140505: Overvejelser om Forfatterskolen og det såkaldte “kartel” inden for dansk litteratur

Jeg stødte på denne artikel http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2273712/debatten-om-den-rigtige-vej-til-forfatterkarrieren-er-roedgloedende/, og jeg synes, at diskussionen om, hvorvidt skrivekurser, forfatterskoler mm. har en positiv effekt på den skrivendes evner til at skabe historier, poesi mm., er meget interessant.
Jeg har næsten ingen erfaring fra sådanne kurser. Tilbage i 2007 ansøgte jeg om at komme ind på Brønderslev Forfatterskole i Nordjylland, hvor jeg faktisk blev optaget. Meningen var, at jeg skulle være der i nogle dage og skrive en novelle sammen med en række andre elever (altså, vi skulle skrive hver vores historie), imens vi modtog undervisning. Jeg vidste dog ikke, at jeg selv skulle betale 1500 kroner for det, og da jeg pludselig fik mulighed for at tage på Skanderborg Festival, måtte jeg vælge mellem skriveundervisningen og rock n’ roll. Det blev sidstnævnte, der trak mest i mig. Og det har så været det tætteste, jeg er kommet på et decideret skrivekursus.
Eller vent. Jeg var jo også fire dage på Vallekilde Højskole tilbage i 2008, hvor jeg skulle skrive nogle forskellige opgaver, men jeg husker egentlig ikke rigtig særlig meget fra undervisningen (udover at jeg fik ros!). Meningen var vist, at man skulle være på højskolen i et halvt år, men jeg var der kun i “praktik,” da jeg havde sagt til studievejlederen på min skole (10. klasse), at jeg gerne ville være forfatter, og så virkede det til at være det mest fornuftige. Det, jeg husker klarest, var køreturen til højskolen. At sidde i bilen sammen med min mor og se markerne passere forbi, imens jeg kæderøg cigaretter med vinduet åbent. Det var i april, og vejret var rigtig godt. På selve skolen var det ret svært at skabe en “connection” med de andre, da de havde hængt ud sammen i månedsvis, og jeg skulle alligevel hjem allerede om torsdagen. Så jeg brugte meget tid på at gå rundt for mig selv, lange ture omkring i de vestsjællandske landskaber, og en enkelt aften, vist nok dagen før, at jeg skulle hjem, sad jeg på mit værelse og så, hvordan de andre spillede baseball ude på den store græsplæne, der lå bagved hovedhuset. Ah,  dén stærke følelse af ensomhed og isolation, der snurrede rundt i mig, imens jeg følte mig uden for fællesskabet, var med til at skabe en pludselig iver til at skrive en helvedes masse digte, hvilket jeg så gjorde. Faktisk lagde jeg grundstenen til digtet 75303jee + Patient.119 den aften, da mange af digtene handlede om førstnævnte (en figur i min kanon) (digtet er en af de to okay-gode  fra min første bog i privattryk, Måske Minder, fra 2010). Men selve undervisningen kan jeg ikke huske særlig meget af, men det var bestemt oplevelsen værd!

Men for at vende tilbage til artiklen så er det en meget spændende diskussion, specielt for mig, da jeg selv har ansøgt om at komme ind på Forfatterskolen nogle år nu, og det virker til efterhånden (som årene er skredet frem) at være den mest almindelige “måde” at blive en anerkendt digter/forfatter på (selvfølgelig ikke bare ved at have gået der; man må jo få udgivet noget). At man lige skal have været forbi der i to år, men hvis der findes andre muligheder, behøver man ikke gå ned med flaget, hvis ansøgningerne altid svares tilbage med afslag. For så bør man i stedet kigge på de muligheder, der findes uden for skolen, og hvordan man kan suge en masse erfaringer til sig som man ikke kan få via Forfatterskolen. Man kan få sig et besynderligt arbejde, flytte til udlandet eller tage på lange rejser, hvad ved jeg. Oprette et politisk parti, møde vilde mennesker. Gøre noget. Starte noget.
Man behøver ikke sidde stille og pænt vente endnu et år på at sende endnu en ansøgning af sted, for det er vel ikke meningen, at man på Forfatterskolen skal lære, hvordan man skal skrive (hvis dette var tilfældet, ville det svare til, at alle digtere/forfatter fra før 1987, hvor skolen blev grundlagt, faktisk ikke kan finde ud af, hvordan “man” skal skrive, da de jo aldrig har gået på Forfatterskolen, og det er en total absurd påstand, og se bare på alle de digtere og forfattere, der har fået udgivet bøger siden skolens grundlæggelse; de kan jo godt finde ud af at skrive, også selvom de ikke har et “skrivecertifikat” hængende på væggen (jeg tænker på Simon Grotrian, Nicolaj Stochholm som eksempler,)), og det er heller ikke via Forfatterskolen, at man skal finde ud af “hvad,” man ønsker at skrive om. Alt det bør man selv have i sig som en prikkende fornemmelse, ja, intuitionen sgu!
Derfor må man skrive det som nødvendigheden kræver. Man skriver, fordi man ikke kan lade være, dét er mit motto. Og hvis det, man skriver, ikke er særlig godt, må man kigge sine egne tekster igennem og overveje, hvad der går galt (selvkritik er essentiel, hvis man vil nå nogen steder i dette fag!). Men man er ikke jo ikke nødt til at have gået på Forfatterskolen for at skrive en god bog. Forfatterskolen er vel mest en mulighed som man kan kalde “optional” altså ikke nødvendig. Den primære opgave er først og fremmest at skrive, og hvis man vil noget med sin skrift, må det også være ekstremt vigtigt at have en ambition om at skrive godt. Og hvad, der er godt, og hvad, der er skidt, må man, i den sidste ende, selv vurdere, for selvkritik, læsning af andres værker mm. er en vigtig del af “selvuddannelsen” som finder sted både før og efter en eventuel optagelse på Forfatterskolen, og i nogle tilfælde helt uden Forfatterskolen. Så skolen må anses for at være “optional” i forhold til kvaliteten af ens skrift, men om den ligefrem er nødvendig på andre punkter, kan jeg ikke sige noget om, for hvad ved jeg.

Jeg syntes dog, at det var lidt sjovt, at Yahya Hassan, lige da han var blevet optaget sidste sommer, pludselig var venner med en masse forfatterskolerelaterede mennesker inde på Facebook (det sker ikke for mig, og hvorfor i alverden skulle det dog det? Jeg har aldrig gået der). Og jeg mener også, at jeg har hørt op til flere tidligere forfatterskoleelever tale om, at de kan mærke et specielt bånd mellem dem, da de alle har det tilfælles at have gået derinde, og sådan et bånd findes ikke nødvendigvis mellem digtere/forfattere, der ikke har gået der. Jeg føler hvert fald ikke, når jeg er ude til diverse digtoplæsninger mm., at jeg med de andre ikkeforfatterskolelever  ” are in this together” eller befinder os i den samme båd,  men snarere at vi står hver for sig i forhold til vores individuelle udgangspunkter, men der findes da bestemt venskaber, der varer ved, bare ikke sådan et specielt “bånd”. Og om dette Forfatterskolefællesskab har en afgørende betydning for, om man kan få et gennembrud som digter/forfatter, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg vælger at tro på, at hvis man, og ligegyldigt hvem man er, har skrevet en rigtig god bog, så kan den blive udgivet på et godt forlag og få en positiv modtagelse. Og derfor er det bedre at se indad på sine egne ideer, kvaliteten af sin egen skrift holdt oppe mod sin (raffinerede!) selvkritik og samtidig finde ud af, hvordan man kan få ny inspiration ude i verden. Men om man kommer ind eller ej er kun “optional” i forhold til den lange, stenede vej mod debuten. For i den sidste ende må man tro på sig selv, sine evner og skrive netop dét, man ønsker at skrive. Den indre nødvendighed kan ikke holdes tilbage af, hvad andre synes, så man er nødsaget til først og fremmest at lytte til sig selv og kun eventuelt høre på, hvad andre har at sige, hvis man er i tvivl om noget eller er gået i stå med en historie eller projekt.

Nu læste jeg lige artiklen igen … Det ville være et kæmpemæssigt problem og stå fuldstændig i kontrast til alt, jeg lige har skrevet om (hvis man, og ligegyldigt hvem man er, har skrevet en rigtig god bog, så kan den blive udgivet på et godt forlag og få en positiv modtagelse,“) hvis der vitterligt findes et “kartel” inden for dansk litteratur. Kaspar Colling Nielsen mener, at der findes et, og det tror jeg, at rigtig mange andre mennesker også synes, men næppe de, der selv (påstået) er inde i magtens centrum.  Jeg håber bestemt ikke, at der findes en gruppe af mennesker, der prøver at sætte en dagsorden, hvis formål blandt andet er at holde andre mennesker fra at få udgivet bøger, fordi disse ikke passer overens med et bestemt æstetisk eller indholdsmæssigt litteratursyn. Jeg husker, at Lars Skinnebach engang har sagt, at “al litteratur, der ikke forholder sig til klimakrisen, er uvæsentlig.” Og det er da et standpunkt, der vil noget! Når jeg kigger mine egne digte igennem, kan jeg ikke rigtig få øje på overvejelser om klimakrisen som sådan, så det ville jo nærmest betyde, at min poesi, i forhold til hans synspunkt, er uvæsentlig, og da han er lærer inde på Forfatterskolen og dermed er med til at beslutte, hvem der kan komme ind på skolen, så må jeg vel spås temmelig ringe chancer for at blive optaget alene på baggrund af mit emnevalg, men ikke nødvendigvis mine evner som digter, og dét ville være langt ude, hvis man anser Forfatterskolen og dette “specielle bånd” mellem tidligere forfatterskoleelever for at være meget væsentligt i forhold til, om man kan få udgivet en bog, og om den får en positiv modtagelse eller en modtagelse overhovedet (jeg må dog lige påpege her, at absolut intet tyder på, at man skal skrive om klimakrisen for at kunne blive optaget på Forfatterskolen, det er simpelthen noget vrøvl, for der findes utallige eksempler på digtere fra Forfatterskolen, der modbeviser dette, men her tænker jeg bare over, at jeg hvert fald ikke selv har skrevet så meget om klimakrisen, men jeg tror ikke rigtig på, at denne mangel kan have betydning for, om jeg kan komme ind eller ej. Slet ikke.). Jeg kender hvert fald til en del digtere, der har fået udgivet bøger, men som ikke har fået nogen som helst anmeldelser (og dermed næsten ikke “eksisterer”, da ingen har kunnet eller kan få øje på dem. Og hvad, der er “out of sight” er også “out of mind”. Muligvis er dette en slags blind vinkel for eventuelle læsere af disse værker, da de ikke har en jordisk chance for at opdage værkerne, da de ikke kan læse nogen omtale af dem og ikke kan finde dem ude i boghandlerne, da boghandlerne køber bøger ind, der har fået positive anmeldelser (dette fik jeg hvert fald at vide af en boghandler ude i Lyngby, og det virker egentlig fair nok; hvis bogen har fået en dårlig modtagelse, giver det ingen mening (på læsernes vegne) at købe eksemplarer af den ind, men hvis den slet ikke har fået nogen modtagelse, kan selv boghandleren ikke få øje på værket, selvom den eventuel er rigtig god!) ), men jeg håber ikke, at dette kan have noget med dette “kartel” at gøre.
Jeg tror på individets evne til at skrive en god bog, og at denne kan blive udgivet på et godt forlag og få en positiv modtagelse, men det er dybt problematisk, hvis bogens æstetik eller indholdsside ikke “passer ind” i et nuværende litteratursyn og dermed ikke “må” udgives (eller få en fair modtagelse overhovedet (Jeg husker tydeligt, hvordan Lars Skinnebach for nogle måneder siden gav en af Bue P. Peitersens hæfter frygtindgydende 1/6 stjerner i Jyllands-Posten, og det var sgu lidt af en massakre! )). Dette er selvfølgelig utrolig konspirationsteori-agtigt, men det er under alle omstændigheder et synspunkt som Henrik Dahl og Kaspar Colling Nielsen deler, og jeg har ikke rigtig noget konkret at sige til det udover, at jeg håber, at det ikke er sandt, men at alle har lige stor mulighed for at få udgivet et godt værk på et godt forlag.

Ellers må jeg nok bare konstatere, at jeg med min æstetik og indhold er kongeligt på spanden, og at det fremstår nærmest umuligt for mig at få udgivet noget som helst. Ikke fordi jeg ikke skriver godt, men fordi mit pågældende litteratursyn ikke passer ind i den herskende dagsorden. Det ville gøre mig ekstremt ulykkelig, da jeg ikke ønsker andet end at skrive og at skrive godt, så det ville være totalt forfærdeligt, hvis jeg blev “holdt tilbage” af et “kartel.” Dog vælger jeg ikke at tænke så meget over det på nuværende tidspunkt (disse tanker er kun afledt af læsningen af artiklen, men ikke noget jeg normalt går rundt og funderer over), men i stedet vil jeg koncentrere mig om at skrive så godt som overhovedet muligt (og så kreativt og eksperimenterende som muligt, hvert fald for tiden), og hvis jeg ikke kommer ind på Forfatterskolen i år, sender jeg endnu en ansøgning i 2015, men selvfølgelig kigger jeg samtidig på, hvilke andre muligheder, der findes. Måske bør jeg lade mig ansætte på en “salatfabrik” eller tage på en lang rejse til Østeuropa eller danne mit eget politiske parti eller noget helt andet vildt-vildt. Men jeg tror sgu på, at vi alle har lige muligheder for at skrive et godt værk på vores egne præmisser, og at vi alle har lige muligheder for at få udgivet sådan et værk på et etableret forlag. Hvis dette ikke er tilfældet, må der indsamles beviser, og i forhold til sådan et indsamlingsprojekt står hvert fald jeg selv på bar bund. Jeg ved ingenting om det, og det er ikke væsentligt på nuværende tidspunkt. Nej, jeg koncentrerer mig om kreativiteten i stedet, og så må vi se, hvad der sker i fremtiden. Men jeg skal nok skrive en helvedes masse digte og prøve at skrive så godt som overhovedet muligt. Jeg kan jo, trods alt, ikke lade være!

5. maj 2014 kl. 16:49

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: