140524: Nu må jeg finde mig selv

– Nu er jeg gået i gang med “projekt: Hvem er jeg?” Vi har vel alle permanent i gang med at finde ud af det (altså ikke hvem jeg er, men “hvem man er”, you know). Specielt efter afslaget fra Forfatterskolen og deres opfordring til mig om at finde “min egen stemme” er jeg begyndt at overveje, hvor jeg har været i mit liv, hvad, der findes i mig, men som jeg ikke udtrykker i mine digte, hvilke mennesker, jeg kan lide at være sammen med, hvad der i virkeligheden gør mig speciel i forhold til andre digtere (Forfatterskolen har jo for fanden ret, man skal jo netop være originale, så man ikke bare er kopier af hinanden, derfor jeg må finde frem til mig selv nu, helt ind til kernen og tilbage igen), at revurdere alting fra bunden af og finde det frem som jeg har glemt eksisterer, for så at forsøge at få det frem i mine tekster. Der er så meget mere! Der er så meget, jeg har kigget bort fra, men som jeg nu må se i øjnene igen.
I går var jeg inde i Kongens Have igen. Jeg har hængt ud derinde uregelmæssigt siden 2007, men jeg bliver ved med at vende tilbage. Der findes sådan en sindssygt spændende stemning derinde, et vildt fællesskab som er utrolig svært at sætte ord på. Jeg har altid følt mig virkelig velkommen derinde på samme måde som at jeg velkommer folk, der møder op. Jeg har været meget alene de sidste par år, bare siddet herhjemme og skrevet det ene digt efter det andet i håbet om, at alting nok skal lykkes en skønne dag. Måske har jeg kigget for meget indad i stedet for ud, rettet for meget i mine tekster, læst alt for meget. Måske er tiden inde til, at jeg bare prøver at få pusten tilbage og deltage lidt mere i den verden, der findes omkring mig. Jeg er slet ikke så alene som jeg har gået rundt og troet. Det handler om at tage ud og prøve mig selv af igen. Måske “opdager” man i virkeligheden bedst sig selv, når man møder andre, når man taler med dem, udveksler ideer og synspunkter. Desuden er jeg faktisk en smule rørt over at høre, at mine digte faktisk betyder noget for andre. Det var, som om alting pludselig gav lidt mere mening derinde i går, men der er også så mange andre steder, jeg endnu ikke har været, så meget, jeg endnu ikke har oplevet, men som jeg har forbigået, da jeg bare har siddet herhjemme og skrevet digte.
Noget andet er, at jeg var ude i Hillerød i dag. Jeg boede oppe omkring Nødebo i en del år, så vi tog ofte ind til netop den by. Det var helt spøjst at gå rundt der og ligesom genopdage fortiden på en måde. Som om jeg gik rundt og ledte efter mig selv og fandt brudstykker hist og her. Hvis jeg var kommet ind på Forfatterskolen, ville denne refleksion ikke have dukket op. Så ville jeg bare have fortsat som jeg plejer: At skrive, skrive, skrive i mørke og al hemmelighed. Derfor tror jeg, at det bedste, der kunne ske for mig, var ikke at komme ind. Jeg kunne stadig godt tænke mig at komme ind på et tidspunkt, men nu må vi se, hvad det hele ender med. Jeg må finde mig selv nu, min egen originalitet, og så tror jeg, at mine digte bliver endnu bedre og endnu mere “ægte”. Jeg er underligt glad lige nu. Som at finde gamle fotografier eller noget andet vigtigt og nostalgisk som man har glemt. At det hele pludselig ses i et nyt lys. Der er stadig ingen vej tilbage, ingen alternativer, så jeg holder mig stadig til planen om en dag at overtage verden. Jeg stiller mig ikke tilfreds med mindre!

Derfor: TUSIND TAK! Fordi at I er jer, så jeg kan få lov til at være mig, og fordi at I holder af mig. Jeg har måske været meget optaget af at være “god nok” og derfor forsøgt at forbedre mig alt, alt for voldsomt. Jeg har ikke været i ligevægt med mig selv; jeg måtte hele tiden forbedre mig, fordi jeg på en måde følte, at det jeg gør, mine digte, og måske også bare hvem jeg er, ikke var nok. At der skulle mere til. Men det er, som om det er ved at gå op for mig, at jeg bare skal være mig selv. Som den der Nirvana-sang: Come as you are.

24. maj 2014 kl. 14:45

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: