åbenbart bare så forfærdeligt meget igennem før, at jeg får bare en krumme succes. Det er nederlag efter nederlag efter nederlag efter nederlag, MEN JEG REJSER MIG OP HVER GANG! Situationen med Forfatterskolen er bare endnu et bevis på, at jeg får absolut intet foræret, og at jeg bare må kæmpe endnu hårdere, end jeg hidtil har gjort, og når alting så endelig kommer til at lykkes, har det været virkelig fortjent. Ingen kan hvert fald komme og sige, at jeg har fået noget foræret. Det er et hårdt arbejde hele vejen. Sådan er det. Men tak til alle jer, der tror på mig og støtter op omkring mig og mine digte. Det her er næsten ikke til at bære, men jeg skal nok fortsætte. Der er ingen vej tilbage. Jeg tror, at jeg snart begynder at græde (jeg har holdt det tilbage i et stykke tid), og sådan må det være. Men jeg insisterer på, at det her nok skal komme til at lykkes i den sidste evne. Målet er trods alt ikke at komme ind på Forfatterskolen, det var bare et delmål, men målet er at få udgivet en digtsamling på et stort forlag, og det kan sagtens lade sig gøre. Hvem ved, måske hvis jeg skriver løs hen over sommeren, så har jeg nok til noget, jeg kan sende ind et sted. Det er trods alt målet; at udtrykke mig, at nå ud til andre mennesker. Og hvem ved.. Nyt Terræn er inde at votere hos Lindhardt & Ringhoff. Måske får jeg det manuskript antaget i juli. Det ville sgu være megafedt! Jeg opgiver ikke håbet! Jeg fortsætter dér, hvor andre giver op. Der er kun én vej, og det er frem ligegyldigt, hvor håbløst det ser ud! Jeg må videre!

I øvrigt har jeg lagt en video ud på Youtube, hvor jeg taler om det. [url=http://youtu.be/PSrJcKQdmq4]http://youtu.be/PSrJcKQdmq4[/url]

Nogle af mine egne kommentarer til statusopdateringen. Bare for at nuancere lidt:

Enten kommer man ind, eller så er det ligegyldigt. “Lige ved og næsten slår ingen mand af hesten.” At de så siger til mig, at jeg tydeligvis har talent, er selvfølgelig positivt, men det har jeg hele tiden troet på. Selvom de så havde sagt, at jeg var totalt talentløs, ville jeg skrive videre. Hverken det positive eller det negative holder mig tilbage nu.

På den anden side har jeg fuldstændigt glemt, at jeg var blandt 10 ud af 447, der skulle til samtale. Der er selvfølgelig en stor anerkendelse lige dér, så jeg burde egentlig bare holde min kæft og mande mig lidt op. Det er bare ret let at glemme det og bare tænke: “Afslag, afslag, afslag” i stedet. Men ja, jeg må bygge videre ovenpå det her.

Jeg har sendt ind fem gange, men det er første gang, at det, jeg har sendt ind, har været af nævneværdig kvalitet. Der er sket ret meget siden sidste sommer, så jeg bygger bare videre på den udvikling. Men det vigtigste er nu ikke at komme ind på Forfatterskolen, men at få skrevet nogle rigtig gode digte som jeg kan få udgivet på et forlag en dag. Intet er tabt, og det her motiverer mig egentlig bare endnu mere til at bevise mit værd. Jeg er ikke en uoriginal digter, slet ikke. Lad os se, hvordan det går med Nyt Terræn (cirka to måneder til, at jeg hører fra L&R). Jeg håber det bedste.

24. maj 2014 kl. 14:45

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: