140425: Jeg er ved at have slidt mit tastatur op

Jeg er ved at have slidt mit tastatur op, og det driver mig til vanvid! Det er, som om tasterne ikke rigtig når i bund, og så kommer jeg til at skrive forkert sommetider. På den anden side kostede det mig kun 99 kroner i sin tid, så jeg har vel ikke særlig meget at brokke mig over. Jeg må få fat på et nyt, når SU’en (forhåbentlig) tikker ind her d. 30. april.
Jeg er lidt i tvivl, om jeg stadig er berettiget til SU, da jeg har formået at få både et gult og et rødt varsel fra KVUC på én og samme tid. Det var temmelig absurd at læse i det ene brev, at jeg nu fik en advarsel i forhold til mit høje fravær, men at de ville give mig en chance for at rette op på det i løbet af de næste par uger, for så at læse i det andet, at jeg ville blive meldt ud af studiet inden for syv dage, hvis jeg ikke tog ned og talte med en studievejleder. Det gjorde jeg så, og det lader til, at jeg kan fortsætte på studiet (Engelsk A, hvis nogen af jer ikke ved det), hvis jeg har et fremmøde på 100% frem til d. 5. maj. Dette må vel betyde, at jeg stadig får SU. Det håber jeg. Ellers kan det blive lidt svært at bestille et oplag af Druknelektioner, min nye digtsamling, og få fat på et nyt tastatur. Men det er hvert fald ikke særlig fair af dem at sende en “advarsel” samtidig med det brev, der advares imod. Hvordan i al verden skulle jeg dog kunne nå at reagere? Det kunne studievejlederen ikke svare på, men hun henviste dog til, at det var et “krav,” at jeg selv skal følge mit fravær inde på webdagbogen, men dette “krav” har jeg ikke hørt noget som helst om. Det står i absolut ingen af de breve, jeg har modtaget, og det er ikke synligt på deres hjemmeside. Da jeg sad og talte med hende, følte jeg den gode gamle “systemklaustrofobi”. Det vil sige, at et eller andet system kommer med mærkværdige krav til en, selvom de ikke står nogen steder. Hun kunne ligeså godt bare have opdigtet de regler, for hvor findes beviserne? Det er altid så nemt for en autoritet efterfølgende at sige, at der “jo” findes de her krav, man skal leve op til, uden overhovedet at være klare i mælet om deres eksistens. På den måde dirigeres vi alle som små marionetter rundt på samfundets scene uden at have noget at skulle have sagt. “Gør det her, fordi du skal.” Hvordan vi nærmest som myrer gennes fra folkeskole til uddannelser og ud på arbejdsmarkedet uden tanke for, om det egentlig er det, vi har lyst til. Rullebåndssamfundet som jeg kalder det. Men jeg måtte bare trække på smilebåndet, da hun ikke kunne redegøre for, hvor disse regler stod henne, og besluttede mig for at møde til tiden fremover, så jeg kan få råd til et nyt tastatur og selvfølgelig 100 eksemplarer af Druknelektioner.

Det er underligt, hvordan økonomi har sådan en stor betydning for, om man kan gøre det, man egentlig vil. Jeg har de senere år måttet have et “dække” for at skrive digte. Om det så var at gå på et ikke-eksisterende hold på universitetet i 1½ år eller at læse Tysk B og nu Engelsk A på KVUC. Hvis pengene glipper, kan det være svært at forsørge sig selv, så jeg må foretage mig et eller andet, der ikke kræver for meget af min tid (jeg skal jo helst skrive og læse så meget som overhovedet muligt). Samtidig har jeg aldrig rigtig haft lyst til at have et arbejde-arbejde. Jeg kan ikke se mig selv sidde nede i Netto, f.eks. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne håndtere presset, at en eller anden åndssvag chef råber til mig, at jeg ikke er hurtig eller effektiv nok, og at jeg kan risikere at blive fyret, hvis jeg ikke møder til tiden (damn you, søvnrytme!), at skulle gøre noget, fordi det er et krav, men ikke fordi jeg selv har lyst. Egentlig ønsker jeg mest bare frihed fra krav og regler, så jeg gøre det, jeg elsker: at skrive tonsvis af digte! Men den eneste måde at “få lov” til at skrive digte (uden at skulle arbejde-arbejde) er at få legater fra Statens Kunstfond, og for at få dem skal man skrive godt, og for at skrive godt må man øve sig, og for at øve sig må man have masser af tid til at læse, skrive og eksperimentere. Derfor har jeg måttet have et “dække” (at kunne sige til folk, at jeg f.eks. er “studerende” selvom jeg faktisk skriver mig ind og ud af helvede). Forhåbentlig kan jeg blive så dygtig til at skrive, at jeg kan få udgivet digtsamlinger på etablerede forlag, og at statens kunstfond tænker, at jeg er værd at give kunststøtte. Indtil da må jeg skrive det som melder sig, og der er så uendelig meget som jeg endnu ikke har sagt eller skrevet, så det handler bare om at komme i gang! Og selvfølgelig passe skolen …

På den anden side har jeg ikke noget imod at modtage undervisning på KVUC, da fagene gør mig klogere. Det er hvert fald meget sjovt at læse Shakespeare i Engelsk, da jeg ellers ikke selv ville opsøge hans tekster. Der er sgu bare et eller andet ekstremt spændende over Romeo og Julie, Macbeth og Hamlet som jeg gerne gad udforske, også uden for undervisningen. Engelsk A giver mig indgangsvinkel, og så må jeg vel selv sørge for at fordybe mig i teksterne. Jeg hiver ofte mange af den samme slags forfattere og digtere ned fra hylden, så det er meget fint at være tvunget til at læse noget, jeg ikke aner noget om. Det virker nærmest bevidsthedsudvidende at blive serveret for tekster, jeg normalt ikke ville læse. Samtidig må jeg sgu se at hanke op i mig selv og møde op til tiden, for jeg har heller ikke lyst til at læse alle de her tekster om én gang til, selvom de kan være nok så interessante. Nu må det være slut med engelsk til sommer, og så kigger jeg på, hvad jeg gør efter ferien. Måske matematik, selvom det nok ikke bliver ligeså spændende som engelsk eller tysk. Slet ikke. Til gengæld må jeg genlære at bruge min logiske sans. Den forsvinder sommetider i al det sprog, alle de digte. Så kan det være meget fint at gange nogle tal med hinanden, så 2 + 2 igen bliver 4 i stedet for igen og igen at blive 5 i min poesi.
Under alle omstændigheder får jeg brug for et nyt tastatur, da jeg kan mærke, at en masse ny poesi er på vej, og så nytter det sgu ikke noget, at jeg skal sidde her og nærmest hamre på tasterne. Det er temmelig opslidende i længden. Åh, var det en joke? At slide tasterne op? Ak, suk (buuh this man!)

Nu må jeg hellere holde op med at skrive på indlægget. Det er alligevel temmelig intetsigende; en note-to-self frem for litterær viden eller tanker pakket ind i fine sætninger og lagt til rette her på bloggen. Men sommetider må der vel også være plads til sådanne opdateringer. Hvad jeg render rundt og laver på et hverdagsligt niveau. At jeg er tæt på at blive smidt ud af holdet, men at jeg må holde fast med næb og kløer, så jeg kan blive færdig til sommer. I forhold til mit fravær, skyldes det mest min mærkværdige søvnrytme som jeg har nævnt nogle gange her på bloggen. Heldigvis er den ved at være under kontrol igen efter min årlige marts/april-kolbøtte (af en eller anden grund fucker min søvnrytme altid op på denne tid af året, og jeg ved ikke rigtig hvorfor; måske har det noget med sommertid at gøre, who knows).
Jeg må være nærværende både på min skole og i min poesi. Over and out.

25. april 2014 kl. 21:46

Categories: Blog

Skriv et svar

%d bloggers like this: